Troens fare
Så længe troen lever i Guds evangeliums lys, er alt vel. Men, siger Luther, troen har det som jernet, der holdes ind i essen: så længe det er i ilden, er det glødende, rødt og varmt som ilden. Men tager vi det igen ud af ilden, vil det på ny blive koldt, gråt og hårdt. Således er troen, så længe den holdes til evangeliet, varm, glad, rig og fri. Men så snart den kommer bort fra ordet, bliver den atter fattig, kold, blind og offer for alle Satans fristelser.
    Og en af dem er netop de falske brødre, som drog galaterne bort fra Guds evangelium. De kan komme i deres »engleskikkelse« og si­ge: »Se, hvad Kristus har gjort os til. Se, hvad vi har oplevet og fået og er blevet«.
    Og den tro, som ikke er inde i evangeliets klare lys, begynder at føle sig fattig over for disse »store og hellige« kristne. Nu er det ikke mere nok for hjertet at tro på Jesus. Nu kan det ikke mere af et frit og glad hjerte sige: »Jeg mangler intet«. Nej, nu synes det næsten, at det mangler det vigtigste. Og det bliver igen optaget af, hvad jeg skal være, jeg skal blive, jeg skal gøre og øve og opleve - som under loven.

Vi kender det også i vore dage. Sekter og sværmere og alle slags antikristelige bevægelser lokker troen således i Jesu navn.
    Det ser åndeligt ud. Det ser rigtigt ud. Det ser levende ud. Men lad dig ikke bedrage. Pau­lus giver det et andet prædikat. Han siger til dem, som ikke kunne nøjes med, hvad de havde i Kristi kors, dem, som igen blev optaget af, hvad de skulle være og gøre:  »Vil I nu »fuldende« i kød?« Gal.3,3
Og hermed har han vist os hemmeligheden i denne fristelse: det frister vort kød, den syndige menneskenatur. Det er den, som fristes af disse »hellige«, som ikke har nok i Kristus, som ikke vil vide af, at jeg ikke har noget rosværdigt i mit kød, men selv skal være noget, selv skal være rig, selv skal være levende og meget, meget mere. Paulus siger om det i Kolossenserbrevet: Kol. 2,23 »Alt sådant har med sin selvgjorte gudsdyr­kelse og ydmyghed og skånselsløshed mod lege­met ry for visdom. Men der er ikke nogen ære ved det. Det tjener kun til tilfredsstillelse af den syndige menneskenatur«.
    Mod dette har troen kun ét at sige - det, som Paulus sagde mod de falske brødre hos galaterne:
»Det være langt fra mig at rose mig af noget andet end Jesu kors«. I det alene er troen fra Gud rig - endda så rig, at er den i det lys, vil den intet mangle, ikke føle sig fattig på et eneste punkt, men gerne overlade alt andet til dem, som vil rose sig af kødet, antikristerne.

Jesus - Guds Ords og troens sigtepunkt

Vi er nu nået til det afgørende kendetegn på al sand fortolkning af Skriften - og dermed på al sand prædiken:-ikke, om fortolkningen er i over­ensstemmelse med den nyere forskning, som teo­logerne synes at mene så tit, men om det er en ret forkyndelse af Guds lov og Guds evangelium ­en fortolkning og forkyndelse, som altid sigter på den tro på Jesus, som vi ovenfor har beskrevet.
    Han er målet for alt, hvad der kommer fra den levende Gud. Derfor kaldes han da også i Skriften for »Guds Ord«. Han er Skriftens og Guds tales »scopus«, d.v.s. »sigtepunkt«. Joh.1,1 ff.
    Ja, så afgørende er denne sandhed i Guds ord og tale, at Skriften råder os til at dømme selv en engeis tale dermed. ( Gal.1,8) Ingen må, når det drejer sig om, hvad Gud har talt, gå efter nogen titel eller nogen skikkelse. Enten det er en apostel eller en engel fra himlen, som forkynder Guds ord anderledes, end vi her har lært, så skal han være forbandet. Guds tale vil altid kendes på, at den sigter på Kristus dels gennem lovens døm­mende gerning, som gør os fattige for Gud i alt, dels gennem evangeliets beskrivelse af Jesu ger­ning for os, som gør os rige for Gud alene i ham.

Paulus giver forøvrigt selv i Galaterbrevet et klart vidnesbyrd om, hvordan han selv fulgte dette lys. Han fortæller således i kapitel 2, hvordan han trådte op imod Peter, skønt han var en af menighedens søjler, ( Gal.2,14) fordi Peter »ikke gik lige frem v. 11 efter evangeliets sandhed«. Da, siger Paulus, var Peter dømt. Da var Peter ikke mere søjle i me­nigheden, ikke mere apostel, ikke mere kirke ­da var han bare et: dømt.

