Ordet om korset er det kristne budskabs mægtige ord. Det fortæller os, at her døde Guds Søn for os un­der Guds vrede. Gal. 3,13. Her gik  Jesus Kristus, Guds Søn og vor broder, som vor stedfortræder ind under den evige straf, som rettelig skulle have ramt dig og mig. Han blev såret for vore overtrædelser og knust for vor brødes skyld. Esaj. 53. 

Jesus er vor frelser, siger vi med rette. Fatter du da, hvad det er, han har frelst os fra? I Skriftens lys ser vi, hvad det er, der er menneskenes egentlige nød: Guds vrede. Vi er under Guds vrede for vore synders skyld. 
Det er dette, der er menneskenes dybeste nød. Der er mange farer, der truer: døden, Djævelen, fortabel­sen, synden og alle onde magter - alt dette truer os.  
Ja, men intet af det havde nogen magt over os, hvis ikke det var for Guds vrede. Det er, fordi Gud er vred, at alt dette hærger så grufuldt blandt menneskenes børn. 

Skulle vi frelses, måtte Guds retfærdige vredes dom ske fyldest. Den dom tog Jesus på sig. Og så er den frelst, som tror på ham. Jesus er det Guds Lam, som bar verdens synd. Joh. 1,29. 

Hele kristenlivet står i korsets tegn, for vi kommer aldrig i nogen anden stilling over for Gud end den, at vor retfærdighed for Gud er Jesus Kristus, som døde for os. Rom. 3,21-26; 1. Kor. 1,30. Jesu Kristi kors er sejrens tegn. Om dem, som kom­mer hjem til Gud, står der, at de har sejret over Satan »på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord - - «. Åb. 12,11. 

Jesus siger: »Den, som ikke tager sit kors og følger efter mig, er mig ikke værd.« Matt. 10,38. Og til sine disciple sagde han: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.« Matt. 16,24. 

Kristenlivet står under korsets tegn. En kristen er en korsbærer. 

At følge Jesus vil blandt andet sige at fornægte sig selv. Hvad vil det sige? Lad os se på fortællingen om Peter, som fornægtede Jesus. Da ser vi, hvad det er at fornægte nogen. Du er en af hans disciple, sagde de til Peter. - Nej, sagde Peter. - Men de kom igen: Du er en af hans dis­ciple. Da begyndte Peter at bande og sværge: Jeg ken­der ikke det menneske. - Det vil sige: Jeg ved intet som helst om ham, han angår mig ikke - det er mig kom­plet ligegyldigt, hvad der sker med ham! 

Hvad vil det så sige at fornægte sig selv? Det vil sige at indtage den samme holdning over for sig selv, som Peter indtog over for Jesus: Jeg kender ham ikke, er li­geglad med, hvordan det går ham. Med mig må det gå, som det vil! 
Å, men dette er strengt. Hvem af os magter vel det? Er der noget, vi nødig vil, så er det at fornægte os selv. Det er som en smertefuld død. Ja, og det er derfor, at kristenlivets tegn er et kors, dit kors. 

Nogle gamle lærere i Guds rige har skelnet mellem det indre og det ydre kors. 
Det ydre kors - det er alt det, som en kristen kommer ud for, fordi han er kristen og følger Jesus. Som kristne er vi fremmede her i verden. En kristen bliver aldrig særlig populær i verden. Jesus advarer og siger: »Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer!« Luk. 6,26. Det skulle vel aldrig være sådan, at vi er blevet alt for strømlinjeformede nu for tiden? Er vi blevet for forsigtige med at tale om ting, som mishager verden? Jeg er bange for det. 
Tal ikke for meget om det, som folk helst vil være fri for at høre, lyder det i dag. Tal ikke om fortabelsen, sig ikke noget om Helvede! 
Vær ikke så afgjort, vær ikke så dømmende. Folk synes ikke om det! 

Er det verden, der er blevet vor målestok? Man skul­le somme tider næsten tro det. Taler vi, som Guds ord taler, da kommer kritikken.

