Troens tilblivelse og art
1.Thessalonikerbrev 1,1-10

......
Og mens de sad og lyttede til det, blev troen på Jesus til - den tro, som Paulus her peger på som hele kristenhedens forbillede.
    Og dette er i sig selv et ord fra Gud til os: At det netop er denne unge menigheds uplettede tro, der er alle kristne menigheders forbillede. For det bekræfter det, som Skriften understreger gang på gang: At den tro, som til allersidst er mig til frelse, er den tro, jeg begyndte med, da Evangeliet skabte troen. Jeg kan vokse i det at tro på Jesus, men det er altid det samme, troen vil gribe (jvf. Hebr. 3,14). Netop det jeg greb, da troen blev til, skal ved vejs ende være troens smykke. Og jeg må for alt i verden aldrig få greb om nogen anden kristendom, end den jeg greb, da Gud gav mig troen. Ve den, der i sin kristendom når at komme videre fra det sted, hvor han begyndte.
    Her er vi ved det, der gør denne menigheds tro et forbillede på alle krist­nes tro. For her ser vi, hvordan de greb om Kristus i begyndelsen. Og her ser vi den tro, der består når Herren kommer igen.
    Hvad siger Paulus nu om denne tro? Hvordan beskriver han den? Det ser vi i 1.Thessalonikerbrev 1,5 , hvor Paulus siger: "- vort Evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og med fuld vished" .
    De hørte Evangeliet. De lyttede, når han udlagde Skrifterne, og ud fra dem forklarede Jesu død og opstandelse. Men det blev til mere end ord for dem. Det blev en kraft (egentlig står der: i kraft - i Helligånd - i fuld vished), sådan som Paulus så ofte omtaler Evangeliet: at "det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror" ( Rom.1, 16). Og dette blev Evangeliet netop for deres tro: en Guds kraft til frelse. De, som før havde frygtet for den kommende vrede, fordi de ikke havde noget, som var stærkt nok til at bestå i Guds retfærdige dom, de fandt nu noget, som var stærkt nok for dem. De, som ikke før havde noget, som var stærkt nok til at bære hjertets tro og gøre det sikkert og vist, de fandt nu en grund at bygge på, som var urokkelig fast. De, som aldrig i deres lydighed, tjeneste, bøn og gudfrygtige liv, kunne finde en retfærdighed, som overgik de skriftkloges og farisæernes - som gav tryghed overfor Gud i hans dom, - de fandt nu en retfærdighed, som ingen synd og ingen lov kunne rokke. En stærk og fuldkommen retfærdighed i Jesus og hans gerning.
    De havde fundet et værn, som selv Guds retfærdige dom løber panden imod. En klippe, som ikke kan vælte under Guds dom. De havde fundet noget, der er stærkt. De havde fundet det, som også får mig til at udbryde: "Kristus, min frelser, min genløser, min sejr. Ingen kan vælte ham. Jeg er blevet stærk".
    Deres tro på Evangeliet betød tillige, at de havde modtaget en ny Ånd, en hellig Ånd. Den Ånd, som altid kommer med Evangeliet: livets nye ånd ­troens Ånd - frihedens Ånd, som løser fra al synd og fra al lov og fra al død. Den Ånd, som alene ejer Kristus, og derfor er glad og let og fri overfor alt, hvad der før tyngede i forholdet til Gud. Den Ånd som gør, at også mit hjerte ånder frit. Jeg løftes op over al synd, og har ikke med synden at gøre mere. Jeg løftes op over al lov, og har ikke med loven at gøre mere. Jeg løftes op over al dom ,og har ikke med dommen at gøre mere. For nu har jeg bare et, som gør mig fri af synden, fri af loven og fri af al dom: Jeg har fået Jesus og sejren i Ham. Han døde og opstod for mig. Det er nok. Jeg har fået en ny Ånd, hvor jeg kan ånde frit. Fordi jeg har fået lov til at ånde et eneste: Jesus, Jesus, Jesus. Og dermed er jeg sat ind i en virkelighed, hvor der ingen lov er mere, og hvor der ingen synd og dom er mere. Alt det som hører jorden til, er jeg løftet over, i troen på Jesus.
