Sig tak for alle ting
"Lad jer fylde af Ånden, så I taler hver­andre til med salmer og hymner og ånde­lige sange og synger og spiller i jeres hjerte for Herren og altid siger Gud, vor Fader, tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn." Ef. 5,18-20.

Vi vil i dag særlig standse ved det sidste af versene, vi læste: Sig altid Gud, vor Fader, tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn.
    Bibelordet vil som det første sige os ganske enkelt:
Glem ikke at takke. Vær taknemmelig!
    Få ting bliver lettere glemt end det lille ord tak. Men få ting kan have større og mere gavnlig betydning i men­neskelivet end det samme lille ord.
    Vi var ikke ret store, før far og mor begyndte at lære os, at vi ikke måtte glemme at takke. Mange lærer det alligevel aldrig, livet igennem. Og ingen af os har vel lært det til gavns.
    Taknemmelighed gør livet lettere at leve. Den kan gøre det muligt at komme vel igennem tunge dage, den giver kraft til at bære modgang.
    Den, som mest ser på det tunge og svære, vil også få det tungt og svært i sit liv. Den derimod, som ser på de lyse sider, så han lærer at være taknemmelig, vil erfare, at der i selve taknemmeligheden er gemt en kraft.

Der er en tydelig sammenhæng mellem en taknemmelig sindsindstilling og selve livslykken. Den, som er krævende og vanskelig at tilfredsstille, er sjælden glad. Den, som har lært at være taknemmelig, føler sig glad, hvor andre kun ser modgang og vanskeligheder.
    Desværre er det ikke altid sådan, at den, der får mest, også takker mest. Ofte er det lige modsat. Og ser man på vort slægtled som helhed, må man vel sige, at der er et misforhold mellem livsvilkår og taknemmelighed. Intet slægtled i dette land har haft bedre materielle kår, end vi har. Men der er næppe mere taknemmelighed blandt folk i dag end i tidligere slægter. Det er måske derfor, der er så mange mennesker, der midt i deres velstand, ikke er glade.
    Men i teksten er der tillige noget andet, som ikke alle lægger mærke til. Og nu nærmer vi os selve budskabet i det Guds ord, vi har for os. Sig altid Gud, vor Fader, tak! stod der.
    Det er altid vigtigt, at takken når til den rette adresse. Ofte gik det sådan, at de, der fremfor nogen skulle have haft takken, ikke fik den. Men der er ingen, der har mødt så megen utaknemmelighed som Gud.
    Sig altid Gud, vor Fader, tak for alle ting. Det er Gud, der har givet os alt godt. Hvor kommer det vel fra, alt det gode, vi får i livet, om ikke fra ham, som har skabt os alle, og som opholder alt.
    Vi kunne vistnok have godt af en lille katekismus-time ­- blive mindet om de enkle, store sandheder igen: Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger; at han har gi­vet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser, og endnu opholder alt dette; at han giver klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem - - - husker du din bør­nelærdom? Regner du med den?
    Og regner du med, at det er sandt, som der også står i katekismen: alt dette gør han af lutter faderlig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos
mig. For alt dette skylder jeg at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig.
    Bibelen taler uhyre meget om at takke og prise Gud. Den indeholder sikkert mere af lovprisning og tak end af bøn om at få noget. Jeg er bange for, at det snarere er modsat hos os. Vi har lov til at bede Gud om hvad som helst, det er sandt. Men vi må ikke glemme at takke ham.
    Men der står mere endnu. Der står: Sig Gud, vor Fader, tak for alle ting! Her er intet undtaget, det hedder udtrykkeligt: for alle ting. Det er en lang og vanskelig lektie at lære. De fleste af os er måske ikke nået særlig langt her. Men Bibelen siger: Sig tak for alt! For hemmeligheden er den: Alt, hvad Gud møder sine børn med, er velsgnelse. Selvom noget af denne velsignelse kommer til os i forklædning.
    Det, som nok er det vigtigste, er endnu ikke sagt. For der stod jo i ordet, vi læste: Sig Gud, vor Fader, tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn!
    Vi skal sige Gud tak, men vi skal sige det i Jesu Kristi navn.
    De ord står der ikke bare som en udsmykning. De har meget at sige os.
    Det er selve grundforholdet til Gud, der er angivet ved ordene: "I vor Herres Jesu Kristi navn". Det er i Jesu Kristi navn, vi har adgang til Gud. Det er for hans skyld, Gud tager imod syndere som os. Leve med Gud og være hans børn får vi lov til for Jesu skyld, Som vi er i os selv, har vi ingen ret dertil. Men i Jesu Kristi navn får vi lov at komme til
Gud. Og takke Gud skal vi i Jesu navn. Vor tak skal - så vel som vor bøn - nå op til Gud alene for hans skyld, som er vor frelser og forsoner.
    At tale om bøn og tro og tak uden samtidig at tale om Jesus er meningsløst. Det er jo ham, der er cen­trum i det hele.

Når da apostelen formaner og siger: Sig Gud tak for alle ting i Jesu Kristi navn - da forudsætter han noget hos dem, han taler til. Han forudsætter, at de kender Gud som deres Fader, fordi de har lært ham at kende i Jesu Kristi navn.
    Den levende Gud - det er Jesu Kristi Fader. Kun den, der kender Jesus som sin frelser, kender Gud. »Den, som bekender Sønnen, har også Faderen.« 1. Johs. 2,23.
    Således bliver til slut dette bibelord til et meget nær­gående spørgsmål: Kender du Gud i Jesus Kristus, vor Frelser? Hemmeligheden, når det gælder taknemmelighed mod Gud, er dybest set denne: Du har i virkeligheden aldrig takket Gud, hvis ikke du har takket ham for den største af alle gaver: Jesus, vor frelser fra al synd.
    Har du i taknemmelighed taget imod Guds største og dy­reste gave, da kan du takke ham ret - som han vil, det skal gøres - i Jesu navn og for Jesu skyld.

---