Mens vi venter
­Luk. 21,25-36 »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyen med megen kraft og herlighed. ....«

Der er altid noget, vi venter på - og længes efter. Vent til jeg bliver stor, siger drengen. Når jeg bliver færdig med skolen - da skal det blive dejligt. 
Vi venter på noget, men bliver ofte skuffet. Det, vi så hen til, viste sig at være mindre værd, end vi havde regnet med. 
Når jeg bliver rask, sukker den, som lider under langvarig sygdom. Og så blev man omsider rask og blev sendt hjem. Hvad så? Det gamle ord viste sig at være sandt: Den, som er syg, har kun en bekymring, den, som er rask, har mange. 
Og så sidder man måske mod livets aften og tænker på alt det, man ventede og håbede på - og som man fik, men som siden blot var en skuffelse. Og man tænker på det, man ikke fik. - Til slut får vort liv en ende, og alt håb og alle drømme er dermed endt. 

Om menneskeheden som sådan kan siges det samme som om det enkelte menneske. På en måde er menne­skenes historie en fortælling om kamp og strid, længsel efter bedre kår, mere frihed, mere tryghed. Men håbet skuffer os så ofte. Vi er nået langt, vi i den vestlige verden. Vi er blevet rige, vi bor i frie lande, vi har det godt. Men med glæden er det så som så. Vi har frihed, for ikke at sige fritid, men ved ikke, hvad vi skal bruge den til. Vi har velstand, men er trætte af den. Og ind i vor stue kommer billeder af menneskenes kår i dele af verden, hvor de ikke er rige, ikke har frihed, ikke har nok mad. Det lægger sig som et tryk over sindet. Vi nåede målet, vi higede efter. Men glade er vi ikke. 

- Bibelen taler om et mål, som Gud har sat for os, og som de, der vil følge Jesus, skal nå frem til. Vi venter efter hans forjættelse nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. 2. Pet. 3,13. 
Jesus har sagt det, og så ved alle, som tror på ham, at det virkelig skal ske. Han skal komme igen. Dette ver­densløb skal få en afslutning. Dagen kommer, da den sidste' store dom skal finde sted. Vi venter på det, siger Bibelen - og hvert kristent hjerte svarer ja og amen. Vi venter -. 

Det er en underlig forventning, for den er også blan­det med frygt. Det hele er af så vældige dimensioner ­og jeg er så lille og hjælpeløs. Med al min synd og uværdighed. Men vi venter med glæde samtidig med, at vi føler bæven og ærefrygt over for det, som skal ske. For den, som tror på Jesus, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Johs. 5,24. 
Den, som venter på det, Jesus har lovet, skal ikke blive skuffet. Når vi kommer derhen, hvor han vil samle alle sine, da gives der ikke længere noget højere mål at længes imod. Evigheden skal ikke blive lang nok til at undres og takke og tilbede for alt det, vi da skal eje i Gud - for Jesu skyld. 
-Teksten, vi læste, taler om noget, vi skal have i tanke, mens vi venter. 

Gud leder alt mod det mål, han har sat 

Det er Gud selv, som skaber og handler. Vi får lov til at se på det, han gør. 
»Se på figentræet og alle de andre træer,« siger Jesus. »Så snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at nu er sommeren nær.« Det er ikke os, der får sneen til at smelte, solen til at skinne med større varme - og træer og blomster til at gro. Alt dette sker efter en lovmæssig­hed, som vi ikke bestemmer over. Vi giver agt på det, som sker, vi lægger mærke til, hvor varmt det er blevet, og vi glæder os over bladene, som skyder frem. Men det er Gud, der lader det ske! Plante og vande, det kan vi, men alene Gud kan give vækst. 

På samme måde er det med verdenshistoriens gang frem mod det mål, som Gud har sat. Vi har fået vore opgaver og vort ansvar, som det står til os at tage vare på efter bedste evne - og i Guds kraft. Men når alt kommer til alt: Gud styrer historiens gang. Gud skal en dag lade hele dette verdensløb få ende. Vi kan bare stå og se på - og give agt på tegnene. Hvor langt er vi kommet? Hvor langt er der igen? 
Lad os se på de tegn, som Jesus taler om. På tre forskellige områder skal der vise sig tegn på, at enden er nær. For det første skal der ske vældige tegn i naturen. 

Kosmiske katastrofer 

»Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som skal komme over jorderige; thi himle­nes kræfter skal rystes.« Luk. 21,25 flg. 
Guds ord varsler altså om, at vældige kosmiske kata­strofer vil indtræffe. Det er knap nok, vi har fantasi stærk nok til at fore­stille os det, som her er nævnt. Det er noget, som skal ske, før Jesus kommer synlig tilbage til jorden. 
Vi, som nu tilhører den ældre generation, er vokset op i en tid, da menneskene begyndte at indbilde sig, at de var i stand til at mestre alle naturens kræfter. Jorden er rig, og vi skal udnytte dens rigdomme - en strålende fremtid ligger foran os. Sådan tænkte man. 