Vi ser nøjagtigt det samme tidligere i Peters liv. Kort efter Peters bekendelse ved Kæsarea Filippi, hvor Jesus havde sagt til Peter: »Du er Petrus, og på denne klippe vil jeg bygge min menighed« ( Matt.16,18), begyndte Jesus at give til kende, at han skulle lide meget ondt af de ældste og ypper­stepræsterne og dræbes, men opvækkes på den tredje dag. Men da Peter, klippen, vil sætte sig imod denne tale og hindre Jesus i det, siger Je­sus de ord til ham:
    »Vig bag mig, Satan, thi du skønner ikke, hvad Guds er«. ( Matt.16,23)
    Nu var Peter ikke mere klippen, menighedens søjle. Nu var han Satan. Nu bekendte han nemlig ikke mere den Jesus, som Gud ville. Nu stod han tværtimod den Jesus imod, som Gud sigtede mod.
    »Det var strengt«, siger du, »det var jo af kærlighed til Jesus, han ville hindre Jesu lidelse«.
    Læg mærke til: når det gælder vort personlige forhold til andre mennesker, så får vi befaling til at elske. Men når det gælder, hvad Gud har talt, når det gælder Guds Kristus, Guds frelses­tanker, Guds gerning til frelse for os, så forma­nes vi altid kun tié et:-ikke at elske, men at tro.
Det kunne skære i Jesu hjerte at sige til Peter: »Vig bag mig, Satan«, eftersom han elskede Pe­ter. Men Gud havde talt, og talt anderledes end Peter. Gud havde et mål og sigtede anderledes end Peter. Derfor måtte kærligheden vige for troen, hvor ondt det end gjorde i hjertet.
    Og det skabte en uafladelig kummer i Paulus' hjerte at se Israel dømt efter evangeliet ( Rom.9,2 og 30-33). Men Gud havde talt - og talt Israel imod, og på ny måtte kærligheden vige for troen og sige til troen: >,Det er dig, der har ret, for du taler, som Gud har talt«. Kærligheden ophørte ikke. Bag troen blødte kærligheden.
    Luther siger i sin fortolkning til Galaterbrevet 2,14 om denne tro:
»Troen skal intet tåle, men herske, befale, tri­umfere og bestemme alt. Troen siger: »Jeg viger ikke for nogen, men for mig skal alle vige: stam­mer, folk, konger og fyrster og jordens dommere, som det hedder i Salme 2,10 flg.: » Vær kloge, I konger, lad jer råde, I jordens dommere, tjen Herren med frygt og fryd jer med bæven. Kys Sønnen, at ikke han vredes, og I forgår«.
    Troen vil altid svare til det, Gud har talt ­den taler som Gud - den sigter som Gud - den vil som Gud. Og d.v.s.: den sigter altid på Jesus ved at forkynde loven til dom og ved med evan­geliet at beskrive - ikke, hvad vi kan blive til, men Jesu gerning på korset, og hvad vi har i ham.
    Vil du derfor have al dunkelhed, alt mørke, al tvivl om Gud bort af dit liv, så hør dette ord. Selv i lovens mørke er du Gud nær. Selv det at blive dømt af Gud kan være saligt. Vil du finde den vej og følge den vej, som leder dig hen, hvor Herren er - vil du ikke bedrages, men være vis på, at vejen, du er på, leder dig til Gud, så giv agt på det ord, vi her har vist dig hen til.

Og ét løfte kan jeg give den, som læser disse ord: at den dag bliver en salig dag i dit liv, da dit hjerte rigt, glad og frit kan sige: »Det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu kors«.

Da er det igen sket: Gud har talt.
Da vil du længes efter Herrens hus' forgård ­Ordet, som viser dig Jesus.

Guds ords opfyldelse

Vi indledte dette lille skrift med bl.a. disse ord fra Salmernes Bog: »Saligt det folk, der har Herren til Gud«( Sl.33,12).
    Jeg ville gerne, at du her skal se det i lyset af den sidste dag. Verden i dag spørger måske mere end nogen­sinde om, hvad dette verdensforløb går imod. Jeg ville gerne, at Guds ord skulle give dig svar på dette spørgsmål:
    »Det går mod Guds opfyldelse«. Alle histo­riens tråde, hvert menneskelivs tråde går mod det mål, Johannes Åbenbaring udtrykker således, at »Guds ord bliver fuldbyrdet«. Åb.17,17
    Det hører med til Guds folks salighed, at det kender målet - ikke blot for hvert menneskelivs vandring, men for historiens gang. Vi ved, vi skal se alt det, som vi nu i troen ser i Ordet, som Gud har talt, som Grundtvig synger det:
»Hvad troende i spejlet så, skal salige er­kende«.
    Gud har talt - der findes ingen mere funda­mental sandhed, ingen mere afgørende sandhed ­også for dig.
    Gud har talt - skal det stadig være skjult for dig?
    Gud har talt - når han kommer igen, taler han i overensstemmelse med det ord, han har talt.
    Gud har talt - når han kommer igen, handler han endegyldigt efter sit ord. Det er dommen. Saligt det folk, som har øre for Herrens ord.

---