    Det hænger tæt sammen med det tredie: Den fulde vished de havde fået. Når troen, som Evangeliet skaber, bliver en tro på Jesus, så bliver den altid en tro med fuld vished. Ligeledes: når Evangeliet løser mig fra al synd, fra al lov og fra al mit hjertes ugudelighed og onde lyst, og siger til mig: "Det er Jesus alene og den gerning, han fuldbragte på Golgata, som gælder for dig. Han er den eneste, du har hos Gud. Han er din forløser. Han er din lydighed, dine gerninger, din bod, dit offer, din sejr, din fred". Da bringer Evangeliets ord vished - endda fuld vished.
    Det eneste Evangeliet binder mig til, er Jesus. Det betyder, som Luther siger, at hver gang Satan kommer og begynder at tale om min synd, så må jeg sige: "Synd? Jamen, jeg har ingen synd. Jeg har Jesus". Eller når Satan kommer for at tale om alt det, jeg er forpligtet på efter Guds lov, så må jeg sige: "Jamen, jeg har ingen lov, for jeg har Jesus". Hver gang Satan kommer og siger: "Du skal være, du skal have, du skal føle!", så må jeg sige: "Jeg er død. Jeg lever ikke mere. Jeg har Kristus og det er Ham, som lever". Hele tiden peger jeg bort fra mig selv.
    På den måde bliver jeg ved med at tage al kraft ud af Satan. Jeg har fuld vished, for Jesus kan ingen tage fra mig. Han er givet mig en gang for alle, og Ham må selv Satan lade mig beholde.
    Sådan er den tro, som Ånden holder frem for os som alle kristne menig­heders forbillede. Her kan alle se, hvorledes den kristne tro tager imod Evan­geliet - ikke som ord alene, men som kraft og Helligånd og salig, fuld vished for mennesker, hvis hjerter er blevet Guds trælle ved en sand omvendelse.
    Men netop den tro vidner - i modsætning til den selwalgte kristentro - om det, som er frelsens dybe under og gåde: At vi i en sådan tro finder tegnet på Guds udvælgelse (jvf. v.4). For sådan kan ganske enkelt intet menneske i verden tro Evangeliet, om ikke Gud selv virker denne tro - og udvælger os til frelse.
    Jeg kan vælge at blive en kristen, men jeg kan aldrig vælge den tro, som gør mig til det for Gud. Jeg kan vælge min omvendelse; jeg kan beslutte mig for at følge Kristus, men den tro, hvor Evangeliet er en Guds kraft, en ny hellig Ånd og en fuld vished, den kan jeg ikke vælge. Den kan jeg ikke beslutte mig til. Den må skabes ved den Hellige Ånd. Gud må udvælge mig til frelse.
    Og når jeg tror på Jesus, sådan som denne menighed tror på Ham, så har jeg deri tegnet på, at jeg er udvalgt til frelse.
    Mange hører Evangeliet som ord alene, hvilket får dem til at ringeagte det. Men for disse mennesker er der mindst af alt grund til at hovmode sig. For det er alene for Guds udvalgte, at Evangeliet er en kraft at tro på Jesus - en kraft til at troen på Ham giver en ny, hellig Ånd, og at hjertet bliver glad og frit i fuld vished om Jesus som forløser.
    En sådan tro vælges ikke. Den skabes af den Gud, som alene formår at frelse en sjæl fra døden.
    Men thessalonikerne oplevede mere, da de fik tro på Evangeliet. De oplevede straks trængsler. Da de tog imod ordet måtte de gøre det under stor trængsel (v.6).
    Vi har allerede berørt, hvorfra den trængsel kom, nemlig fra jøderne - fra dem, som havde lært dem at frygte Gud - dem, ved hvem de var blevet Guds hengivne trælle. Og vi ved, at selvom det også betød ydre trængsel, så var det dog ikke den værste trængsel. Nej, den værste trængsel for troen, viser sig, når troen viser sig svag og uden kraft og uden vished, glæde og fred - når anfægtelserne kommer. Netop da kommer den store trængsel for troen, som får et menneske til at spørge: "Forlod jeg Herren, da jeg forlod dem, der lærte mig loven? Var jeg ikke meget mere gudhengiven, da jeg lyttede til dem? Er al min fattigdom ikke frugten af, at jeg troede Evangeliet? Har jeg mon misbrugt Guds nåde og godhed?"

