Forsoningen

Soning

Vi har nu set på noget af det grundlæggende i Det Gamle Testa­mentes offertænkning. Til sidst skal vi standse ved det, det leder frem til. Kort kan dette sammenfattes i de ord, der også står som en konklusion i offerlovgivningen:
»På den måde skaffer præsten dem soning, så de får tilgivelse« ( 3 Mos 4,20).
Læg mærke til sætningen! Dette udtryk gentages gang på gang. Synderen er passiv, det er præsten, vor ypperstepræst, der er den aktive.
Dermed er vi fremme ved, hvad ordet »sone« betyder. Sandsyn­ligvis er det fremstået fra en stamme, som betyder »at skjule« eller »at tildække«. Synden bliver med andre ord skjult. Hvem bliver den skjult for? Underet er, at den skjules for Gud, så Gud ikke længere ser synden. I dette ligger kernen til frelse: At den alvidende og altse­ende Gud ikke længere ser synden. Den er væk, selv ikke Gud kan finde den længere.
Derfor læser vi om det, der skete på den store forsoningsdag:
»På den dag bliver der skaffet jer soning, og I bliver renset; I bli­ver renset for alle jeres synder for Herrens ansigt« (3 Mos 16,30).
I dette ligger en stor trøst. Gud har ikke lovet os, at vi ikke selv skal se synden. Dagligt står synden for vore øjne, som en plage og en anklage. Men Guds øjne ser den ikke - for ham er den skjult. Så står et Guds barn ren for Herren. Ikke ren for mennesker, ikke ren i egne øjne, men i hans øjne, som er den Hellige og for hvem intet er skjult - for Ham er vi blevet rene gennem soningen:
»Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er skjult, lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld ... « ( Sl 32,1f).
Her er den hjælp, som gør lykkelig. Og hemmeligheden er, at det er Guds gerning, fra begyndelsen til enden, fra tilgivelse til fuldendt soning. Derfor gælder det bogstaveligt: »Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder« ( Es 43,25).

Fjerne

På den store forsoningsdag var det to bukke, der skulle være folkets offer (3 Mos 16,5ff). Disse to er dybest set et offer. På hver sin måde anskueliggør de, hvad der sker i soningen. Der skulle kastes lod om dem, et lod for Herren, og et for Asasel. (Hvad Asasel egentlig bety­der, er uvidst. Nogen har ment. at det var en ond ånd, som holdt til i ørkenen, men det stemmer dårligt overens med det, vi i øvrigt læser om soningen, at den onde skulle have nogen som helst ret el­ler spille nogen rolle i denne sammenhæng).

Den, som loddet faldt på for Herren, skulle slagtes, og blodet fra den bæres ind i helligdommen, sådan som vi har læst. Men den an­den buk, som var for Asasel, over den skulle folkets synder beken­des. Derefter skulle den føres ud i ørkenen og så slippes fri, den var »for Asasel«. Stammen for navnet Asasel er et ord, der betyder »at føre bort« og »lede bort«. Og det er antageligt det, der netop er po­inten: »Til Asasel« betyder altså, at synden, der er lagt på denne buk, føres bort. Den bliver kastet ud, sådan at den er fjernet. Derfor siger Skriften:
»Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore syn­der fra os« (Sl 103,12).
 Og øst og vest skal aldrig mødes.
I Talmud, jødernes traditioner, finder vi et underligt ord, som gentages flere gange: »Fyrre år før templet blev ødelagt, mistede ofrene deres kraft.«
Jøderne vidste - hvordan ved vi ikke - men de havde en klar be­vidsthed om, at sonofrene havde virkekraft for Guds ansigt. Men et år skete der noget, som blev iagttaget i Israel, og som blev tillagt så stor betydning, at det blev nedskrevet for eftertiden. Selv de, som ikke ville godtage hverken Jesus eller den første kristne for­kyndelse, erkendte, at noget var sket, som gjorde, at fra den tid af havde syndofrene ingen kraft længere. Årsagen er klar. Nu var der båret et evigt offer frem, et offer, der gjorde forbillederne unød­vendige:
 »Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder, men denne præst har frembåret et eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd, hvor han kun venter på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel for hans fødder. For ved et eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet« ( Hebr 10,11-14).
Derfor er hovedindholdet i den kristne forkyndelse:
»Se, der er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh 1,29).
Lige fra den dag, Abraham skulle ofre Isak, har Det Gamle Testa­mentes hovedspørgsmål været:
 »Isak sagde til sin far Abraham ... »Hvor er offerlammet?«« ( 1 Mos 22,7).
Nu er lammet fundet. Og fra denne dag lyder sangen i hjertet hos dem, der har lært ham at kende: »Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og vis­dom og styrke og ære og lov og pris!« ( Åb 5,12).

Påskesalme
1. Nu Livets træ i blomstring står, til jord er kommet frelsen vor. Retfærdighedens sol går op, det skyder friskt fra blad og knop.	2. Forbandelsen blev på dig lagt, som Gud i loven selv har sagt. På dommens træ de nagle d' fast dig, jesus, med al verdens last.	3. Keruberne med flammesværd, de spærrede for Gud vor færd. Men forhænget du sønderrev, og dødens engel bort du drev.
4. Velsignelsen blev os til del, blev frugten af din marterpæl. I nåde du os livet gav, du vintræ ifra Golgata.	5. O, Spire, som af tørre jord gør under: Liv af døde gror, Som Arons stav den mørke nat, har spirer, blomst og frugter sat.	6. Nu Livets træ med frugten står, og syndere der spise får. De eviggrønne blad' på kvist gi'r lægedom for al vor brist.
	7. Og sangen klinger dig til pris, ja, Davids rodskud ære gi's, som løste os fra trældoms kår til lov og tak i jubelår!

---