Aktuel prædiken
Luk. 4,16-22 Så kom han til Nazaret, hvor han var vokset op. Og på sabbatsdagen gik han efter sin sædvane ind i synagogen. Og han.stod op for at forelæse, og man gav ham profeten Esajas' bog, og da han åbnede bogen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet: »Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren.« Så lukkede han  bogen og gav tjeneren den tilbage og satte sig; og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. Da begyndte han med at sige til dem:  »I dag er dette skriftord gået i opfyldelse.« Og alle gav de ham deres bifald, og de undrede sig over de livsalige ord, som udgik af hans mund. Da sagde de:»Er det ikke Josefs søn?«

En prædiken skal være aktuel. Det hører man fra alle kanter.
    Der er heller ingen, der har grund til at hævde noget andet. Det kommer blot an på, hvad vi mener med udtrykket. Når vi siger, at prædikenen bør være aktuel, hvad mener vi da?
    Ofte synes tankegangen at være denne: Prædikenen må være sådan, at det moderne menneske får svar på sine aktuelle spørgsmål. Der er kun lidt hjælp i at stå og snakke om ting, som ingen længer bryder sig om. Folk har i dag deres specielle problemer - har præster og prædikanter noget svar at give?
    Ja, sådan bliver der sagt - og det i en tone, som antyder, at »det moderne menneske« er en svært kom­pliceret størrelse, som præsterne desværre ikke forstår sig synderligt på. Lad teologerne sætte sig grundigt ind i det moderne menneskes tankegang, siger man - så kan der være håb om, at folk vil begynde at lytte til det, som bliver sagt fra prædikestolen.
    Og så må præsterne tale om ting, som virkelig angår folk. Har kirken noget at sige i menneskers aktuelle situation i dag? Hvis ikke den har, kan man ikke vente, at folk skal gøre sig den ulejlighed at gå i kirke.
    Hvad skal vi svare til dette?
    Der kunne være meget at sige, for eksempel om det »moderne« menneske, som måske slet ikke er så mærk­værdigt og enestående, som nogle vil hævde. Menne­skenes hjerter har ikke forandret sig, det har Bibelen sagt os forlængst. 1. Mos. 8,21.
    Men vi vil ikke gå nærmere ind på disse spørgsmål. Vi vil gå en anden vej. I Luk. 4 læser vi om en prædiken, som Jesus holdt engang - og om virkningen af denne prædiken.
    Jeg vil påstå, at det var en aktuel prædiken. Ja,jeg vil påstå, at vi her kan lære, hvordan en prædiken skal være for virkelig at have aktuel interesse for mennesker.

Prædikenen må bygge på Bibelen

Vi mærker os for det første, at Jesu prædiken var bygget over en tekst fra Bibelen. Jesus læste et afsnit fra profe­ten Esajas, og dette bibelsted udlagde han derefter for forsamlingen.
    Dette er vigtigt. En prædiken må have et bibelsk udgangspunkt. Den må handle om noget, som Gud har sagt i Bibelen.
    Prædikenen skal svare på de spørgsmål, som folk er optaget af, hedder det. - Ja, måske! Men fremfor alt skal den lære folk at stille de rigtige spørgsmål.
    Det er slet ikke sikkert, at de spørgsmål, som optager os så stærkt, spiller nogen større rolle under evighedens synsvinkel. I Himmelen har de måske ingen særlig inte­resse i det.
    Det, som altid er aktuelt, er Guds eget ord. Skal vi tale om noget, som har virkelig betydning for de menne­sker, som sidder under prædikestolen, må det være et bibelsk ord, vi har som grundlag. Vi læser vort budskab - fra Bibelen.
    Det er et ord af umådelig visdom, det, vi finder i den gamle Kirkeordinans: »Præsterne skal ikke tale, hvad der lyster dem, men hvad der hører til sagen, skal de forkynde med klare og forstandige ord.« - Ja, og det, som »hører til sagen«, behøver prædikanten ikke at gå langt for at finde. Det ligger på læsepulten foran ham.
    Det er teksten, der er sagen. Det er Bibelens budskab, der er aktuelt. Og prædikanten skal, som det så tit er blevet sagt, bare låne sin røst til det budskab, som bibel­ordet rummer.
    Jesus oplæste teksten fra Esajas, og så satte han sig for at tale til forsamlingen.
    Vi henter vort budskab fra Bibelen - gør man ikke det, så har man intet aktuelt budskab overhovedet.
    En prædikant kan næppe gøre nogen større fejl end at tænke sådan, som det for få år siden blev sagt i anledning af et stort kirkeligt verdensmøde: Verden skriver dagsordenen. - Det er ude med os som prædi­kanter, hvis vi tænker på den måde. Nej, det er ikke verden, der skal skrive dagsordenen i Guds hus - det er ikke verden, der skal bestemme, hvad der skal tales om der. Det skal Guds ord.

