- Så drog Kain bort fra Herrens åsyn og slog sig ned i landet Nod østen for Eden (1. Mosebog 4, 16).

Hvis du har Bibelen opslået foran dig, kan du finde en navneforklaring under dette vers. Den fortæller os, at landet Nod betyder  hjemløshed.

Og da er vi straks inde i det, som blev en naturlig følge af afsnittet foran vort tekstord. Vi har talt sammen om det lige før i denne bog.
- Bort fra Herrens åsyn!

Det er nogle frygtelige ord. Det er skræmmende, at de findes så tidligt som i det fjerde kapitel af Bibelens første bog. Denne alvor ønsker Herren at konfrontere os med nu.

Apostelen Johannes siger det sådan: - Kain, der var af den Onde (1.Johs. 3, 12).
Så langt var slangegiften trængt ind i jordens anden generation. Ikke at han var blevet ond, men at han var af den Onde.

Det er så trist at skrive dette i dag, mens jeg sidder lige ved en stor og tæt granskov, hvor sneen ligger metertyk og skinnende hvid - en tale om den renhed, Jesus uforskyldt tildeler mig også denne stille morgen. Kain - en ung og stræbsom bonde, som bryder op og forlader Herrens åsyn.
For der er dog håb.

Herren selv kom jo vandrende ind mellem Kains grøntsagsrækker. Lige ind til dette barns nøgne fødder kom han. Å, om så dette barn med slangegiften i sig havde kastet sig i støvet og råbt:
- Herre, det var ikke Abel, min bror, som var ond. Det er mit eget hjerte, min misundelse, min vrede, mit had, min hævn. jeg erkender og bekender her ved din fod. Du ser, min Gud, at mine tårer blander sig med den jord, du gav mig at dyrke. Kan du tilgive mig min synd og mit grusomt dybe fald...

Men Kain brød desværre ikke sammen. I stedet rejser han sig og kaster mordredskabet ind blandt kålhovederne, drejer hurtigt om på hælen og går lige mod øst.
Tilbage står Herren - alene på Kains ager. Ved foden er det broderblod, som havde råbt fra jorden. ..

Med baggrund i det forrige kapitel her i bogen behøver vi vist ikke mange ord om fortsættelsen. Det måtte gå sådan, når en stolt ung mand ikke i selverkendelse ville bøje sig til opgør.

Men nu er dette barn allerede forsvundet i den østlige horisont, og Herren står endnu på marken. Nu vender han sig mod dig og mig.

Gennem mine mange år som missionær har jeg igen og igen i min tjeneste måttet krydse flygtninges stier - åndelige flygtninge på vej mod landet Nod - østen for Eden. Nogle ved den første mil, andre allerede flere mil inde i dette »fremmede land«.

Det er vel det, der har formet mit budskab de sidste par årtier - Skriftens tale til alle åndelige flygtninge. For ligeså stærkt og klart Bibelen udmaler de frommes fald, nederlag og flugt, lige så stærkt lyder råbet fra Gud om at vende tilbage.

Muligvis når denne bog en eller anden, som er på anden eller tredje mil mod øst - mod Nod. Stands et lille øjeblik! Jesus står stadig der på marken. Hans øje følger dig. For hvert skridt, du tager, træder du Guds Søns blod under din flygtningefod. Men så dyb og stærk, så bundløs er hans kærlighed, at han tilgiver dig også det - om du vender om...

Jeg husker så tydeligt en søndag formiddag i mit hjemland jeg var hjemme efter en periode i Østen. Talte ved et stort møde. Mange mennesker. Nu var vi ude i solskinnet igen. En høj og klar himmel over os i et godt og skønt land. I den store bilpark fandt jeg mine værters køretøj. Mens jeg ventede på chaufføren og så menneskene strømme ud ad døren, mærkede jeg, at hjertet endnu ikke var faldet til ro efter, at jeg havde båret budskabet frem i lydighed mod min Mester.

Min tekst og mit budskab var - Kains vej!

Det havde vist været stærkt. Den hellige Ånd var over mødet, var kraften, som bar Bibelens ord lige til hjerternes inderste. En forkynder mærker det, og bliver både bøjet og modig.

Da standser en mand ved bilen lige ved siden af. Han søger i lommerne efter sin nøgle og låser op. Så ser han pludselig på mig. Tværs over en skinnende ny Mercedes, som reflekterer stærk middagssol, mødes vore blikke. Et stærkt og markeret ansigt. En mand i livets middagshøjde. Men nu med et underligt drag af vemod. Nærmest af sorg. Og så lyder det hen over en Mercedes i solen:
- Du fandt mig hjemme i dag, Aavik...!
- Hjemme?
- En Guds flygtning. 