Enhver, som kender troen, kender disse spørgsmål? For enhver, som blev omvendt i hjertet, blev en Herrens træl, og har stadig den kommende vredesdag for sine øjne, så sandt som den jo ikke er afskaffet med Evangeliet.
    Og nu kommer spørgsmålet pludselig i anfægtelsen: "Var det hele et bedrag? For nu er troen ikke det, jeg kendte før. Skulle jeg aldrig have forladt den lov, som jeg engang trællede for? Var det forkert, da jeg kom til tro på Jesus, og holdt fast ved Ham alene?"
    Men i netop denne trængsel blev thessalonikerne - som i den ydre trængsel - apostlenes efterfølgere. Og lige som disse blev de Kristi efterføl­gere ved at modtage Ordet med glæde i Helligånden.
    Og det er troens art, og det helt specielle ved kristentroen: Den har sin glæde i ord. Den er en glæde i Ånden - en glæde som er helt og holdent forbundet med de ord, som tales og læres om Jesus.
    Enhver anden tro i verden - også selvvalgt kristentro - higer og søger efter synlige ting, hvori den har sin glæde: i ceremonier, i gerninger, i tjenester, i tegn, i undere, i indflydelse i verden, i handling og aktivitet. Altid er glæden i denne tro forbundet med noget ydre.
    Men den tro, som af Ånden fremstilles som den udvalgte menigheds forbillede, har sin glæde, sin sejr, sin fred og sin kraft i ord. Ved det ene at sidde stille og høre nogle ord om Jesus. Det er livet for den tro. Intet ydre. Bare lytte, lytte, og atter lytte, indtil troen styrkes, får ny kraft og ny Hellig Ånd. Midt i troens trængsler, kampe og anfægtelser har den sit faste holdepunkt i ord fra Gud. l ord fra Gud finder den sin styrke imod synden og døden i kødet; imod anklager og domme i samvittigheden. l ord fra Gud har den sin fred og glæde, når alt i mig er mørke og dom. Det er med Guds ord, jeg værner mig, og siger:
    "Jeg har Kristus". Det er ikke bare noget, min mund siger. Det er noget, mit hjerte får fra den Hellige Skrift. Ved Evangeliets Ord bevarer thessalonikerne udholdenheden i håbet på Jesus. De rokkes ikke fra visheden om det håb som hører troen på Jesus til (jvf. v.3). Og - som vi senere skal se - p.g.a. den betyd­ning som netop Evangeliets ord har for denne tro, er de ivrige i kærligheden til dem, som bringer dem det ord (jvf. 3,6).
    Alt dette er udslag af troen. Det han i v.3 kalder "gerninger i troen", viser netop dens ægthed.
    Og det er i dyb taknemmelighed over denne tro, Paulus skriver dette brev.
    Ligeledes er det i lyset af netop denne tro hos dem, han indleder brevet, ved dels at kalde dem "thessalonikernes menighed i Gud Fader og Herren Jesus Krlstus" og ved dels at udtale velsignelsen over dem: "Nåde være med jer og fred" (v.1).
    De er i denne tro netop menighed i Gud Fader og Herren Jesus Kristus. Dermed er de ikke bare blevet udvalgt af Gud, men de er tillige blevet afgrænset fra hele den øvrige verden med alle dens mange forskellige religioner og former for tro.
    At de er menighed i Gud Fader adskiller dem fra den del af menneske­slægten, som dyrker og samles om afguderne.
    At de tillige er menighed i Herren Jesus Kristus adskiller dem fra den jødiske forsamling i Thessalonika, hvor de dyrkede Gud Fader, og lærte gudsfrygt.
    De er med deres tro på Jesus - med Evangeliet som Guds kraft til frelse for dem - noget afgørende og afgrænset nyt og andet i verden. Der blev skabt et skel da den tro blev til hos dem. For med den blev de noget helt andet end nogen anden forsamling i verden.
    De blev en sand, kristen forsamling.
    Og over denne forsamling lyser han denne velsignelse: "Nåde være med jer og fred".
    Disse ord er ikke blot et ønske, men en velsignelse. En velsignelse er noget, som lægges på os (jvf. 4.Mos.6,27 i 1948-overs.), noget, vi har hos Gud, og som Paulus tillægger troen, som Gud har skabt ved Evangeliet.
