Satans religiøst-politiske redskab ( Åb.13) 
Vi møder her det redskab, som Satan giver både sin kraft og sin trone (v. 2) for at føre denne kamp imod troen - kampen mod det evangelium, Gud vil, at syndere skal høre og frel­ses ved. Det er dette redskab, som andre steder i Skriften bærer navnet »Anti-Krist«. Dette betyder ikke, at der kun er denne ene antikrist. Johannes siger i 1. Johs. 2,18, at der allerede på det tidspunkt var mange antikrister i verden, lige­som Jesus siger, at der også skal komme mange antikrister ( Mt. 24,11 og 24). Men alle disse falske krister vil have sit udtryk i en, stor Antikrist, som mod sin magts afslutning skal nå sin største indflydelse, hvad vi senere skal se.
    Denne store Antikrist fremstilles her i kap. 13 som to dyr: Dyret af havet (v. 1) og Dyret af jorden (v. 11). Det vil givet være en misforståelse at mene, at der her er tale om to for­skellige Dyr - to forskellige, åndelige magter. Snarere udtryk­ker de to dyr to sider af Antikristens væsen, dels fordi Bibe­lens store Antikrist er en person, dels fordi vi mærker en intim vekselvirkning mellem disse to dyr. Både havet og jorden har vi tidligere set, hvad var. Havet er tydeligt fortolket i 17,15 som det omskiftelige folkehav. Og det typiske og farlige ved folkehavet er, at det er udtryk for det instinktive, det følelsesmæssige, et fællesskab som er ud­sprunget af en fælles grund i sjælelivet.
    Dette er Antikristens ene karakteristiske side: hans kristen­dom - vi husker stadig, at vi står over for en, som vil give sig ud for at være Kristus, som Jesus forud sagde om disse redskaber for Satans krig imod Kristus og hans evangelium, at de ville sige: »Her er Jesus Kristus«. Men, det, som er ka­rakteristisk ved hans kristendom, er, at den er i slægt med menneskeslægtens fælles grund i sjælen - den er i sandhed »dybt menneskelig«.
    Den anden side af hans væsen er »af jorden«, hvilket vil sige, at han har et politisk ansigt. Det er dette dyr, som ud­øver det første dyrs hele magt (v. 12). Gennem denne side af sit væsen udøver det religiøse dyr magt i verden. Vi skal lægge mærke til, at ordet »magt« er karakteristisk for dette dyr (v. 12, v. 14 og v. 15), ligesom v. 17 giver et klart ind­tryk af dette dyrs politiske formåen, idet handel som bekendt er baseret på politik. Men samtidig lægger vi mærke til, hvordan denne politiske magt dybest set tjener den religiøse side af Antikristens væsen (v. 12, v. 14, v. 15 og v. 16-17). I al sin politik er hans religiøs. I al sin politik er han Kristi fjende - selvom det tilsyneladende »kun« drejer sig om han­del (v. 17).
    At Antikristen er en politisk magtfaktor, skal vi se igen i kap. 17, hvor hans rige fremstilles på linie med verdensrigerne Ægypten, Assyrien, Babylon, Persien. Grækenland og Romer­riget (v. 11). Samtidig fremstilles det som vidt forskelligt fra alle andre riger. Vi tænker her på Daniels syn af dette rige - Dyret, som er et rige, forskelligt fra alle andre, som skal opsluge jorden og drage den under sin magt og mis­handle Den Højestes hellige og ændre tider og lov, men som til slut skal ødelægges for evigt. ( Dan. 7,19-26).
    Vender vi os nu til Antikristens religiøse side, så er der fire ting, som falder i øjnene:
    For det første, at Dyret skal opnå popularitet som religiøs person (v. 3-4). For det andet, at Dyrets historie vil frem­vise dødsmærker (v. 3), uden at det dog nogensinde vil be­tyde dets død. Fra tilsyneladende død vil dette Dyr formå at rejse sig til verdensomspændende tilbedelse. For det tredje ser vi, at det er fuld af bespottelse mod Gud (v. 5-6), og for det fjerde, at det er de helliges livsfjende - hans religion sig­ter på deres tros død (v. 7).