En kristen er fremmed i verden. Det får han at føle på mange måder. Man kommer for eksempel ud for bagtalelse og on­de ord. Men, siger Johan Arndt, det er vor største trøst, at Kristus og alle hellige kom ud for det samme. »Man­ge helgener har gået foran dig på denne trængsels vej. Du går der ikke alene. Den Herre Kristus går foran, og bag ham går en farisæer og spotter ham. Derefter går Moses frem ad denne vej, og Koras og Abirams flok følger efter med spot. 4. Mos. 16. David går frem ad denne vej, og Simei går bagefter og forbander ham. 2. Sam. 16,5. Og sådan er det videre frem ad denne vej,« siger Johan Arndt. Han vidste af erfaring, hvor sandt det er. Bagest går så du og jeg - ja, gør vi det? Vi synger: 

Hos Gud er idel glæde, her trykker megen nød. 
Her må jeg ofte sukke og smage tårers brød. 

Jeg vil da lod ej bytte med den, som sit her får, 
men heller under tårer den ædle sæd jeg sår. 

Sådan er det. Den fuldkomne glæde, som ikke er blandet med sorg af nogen art, den findes hjemme hos Gud. Her nede er glæden blandet med modgang, for­følgelse, vanære - modgang for evangeliets skyld. 

Sig ikke til folk, at kristendom bare er glæde og lyk­ke og gode dage. Sandt nok: »Da han vandt mit arme hjerte, greb jeg livets lykkekrans.« - Men så længe jeg er i verden, vil glæden være blandet med tårer. Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds ri­ge, og de, som vil leve et gudfrygtigt liv, skal blive for­fulgt. Ap. G. 14,22; 2. Tim. 3,12. 
For en kristen lever under korsets tegn. 

Men der er også noget, som bliver kaldt det indre kors. Det er den indre nød og anfægtelse, som den tro­ende erfarer. Og her er mangt og meget at tænke på. Hvad er anfægtelse? Man hører ikke meget om det mere. Mange kender knap ordet, for de hører det al­drig blive brugt. Men anfægtelsen kender de - de får bare ikke den hjælp, som det er at høre om den ud fra Guds ord og den kristne erfaring. 
Selve ordet anfægtelse er meget sigende. Det sigter til en situation, hvor man føler, at alting fægter imod en - alting strider imod en. Guds hellige lov strider imod mig, angriber mig og minder mig om mine syn­der - samtidig med, at den taler til min samvittighed om Guds forfærdelige vrede over synden.
Djævelen strider imod mig og minder mig om mine gamle synder. Husker du det? siger han. Husker du det, du gjorde og sagde ved den og den lejlighed? Husker du den gang, du havde så god anledning til at gøre noget godt? siger han - men du gjorde det ikke. Tror du, der er plads for en hykler som dig i Himme­len?

Lykkelig den, som i denne nød har lært at tage sin tilflugt til evangeliet, så han kan holde ordet om Jesu død og blod op mod denne anklager. Da kan han bede Satan forsvinde, han kan stoppe munden på ham ved at pege på Jesus, som betalte hele syndegælden, og som lader mig stå fuldkommen retfærdig for Gud i sin egen retfærdighed. 
Men tro ikke, at dette er noget, der klares en gang for alle. Det kan komme igen - for nogle oftere, for an­dre mere sjældent. Men der er næppe nogen, der slip­per helt. For vi lever under korsets tegn. 

»Du opdrager ved kors og trængsel for dit rige,« hed det i kirkebønnen. Længe kunne jeg ingen klare fore­stillinger forbinde med den bøn - det kan man ikke, så længe man er barn. Men der kom tider, da jeg for­stod det. Da det blev en nødvendig bøn at bede.
Kristenlivet under korsets tegn! 

Er kristenlivet sådan? Nu vel - kristenlivet er mange ting, men det er blandt andet også dette. For vi lever under korsets tegn. Det er ikke bare hosianna og halle­luja! Sig endelig ikke det til folk. For så - hvad sker der da? Enten bliver de skuffede og går deres vej, for de klarer det ikke. Eller også prøver de på at klare det og bedrager sig selv i den tro, at det er lykkedes. Tal ikke bare om den fuldkomne glæde, som skal være så ma­geløs. Men tal til folk om, at de i al deres nød, al deres modgang, al deres plage, alle deres skuffelser over sig selv, lever under korset. Vi er under korset, så længe vi er i verden. 

