Satans nederlag - Hebr.2,14  Satan er en person. Det er vi enige om. Han er det alligevel. Han er virkelig, men usynlig. Han er fjernet fra Gud. Han er midlertidig denne verdens hersker, så det ene åndelige nederlag efter det andet sker her. Vi oplever alle hans angreb.

Satans nederlag

Efter Jesu dåb førtes han ud i ørkenen af den hellige Ånd for at fristes af Satan. I sig selv en mærkelig situation. Men hele Jesu tjeneste er præget af denne spænding mellem Satan og Jesus. Jesus kom først og fremmest for at gøre den magtesløs, som har dødens vælde, det er djævelen Hebr.2,14. Der var en sådan strid mellem Jesus og Satan på alle felter. Det må vi erkende på tværs af al teologisk forskning. Det var en komisk strid. Det er mørkets fyrste og Det evige Ord i kamp. Sådan sagde Gud til Adam og Eva i 1.Mos.3,15 . Der er fjendskab mellem kvindens sæd (Kristus) og slangens sæd. Det er Guds sæd og slangens sæd. Det er jomfrufødselen ført ind i denne kamp. Den skal hugge dig i hælen.
    Adam mødte Satan i paradisets. Der var det let at tro på Gud. Jesus mødte Satan i en ørken og under sværd sult. Men den første Adam faldt. Den sidste vandt. Den første Adam savnede intet. Den anden havde intet. Men den anden Adam er også Guds søn, vor stedfortræder. - Og Satan forlod ham for en tid.

Folket

Det jødiske folk var trods alt i Satans vold. Ja, Jesus sagde endda om dem: "I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen" Joh.8,44 .Det var en hård dom over det jødiske folks farisæere og over Satan.
     Israels skriftlærde kunne intet se af den herlighed, som var i Jesus. "Og er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede"  2.Kor.4,3-4. Tænke sig: Jøderne havde fået Guds ord betroet (Rom.3,1-2), til dem var Ordet fra Gud kommet (Joh.1,1-4) fuldt af nåde og sandhed (Joh.1,14) og denne verdens gud havde forblindet dem i tilgift. Så blinde var de, at kun Jesu død kunne tilfredsstille dem. Jesus, som gjorde vel mod alle: sultne, syge, sorgfulde, spedalske var hadet alle dage. Satan ville slukke det lys. Et ocean af had væltede ind over Jesus.
    Jesus selv forstod, at farisæerne havde - trods alt - "djævelen til fader, og hvad han har lyst til, det gør I". Jødernes had steg og steg. Og Satan ville befri sig for denne mand, som ville gøre slut på djævelens rige. Den mand skulle dø, ja dø. -
    Som om det var sejren.
Men læg mærke til, at farisæerne og saddukæerne arbejder sig ind i et umætteligt had, et ocean af had, øst ud over Guds søn.

Se Golgata med Jesu blik

Fra den sjette til den niende time var der et tæt mørke over landet. Der er ikke sagt noget om et naturfænomen af anden art. Men der er alvor i det. Satan står ved det sidste slag. Jesus havde - trods alt - alle tråde i sin hånd. Han havde tilsyn med Peter. Han så den vigende discipelflok. Han trøstede den lidende moder.
    Jesus havde alt i sin hånd, da han som verdens eneste forsoner, som alle menneskers mellemmand, som hele skriftens opfylder, som alle menneskers frelser sagde: "Det er fuldbragt" . Det er hele pagtens "ja". Det er Satans nederlag.. Det er hans hoved som er knust.
    Satan er afsløret på Golgatha. Vi har svært for at se det. Men i stilhed ser vi som høvedsmanden: "Det var Guds søn!"

Hvad skete der med Satan?

