skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Sardes-menigheden (Åb.3,1-6)
Dag Risdal - "Levende forkyndelse eller tomme ord?"

Og skriv til englen for menigheden i Sardes: Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. v2 Vågn op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud. v3 Husk derfor, hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det, og omvend dig! Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig. v4 Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide klæder, for det er de værdige til. v5 Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle. v6 Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.

Sardes lå ved et trafikalt knudepunkt. Det var en aktiv og meget velstå­ende forretningsby. Fra naturens hånd lå byen på en måde, så den blev betragtet som umulig at indtage. Alligevel blev den indtaget to gange i hi­storien. Begge gange skete det på den måde, at fjenden formåede at trænge ind i byen, fordi indbyggerne følte sig sikre og ikke havde behov for vagter. Fjenden kom som en tyv om natten og fandt folket sovende.
    Disse episoder fra byens tidligere historie kaster et ejendommeligt lys over den åndelige situation i Sardes og det budskab, som var rettet til menigheden der.
    Guds syv ånder (v.1) er Helligånden. Ånden giver livet. Han er mægtig til at opvække fra død til liv.

Budskabet til hyrden i Sardes lyder sådan: »Du har ord for at leve og er dog død« (v.1). Mennesker siger: »Du lever!« Men Ånden, som regner med en anden virkelighed end den ydre, siger dette: »Du er død!« Den fare, der truede Efesus, havde allerede ramt Sardes med et dødbringende slag!
    Det er et forfærdeligt ord. Den eneste formildende omstændighed ved dette budskab er, at det er sagt i dette liv i nådens tid.
    Her møder vi en hyrde, som havde en lære og et liv, der gjorde, at han af alle blev anset for en levende og sand kristen. Men han var mere inter­esseret i at vide, at de andre syntes godt om ham, end i at kende sandhe­den om sig selv.
    Det er Jesus, der siger dette. Han ser ikke kun det ydre. Han kender hjertets tilstand. »Du har ord for at leve og er dog død«.
    Men budskabet gjaldt ikke kun hyrden i Sardes. Det var også hen­vendt til menigheden. I denne menighed havde man beholdt de ydre for­mer, og navnet var tilbage. Men det liv de engang fik ved troen på Jesus, var ved at dø bort, eller var helt væk.
    Menigheden er ikke fuldstændig død, men den er sunket ned i en dødssøvn, som vil ende med den åndelige død, hvis den ikke lader sig vække. Der er et ord, som kan kaste lys over denne tilstand: »Klar mine øjne, så jeg ej sover ind i døden« (Slm.13,4 ).
    Hvem vil ikke blive grebet af frygt for sig selv, når man hører sådanne ord, der var rettet til menigheden i Sardes? De mest oprigtige og ånds­fyldte kristne kender til denne frygt for at bedrage sig selv. De, som har grund til at frygte, frygter ikke, men de, som ikke har grund til at frygte, de frygter (Rosenius).

Menigheden i Sardes havde ikke længere liv i Gud. Hyrden havde svig­tet. Derfor lyder ordet: »Bliv vågen (erkend din situation) og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø« (v.2). Det kan også siges sådan: »Vågn op, og styrk den rest, der er tilbage, før den dør!«
    At være vågen vil sige at høre Ordet med hjertet. At falde i åndelig søvn eller ovenikøbet blive åndelig død, vil sige, at man ikke længere hø­rer Ordet på den måde.
    Og så kommer begrundelsen for nødvendigheden af at blive vågen: »thi jeg har ikke fundet dine gerninger fyldestgørende i min Guds øjne« (v.2b). Det kan være et ord til lederen i Sardes, som har svigtet sin hyrde­gerning (Joh.21,15-17 ). Men det kan også være et ord til menigheden, som er kommet væk fra Jesus og ikke længere bærer Åndens frugter (Gal.5,22 ).
    Man kan sammenligne med dommen i Matt.25,31ff. Nogle var »Jesus- bevidste«, har man sagt. De troede på Jesus, men var ikke klar over de gode gerninger, de gjorde som en frugt af troen på ham. Andre var »gernings-bevidste« og så ikke Jesus - derfor udeblev Åndens frug­ter.
    Menigheden i Sardes kunne ikke længere bære Åndens frugter, fordi den ikke længere levede i livssamfund med Jesus. Derfor havde de heller ingen fuldkomne gerninger for Gud. De var kommet ind under Jesu dom.
    Når jeg læser dette alvorlige budskab om den søvn og åndelige død, som var i færd med at trænge ind i menigheden i Sardes, så kommer jeg til at tænke på nogle ord af Enok Osnes: »Selv som kristne er vi kun, hvad vi bliver vakt til at være. Kun en stadig indgriben af guddommelig nåde kan ophæve den åndelige døds tyngdekraft i os.«
    I Sardes var der stadig en rest af troens folk tilbage, som var i live, men også den lille rest var ved at dø, fordi hyrden havde svigtet. Men Jesus havde omsorg for, at den lille rest skulle blive bjerget og bevaret.
    Herrens formaning lyder: »Kom derfor i hu, hvordan du tog imod or­det og hørte det; hold fast ved det og omvend dig« (3,3).

Man kan spørge: Hvad er der galt med Sardes-menigheden? Det kan siges kort. Den hører ikke Ordet som i den første tid. De troende lytter ikke med det samme vågne og åbne sind som i begyndelsen. De holder stadig fast ved ordet udadtil. Men deres hjerteforhold til Jesus er et an­det. Der er ingen årvågenhed og ingen holder fast længere.