Ja, sådan er det. Gud er viis, almægtig, algod. Gud er bare god. Men alt det, han er, har han skjult under dets tilsyneladende modsætning. Hans godhed tager sig for os kortsynede og korttænkende mennesker ud som lutter hårdhed og ubarmhjertighed, så du råber i natten og siger: Kære Gud, hvorfor skal jeg gå så me­get igennem? - Guds kærlighed ser ud som strenghed. Hans visdom ser ud som dårskab, så en hvilken som helst vigtigper kan gøre sig lystig på Bibelens bekost­ning. Ja, vi ser Gud bagfra. Vi er under korset. Det er ikke, før vi kommer hjem til Gud, at vi ser ham helt og fuldt, som han er. 

Om vi magtede at se vort liv i dette lys - om vi mag­tede at se alt det, vi oplever af modgang og vanskelig­heder og prøvelser, under korsets tegn! Sandt nok er vi selv skyld i meget af, hvad der møder os af mod­gang og prøvelser, men ikke i alt. Der er en deroppe, som »opdrager os med trængsel og kors for sit rige«. Om vi klarede at forstå det, ville mangt og meget tage sig anderledes ud. 
Du siger til Gud: Hvorfor dette og hvorfor hint? Hvorfor rammer det mig, hvorfor har jeg så megen modgang? Hvorfor, kære Gud, ja, hvorfor? Svaret ly­der: Det er korset. 

Paulus havde »en torn i kødet«. Og han bad Gud om at tage den bort. Han tænkte nok som så: Jeg vil blive så meget bedre både som kristen og apostel, hvis du tager dette fra mig. - Nej, sagde Gud, jeg tager det ikke fra dig, for i din magtesløshed udfolder min kraft sig helt. Sådan sagde Gud. 2. Kor. 12. 

Det kan godt være, at Gud en og anden gang har måttet tage dig og mig og holde os fast på en måde, som vi syntes mindre godt om. Ja, det har jeg oplevet. Men det er svært. Da må jeg mindes, at jeg er under korsets tegn. Han kan ikke forklare mig det nu, for jeg har ingen forudsætninger for at fatte det. Jeg spræller og skriger og vil løs, men det er i sin godhed, han hol­der mig fast. For der er ingen anden måde, han kan få mig hjem på, end at holde mig fast under korsets tegn. Om du og jeg kunne se vort liv i det lys, ville ikke det være en god hjælp i livets mørke stunder? Jeg tror det. 
En ting til: Jeg vil så gerne, at min kristendom skal være rigtig vellykket, sejrende og stærk. Men det bliver ikke altid, som vi gerne vil. Hvad skal vi da gøre? Ja, det har Bibelen meget at sige om. Den taler om kraft, åndsmagt, Åndens hjælp til sejr, så du kan korsfæste kødet og lade det nye menneske leve. Det er både sandt og vist. 

Men husk nu fremfor alt: Du er under korset. Regn aldrig med, at du intet har at kæmpe med længere, at du er så fuld af nåde og kraft, at det er, som var du al­lerede i Himmelen! 
Paulus havde tydeligt nok en mistanke om, at korin­terne var blevet så særdeles vel tilfreds med sig selv. De havde alle nådegaver. 1. Kor. 1,7. Og det var jo godt. Men det ser ud til, at de som følge heraf var blevet sto­re i egne tanker. »I er allerede blevet mætte,« siger apostelen til dem, »I er allerede blevet rige, I er blevet konger uden os! Ja, gid I dog var blevet konger, så vi kunne være jeres medkonger!« 1. Kor. 4,8. 

De følte sig, som var de allerede nået frem til Him­melens land og intet havde at stride med længere. Apostelen selv havde det ikke på den måde. Læs fort­sættelsen: »Thi jeg synes, Gud har stillet os apostle frem som de ringeste, ja, som dødsdømte - - - vi er då­rer for Kristi skyld, I er kloge i Kristus; vi er svage, I er stærke; I er hædrede, vi foragtede!« 

De var i egne tanker så åndelige, at de følte sig gan­ske og aldeles ovenpå. Men stakkels den kristen, som får det sådan! Der kan være en fare her - til alle tider, ikke mindst i vor tid. Du er blevet så åndsfyldt, at det er ene sejre, du har at fortælle om. Du er ikke længere en fattig synder, frelst af nåde. - Da må du vogte dig! Det er de små og hjælpeløse, Jesus er kommet for at tage sig af. 

Kingo har lært os at synge om det: 

Korset er tegnet - sejrens tegn.

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline