skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

For langt fra centrum
Hans Erik Nissen - "Mellem liv & død"

Lad os forestille os en vældig ring. Alle, der befinder sig inden for ringen, hører J esus til. De er født på ny af Guds levende Ånd. I
ringens centrum er Jesus selv. Lys og renhed stråler ud fra ham. Stråleglansen bliver stærkere og stærkere, jo nærmere en kristen kommer ham. På afstand er lyset ikke så stærkt og luften ikke så ren. Omkring ringen er der mørke, og det søger at få magt over lyset. Noget af mørket trænger over ringens kant. Forgiftet luft gør det samme. Derfor mister nogle af de kristne, der befinder sig langs ringens kant evnen til at skelne, og nogle af dem bliver syge, mens andre bliver blinde og dør.
Ethvert billede halter. Men der er megen åndelig livsvisdom i ovennævnte billede, som jeg har fundet i en prædikensamling af
J. Traasdahl. Er der ikke også i dag mange kristne, som befinder sig helt ude mod ringens kant? Det gør de, fordi de elsker den svage, stemningsfyldte belysning, som findes der. Den forgiftede luft oplever de ikke som farlig, men som noget, der tilfredsstiller et dybt behov hos dem selv. De mærker ikke, at efterhånden som tiden går, svækkes de mere og mere.
Mange har umærkeligt ladet sig drage ud over ringens kant. De lever på den forkerte side, men de tænker ikke på det. Alt er jo næsten som før. De har de samme meninger, holdninger og vennier. Men faldet er sket på den indre front.

Ørkesløse diskussioner

Kristne kan gang på gang drøfte, hvad der er synd, og hvad der ikke er synd. Utallige meninger og holdninger bringes til torvs. Nogle søger at fange deres medkristne i inkonsekvens og farisæisme og fornægtelse af sand livsudfoldelse og livsglæde. Og det er sandt: Det er en af pietismens farer, men mange er, ved at stirre sig blinde på den, selv blevet offer for en anden: Stille og umærkeligt er de gledet længere og længere bort fra centrum, fordi den ånd, der virker i ulydighedens børn, fik mere og mere tag i dem.

Der er en dimension i kristenlivet, som er forsvundet for mange. Det er den personlige selvprøvelse og ransagelse for Herrens ansigt. Meget så ganske anderledes ud, hvis vi hver for sig bad Herren vejlede os gennem sit Ord og sin Ånd og vise os, hvad den enkelte af os skal bryde med, fordi det hindrer Guds ånds værk i os.

De andres fejl

Den verdsliggjorte kristen er en glædesløs kristen. Så længe livet leves på den rette side af ringens kant, hører et menneske Jesus til. Men hvor er glæden lille for en kristen, der lever langt fra centrum. Han har ikke for alvor valgt side og halter derfor til begge sider. Ånden kan ikke komme til at skabe den frugt, som hedder fred.
Man har det ikke godt med sig selv, og har man ikke det, har man det heller ikke godt med andre. Man vender sig kritisk mod dem, som ejer det, man selv mangler. Med stor skarpsindighed angriber man deres synspunkter og holdninger. Ofte er der noget berettiget i den kritik, man fremfømr. Alligevel glider man umærkeligt ind i en stedse mere kritisk holdning til kristne generelt. Kritikkens væsen og ånd gennemsyrer og nedbryder indefra. Hjerterne bliver kolde, fordi man uden selv at ville det har sagt farvel til den kærlighed, som skjuler de andres synder.

Det delte hjerte

Er vor tids store ulykke ikke, at alt for mange kristne befinder sig for langt fra det centrum, hvor Jesus er? Må vi ikke erkende, at ordet om korset ikke på samme måde som før er en samlende kraft?
Lever kristne i gråzonen, bliver de optaget af hinanden, mens kristne inde i centrum drages mod Jesus med en uimodståelig magt. Det udelte hjerte finder vi, hvor hjertet elsker en som den eneste ene, og som siger nej til alt, som vil svække denne kærlighed. Tænk om vi kunne stå sammen i en ånd og være båret og gennemtrængt af den åndskraft, der er uløseligt knyttet til det at være helhjertet. Skal det ske, må vi til at tale med Herren frem for med mennesker.
Vi må bede Herren om nåde og kraft til at bryde med alt hos os selv, der hindrer Åndens værk. Det er en smertelig proces at skulle sige farvel til noget, som kød og blod hænger ved. Jesus sammenligner den med at rive et øje ud eller hugge en hånd eller en fod af. Men den må til. Det gælder livet.

Fornyelsen - ikke opgøret, men troen

Hvor nødvendigt og afgørende opgøret med synden end er, så er det alligevel nødvendigt at understrege, at selve opgøret ikke af sig selv fører fornyelsen med sig. Den misforståelse har mange været hildet i. Derfor undrer de sig over, at opgørets glæde så hurtigt fortog sig.
Hvor nødvendigt det end er at lade Herren få adgang og råde over alle områder i livet, så ligger den nyskabende kraft alligevel i noget andet. Du må søge mod centrum. Du må derind, hvor du er Gud nær. Derinde lever du i en stadig tilegnelse af det forløsende, nyskabende og frigørende evangelium.
Aldrig er du Herren nærmere, end når dit hjerte jubler over evangeliet. Da ånder dit hjerte frit. Da synger du den nye sang. Den drejer sig ikke om dig og dine frustrationer. Alt dit eget har ordet om korset løst dig fra. Du synger om det, der fylder dig i en sådan grad, at dit bæger flyder over: Du synger Lammets sang. Den drejer sig om Jesus, hans selvhengivelse, lidelse og død for alle dine synder og hans opstandelse for din retfærdiggørelse.
Hvilken lykke er det ikke, når hjerte og sind er fyldt af denne sang! Den er en forsmag på himlen. Den skal jo lyde i evighedernes evigheder og synges af alle dem, der lærte den på jord.
(Fra "Mellem liv & død" af Hans Erik Nissen - Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1998)