Discipel 

Det skulle vel ikke være dig - du, der læser dette. Bo­gen er i grunden sådan helt tilfældigt havnet i dine hænder. Og Jesus indhenter dig netop nu.

Genkender du ham? Den frelser, du levede så nær i de første unge år. l vandrede sammen i hellig fortro­lighed. Ikke så meget som en stadie skilte dig fra hans kors. I dag er det muligvis ti gange tresindstyve sta­dier. Men han har ikke glemt dig. Det var heller ikke ham, der lagde afstand mellem jer, sådan at dit åndeli­ge syn blev tåget og uklart. Du gled på en mærkelig ubevidst måde ind i en tåge og afstand, fordi verden trak i dig. Og så var du ung og stærk - du ville gerne i de korte livsår tage nogle glæder med, som tronen i det høje bedrøves over. 

Med uklare øjne og 60 stadiers afstand fra Jerusa­lem bliver vidnesbyrdet borte. Du oplever intet i et Je­sus-samfund, derfor er der heller ikke noget at dele med de andre, der hvor du er discipel. For navnet bæ­rer du fortsat. Bibellæsningen er blevet et arbejde. Ved de små hverdagsafteners bedemøder i kirken el­ler missionshusets lille sal er din plads tom. 

Det er længe siden, du nærmede dig Getsemane. Andre steder med liv, lys og underholdning trækker stærkere. Frelserens nat bliver uklar og fjern, fordi du er fjern. Du ser ikke længere skikkelsen mellem oliven­træerne. Den skikkelse, der ikke blot knælede, men faldt til jorden. Den skikkelse, der måtte råbe: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig «. 

På 60 stadiers afstand kan ingen discipel se de spidse torne i den krans, en romersk soldat flettede til hans pande. Det var dine torne-ikke mine. Vi er heller ikke nær nok til at se, hvor grove de lange nagler er, som bøddelen slår igennem hænder og fødder, før korset  rejses og kiles fast i Golgataklippen. På mine 60 stadier opfatter jeg heller ikke hans smertens udbrud: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«Jeg hører heller ikke hans sejrsråb, når jeg er på afstand: »Det er fuldbragt! « 

Og resultatet? 
Med uklare øjne og på de 60 stadiers afstand oplever jeg ikke længere min første åndelige smerte - det, der greb mig så stærkt, da jeg nærmede mig Getsemane og korset. Så svinder også omsorgen for mit eget åndelige liv. Og dermed også omsorgen for byen, egnen, for verden - missionsnøden. l forlængelse af de 60 stadier bliver missionsofferet bare mønter. Et missionskald dør. Missionsaftenen bliver til noget, der bare skal overstås. Man bliver glad, når der kommer noget an­det i vejen, der giver en gyldig grund til at blive hjem­me.

Da er du ved advarselsskiltet, som en engel har sat op ved de tresindstyve stadiers afstand. 

Men så sker der noget. Jesus kom hen til dem og fulgtes med dem (Luk. 24,15). Jesus kunne have valgt en anden vej, andre stier. Have sagt til sig selv: - Lad bare de to famlende og tviv­lende disciple fortsætte til Emmaus. De tror jo ikke de vidner, der fortalte dem, at jeg lever og at jeg viste mig for dem. Sådanne disciple kan aldrig blive stærke og frimodige vidner. Jeg opsøger nogle andre. Jeg tager stien til Betania. 

Nej, sådan er Jesus ikke. 
Netop disse to indhenter han. Og tager sig tid. Sam­talen går over mange stadier, og der sker noget. 

Klare øjne 

- Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham ... ( Luk. 24,31) 

Hvordan? 

Jo ,Jesus kom nær til de to, fulgte med dem. Og efter at han pludselig er blevet borte igen, ser de to på hin­anden:

- Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os? (Luk. 24,32) 

Det uklare åndelige syn forsvandt, da skrifterne blev åbnet. I dag ville vi sige Bibelen. De to er tilhørere til en »vandreprædiken« over mange stadier. Og det, Jesus specielt understreger, er, hvad skrifterne vidnede om ham. Og en eftermiddag som denne i deres århund­rede vil det sige Det gamle Testamente. Løfterne, fremtidsvisionerne om Lammet. 