En aktuel prædiken forkynder Guds vilje

Skal prædikenen være aktuel, må den forkynde Guds vilje, sådan som vi finder den udtrykt i Bibelen. Tal om synden - om det, som Guds ord kalder synd - så skal det nok vise sig, hvor aktuelt Guds ord er. Det hændte for nylig, at en engelsk kristelig studenterforening udgav et lille hæfte, som stort set var sammensat af bibelord, der handlede om seksuelle spørgsmål. Blandt andet var ordene fra Romerbrevets første kapitel taget med, der, hvor Guds ord taler om unaturlige seksuelle forhold. Læs Rom. 1,26 flg., så får du at se, hvad Bibelen siger om homoseksuelle handlinger. Bibelen kalder uden vi­dere sligt for synd. - Men da dette hæfte blev kendt ved universitetet, blev der liv i lejren. Protesterne haglede ned over den studenterkreds, som havde uddelt hæftet. Noget sådant var man ikke til sinds at finde sig i.
    Men der ser du, hvor aktuel Guds hellige lov er. Forkynd, hvad Guds ord siger om livsvarigt troskab i ægteskabet, så skal du få at se, hvor aktuel sådan tale er netop i dag. Og det samme gælder alt, hvad Guds ord har at sige om vort liv og vor vandel. - At kalde til bod og omvendelse er altid aktuelt.
    Lad os bede om at kunne tolke Guds vilje på en sådan måde, at folk mærker kærlighedens varme i ordene, Men lad os ikke et øjeblik vige fra det, som Guds ord siger om disse ting.  »Apostelen Paulus var barn af sin tid,« siges der i dag - endog af præster og teologer. Men glem ikke, at Paulus talte med apostolsk myndighed. Det vil sige: Han talte med fuldmagt fra Jesus Kristus selv. Det, apostelen siger, er Guds ord. 1. Kor. 14,37.

En aktuel prædiken taler om Jesus

Det næste, vi lægger mærke til i denne aktuelle prædi­ken af Jesus, er, at den handler om ham selv. Og det er noget af det mest karakteristiske i Jesu forkyndelse: den handler om ham selv. Han taler om sig selv på samme måde, som Gud Herren taler i Det gamle Testamente: Jeg er den, jeg er! 2. Mos. 3,14.
    Sådan talte - af gode grunde - oldtidens vise mænd ikke. Sokrates gjorde det ikke. Søren Kierkegaard har på en fin måde vist os forskellen mellem Jesus og Sokra­tes i denne henseende. Sokrates sagde om sig selv, at han var fødselshjælper - han skulle bare forløse den sandhed, som bor i menneskenes indre. Derfor gik han omkring og førte samtaler med folk, stillede dem un­derfundige spørgsmål og hjalp dem til at tænke selv. Så fandt de sandheden - og dermed var Sokrates overflø­dig, man behøvede ham ikke længere.
    Det er helt anderledes med Jesus. Han er et med budskabet, ja, budskabet er ham selv. Det, han forkyn­der, finder menneskene ikke i deres egne hjerter. Evangeliet fra Gud må vi få at høre, det må blive forkyndt for os. Ingen havde selv kunnet tænke sig til evangeliets budskab. At Gud har sendt sin Søn til verden for at sone vore synder, det var der ingen, der vidste, før Gud gjorde det kendt.
    Og når så budskabet har lydt og sandheden er fattet af det hjerte, som ikke kendte den før, da er Jesus ikke overflødig. Da er han fremfor alt nødvendig. Da af­hænger det hele af ham. Han er selv budskabet: »I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldel­se.« Det, profeterne forkyndte, er opfyldt i Jesus.

