skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Når Jesus kalder til efterfølgelse!
Af Immanuel Fuglsang, Herning

Hvad er din og min væsentligste opgave, når vi vil være med i en kristen kirke? Her tænker jeg ikke specielt på den synlige kirkestruktur - altså om vi er med i en folkekirkemenighed, en frikirke, frimenighed eller anden kirkelig sammenhæng. Nej, jeg tænker først og fremmest på det helt personlige forhold til KIRKENS HERRE, JESUS KRISTUS.
For at ingen skal være i tvivl om mit udgangspunkt, vil jeg præcisere, at det ikke er vor opgave - så at sige at “granske hjerte og nyrer” - men jeg går ud fra den kendsgerning, at mange danskere fortsat er medlem af en synlig kirkelig sammenhæng. Hvordan det så end står til med, om den enkelte har den frelsende og sande tro på Jesus, det vil jeg ikke komme ind på her. Blot vil jeg nævne, at der i mange kirkebønner forekommer et ønske og en bøn til Gud om, at “vi må blive bevaret i en sand tro til det evige liv”. Denne formulering må - hvis den ikke skal være meningsløs - indebære en risiko for, at vi mennesker kan leve i et bedrag (en falsk tro) og derved trods en ydre tilslutning til kirken alligevel gå glip af troens mål, sjælens frelse, Peters Første Brev 1,9.

På et tidspunkt talte Jesus til en stor skare af disciple - altså ikke blot de tolv særligt udvalgte. Og ved den lejlighed sagde Jesus til dem, der altså havde sluttet sig til den flok, der ville følge ham: “Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger? “Luk 6,46. Denne udtryksmåde indebærer en rystende afsløring, som ingen bekendende kristen kan komme udenom: Man kan sagtens have en masse rigtige ord i sin mund, men hvis man i praksis ikke handler efter Jesu ord og anvisning, så er der netop risiko for at havne i det store bedrag. Mange vil endda på dommens dag få at vide, at Jesus aldrig har kendt dem, selv om de har brugt Jesu navn til at gøre undergerninger og profeteret ved brugen af Jesu navn. Matt. 7,22.
Hvad kan dette sige til dig og mig med tanke på vort personlige liv i troen på Jesus som vor Frelser og Herre? Han vil nemlig være begge dele på samme tid. Selv om ingen bliver frelst ved gode gerninger, må det ikke skjules, at netop den sande tro vil udmønte sig i gode gerninger. Vi kan blot nævne et enkelt apostelord i den forbindelse:
For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. Titus 2,11 - 15. Her skal det lige bemærkes, at apostlenes ord og lære har samme autoritet for os som Jesu egen undervisning, jf. Lukas 10,16: “Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig.« Altså må vi give nøje agt på både Jesu egen undervisning og på apostlenes breve i Det nye Testamente.
Hvordan kan vi (jeg!) så overføre dette til vor (min) dagligdag i troen på Jesus. Her er det vigtigt at gøre sig klart, at Jesus ikke prøvede at lokke nogen til efterfølgelse ved i første omgang at skjule de barske realiteter for dem, der ville slutte sig til den flok, der fulgte ham. Hør bare, hvad han kunne sige ved en lejlighed, som i Bibelen har fået denne overskrift: Efterfølgelsens vilkår
Mens de var undervejs, var der en, der sagde til ham: »Jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« Og Jesus sagde til en anden: »Følg mig!« Men han svarede: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.« Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.« Lukas 9, 56 - 62. I sandhed kan vi sige, at Jesus “toner rent flag” om de omkostninger, der kan være forbundet med at ville følge ham. Netop ordene “Følg mig” sagde Jesus ved flere lejligheder.

På et andet tidspunkt var der en i øvrigt eksemplarisk mand, der efter en samtale forlod Jesus, fordi Jesus lige præcist rørte ved det ømme punkt i denne mands liv. Han var bundet af kærlighed til penge og rigdom, og det var en hindring, som Jesus ville løse ham fra. Men det endte altså med, at manden gik fortvivlet bort, jf. Lukas 18, 18-23.
Jeg tror, vi har noget at lære af Jesus her. Det forekommer mig, at mange ledere og medarbejdere i kristne forsamlinger er bange for at miste tilhængere (for nu at bruge et måske lidt misvisende udtryk). Derfor nøjes man i første omgang med at forsøge at lokke folk indenfor (ikke i Guds rige, men i et forsamlingslokale eller lignende!). Og så siger man, at “målet helliger midlet”. Vi må endelig undgå at støde folk, derfor skal vi først vise dem kristendommens positive sider. Jesus bliver fremstillet som den rare og forstående mand, der kan hjælpe med at løse alle vore jordiske problemer. Og derefter er det så meningen, at han også skal hjælpe os med “syndernes forladelse og det evige liv”, men det skal så at sige gemmes til lidt senere, når folk er blevet mere modtagelige. Hvem har vi egentlig lært det af? Næppe af Jesus. Hør, hvad han sagde i en anden konkret samtalesituation:
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« Luk 12,13 - Luk 12,21
I stedet for at hjælpe manden med et påtrængende problem i en arvestrid tager Jesus fat i et meget større problem, nemlig materialismen. Mon ikke en sådan fremgangsmåde kan hjælpe os på vej i dag? Jeg er overbevist om det. Derfor går det ikke an at forsøge at “finpudse” det kristne evangelium, så det kan passe i folks smag og behag. Nej, vi må tilbage til Jesus og apostlene, når vi skal forsøge at finde vej - også i en tid, som af mange kaldes “en ny tid”.
Inden jeg slutter, vil jeg understrege, at mit ærinde med dette indlæg ikke er en “facitliste” for, hvordan vi skal leve som kristne i hjemmet, på vor arbejdsplads, blandt naboer og andre nære sammenhænge på det MENNESKELIGE plan. Nej, jeg har forsøgt at tage nogle ting frem med tanke på det ÅNDELIGE rige, som vi synger om i en salme: “Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige”. Her må vi arbejde med åndelige redskaber og virkemidler. Det vil bære sin frugt til rette tid, jf. dette apostelord:
Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser. Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op. Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller. Gal 6,6 - 10.