Retfærdiggjort af tro
Da mennesket faldt, mistede det sin retfærdighed for Gud og sin
gudsfrygt. Men desværre mistede det også evnen til at være retfærdig,
og det udtrykkes med de ord: »Alle er blevet uduelige.«
Gud kan ikke vente sig noget af dig. Han
kan ikke engang retfærdiggøre
dig ved loven, enten så loven er Guds hellige vilje eller den er Guds
faderlige omsorg for at lære dig at gå. Slipper Gud sin lov løs på os,
bliver vor uretfærdighed for alvor tydelig, så tydelig, at vi kan sige:
Vi er umulige. Vi har ikke engang en fri vilje til at gøre det, loven
kræver. I de schmalkaldiske artikler siger Luther: »Jeg forkaster og
fordommer alle læresætnmger, som berømmer eller ophøjer vor frie vilje
som idel vildfarelse. Medens synden og døden hersker over os (uden
Kristus), og djævelen er vor herre, kan der ikke hos os være evne,
kraft eller forstand, hvormed vi kan berede os til retfærdighed og liv.
Det er klart, at vi er forblindede, syndens og djevelens trælle.« Vi
vil det, som er Gud imod. Vi føler ikke engang Satans magt over os, men
gør det onde med lyst, ja, vi føler det som en byrde at have med Gud at
gøre. Sådan ser vor synd ud.
Vi har ikke i vor magt at være rigtig
alvorlige, og vi kan ikke styre
vore tanker, men må slippe alle muligheder.
Rosenius siger: »Så længe et menneske
kan gøre en eneste god gerning,
kan det ikke modtage nåde. Derfor er læren om vor gode vilje nok til at
ødelægge hver frelsesvej af nåde for os.«
»Ved
ham (Jesus) bliver enhver, der tror, retfærdiggjort fra alt det,
som I ikke ved Mose lov kunne blive retfærdiggjort fra.« Ap.G.13,39
.
Men kender vi den oplevelse i dag, ikke
mindst I unge, at Gud kasserer
os ved loven, så vi ikke rigtig tør møde Gud, ikke løfte vore øjne til
ham, ikke bede, ikke læse, men ser, at helvede passer for os, for de
uretfærdige. Det er så mærkeligt, at denne oplevelse af ens indre
storsynd er ligesom grunden for, at vi kan finde den største af alle
hemmeligheder, at Gud retfærdiggør den fortabte. Skriften siger, at der
er ingen retfærdig, ikke én, men kan vi bekræfte det i sandhed i vore
oplevelser, eller løber vi udenom her? Kender vi vor indre urenhed, vor
indre forløjethed, vor trang til at give igen osv.? Er det rigtigt af
Bibelen at sige, at der er ingen, som elsker Gud, ikke én? Det er jo
sagt til jøder, som holdt loven efter deres syn, og som var gudfrygtige
efter deres opfattelse. De var dog uretfærdige, men så det ikke.
»Men
nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud,«
siger
Rom.3,21
. Det er ikke altid let at regne det rigtigt, som står skrevet,
men det er underligt, når Den hellige Ånd afslører. Han kan afsløre.
Sid nu stille et øjeblik og bed om, at
Herrens Ånd vil afsløre
evangeliet for dig. Sid nu stille lidt, ganske stille.
Det er Jesus, som er Guds retfærdighed
som menneske og som Guds søn, og
som Gud. »Gud eksisterede som Kristus og forligte verden med sig selv.
«
I Jesus har Gud fået alt. Der har et
menneske på vore vegne været
aldeles lydig, lige ind i en mærkelig forbandelsens korsdød. Han gik
vejen lydigt, mens jeg gik udenom. Han gik ind i et offer, han ofrede
sig selv, sit blod, sit liv, og endda var det ikke betaling, men et
særligt forhold til Gud. Det ligner vor betaling, men det er mere.
Skriften kalder det forsoning, udslettelse af skyld, renselse af alle
fejltrin, genoprettelse af et nyt gudsforhold på en helt ny grund.
I Jesus er alt det ordnet, som står så
hårdt i mit sind, når jeg tænker
på Gud. Alle mine synder fra mit væsens dyb og fra min overflade hviler
på ham. Den skyld, som lå på os alle, lod Gud falde på ham. Han var
Guds lam, der gik med verdens synd. Dommeren selv døde for
dødsfangerne. Det er gådefuldt for mig, men ved Åndens lys prøver jeg
at tro det. Er det ret, at mit skyldbrev eller det, som ligger i mig af
onde tanker af alle slags, er taget væk gennem Jesus, så Gud ikke ser
det? Er det rigtigt, at Jesus ikke bare har gjort nok for mig, men har
gjort nok for hele verden, så Gud er tilfreds? Er det rigtigt, vil jeg
stille tage imod det i dag, at Gud tilsiger mig alle mine synders
nådige forladelse i Faderens, Sønnens og Den hellige Ånds navn.
Er gælden væk, er synden sonet, så er
jeg fri.
Thi blodet, han udgød, det gælder dog mer
end alle de synder, du føler og ser
under smerte.
Og vid, at hvad Jesus har taget på sig,
det kaster han aldrig tilbage på dig -
det er borte!
Så har Jesus altså gjort renselse fra synderne over for Gud (
Hebr.1,3
), og så har han sat sig ved majestætens højre hånd. Der sidder han,
som er retfærdig for mig, retfærdiggjort af Gud, da han rejste ham op
fra de døde.
Èn er for alle retfærdig og ren.
Det er en evig retfærdighed, som er
kommet for dagen. Ved den kan Gud nu retfærdiggøre hver den, som kommer
til Gud ved Jesus.
Den, som kommer til Jesus, kommer til
evangeliet. Men det at komme er
ikke evangeliet. Du må regne med Jesus og med, at der, er du retfærdig
for Gud.
Vi ejer en retfærdighed af tro ved en
andens retfærdighed for Gud.
»Retfærdiggjorte af tro har vi fred med Gud
ved vor Herre Jesus Kristus.«
I ham er jeg nu hvid og ren,
bvor sort jeg selv end er;
i ham jeg og er god og from,
fuldkommen stedse her;
thi hvad kan er, er også jeg,
og hvad han har, har jeg,
fuldkommen hellighed for dig,
din yndest på min vej.
(C. O. Rosenius).
Og den retfærdighed rokkes aldrig. Derfor, synger jeg:
Selv ringest kristen er i dig,
o, Jesus, helt retfærdig, salig.
(
C. O. Rosenius).
