Og jeg så i hans højre hånd, . .
Og jeg saa i hans højre Haand, som sad paa Tronen, en Bog, beskrevet indeni og udenpaa, forseglet med syv Segl. Åb.5,1.

Saa overmaade stor og herlig er den Trøst, der ligger i disse Ord, at dersom vi blot fik Øjnene aabnede til at se den og i en vaagen Tro kunde holde den for virkelig Sandhed, da skulde vi een gang for alle kaste vore Bekymringer fra os og sige: »Nu vil jeg ikke ængste mig mere. Nu maa Gud gøre med mig aldeles, som han vil; ja, nu maa alle onde Aander og alle onde Mennesker gøre med mig, hvad de formaar; jeg frygter ikke for noget.« Lad os derfor nær­mere betragte det anførte Bibelsted! Johannes ser en Bog i hans højre Haand, som sidder paa Tronen. Hvad indeholder denne Bog? Den indeholder, som den første Røst fra den aabnede Himmel siger, »hvad der skal ske herefter« (Kap. 4, 1). Læg Mærke til, hvad Synet betyder. Bogen indeholder, »hvad der skal ske herefter« - hvad der skal ske med hele Verden og særlig med Guds Folk paa Jorden. At denne Bog er i hans højre Haand, som sidder paa Tronen, be­tyder ikke blot, at Gud paa det nøjagtigste kender alt, hvad der skal møde os, ligesom det, der er skrevet i en Bog, altid ligger i aaben Dag. Men da Bogen netop er i hans højre Haand, den virksomme Haand, er dermed betegnet, for det første, at den store, almægtige Gud leder og regerer alle Ting, og for det andet, at han er saa omhyggelig i sin Omsorg for, hvad der skal møde os, at han har det opskrevet i en Bog; thi vi ved jo, at Bogføring over det, som udføres, vidner om den største Omhyggelighed.
    Er det ikke netop det, der skal ske herefter, som er Genstand for alle vore Bekymringer? Vore Hjerter er i Almindelighed fulde af Uro og Bekymringer for, hvad der skal møde os. Selv den, der er saa lykkelig, at han ikke nages af Verdens Bedrøvelse, som virker Død, men er blevet en troende Kristen, plages alligevel paa ny af Bekymringer for mange vigtige Ting, snart for sin egen Sjæl, sine Synder, Fristelser, Kampe og Farer for Fald og Afvigelser, snart for sine Paarørende og andre Menneskers Sjæle, og hvorledes det skal gaa med dem. Snart er det Kirkens Fremtid, eller hvad der skal ske i Samfundet, og snart igen en Mængde Smaating, som dog ofte paa det smerteligste foruroliger os. Thi foruden det, at de Kristne har Kærlighedens Omsorg for, at alt maa gaa vel, og et aabent Blik for Betydningen af saadant, som andre anser for betydningsløst, er de ogsaa altid en Skydeskive for alle Djævelens gloende Pile, denne utrættelige Fjende, der med Fristelser, Anfæg­telser og alle mulige falske Indskydelser søger at forstyrre vor Fred, saa at Guds Børn ofte ikke har Ro hverken Dag eller Nat. Hvortil skal de da støtte sig? Hvortil skal de da hælde deres trætte Hoved? O, at det var dem givet at se, hvad der ligger i dette: Alt, hvad der kan møde os, er skrevet i en Bog, der hviler i hans højre Haand, som sidder paa Tronen, ligesom David allerede saa det og til sit Hjertes Trøst sang: »Disse Ting var alle sammen skrevet i din Bog; Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. « Vi har endnu en trofast Fader i Himlen, som med saa kærlig Omsorg sørger for alt, hvad der angaar os, at han har det opskrevet i en Bog, som han holder i sin højre Haand. O, om vi kunde tro og se denne Guds kærlighedsfulde Omsorg for os! Visselig skulde vi da have en salig Ro og Hvile for vore arme Hjerter og inderlig Fred og Trøst for alle kommende Dage.
    Men her kommer nu Hedningen i vort Bryst, vort vantro, for­mørkede Hjerte og siger: »Ja, de store Verdensbegivenheder eller det, som skal ske med hele Kirken, det har Gud opskrevet i sin Bog, men ikke det, der angaar saa smaa og ubetydelige Væsener som mig. Ja, vel synes det at være alt for stort, vel er det for vor Forstand ufatteligt, dersom vi siger, at han i sin Bog ogsaa har skrevet alt, som skal møde dig og mig. Men hvad skal vi sige, naar den samme store Herre, som sidder paa Tronen, selv siger, at han nedlader sig, ikke alene til hvert enkelt Menneske og dets mindste Anliggender, men endog til hver Fugl paa Jorden (Matt.10,29-31 )? Hvad skal vi da sige om denne Herre? Paa den ene Side siger vor Fornuft, at det er fuldstændig urimeligt, umuligt, og paa den anden Side staar hele den synlige Skabning fuld af utallige Vidner imod os og siger med tusinde Stemmer: »Se, hvad Gud har gjort! Se, hvilke Storværk, og se, hvilke Smaating!« Og naar han en Gang har frembragt alle disse Ting, har han lige saa let ved at se dem og tage sig af dem. Ak, om vi engang kunde vaagne op af dette vort ynkelige Vantroens Mørke! Vi lever midt i en uendelig Rig­dom af Vidnesbyrd om Guds Magt og Herlighed og ser dog intet. Det er Herren selv, som siger: »Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder til Jorden uden eders Faders Vilje. Men paa eder er endog alle Hovedhaar talte.«

---