I menigheden har de stadig kundskaber om evangeliet, men de hører ikke længere budskabet til fornyelse i troens liv. Kristendommen bliver som en teori for dem - ikke hjertets fornyelse. Den, som holder op med at tage imod (høre), han har mistet evnen til at høre den gode hyrdes røst.
    Denne menighed bliver nu stillet over for et afgørende valg. Hvis den hører sandheden og bøjer sig for den og vender tilbage til det oprindelige udgangspunkt, vil det føre til omvendelse og nyt liv. Omvendelsen kom­mer som en frugt af at gå tilbage til Ordet om Jesus. Herom siger Øivind Andersen: »Men netop at se, høre og tage imod ordet om Jesus resulterer i omvendelse. Vi skal ikke omvende vort hjerte, men det, vi har lært, hørt og taget vare på, det omvender vort hjerte.«
    Men det alvorlige er, at hvis menigheden i Sardes ikke vil bøje sig for sandheden, mister den evnen til at kende sandheden. »Se, sådan handler Gud! Den, som ikke vil høre hans røst, skal komme til at høre fire hun­drede falske røster« (Rosenius).
    Der var alligevel et lyspunkt i Sardes, som gjorde, at situationen ikke var helt fortvivlet: »Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil« (3,4).
    Der var en lille rest af levende kristne tilbage i Sardes. Hvad kendeteg­ner denne rest? Det er evnen til at høre den gode hyrdes røst (Joh.10,27 ). De er ved et vågent liv under Guds ords oplysning blevet bevaret fra den verdsliggørelse, der har gjort menigheden som helhed beskidt i Herrens øjne.
    Bortset fra disse få er det store flertal i menigheden ikke længere krist­ne, selvom de bekender sig som kristne og bliver anset for at være det. Typisk for denne menighed er, at den ikke har tid eller trang til at høre, hvad Ånden taler til menighederne (v.6).
    Udviklingen i Sardes-menigheden har gentaget sig i kirkens historie: Kristen aktivitet blev opretholdt, så det gav indtryk af åndeligt liv, men, indenfor tog søvnen og døden overhånd, fordi de ikke længere bøjede sig under Ordet, som i den første kristentid (Lars Eritsland).
    Det er et særdeles alvorligt budskab denne menighed får af Jesus. »Jeg kender dine gerninger, at du har ord for at leve og er dog død« (3,1).
    Et spørgsmål melder sig. Fik budskabet lov til at slå ned i samvittighe­den? Eller hastede man videre i sine gerninger uden Åndens lys og vej­ledning fra Ordet til troen?
    Hvad med vores egen åndssituation i Norden i dag? Vi ser på de store forsamlinger. Indenfor disse er der nogle, der bekender Jesu navn og som har det rette forhold til Gud og nogle, som ikke lever i samfund med Herren.
    Spørgsmålet er til syvende og sidst: Hvad er sand kristendom? Reli­giøsitet er ikke det samme som kristendom. Der findes religiøse menne­sker, som ofte ligner de sande, levende, ægte Guds børn så meget, at in­gen her i tiden kan skelne dem fra hinanden, og Jesus kalder dem endda grene på sig selv (Rosenius).
    I dag er der mange, som »bekender« Jesu navn, men de kan ikke være sammen med de troende i missionshuset. Så mødes liv og død. Den æl­dre flok af venner bliver hjemløs.
    Er du frelst? Ved du hvad genfødelse er? Jesus måtte sige det til den religiøse Nikodemus: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny« (Joh.3,3 ).
    I dag er der mange med i Guds riges arbejde, men ikke alle ved, hvad det vil sige at være frelst eller genfødt eller at have liv i Gud.
    Måske er det heller ikke alle hyrder og ledere, der ved det. Der står et ord i Det gamle Testamente, som kan kaste lys over dette: »Da kom der en ny konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef« (2.Mos.1,8 ).
    Der var ganske vist nogle få i Sardes, som ikke havde besmittet deres klæder. Men disse få følte sig »hjemløse« blandt den store mængde af de andre.
    Det er, som om vi hører et ekko fra mængden: »Få de få sande troende i Sardes væk, de er en klods om benet, de er hele tiden i vejen, de prikker til vores samvittighed. De må ryddes af vejen!«
    En ting er sikkert. De få sande troende i Sardes vil blive endnu færre, hvis der ikke kommer en sand og dybtborende vækkelse. Den anden gruppe vil vokse og bevidst skubbe de få ud på sidelinien. Det ser vi en antydning af i dag. Der er trange kår for dem, som vil forhindre, at de gamle stier bliver overgroet igen.
    »Når de gamle er væk, skal vi overtage det.« Sådan tænker en hel del unge i dag uden at sige det højt. En anden kristendom kan snart overtage al mission. Man giver efter for tidsånden og mister lys og salt.
    Derfor vil åndskampen tilspidses mere og mere mellem den store »blok« og den lille »rest«. Dog, den sidste tid skal forkortes »for de ud­valgtes skyld« (Matt.24,22 ).
    Men samtidig er det kun de få, der egentlig har det godt med Herren. »Men for al den ting jeg vidste - kan jeg ej min Jesus miste«.
    De få i Sardes har Gud som rådgiver. For dem er Gud Underets Gud. Gud har sat »en åbnet dør« foran de få og de små og de hjælpeløse (Åb.3,8 ).

»Det er et særligt tegn på troskab, når nogle få bliver stående, mens de fleste falder fra. Der skal megen nåde til for at blive stående trofast i fra­faldstider, når former, hykleri og åndelig død griber om sig, og når sand kristendom slet ikke er i kurs. Så er det trangt at være kristen. Men Her­ren ser det og skønner på det« (Erik Osnes).

(Fra "Levende forkyndelse eller tomme ord" s.142-146 af Dag Risdal - Luthersk Missionsforenings Elevforening 1989 - Shafan 26-01-09
Bibelhenvisningerne kan læses på BibelenOnline - Det danske Bibelselskab)