Så bævede det i et stærkt ansigt...
Netop da kom familien, eller hvem det var, der skulle fylde hans vogn. Han åbnede døren, fyldte op, og de kørte væk.
Manden har jeg aldrig mødt senere.
Men mindet følger mig.

Om Kain står der videre, at han grundlagde en by (1. Mosebog 4,-17). Denne by grundlagde han i landet Nod - i landflygtighed borte fra Herrens åsyn. Han slog sig ned der og lagde grundvolden til en by.

Læser vi videre i Bibelens første bog, finder vi, at hans efterkommere på mange områder blev et meget dygtigt folk. De opfandt de første musikinstrumenter. Ligeledes eksperimenterede de sig frem til nye redskaber på forskellige arbejdsområder. Sådan også i dag. Jeg har i Asien mødt disse åndelige ?ygtninge som velstående, dygtige og fremadstræbende borgere. Også i mit hjemland. Disse personer er ikke på nogen måde gået under i landet Nod. Lande og riger er dem meget taknemmelige for indsats og tjeneste.

Men længere og længere mod øst er man kommet - åndelig talt, og set fra Guds trone.

Navnet Kain betyder ejendom. Også skat.
Det var jordens første forældre, som gav den førstefødte det navn. I taknemmelighed og glæde blev de to enige om det.

Vort budskab i dag når en eller anden, som netop er i gang med fundamentet til sin nye by i landet Nod. Kunne du standse et lille øjeblik:
Den time, dit navn blev skrevet ind i Livets bog, bad Jesus en engel tilføje i en parantes: - Skat ... en ejendom.

Kains mærke

- Og Herren satte er tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel (1. Mosebog 4, 15).

Vi ved ikke, hvilket mærke det var. Fortolkere ser forskelligt på det. Personligt tror jeg, det var Kains pande, der på en eller anden måde var mærket af Guds finger. Sådan blev det synligt for alle. Herren, som med sin finger graverede de ti bud i sten, kunne nok også mærke denne pande, så hverken vand eller vind, tid eller år kunne slette det ud.

Siger det os ikke noget om Guds evige og bundløse kærlighed til mennesket skabt i hans billede? Han kan ikke glemme. Selv efter Kains dybe fald vender han ham ikke ryggen. Endnu lytter han, og endnu en gang opfylder han dette ulydige barns bøn. I stedet for at mærke hans pande i guddommelig kærlighed til sin skabning, kunne han have blindet mandens øjne som straf:
- Så kan du have det så godt, sådan som du har været!

Dette dyb i Guds væsen blev senere ved profeten Jeremias åbenbaret for det ulydige og besmittede Israel på denne måde: 
- I det fjerne åbenbarede Herren sig for det. Jeg elsked dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde (Jeremias 31, 3).

- Drog dig. ..
Dette er Guds kærligheds evangelium på de første blade i vor bibel. Et barn går bort - mod åndelig landflygtighed, Men Herrens evige omsorg og kærlighed vil følge det mod Nod.

Du er også mærket.
Der skete ved din dåb her i et gammelt kristent land, hvor de fleste døbes som børn. En præst mærkede dig med det hellige korsets tegn på din pande...

Der skete noget i det øjeblik. Et Guds under.
- Og på dit bryst.

Som voksen drog du i landflygtighed, men med mærket pande. Pagten står evig fast fra Guds side. Han kan umuligt glemme nogle af disse små, som blev mærket, eller glemme dig, som først i moden alder ved denne hellige handling blev indlemmet i hans børneflok.

Derfor føler du ofte dette stik i hjertet. Måske ved en radioandagt, du tilfældigvis kom til at høre. Du ville straks lukke, men med hånden på knappen blev du ramt af en sætning. Eller en af dine kæreste blev sænket i graven. Igen mødte Herren op og stod ved graven hos dig.

Nej, han kan umuligt glemme det, han har mærket som sin ejendom. Korsets mærke er for dyrt til det. Han gav sit blod til sidste dråbe for at vinde den evige sejr for os.

Guds mærke skulle beskytte Kain.
Også dig, som nu i mange år har levet i åndelig landflygtighed. Guds løfte til Kain varer fra slægt til slægt.

-Jeg trænger ikke til beskyttelse!
Sådan siger du i dag i en af Kain-slægtens mange byer, hvor du har klaret dig godt med ?id og dygtighed. - Alt er kommet af slid dag og nat, fortsætter du.

Alligevel er du mærket.
Og ikke glemt.

(Asbjørn Aavik - fra "Ikke glemt af Gud" - Dansk Luthersk Forlag 1976 - Shafan 01-08-23)