Men nu ser vi noget andet. Industrilandene har i deres grådighed udnyttet jordens rigdomme så enormt, at kloge folk begynder at snakke om, hvor længe der endnu vil være olie og gas og kul at indvinde. Og så har vi tilmed opført os på en måde, så selve livskilderne i luft og jord og vand er ved at blive forgif­tet. Menneskene har ikke det herredømme over natu­ren, som de mente at have.
Det, Jesus taler om, bliver alligevel noget helt andet og af langt større dimensioner end noget, vi kender til. Den dag, Jesu ord går i opfyldelse og tegnene viser sig, skal ingen være i tvivl. Dette har intet menneske set før. Dette er enden.
Men før disse naturtegn viser sig, skal andre svære ting finde sted.

Tegn i folkelivet 

»Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige.« Luk. 21,10. Bibelen tegner ikke noget lyst fremtidsbillede. Krig og uro, had og vold - under disse tegn bevæger rnenneskeheden sig frem mod den endelige dom. 
Nu skal dette ikke fratage os frimodigheden til at arbejde for fred mellem menneskene. »Salige er de, som stifter fred,« siger Jesus. Matt. 5,9. Det ord kan vi gerne tænke på, når vi ser de store, men altfor få, lysende skikkelser, som arbejder for at fremme fred og retfær­dighed i verden. Med al ret beder vi Gud om at måtte leve i fred og om at blive skånet for krig og blodsudgy­delse.

Men Bibelens fremtidsperspektiv står der endda, og det skal gøre nogle vigtige sandheder levende for os. Det skal minde os om, at menneskehjerterne er onde. Alt det, som daglig sker af vold, undertrykkelse, krig og ufred - er det ikke en påmindelse om, at vi mennesker er syndere? 
Bibelen lader lyse for os håbet om en tid, hvor ret­færd og fred skal råde i menneskelivet. En tid, da alle våben og krigsmaskiner skal blive ødelagt, og ingen skal øve sig i våbenfærd mere. Esaj. 2,4. Hvilken herlig tanke! 

Den evige fred skal Gud skabe 

Men denne lysende fremtid er det ikke os mennesker, der skal skabe. Den skal Gud oprette. Den er ikke knyttet til vor indsats for freden, endda så vigtig den er og så alvorligt vi må tage den. Det herlige håb om evig fred er knyttet til Guds løfter. 
Menneskehedens historie fortæller om stadig større og mere grusomme krige. Det skal stå for os som et tegn - et signal om, at denne gamle verden er dømt til un­dergang. Men så kommer Jesus. Han skal oprette det evige fredsrige. Salig enhver, som får lov at være med der! 
Men der er endnu nogle tegn, som Jesus vil, vi skal give agt på. Vigtige ting, som varsler, at denne gamle verden skal gå under, og at en stor fornyelse skal ske, når Jesus har holdt den sidste dom. 

Tegn i kristenheden 

»Agt vel på, at I ikke bliver ført vild; thi mange skal komme i mit navn og sige: Det er mig! og: Tiden er nær! Men gå ikke efter dem.« Luk. 21,8. 
»Falske Messias'er skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild.« Matt. 24,24. 

Bibelen taler meget om falsk lære. Den, som vil læse, hvad Guds ord siger om vranglæren, vil ikke kunne tage den sag let. Jesus har advaret os. Apostlene ligeså. Hvor alvorligt taler ikke Paulus i Galaterbrevet: »Men om så vi selv eller en engel forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer - forbandet være han!« Gal. 1,8. 

Og kærlighedens apostel, Johannes, er ikke mindre streng. Han vender sig mod sådanne, som fører vrang lære om Jesus, og siger: »Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne (sande) lære, ham skal I ikke give husly og ikke byde velkommen. Thi den, som byder ham velkommen, gør sig medansvarlig i hans onde gernin­ger.» 2. Johs. 10-11. 

Så afgjort er der ikke mange, der tænker og taler i dag. Læren er da ikke det afgørende, siger man nu - så megen frihed må der da være, at folk har lov at tænke og tro, som de vil! 
Bibelen siger, at vi skal tro og tænke i overensstem­melse med Guds ord. Vi har ingen anden vejviser. Får Guds ord ikke lov at bestemme, hvad du skal tro, og hvordan du skal leve, så vil mennesketanker overtage rollen. Og da farer du vild. 

Vranglære i kirken 

Det alvorligste, hvad denne sag angår, er, at vranglæren dukker op midt inde i kristenheden - midt inde i Guds forsamling. »Af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.« Ap. G. 20.30. Af jeres egen midte! Midt i flokken af forkyndere og ledere! 

Gennem hele kirkens historie er den slags hændt. Bestandig har Djævelen forført mennesker til at vende sig bort fra sandheden i Guds ord. Å, hvilken kamp og strid, dette dog har kostet! Men det må koste ufred og strid. Hvis ingen er villige til at stride for troens sand­hed, vil Guds folk blive ført vild.
Det, Jesus peger på her, er en vanskelig sag - og det på mere end en måde. 

For det første er de falske Messias'er og falske profe­ter ofte så ovenud sympatiske og tillidvækkende i deres fremtræden. Stod det skrevet uden på dem, at dette er farlige folk, som alle må vogte sig for, så var det ingen sag. Men det gør der ikke. Satan selv kan skabe sig om og klæde sig så fint, at man tror, det er en lysets engel, der kommer. 2. Kor. 11,14. Ja, de falske profeter giver sig ud for at være Jesus selv. Mark. 13,6. Åndeligt og tillid­vækkende, fint og sympatisk optræder de.
Og så kan de gøre store tegn og undere. Matt. 24,24. Hvad der sker i Guds sande menighed i denne hense­ende, kan i sammenligning hermed se fattigt og småt ud. Her sker der store ting! Her kan der ikke være tvivl om, at Jesus selv er med. Sådan bliver det sagt. Da er det ingen let sag at stå imod. 

Åndelig vagttjeneste. 

Nej, det er ikke let. Og så er der endnu en ting, som gør den åndelige vagttjeneste så vanskelig. Den, som får til opgave at varsle Guds folk om farerne, vil let blive set på som en lyseslukker, en over-kritisk person. Han har ikke den rette kærlighed, siger man om ham. 

Paulus taler om nådegaven til at bedømme ånder. 1.Kor.12,10. Den, som har fået denne nådegave, vil ofte føle opgaven tung. Det er ikke populært at være den, som råber advarsler, når andre synger halleluja over det store, som er i færd med at ske. Og hvis ikke han samtidig har et usædvanlig rigt mål af kærlighed, vil kontrasten træde endnu tydeligere frem. 
Måtte Gud udruste sin troende menighed rigeligt med nådegaver til at bedømme ånderne - og må han give dem, som får denne vanskelige opgave betroet, meget af Jesu kærlighed! 

De troende bliver forfulgt 

Når Jesus taler om endetidens tegn, har han ofte et ord at sige om forfølgelser, som de troende må igennem. »Man skal overgive jer til domstole, I skal blive pisket i synagoger og stillet for landshøvdinger og konger for min skyld.« Mark. 13,9. 
Forfølgelser har der været hele tiden. De første kristne fik dem at erfare. De blev kastet for vilde dyr, de blev brugt som levende fakler i Neros have. Men sandt at sige: kristenforfølgelsen i den første,kri­stentid var ikke værre end den, som går for sig i vort århundrede. Man behøver ikke at rejse så særlig langt for at se det. Friheden til at samles i Jesu navn er mange steder krænket på det groveste. Det kan koste en ung hans muligheder for videre uddannelse, om han åbent engagerer sig som kristen. Ja, det kan komme til at koste ham livet. 
Jesus har varslet os om, at sligt skal ske i den sidste tid. 

Antikrist 

Når vi læser i Bibelens sidste bog, møder vi skræm­mende billeder, som fortæller om det. Vi møder den store Antikrist, som skal tage magten over hele verden og kontrollere alt og alle så effektivt, at ingen skal kunne købe eller sælge, uden han har dyrets mærke. Åb. 13. 
Vi læser dette - og tænker uvilkårligt: så nøje kontrol har tidligere tiders tyranner næppe kunnet føre med deres undersåtter. Men i vore dage lader det sig gøre - ­vor tids teknik gør det fuldt ud muligt at holde alle under opsigt, så ingen får lejlighed til at købe fødevarer uden på de vilkår, tyrannen sætter. 
Dette er endetidstegn. Det er noget, der skal ske. 

Den store skøge . 

Men i Åbenbaringsbogen ser vi også et andet billede, som varsler om kommende trængselstider. I kap. 17 ser vi skøgen, den store skøge, siddende på »dyret«. Hvem er skøgen? Jeg tror, Luther og andre oplyste bibeltol­kere har ret: Skøgen er den verdsliggjorte kirke, som gør sig til ven med magthaverne og forfølger de troen­de. »Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod af Jesu vidners blod.« Åb. 17,6. 

Jesus varsler om, at de troende skal kræves til regn­skab både over for konger og landshøvdinger - og i synagoger (kirker). Da er frafaldet stort. Da er Jesu vidner i den sidste ildprøve. 
Frafaldet har nået sit højeste mål i folkelivet. Og det dominerer i kirkelivet - med vrang lære og død guds­tjeneste.
Det er, hvad tegnene går ud på. 
Men hvad så med Guds børn, de få, som hører Jesus til og venter i stilhed på, at han skal komme? 

Jesus skal hente sine venner 

Jesus siger til dem: Tab ikke modet! Ret jer op og løft jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig. 
Jesus skal komme og hente sine venner til sig. Bibelen siger: 

»Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften: og så skal vi altid være sammen med Herren.« 1. Tess. 4,16-17.

---