Andagt 22.nov.
»Salig den, hvis styrke er i dig, når hans hu står til højtidsrej­ser! Når de går gennem Bakadalen, gør de den til kildevang, og tidligregnen hyller den i velsignelser. «
Salme 84, 6-7.

De mennesker, Gud i sit ord priser salige, er som regel dem, der menneskelig set har det ondt og ofte føler sig alt andet end lykkelige. Bibelordet i dag taler om mennesker, der har deres styrke i Gud. De er saligel Hvem er de?
    Det er dem, der har mistet troen på sig selv, som ikke har nogen kraft i sig selv, og for hvem livet måske ser nok så mørkt ud. Men netop deres svaghed, alt det, der gør det mørkt og tungt, får dem til at se på Herren og regne med ham.
    Den, der regner med Herren, ejer ham også. Et menneske, der har sin styrke i Herren, er stærkt midt i magtesløshed og svaghed, midt under sygdom og afmagt. Ja ikke blot det, men i døden har det det evige liv.
    Disse mennesker har en hu, der står til jævne veje. Det er de veje, Gud har jævnet for os og som fører os til Gud, de veje, hvor Gud åbenbarer sig til frelse for os mennesker.
    Disse veje er Guds ord og løfter. De, der færdes på disse veje, må ofte gå gennem trængsler. Det kaldes her for Baka­dalen (Tåredalen). Denne dal gør de til kildevang, den bliver en dal, hvor alle slags kilder vælder frem til velsignelse for dem, og for de mennesker, de færdes mellem.
    Du, der ikke ved dig noget andet til frelse end Jesus, behø­ver ikke at miste modet i din modgang, i din sygdom eller, hvad det nu er, der gør livet mørkt for dig. Fordi du sætter din lid til ham, bliver det, der ellers gør livet tungt og vanske­ligt, til velsignelse og lykke både for dig og dem, der er sam­men med dig.
Mist ikke modet! Se frem mod alt det, Gud lover dig.

1) Tab ikke modet, du kære, for så er det dyreste tabt! Gud har en lektie at lære hvert menneske, han har skabt.	2) Bagved de tyngende gåder og skæbnens forvirrede leg er der én vilje, der råder, en visdom, som altid ved vej.
3) Vi skal kun bie og bede og bede og bie på ny, når solen er allerlængst nede, da bær' det mod morgengry.	4) Det kors, som har tynget din nakke, kan blive din rigeste sang, og da kan det ske, du vil takke for det, som du græd for engang.
Svend Rehling 1948

---