Evangeliet - hvad er det?

Dermed får vi at vide, hvad evangeliet er. Og det er noget, vi faktisk må lære. Luther blev aldrig træt af at indskærpe, at man ikke måtte være for hastig til at gå ud fra, at man vidste, hvad evangeliet var. De har hørt det en eller to gange, og så tror de, de er udlærte, og vil høre noget andet, siger Luther. Ja, sådan er det fremdeles. Men sandheden er i virkeligheden den, at udlært i evangeliet bliver vi aldrig.
    Sandt at sige: det er meget vanskeligere at fatte, hvad evangeliet er, end at finde ud af, hvad det moderne menneske er. For vi er moderne mennesker alle. Vi er oprigtig talt meget mere påvirket af vor samtids tanke­gang, end vi selv er klar over. Og er det så underligt? Vi er jo udsat for en trommeild af påvirkning hver eneste dag - fra aviser og blade, radio og fjernsyn. I mange tilfælde meget mere, end godt er.
    Men hvad evangeliet egentlig er - det er ikke så nemt lært. Så længe vi er i verden, vil vi behøve at fordybe os i Guds ord for at fatte hemmeligheden i lov og evangeli­um.

 »I dag er dette skriftord gået i opfyldelse«

Evangeliet er et løfte, siges der tit. Og det er sandt nok, men her er mere at sige: Evangeliet er et budskab om løfter, som er opfyldt.
    Luther siger: »Evangelium er et græsk ord, som be­tyder et godt budskab, gode nyheder, som man er glad for at høre og gerne fortæller videre. For eksempel, da David havde fældet kæmpen Goliat, da spredtes den glædelige nyhed blandt folket, at den frygtelige fjende var slagen, så de nu var befriet. Det blev de så lykkelige over, at de sang og dansede af idel glæde.
    På samme måde er evangeliet fra Gud en god rap­port, som er fortalt af apostlene i hele verden, og den siger, at den sande David har kæmpet med synden og døden og Djævelen og vundet over dem.« Så langt Lu­ther.
    Gud har givet mange løfter. Tænk på løftet, som blev givet på selve den dag, vore første forældre faldt i synd: »Kvindens sæd skal knuse slangens hoved.« Og læs gerne igen en gang ordet til Abraham: »I dig skal alle jordens slægter velsignes.« 1. Mos. 12,3. Der er mange sådanne løfter. Vi tænker ofte på profetien hos Esajas om ham, som straffen kom over, for at vi skulle have fred. Esajas. 53,5.
    Evangeliet er budskabet om, at disse og alle andre profetiske løfter er opfyldt. Alt det, som den gamle pagts troende havde ventet på, det var nu i færd med at ske. Alt det, Gud har lovet at gøre til vor frelse, det er nu opfyldt af Jesus.
    Det er evangeliet.
    Dette misforstår mange. De gør sig flid for at fatte, hvad evangeliet er, men det vil ikke rigtig lykkes. De forstår, det er et løfte, men hvem gælder dette løfte - hvem har lov at tage det til sig? Det kan vel ikke være mig? For der må da vist ske både det ene og det andet med mig, før jeg tør tilegne mig evangeliets løfte!
    Men da har du opfattet sagen forkert. Evangeliet taler ikke om noget, du skal gøre. Det taler om noget, som er sket. Det taler ikke om vilkår, du skal opfylde, men om vilkår, Gud har opfyldt.

