Spiren
Navnet »Spire« er en helt speciel Messias-titel i Det Gamle Testa­mente. Vi finder denne Herrens Spire i en række sammenhænge i GT og samtidig flere henvisninger til ham i Det Nye Testamente, ikke mindst i Johannes' Åbenbaring. For eksempel hører vi om, da Johannes er rykket ind for Guds trone i himmelen og bliver spurgt om, hvem der er værdig til at åbne bogen med de syv segl (fremti­dens og fuldendelsens bog) og bryde dens segl. Svaret lyder:
     »Græd ikke! For Løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sej­ret, så han kan åbne bogen og dens syv segl« ( Åb 5,5).
    Her kaldes altså den herliggjorte frelser »Davids rodskud«. Det samme navn bruges også i det sidste kapitel: »Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne om dette for jer i me­nighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende mor­genstjerne« ( 22,16).
    Det hebraiske ord, der ligger til grund for ordet rodskud, kan en­ten betyde rod på et træ eller en plante, eller det kan betyde det, der spirer direkte frem fra roden. Derfor kan det mest passende oversættes med rodskud.
    Vi finder også en anden og mere skjult hentydning til dette Mes­siasnavn i forbindelse med beretningen om Jesu fødsel. Josef og Maria vejledes af Herren til ikke at slå sig ned i Betlehem, når de kommer tilbage fra landtlygtigheden i Egypten. De skal vende til­bage til Nazaret, hvor de oprindelig hørte hjemme. Og begrundel­sen lyder
    : »- der bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skul­le opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes naza­ræer« (Matt.2,23).
    Mange har op gennem århundreder grundet på dette ord. For hvor står det skrevet hos profeterne, at Messias skulle kaldes naza­ræer. Spørgsmålet hænger sammen med, at man ikke kender den hebraiske grundtekst, og heller ikke jødisk Messias-forventning. Fromme jøder ved umiddelbart, hvad der sigtes til, hvis de læser Matthæusevangeliet, og det fortælles endda, at enkelte er blevet omvendt ved at læse dette ord. Ordet nazaræer henviser til et be­stemt afsnit hos profeten Esajas:
     »Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd« ( Es 11,1-2).
    I fortsættelsen hører vi om Messias' person og det frelsens og fre­dens rige, han vil bringe. Pointen i dette vers ligger i ordet »skud«, som står i det første vers: Skud hedder på hebraisk NEZÆR, og det­te er stammen i bynavnet Nazaret. Herved kan vi skønne, hvorfor det hedder, at »han skal kaldes en nazaræer«.
    I rabbinsk skriftudlægning var det ikke usædvanligt at sige, at Messias skulle bære otte navne. Af disse var ordet NEZÆR ­- rodskuddet - et af hans navne. Et andet navn, som nævnes blandt disse otte, var navnet »spire« (hebr. ZEMACH). Dette navn findes hos en række profeter.

På dommens tid

I Skriften hører vi, at profeterne »grundede over, hvornår og hvor­dan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge« ( 1.Pet 1,11).
    Det er et samstemmende vidnesbyrd hos Det Gamle Testamentes profeter, at Messias ville komme på dommens tid. Når det så aller­mørkest ud, ville han åbenbares for Israel. Dette ser vi f.eks. tydeligt i den kendte profeti i Es 8,23 - 9,1:
    »Dog skal der ikke være mørke for landet, som nu er i trængsel. Som Herren tidligere bragte skam ... bringer han i fremtiden ære langs Vejen langs Havet ... Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.«
    Læser vi disse vers i sammenhæng med de foregående vers (husk at inddelingen med kapitler og vers i Bibelen er af relativ ny dato! Da Skriften blev til og på Jesu tid fandtes denne opdeling ikke, no­get der gjorde det adskilligt lettere for dem at se sammenhængen, som skjules for os gennem kapitelinddelingen), ser vi, at Guds folk kommer ind under dommen, fordi de forkaster Guds ord:
    »»Til belæringen og til budskabet.« Han skal vandre omkring i landet, plaget og sulten, og når han sulter, bliver han rasende og forbander sin konge og sin Gud. Ser han mod det høje, eller stirrer han ud over landet, er der nød og mørke, trængsels mørke, i mul­met er han stødt ud« (Es 8,20-22).
    Det er til et folk, som selvforskyldt er kommet ind i det dybeste mørke, og som lever under Guds dom, Messias skal komme. Da forstår vi også lidt mere af, hvilket under det er, at Jesus kom for at være »synderes ven«.
    Netop denne sammenhæng mellem Guds dom og Messias' frem­træden finder vi i profetien i Es 11, som vi har læst. Det foregående kapitel slutter nemlig sådan;
 »Men Herren, Hærskarers Herre, hugger grenene af under ræd­sel; de knejsende stammer fældes, de høje træer segner. Han rydder skovens tætte krat med øksen, Libanon falder for den Mægtige« ( Es 10,33-34).
    Det er dette, Johannes Døber henviser til, idet han træder frem for Israel med sin vældige domsforkyndelse:
    »Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden« ( Matt 3,10).
    Profeten sammenligner Israel med et træ, som ikke bærer frugt, eller hvis frugt er dårlig og sur. Træet har ikke været til gavn og glæ­de for ejeren. I stedet for rigelig frugt var der rigeligt med løv. Træets krone blev stor og imponerende; men med frugten var det så som så.
    Her mindes vi Jesu ord om, at træet skal bedømmes efter frugten og ikke efter trækronens størrelse og kraft ( Matt 7, 16ff; 12,33f). Bliver træets krone for stor, er det som regel tegn på, at det er småt med frugten.
    Så lægges øksen ved træets rod. Og det hugges om - ved roden. Det er netop, hvad der sker med Israel. I mødet med denne frygte­lige virkelighed kommer budskabet om Spiren:
    »Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod« ( Es 11,1).
    Netop på den tid, da Israel er blevet som et afhugget træ, vil Mes­sias begynde sin gerning. Han kom for deres skyld, som var under dommen.