    En særlig betragtning kræver det vist, at Antikrist er fuld af bespottelser. For hvordan passer det til det billede, Skriften andre steder giver af hans udseende og fremtræden, hvor han kalder sig ved Kristi navn, prædiker et evangelium, som kan ligne sandheden til forveksling, lader sine tjenere fremstå som »retfærdigheds tjenere« o. s. v.? Om han er fuld af bespot­telse, hvordan kan han da virke forførende på mennesker, som vil tro på Jesus og følge ham? Ja, hvor kan Johannes selv her ansigt til ansigt med denne åbenbaring af den him­melske verdens realiteter falde i forundring over denne Anti­krist, når han er fuld af bespottelser (17,6)?
    Når vi skal besvare det, føler jeg trang til allerførst at ad­vare mod det, som kristne i dag i deres store ligegyldighed alt for tit giver sig hen til, nemlig overfladiskhed. Lad os der­næst slå det fast, at det ikke er vore egne tanker, som skal give os den dybere forståelse, men alene Guds åbenbaring i den hellige Skrift. Det er dertil, vi har den. Og når den har beskrevet en ting for dig, tænk det så grundigt igennem, det den sagde.
    Bespottelse er ikke blot en ydre sag. Det har vi et tydeligt eksempel på i Rom. 2,23-24. Her hører vi om nogle, som er til bespottelse for Guds navn. Hvordan er de det? Jo, der står om dem, at de stoler trygt på Guds lov og roser sig af Gud, at de kender hans vilje, som dem der er oplært af loven, at de er vejledere for andre, fordi de i loven har det klare udtryk for kundskaben og sandheden (v. 17-20). Er det bespottelse? Nej, men de, som lærer andre, de lærer ikke sig selv (v. 21). For det første øver de nemlig det samme, som de lærer andre, at de ikke må øve (v. 21-23). Men ikke nok med det. Det er ikke det, som er den store anklage imod dem i dette kapitel. Den anklage er nemlig alt kød under ­også de, som er retfærdige for Gud, læser vi i Rom. 3,23-25, hvilket dog ikke betyder, at de, som her er retfærdige, er til bespottelse for Guds navn. Tværtimod siger Skriften, at de er til lov og pris for Guds nådes herlighed ( Ef. 1, 6, 12, 14). Nej, den store anklage imod disse mennesker, som er til spot for Guds navn, finder vi i v. 5: det er deres ubodfærdige hjerte. At de lærer og underviser i loven, lærer og underviser i alt, hvad der er sandt efter lovens ord, alt imedens synden er hos dem, uden at de dog alligevel har et bodfærdigt hjerte - det gør, at de for Gud er fulde af bespottelse.
    Og det er det, som er Antikristens bespottelse: at han bruger Herrens ord, tilsyneladende lærer og vejleder efter Herrens Ord, men med en falsk ånd i sit indre - et hjerte, som ikke i Ånden er oplyst af det ord, han påstår, han lærer og taler, hvorfor han heller aldrig i sit hjerte er blevet en Kristi brud og fået del i Kristi bruds rene Ånd.
    Så forstår vi også bedre, hvorfor det flere gange slåes fast ­nu igen i v. 8 - at kun de, hvis navne virkeligt står skrevet i Lammets Bog - de, som virkeligt er udvalgt af Gud og beseglet med Kristi Ånd - formår at afsløre og kende An­tikristen på en tid, hvor alle andre falder i henrykkelse over ham: Kristi sande brud er de eneste, som kan føle og se: alt, hvad denne »krist« siger og lærer, er ikke min Kristus, ikke min Brudgom, ikke min Frelser, ikke mit håb, ikke mit liv. Hans stemme og ord er ikke i samklang med mit hjerte; Hans tale og lære er ikke i samklang med den kærlighed til Lammet, som bor i mit hjerte ved den hellige Ånd. Det er alene dette troens lys i hjertet, som formår at føde dette »Nej« - det er alene ved dette troens lys i hjertet, at Jesu sande, åndelige menighed kan sejre og bevare troen over for det redskab, Satan har sendt til verden i Jesu navn for at bekæmpe troen.
    Det ser vi tydeligt i kap. 14, 1-5.

---