Evangeliet er mere end et »tilbud«

Evangeliet er et tilbud, en chance, siges der. Grib chan­cen! råbes der. Javel! Bed mennesker komme til Jesus, sig, at de må omvende sig, før det bliver for sent. Fort­sæt kun med det! Men fortæl fremfor alt, at løfterne er opfyldt. Gælden er betalt, Jesus er død for syndere. Der står intet tilbage at gøre her. Dette er sandt, enten du tror det eller ej. Kunne du dog bare lytte til budskabet, så Guds Ånd kunne vække troens tillid i dit hjerte.

Evangeliet er et budskab om løfter, som er opfyldt

Prædikenen skal være aktuel, ja. Kan noget være mere aktuelt end netop dette? Kan noget budskab angå men­nesker mere end dette, at Gud har gjort alt færdigt, betalt hele vor syndeskyld og åbnet Himmelens dør på vid gab for alle syndere? Kan noget være mere aktuelt - kan noget være mere værd at lytte til?
    Nogle trækker på skuldrene. De meget kloge synes, det er for enfoldigt, de religiøse synes, at for folk, som tager tingene alvorligt, går det for let.
    Men nogle fattige stakler, som intet har at møde frem med over for Gud, de takker af et fuldt hjerte for så stor en nåde. De kan ikke tænke sig noget mere aktuelt. Det gælder jo liv og død - frelse eller fortabelse. Kan der nævnes noget, som angår os mere end dette?

Evangeliet - et skaberord

I dag, sagde Jesus - i dag er dette skriftord gået i opfyl­delse. Her kommer noget, som i egentligste forstand er aktuelt. For nu skal der ske nogetl
    Det ord, Jesus forkyndte, skal vi få lov at forkynde videre. Og det er et skabende ord. Der sker noget, når Guds ord bliver forkyndt. Det er, som spændes der en bue fra det store »det er fuldbragt« for mere end 1900 år siden - lige ind i din og min situation her og nu. Og så hedder det: i dag. I dag er dette ord gået i opfyldelse, i dag er det virkeliggjort i og med, at du hører det - hvis blot du har brug for det. Helligånden bruger ordet om Jesus og hans frelsesværk. Han bruger det som et mid­del til at trænge ind i ethvert hjerte, som ikke lukker sig til, når det hører det store budskab forkyndt. Det var jo dette, der skete, da Peter vidnede i Kornelius' hus for alle, som var der, om hvem Jesus var, og hvad Jesus havde gjort: »Om ham vidner alle profeterne, at en­hver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse i hans navn.« Og så står der videre: »Endnu mens Peter talte således, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet.« Ap.G. 10,43.
    Med andre ord: Det blev virkeliggjort, det, som Bibelen siger: »Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.« Rom. 10,17.
    Aktuel prædiken er det emne, vi har for os. Ja, hvad kan være mere aktuelt for os fattige, syndige mennesker, end at Guds ord og Guds Ånd får lov at fylde hjerterne, vække og styrke troen - og gøre Jesus stor og dyrebar for os! Når vi ser vort liv i evighedens lys, hvad kan da være mere betydningsfuldt end dette?