Spiren bærer frugt, hvor Israel svigtede

I budskabet om Herrens Spire ligger der for det første et løfte om, at selvom det ser ud, som om Israel er ødelagt og slået til jorden, vil Herren lade det blomstre på ny. Israels genoprettelse er knyttet til Spiren. Løftet og håbet er ikke tilintetgjort, selvom dom og død ser ud til at være enerådende.
    For det andet knyttes løftet om frugt til Herrens Spire. Israels kald var at bære frugt for Den Hellige, som udvalgte og kaldte dem. Det har de ikke gjort, sådan som vi kan høre det i sangen om vin­gården:
     »Jeg vil synge en sang om min ven, min elskedes sang om hans vingård. Min ven havde en vingård på en frugtbar skråning. Han gravede den, rensede den for sten og plantede den til med vin­stokke. Han byggede et vagttårn i den og udhuggede også en per­se. Han ventede, at den ville give vindruer, men den gav vilddruer. Og nu, Jerusalems indbyggere, Judas mænd, døm mellem mig og min vingård. Hvad var der mere at gøre ved min vingård, som jeg ikke har gjort? Når jeg ventede, at den ville give vindruer, hvorfor gav den så vilddruer? Men nu vil jeg lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård: Jeg vil fjerne hegnet om den, så den bliver af­gnavet, nedrive gærdet om den, så den bliver trampet ned. Jeg la­der den forfalde, den bliver hverken beskåret eller hakket, så den gror til med tjørn og tidsel, og jeg forbyder skyerne at give den regn« ( Es 5,1-6).
    At anlægge en vingård er et tungt arbejde, der ikke gøres af sig selv. Alle forudsætninger for, at der ville komme frugt, havde Her­ren lagt til rette, intet var ugjort eller halvgjort. Sådan var Israel pri­vilegeret frem for alle andre folk. I rigt mål havde de fået lov til at glæde sig over alle gode gaver fra Guds hånd. Rundhåndet havde han velsignet landet, så de ikke manglede noget af det, et menneske trænger til her i verden (jfr. løftet og advarslen i 5 Mos 8,7ff). Tilli­ge havde han endnu rigere velsignet dem med alle åndelige goder. Folket kunne i sandhed synge med David: »Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød« ( Sl 23,1). Med fuld ret kan Herren sige »Hvad var der mere at gøre ved min vingård, som jeg ikke har gjort?« (v.4). Fuldkomment havde han sørget for dem. Men hvordan lønner de så Gud og deres velgører? Ved at vende ham ryggen og bære dårlig frugt. Moses profeterede om folket, da de 1000 år tidligere stod på Moabs ødemarker, før de drog ind i løfternes land:
    »Men Jeshurun blev fed og slog bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev trind! Han forkastede den Gud, der havde skabt ham, og vi­ste foragt for sin frelses klippe« ( 5 Mos 32,15).
    Hos profeterne bekræftes dette på talrige steder: »Israel var en frodig vinstok, som bar sin frugt. Jo mere frugt den bar, des flere al­tre byggede de. Jo bedre det gik deres land, des smukkere stenstøt­ter lavede de« (Hos 10,1).
    Ulykkeligvis ser det ud til, at dette næsten er en lov i Guds folks liv: Når Herren velsigner, falder vi. Får vi lov til at smage for meget af det gode, vender vi os mod ham. Det samme ser vi for vore øjne den dag i dag. Hvor rigt har Gud ikke velsignet vort land? Men hvad har det ikke ført til? I stedet for et liv, der er afhængigt af den Herre Jesus, er vi blevet stærke og hovmodige, så vi til og med kan opleve, at kristne mennesker, ja, præster og biskopper begynder at læse korrektur på Bibelen og vil være klogere end Gud. Da er man blevet for stor, da er man blevet for stærk, da er man blevet selv­hjulpen, så man ikke længere behøver sin Herre.
    Når den kristne kirke havner i denne grøft, bliver vi som Israel. »Hvad var der mere at gøre, som jeg ikke har gjort?« siger Herren også til os. Vi har fået lov til at eje en fuldkommen frelse, indstiftet med ordene: »Det er fuldbragt« ( Joh 19,30). Hvor meget lidelse kostede det ikke Guds Søn at kunne give os dette evangelium! Ale­ne, uden hjælp fra noget menneske, vandt han forløsningen. Og vi blev indbudt i Guds rige med ordene: » Kom, nu er alt rede!« ( Luk 14,17). Men hvordan har vi lønnet ham? Vi trænger i sandhed til at tage apostlens advarsel til hjertet:
    »For når selv det ord, der var talt ved engle, havde gyldighed, og enhver overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf, hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor ... ?« ( Hebr 2,2-3).
    I det folk, som ikke har båret frugt for Herren, er det, at Herrens Spire skal træde frem. Han skal bære frugt, hvor der intet var. Han skal bære sød og god frugt, hvor folket bar sur og uspiselig frugt. Dermed åbenbares det tydeligt og stærkt, at Messias er den, der fuldbyrder Israels bestemmelse og Israels kald. Derfor hører vi også, at det er Herrens Spire, der bliver til herlighed og ære for fol­ket - selv har de kun vanære for al deres troløshed:
    »På den dag bliver Herrens spire til herlighed og ære, og landets frugt bliver til stolthed og pryd for Israels overlevende ... når Her­ren har vasket urenheden af Zions døtre og har skyllet blodet ud af Jerusalem med dommens og udrensningens ånd« ( Es 4,2.4).

---