Det var altså Ordet, der gjorde sin gerning. Dette at løfterne nu var opfyldt ved Jesu Kristi død og soning. Og det er sand opvågnen og fornyelse. Ved at læse Bi­belen i enrum, ved at lytte på en kirkebænk, missions­husstol eller ved et lille stuemøde, bliver vi sønder­knust og dømt. I denne sønderknuselsens nød leder Den hellige Ånd os frem til nådestolen hos Jesus Kri­stus til opgør, tilgivelse og fred på ny til en hjælpeløs discipel.

- Kan nogen krybe i skjul, så jeg ikke ser ham? lyder det fra Herren. Er det ikke mig, der fylder himmel og jord? lyder det fra Herren ... Hvad har strå med kerne at gøre? lyder det fra Herren.  

- Er ikke mit ord som ild, lyder det fra Herren, og som en hammer, der knuser fjelde? ( Jer. 23,24,28 og 29) 

En hammer, der knuser fjelde. 
Er mit ord ikke som en ild ... ? 
Hammer og ild. 

Noget må knuses. Andet må brændes op. Så radikalt er et nyt møde med Jesus, når han begynder at vandre sammen med et af sine børn, der åndeligt set er i fare - tresindstyve stadier fra jerusalem. 

Med de lige citerede ord fra Jeremias, begyndte en stærk fornyelsens vækkelse over vor (Norsk Luthersk Misjonssambands) gamle missionsmark i Kina - nævnt i forordet i denne bog. Strå begyndte at brænde. 

Når ilden og hammeren så havde gjort sin gerning, og forsamlingen lå sønderknust og hulkende for Her­rens åsyn i bekendelse og opgør, fik evangeliet lov til at lyde klart, rent og vidunderligt til lægedom. Nådens salve til dybe sår. Der blev forløsning, lovsang, tak og hellig tilbedelse. 

Vi oplevede dette stærke ord: 
- Så Siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »Hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ån­den bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live. ( Es. 57,15) 

Disse stærke ord fra Herren gennem profeten Esajas har fulgt mig lige fra den unge opvågnen i Kina under den fornyelse, Gud gav mig lov at opleve. 

To steder bor den Almægtige: 
I det høje og hellige ... 

Der må jo være både højt og helligt, der hvor han har sin bolig. Udskilt og højt hævet over alt og alle. Men samtidig siger Ordet, at han vil bo hos os. Tage bolig hos sit barn på jorden. Gøre mit hjerte, mit lege­me til en tempelhal, en tronsal. Eje mig, bestemme over mig. Fastsætte kurs og retning. For til sidst at bjærge mig hjem til sin egen herlighed ... 

Medvandrer - byd ham op ad trapperne i dag! Luk ham ind. Luk alle døre op. Han kommer fra Golgatas sprængte grav. Han er sejrherre. Han ønsker at rydde op hos dig og mig. Få alt urent bort, alt, hvad der hind­rer ham i at herliggøre sig selv i vore liv, hindrer ham i at åbenbare sin almagt og rejse sin trone i vore liv. Alt begynder i et nyt møde med ham efter nogle sta­diers vandring. Når han åbner Skrifterne frs os. Når vore åndelige øjne bliver virkelig åbne, og hjertet be­gynder at brænde. 

Netop nu indhenter han dig. 
Vil du byde ham ind? 
En ting er at begynde på vejen til Paradis, en anden er at nå frem. Det ved Jesus. Derfor opsøger han os at­ter og atter. Somme tider i ensomhed på knæ med min Bibel. Andre oplever besøget i en stærk vækkelse i by eller på land. Al sand vækkelse bliver altid til fornyelse for Guds folk. Jesus vil redde os hjem.