En »god prædiken«

Så var Jesu prædiken sluttet. Og alle gav de ham deres bifald, står der i teksten. Alle undrede de sig over »de livsalige ord, som udgik af hans mund«.
    De sagde med andre ord det, som vi plejer at sige, når vi er godt tilfreds med det, vi har hørt: Det var en god prædiken. Eller måske endnu stærkere, hvis vi finder grund dertil: Nej, for en god prædiken! Den bedste, jeg har hørt længe.
    Der slutter vor tekst. Men selve den bibelske fortæl­ling fortsætter, og vi er nødt til at tage noget af det med, som følger efter. For det, som skete hin dag i Nazarets synagoge, har en forbløffende lighed med det, vi ofte oplever i vore forsamlinger.
    Prædikenen lyder klart og rent. Og alle er enige om, at det var et godt møde. En god tale - en rigtig god tale. Og hvad så? Ja, så går vi hjem. Dejlig prædiken - fortsat god søndag!
Og så var der ikke mere -.
Men er der ikke noget her, man må undre sig over? Her stod Jesus og talte om fanger, der skulle få deres frihed, blinde, der skulle få deres syn, lænker, der skulle løses. Og så sker der ikke andet, end at de alle som en roser den gode prædiken.
    Der var altså ingen blinde til stede. Ingen slaver, sluttet i tunge lænker. Ingen syndere, som trængte til tilgivelse. Ingen, som var i onde ånders vold. Nej, i den forsamling fandtes der kun sunde og raske, tilfredse, mætte og retfærdige mennesker - som havde hørt en god prædiken. Derfor skete der ikke mere.
    Et andet sted læser vi, at Jesus på den sidste og store højtidsdag stod frem i templet og råbte til folket: »Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!« Johs. 7,37. Var der da nogen, som tørstede? Kom der nogen til Jesus for at få det levende vand? Tilsyneladende ikke. De havde nok i de festlige ceremonier på den store højtidsdag, de følte sig fuldkomment tilfredsstillet ved at se præsterne gå i procession fra Siloa-kilden, mens de sang: »I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.« Esajas 12,3. Var ikke alt dette fuldt tilstrækkeligt? Hvad står da Jesus der og råber efter? Skulle det være absolut nødvendigt at gå til ham?
    Om nogen tørster? Nej, der var ingen. Var der nogen fattige, nogen, som var i åndelig nød, nogen, som sled i syndelænker, de ikke kunne bryde? Nej, der var ingen. Tilbuddet fra Jesus havde ingen interesse.
    Heri består vor største elendighed: Der er så få, der har brug for Jesus.

Var så prædikenen virkningsløs?

Folk i synagogen havde ingen brug for det, Jesus havde at tilbyde. Derfor begyndte de at snakke om prædikan­ten i stedet for. Er det ikke typisk? Det, der blev sagt, havde irigen brug for. Så snakker vi om præsten, mens vi går hjem.
    De fandt hurtigt ud af, at der faktisk ikke var det mindste mærkværdigt ved Jesus. Kære, vi ved da, hvem han er. Vi kender både far og mor, søster og bror. Er dette så noget at snakke om? Nej, det var det åbenbart ikke.
    Da går Jesus til modangreb. Det står ikke i søndags­teksten, men i fortsættelsen af samme kapitel hos Lu­kas. Jesus begynder at tale til folket om enken i Zarepta og hendes oliekrukke. Han taler til dem om syreren Na'aman, som var spedalsk. De hørte ikke engang til Israels udvalgte folk, de to. Men de var i nød, og de vendte sig med tomme kar og syge lemmer derhen, hvor nåde og hjælp var at få. Og så forbarmede Gud sig over dem. Fattigfolk og syge mennesker var der ellers nok af. Men her var to, som Gud forbarmede sig over.
    Er der trods alt nogen her, som har brug for Guds barmhjertighed, ville Jesus spørge. Er der nogen i flok­ken, som virkelig har brug for mig?
    Nej, det var der ikke. Så ved vi, hvordan det gik. De drev ham ud af synagogen og hen til randen af det bjerg, deres by var bygget på - der ville de styrte ham ned. - Men Jesus gik sin vej midt imellem dem og drog bort.
    Sådan sluttede den gudstjeneste.
    Jamen, så kunne det da ikke have været nogen virke­lig aktuel prædiken? For i så fald måtte jo det hele have fået en lykkelig udgang?
    Sådan er der nok mange, der vil tænke. Er prædike­nen bare virkelig aktuel, strømmer folk til. Da slutter også gudstjenesten i harmoni, som den skal.
    Er du nu sikker på det? Er den ydre, synlige succes den eneste pålidelige målestok i Guds rige?
    Vi ved, at sådan er det ikke. For Guds ord er aktuelt også på den måde, at det sætter skel mellem mennesker. Det sætter et skel mellem dem, som er tilfreds med sig selv og deres religiøse status -og dem, som er små nok, hjælpeløse nok, fortabte i sig selv, og som derfor har brug for Jesus som Frelser.
Hvordan er det med dig i denne henseende?

---