    Og den består som sagt af to ting:
        For det første: nåde. Det hedder på græsk kharis og betyder: ynde, velbe­hag. Nåde betyder altså ikke blot overbærenhed, og det er heller ikke et ord, som fremhæver vor ynkværdighed. Nej, det er et ord, der siger at vi har yndest hos Gud - at vi har skønhed, herlighed og glans.
    Hvor kunne Paulus dog tillægge denne kreds af mennesker noget så stort fra Gud?
    Ja, for at vor fornuft ikke skal fristes til alt for idealistiske forestillinger om kristnes tilstand og formåen, må vi nok understege, at de bestemt ikke så sådan ud i menneskers øjne. Og de tog sig heller ikke sådan ud, om vi sam­menholdt dem med Guds hellige og gode lov.
    Det er nemlig intet andet end troen, som tror på Jesus, der har så stor herlighed hos Gud. Men den har det til gengæld også, selvom troen selv kendes som mørke og død. For det, der giver troen så stor betydning, at vi med den har yndest hos Gud, er, at den griber efter Kristus ved at gribe efter det ord, vi har fået fra Gud.
        For det andet: fred. Det ord hedder på græsk eirenæ. Og det betyder fredstid. Det er altså ikke en følelse i hjertet, Paulus tillægger denne menig­hed. Der kunne også i de kristne i Thessalonika findes uro, ufred og tvivl.
    Nej, det han tillægger dem, er at de lever i en fredens tidsalder, og at de hører den evige fredstid til, som profeterne beskrev Kristi Rige med; det Rige som Jesus grundlagde i Jerusalem, da Han med sin død opfyldte alt det, som profeterne har forudsagt om Menneskesønnen.
    Det er denne nye og evige freds tidsalder, de lever i. Og det er der et eneste, som giver dem del i:Troen, som Evangeliet har skabt.
    Og igen: Dette er for den rette kristne tro ikke ord alene, men kraft, Helligånd og fuld vished. Denne fredstid er ikke en illussion, af den grund at den ikke ses i verden, men den er en virkelighed, som alene ses med troens øje.
    Men netop fordi den ikke var synlig, spurgte jøderne og alle vantro:
"Hvornår kommer dette fredsrige? Hvornår kommer Guds rige?" Og Jesus svarede: "Guds rige kommer ikke sådan, at I synligt kan se det, for Guds rige er inden i jer" (jvf. Luk. 17,20-21, i 1948-oversættelsen).
    Og på samme måde er der stadigvæk kristne, som i deres vantro bliver ved at spørge: "Hvornår kommer denne fredens tidsalder, hvor der ikke gøres noget ondt, hvor der ikke gøres men i hele Guds hellige bjergland? Hvornår kommer den fredstid? For vi oplever den aldrig, og vi har aldrig set den med vores øjne."
    Nej, du vantro verden, for Guds rige er kommet nær. Det er bare inden i jer. Det er der, hvor Helligånden skaber troen. Der er Guds rige. Der er freds­riget. Og det er det, han lægger ned over dem med disse velsignelsesord.
    For alt dette takker Paulus Gud (jvf. v.2).
    Dette ord - takker- hedder eukaritsomai, og har med ordet kharis (nåde) at gøre. Det betyder derfor: at tillægge nogen ære, yndest og velbehag.
Når han derfor skriver: "Vi takker altid Gud for jer alle" - så udtrykker han dermed sin egen og sine medarbejdere, Silvanus' og Timotheus' velbehag overfor Gud. De fryder sig dybt over Herren - glæder sig over Ham - fordi de her står overfor et værk, der helt kendes, som Hans værk.
    Og sådan er det til alle tider: Det, som giver Gud yndest blandt syndere, det er: At Han - som har givet sin Søn og ved Ham forløst os fra al synd, al dom, al lov - ved Evangeliets prædiken skaber den herlige tro i fortabte, for hvilken Evangeliet ikke kun er ord, men kraft, Helligånd og fuld vished, og at Han på så herlig måde udvælger det frelsens folk, som skal leve under hans nåde og i hans fred.
Vidunderlige værk af Gud!
Amen!