forklarelsens stad, den skære.
Vor frelser har sagt os, at hvor han er,
dér vil han, at vi skal være.
Den danske Salmebog nr.172
ved hellige fastetide
at skue, hvor Jesus Krist, Guds Søn,
i synderes sted må lide.
Hvem våger, til dagen bryder,
og smager med Herren den smertens kalk,
vor Fader i Himlen byder?
til Frelserens kors og pine,
til Lammet, som ofres for verdens skyld,
for dine synder og mine.
Men den andre tok til orde og irettesatte ham og sa: Frykter du ikke engang for Gud, du som er under den samme dom? Og vi med rette, for vi får det som vi fortjener etter våre gjerninger. Men han har ikke gjort noe galt.
Og han sa: Jesus, kom meg i hu når du kommer i ditt rike. Og han sa til ham: Sannelig sier jeg deg: I dag skal du være med meg i Paradis!»
Lov og Evangelium 2012 - Nr 03
Det er merkelig med troen. Jesu disipler trodde, men de kunne ikke se lenger enn til korset. Troen stanset der. Etter korset var det for dem bare skuffelse, håpløshet og fortvilelse tilbake. Men det var én det var annerledes for. Han så den korsfestede som seierherren.
Troen er i sannhet en underlig virkelighet. Den bryter igjennom der hvor vi minst venter det. Hvordan kan en dødsdømt, korsfestet forbryter avlegge et slikt trosvitnesbyrd?
Han sier ikke: «hvis», men «når» du kommer i ditt rike. Han er helt overbevist om at Jesus kommer tilbake, og at han gjør det i kraft. Han kommer i sitt rike.
Hvordan er det mulig? Det skyldes at han er den korsfestede Jesus uendelig nær. Hans ene hånd er rakt ut mot ham. Hans ører er åpne for det han sier. Og hva som er ennå viktigere: Hans urene, fortapte hjerte tar imot hans ord.
Gjør som ham! La nå Den Hellige Ånd dra deg helt inn til korset. Vend deg bort fra din egen elendighet. Løft ditt blikk mot din korsfestede seierherre. Hør: Han kommer i Guds kraft. Og det mest forunderlige: Han gjør sitt rike til ditt. Og så skal du evig prise hans navn.
(Fra avisen «Dagen», 2008 Lov og Evangelium 2012 - Nr 03 - Shafan 15-03-12)
Vi hører kun om én, der beder til Jesus, mens Jesus hænger på korset. Han gør det umiddelbart efter, at han har indset, at det er med rette, han selv er blevet korsfæstet. Syndens løn er døden, og den er nu ved at blive udbetalt til ham. For en menneskelig betragtning synes alt håb ude. Men den ene røvers tro ser i Jesus en korsfæstet frelser, og da er det aldrig for sent. Troen får røveren til at bede frelsesbønnen. Det er altid den samme bøn, selvom ordene kan være forskellige: Gud, vær mig synder nådig! Jesus, tænk på mig!
Det siges, at nød kan lære et menneske at bede, og det er sandt. Især én nød kan gøre det. Det er den største nød: syndenøden. Den lærer dig at bede om nåde. Du har en Gud, der længes efter, at du skal bede denne bøn, så han kan give dig det, du mere end noget andet trænger til.
Hvordan kan du vide, at Jesus hører dig? Det kan du, fordi det er den korsfæstede, du beder til. Hans kors siger, at han vil bønhøre dig, for korset viser Guds hjerte mod dig. så højt er du elsket. Du kan da ikke være i tvivl. Han, som ikke har sparet sin egen søn, vil også give dig alt med ham. Hvordan skulle han kunne andet?
(Fra "Det er fuldbragt" - reflektioner over Jesu syv korsord - af Hans Erik Nissen - LogosMedia 2008 - Shafan 15-03-12)
Jesus hold mig nær dit kors
nær ved livets kilde,
som med lægedom og liv
flyder årle, silde!
Ved dit kors mit bange sind
mødte idel nåde!
Ved det lys, som der jeg fandt,
løstes livets gåde!
Ved dit kors i håb og tro
vil jeg vente, våge,
til det gyldne morgenskær
spreder nattens tåge!
(Fanny Crosby - 1869)
og for dommen drage
hen på Sinai?
Synden jeg bekender,
men til Jesus render,
dermed er jeg fri.
Mød mig da
på Golgata,
Jesus skal min sag antage,
hvo vil mig anklage?
Hvo vil mig fordømme?
Jesu blodestrømme
sænker jeg mig i.
Gud for alle riger
dømmer selv og siger:
Denne han er fri,
han er to't
i Jesu blod!
Satan, synd og død må rømme,
hvo vil da fordømme?
Den Danske Salmebog nr. 512
Hans Adolph Brorson 1735.
Hvor kan en bøn være kort. Den kan være et hjertes nødskrig, men den når et andet hjerte. En bøn kan være et eneste ord - et eneste navn: navnet Jesus! Bøn er påkaldelse. Det betyder, du kalder på Jesus, når du beder, og Skriften siger, at enhver, der kalder på ham, skal frelses.
Det er langt fra altid, at du ved, hvordan du skal få det sagt. Hvad vi rettelig skal bede om, forstår vi ikke, men Ånden går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Det afgørende er, at vi kommer og kalder på hans frelsernavn.
At være frelst er at have en frelser, der ikke glemmer dig. Han gør det ikke i livets hverdag. Han gør det heller ikke, når det virkelig gælder, f.eks når vi kommer helt derud, hvor vi intet og ingen kan huske mere. Og hvad der betyder endnu mere: Jesus husker dig, når du skal stå for Guds domstol.
At Jesus husker dig indebærer, at han kender dig som sin. Det er rigt at kende Gud, men det er endnu større at være kendt af ham. Troen lever af at høre det igen og igen: Jeg kender mine, og mine kender mig. Det skaber den visse tro, samtidig med at bønnen fødes i hjertet: Jesus, husk mig! Uden dig er jeg fortabt! Med dig har jeg alt!
(Fra "Det er fuldbragt" - reflektioner over Jesu syv korsord - af Hans Erik Nissen - LogosMedia 2008 - Shafan 15-03-12)