For det første:
Jesus stod i vort sted, handlede på vore vegne. Før vi forstod det, havde Jesus fået vor synd betroet. "Gud lod alle vore synder ramme ham" Es.53,6  Og for den måtte Jesus dø. Han blev regnet som overtræder. Og han måtte overgive sig i Guds hånd. "Fader i dine hænder befaler jeg mig" Luk.23,46. Alt ondt var med Jesus da. Jesus korsfæstet - og han skulle ikke vende tilbage.
For det andet:
Kristus udslettede den håndskrift, som var os imod. Det betyder vel, at hans død var en forsoning, en udslettelse af skyld, selv om vi ikke begriber den form.
Brødrenes anklager, Satan, kunne ikke mere pege på, at Guds vilje ikke var fyldt, at Guds lov ikke var holdt. Vi kan ikke se, at Jesus holdt Guds bud i et helt menneskeliv - men han har gjort det for Gud. Han turde fremstille det fuldkomne på vore vegne. Også det må tros, men det er troværdigt.
For det tredje:
Han døde som en retfærdig for uretfærdige. Han døde som en uskyldig for skyldige. Han døde som den levende for dødsdømte. Han døde for alle, så alle døde. 2.Kor.5,14. Hans død er verdens dødsdag. En døde for alle og alle i en.
Det er det store opgør, som hører menneskeslægten til. "Du skal dø døden."
Det er et forhold til Gud, som er brudt og nu bragt i orden i en stedfortræder, som er rejst op fra de døde: "godtgjort at være Guds søn ved opstandelsen fra de døde, Jesus Kristus vor herre." Rom.1,4. Så stod Jesus op af graven. Det var en ny Jesus. Det var "Den retfærdige" 1.Joh.2,1. Det var Jesus, ham der er soning for alle vore synder 1.Joh.2,2. En ejendommelig mand, en menneskesøn for Faderens ansigt og en, som også er her.
For det fjerde:
Jesus lever uforklarligt for os alle i dem, som tror. "For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig." Gal.2,19-20.

Den troendes magt over Satan.

Det er Satans nederlag her. Først når man bliver et troende menneske, bliver man for alvor bange for Satan. Det er, som man ikke rigtigt har mærket ham før. Man kunne leve uærligt - og det gik godt. Og pludselig er situationen en anden. Det er som man er lukket ind i noget nyt. En ny herre. En ny omgangskreds. En ny forståelse af mennesker. En lønlig ledelse. En ny kamp. Pludselig nye våben mod indre angreb. Angreb på ens sjæleliv og inde i ens indre åndelige verden. Alt er nyt. Den, som ikke er kommet til tro på den Jesus, som har sonet vore synder bort, ved ikke, hvad det er. Det at stå for Guds ansigt og i tro på Jesus regne med at al synd er slettet ud, at Gud, som ser alt, ser, at jeg er ren og retfærdig, nej det er ikke engang til at forklare. Det er nyt. Det er så nyt, at man tror, at andre let vil kunne tro det. Og så går man i krig. Men, men, men - fader er stadig væk en moden modstander, datteren smiler, når fader nævner navnet Jesus. Det er ikke noget for hende.
    Det første store tab for Satan er, at han kommer til at indrømme Jesu sejr. Satan er faldet, slagen. Og han ser det, hver gang et menneske tør tale ham imod og sige ham farvel. Satan ved, at den guddommelige tanke om forsonings udvælgelse i Kristus er åbenbaret i Jesus, og at den gælder ikke bare jøderne, men hele verden. Han er en forsoning for vore synder, ja for hele verdens. Det er Satans nederlag.
    Det andet er, at hver den, som tror på Jesus, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Satan skal stødes ned i helvede efter at være kastet til jorden. Skilt fra Gud er der en eksistens, men ikke et guddommeligt evigt liv. Vi kan ikke lodde forskellen. Alle, som i tro på Jesus er Guds børn, taler om Satans nederlag. Du er ført uden om det helvede, som er beredt djævelen og hans engle. Du bør triumfere.
    Det tredje er, at helvedes porte skal ikke besejre Guds menighed. Guds menighed har det svært. Den er tit forsagt. Den er tit trængt tilbage.
Så står vi i striden, men Satan er besejret. Han skal gennem flere afsløringer: Jesu genkomst - se sin sejrherre - miste sin magt - turen til helvede -
Men Herrens troende skal opleve:
1)    at vi er løst fra Satan. Vi anser os som levende for Gud i Jesus.Rom.6,11
2)    vi takker os ind i Guds fred, for vi mere end sejrer ved ham.
3)    vi roser os af Jesus, som vandt. Kristus lever nu i mig.

---