Den profetiske forkyndelse i Det nye Testamente
Der er sammenhæng og forskel mellem Det gamle og nye Testamente. Det har at gøre med frelseshistorien. Det er ikke en forskel i lære, men i tid.
    Alle Guds løfter i Det gamle Testamente viser hen til Kristus. De tro­ende i den nye pagt får - gennem Kristus - del i alle Guds løfter, der er givet i Det gamle Testamente ( 2.Kor. 1,20).
    Men i Det nye Testamente giver Jesus dem, som tror på ham, mange nye løfter, som formidles til os ved Helligånden. »Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden ... Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det« ( Joh. 16,12-14).
    På pinsedag skete det, at da de alle blev fyldt af Helligånden, begyndte de »at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde« ( Ap.G. 2,4). En vældig forundring bredte sig blandt de tilrejsende i Jeru­salem, for de sagde: »Hvor kan vi så høre dem tale, hver på vort eget mo­dersmål ... vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tun­gemål?« (Ap.G. 2,8-11). Her var ikke tale om henrykkelse, men en klar (profetisk) forkyndelse. Det kan kun forklares på den måde, at Ånden oversatte ordene under­vejs fra talerne til tilhørerne, så de hver for sig fik ordene ind i ørerne på deres eget sprog. Det var et sprogligt under, der fandt sted formidlet ved Helligånden til den enkelte tilhører personligt. Budskabet gjaldt Guds store gerninger i Kristus (evangeliet).
    Denne forkyndelse af apostelen Peter formidlet af Ånden ramte sam­vittighederne. »Da de hørte dette, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: 'Brødre! Hvad skal vi gøre?'« (Ap.G. 2,37). Denne åndsbårne forkyndelse bliver i Det nye Testamente betegnet som profetisk forkyndelse. Den virker både til dom og til frelse ( 1.Kor. 14,24-25). Den virker til dom for dem, som lever i vantro mod evangeliet og til frelse for dem, som tager imod Jesus.
    Denne form for forkyndelse - profetisk tale - vil Gud altid have brug for, så længe det er nådens tid. Den bliver til på den måde, at Helligån­den gør Ordet om Jesus levende for hjertet.
    Peters pinsetale var ikke en tale om Ånden, men et vidnesbyrd fra Skriften om Jesus Kristus. Hvor Ordet og Ånden arbejder sammen, der bliver Kristus herliggjort. Det, der skete pinsedag var, at Gud rystede alle folkeslag under him­melen og plantede sin menighed på jorden i Jesu navn (Marius Jørgen­sen).
    Profetgaven og den profetiske forkyndelse er behandlet i forbindelse med nådegaverne i 1.Kor. 12-14.
    Det, der danner en nådegave - det er Åndens åbenbaring. »Og Ånds­åbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn« ( 1.Kor. 12,7). Det er helt grundlæggende.
    Den, som har fået nådegave til at forkynde, har set noget i Skriften. Han har fået åbenbaret Guds ord for sit hjerte, og han føler en indre trang til at formidle det til andre.

Når vidnesbyrdets ånd, det personlige vidnesbyrd, er til stede hos en forkynder, falder der lys over Ordet, når han vidner. Og der falder lys over hjertelivet hos tilhørerne. Forkynderen er da ét med det budskab, han bringer frem, det er blevet et personligt budskab for ham og fra ham. Da bliver det et levende ord, også for dem, som skal høre budska­bet. Så bliver mange hjulpet til at se Jesus som deres Frelser og til at blive frigjort i evangeliet ( Joh. 8,36).
    Apostelen Paulus vurderer nådegaverne efter den hjælp, trøst og op­byggelse, de kan formidle for troens folk i forsamlingen 1.Kor. 14,12). Den største nådegave er den, som bliver til mest hjælp i kristenlivet for andre.
    Her nævnes den profetiske gave specielt. »Hig efter kærligheden, og stræb efter de åndelige gaver, især efter at tale profetisk« ( 1.Kor. 14,1). Vi får en uddybelse af, hvad den profetiske tale går ud på: »Men den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst. Den, der taler i tunger, opbygger kun sig selv, men den, der taler profetisk, op­bygger en menighed« (1.Kor. 14,3-4).
    Mens tungetalen er et tegn for de vantro, er den profetiske tale for de troende (1.Kor. 14,22). Det er troens folk, Guds børn, der bliver opbyg­get, når den profetiske forkyndelse bæres frem. Hvis alle ydre tegn (un­dere, kraftige gerninger, tungetale) udebliver i en menighed, er menighe­den alligevel åndelig rig, såfremt den tager vare på det profetiske ord (sml. 1.Tess. 5,20).
    Den profetiske tale har været karakteriseret som en stærk, åndsmyn­dig og vækkende forkyndelse: »Den ægte profet kan nærmest sammen­lignes med en åndsbåret forkynder, som har evnen til at udlægge Skrif­ten sådan, at dens rigdomme af skatte kommer tilhørerne til gode. Profe­tens forkyndelse var sikkert en prædiken, hvori de hellige skrifters ord blev flittigt udlagt, tolket og anvendt på den aktuelle situation i menighe­den« (Hugo Odeberg).
    Den profetiske gave består altså i at formidle Guds ord, sådan at tilhø­rerne ser sig selv og deres situation i lys af Ordet. Men dette profetiske budskab kan også få betydning for fremtiden. Luther kalder en rigtig prædikant for »Jesu Kristi profet«.
    Profeter som bærere af »nye« sandheder som tillæg til det, der er åbenbaret i Bibelen, får vi ikke ( Åb. 22,18-19). Personer, som påberåber sig at have »profetiske syner« i strid med Den Hellige Skrift, må derfor afvises.
    Ligeledes må der advares, når nogen står frem i en menighed og citerer i direkte form: »Så siger Herren«, uden at det er et bibelcitat, der følger, men måske et politisk eller socialetisk budskab. De mener at tale på Guds vegne i første person og siger, at de har fået et ord eller budskab di­rekte fra Gud. Der er al mulig grund til at advare mod den slags svær­meri.
    Den profetiske forkyndelse, som derimod udlægger og anvender Bi­belen for os i den aktuelle åndssituation, er meget nødvendig. I endeti­den behøver vi - som Guds folk - et klart vækker-råb, hvis vi ikke skal sove ind i vaner og rutine.
»Gud vil oprejse sådanne profetiske vidner for sandheden. Fra tid til anden får vi dem. Vi må bede om, at Gud sender sådanne mennesker også i dag. Og vi må bede om, at han vil vække folkets hjerte og sind, så de hører på dem, der taler profetiske sandheder ud fra Guds ord. Også det er højst nødvendigt at tænke på« (Carl Fr. Wisløft).

---