At blive som et barn
Efter at disciplene på et tidspunkt havde diskuteret, hvem af dem der var den største, stillede Jesus et lille barn midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bli­ver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der yd­myger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget« (Matt 18,3-4).
    Normalt anvender vi disse ord om vores gudsforhold. Vi taler om dåben og om den store gave, som er givet os i og med barne­kåret hos Gud. Og det har vi i høj grad grund til at takke for; men spørgsmålet er, om ikke vi dermed har indsnævret disse ord - el­ler åndeliggjort dem - så at vi dermed har mistet noget helt væ­sentligt. Også i mødet med alt det, vi bliver stillet over for på ve­jen mod målet, må vi være som børn.
    Hvad er det, der kendetegner barnet, og som gør, at Jesus kan anvende det som eksempel og forbillede for os? Det handler ikke om, at det er særligt uskyldigt, det ved enhver der selv har haft børn. Det handler heller ikke om andre særskilt moralsk-reli­giøse kvaliteter. Nej, pointen er, at barnet er så lille og hjælpe­løst, at det er ude af stand til at klare sig på egen hånd. Selv til de mest enkle ting har det brug for sin mor og far.

I praksis ser det imidlertid ud til, at vi har det særdeles svært med denne afhængighed: Måske har vi det som ham, der sagde: »Jeg tror på Gud, men jeg er ikke afhængig af ham«. Vi er så dygtige og så selvhjulpne, at vi klarer os alt for godt selv. Og i mødet med de vanskeligheder og konflikter, som vi møder i det kirke­lige arbejde, taler vi om at »være sig opgaven voksen«. Skal et Guds barn være det? Her tror jeg, vi har brug for at besinde os på, at i Guds rige er problemer aldrig en udfordring til os, men til ham, som er Far og Herre. Når det bliver svært, og når proble­merne melder sig, skal vi derfor ikke spørge: »Hvad skal vi gø­re?« men i stedet: »Hvad vil Herren gøre?« Og så kan vi påkalde hans navn, for hvem intet er for vanskeligt. I Guds rige er det kun ham, som vi tror på, der har noget at handle med, ikke os. Men så længe vi tror, at vi har det, vi har brug for at handle med for at kunne møde udfordringen eller vende strømmen, vil vi være uden velsignelse. Da er vi som små børn, der er nået til den alder, hvor de råber og skriger, når mor vil hjælpe: »Jeg vil selv, jeg vil selv!« - og så går det hele galt, når man giver efter og lader bar­net få lov at gøre alting selv.
    Et godt billede på dette finder vi i Es 30,15: »Vender I om og holder jer i ro, bliver I frelst; er I rolige og trygge, finder I styr­ke«. Israel var på dette tidspunkt i en prekær situation, for assy­rerkongen Sankerib og hele den assyriske verdensmagt stod ved grænsen, og lille Juda havde ikke meget at stille op med. Derfor begynder de at se sig om efter hjælp, går i alliance med nabofol­kene og sender bud til Egypten efter våben, heste, vogne og mandskab. Faren er overhængende, og de har meget travlt. Da er det, profetens ord lyder. De må standse alle deres forberedelser, de behøver ikke samle styrke og ressourcer for at have noget at stille op med. Det er nemlig ikke dem selv, der skal møde fjen­den, men Herren. Han vil kæmpe for sit folk.
    Havde Gud givet Juda lov at fortsætte med de militære tiltag, ville det have medført to ting: For det første ville de være blevet et hjælpeløst bytte for Sankerib, og for det andet - og det er årsa­gen til det første - ville de have mødt modstanderen på hans egne præmisser. De ville have været fanget ind af modstande­rens begreber om, hvad der er styrke, og hvad kamp er. Dette kaldes hos Jeremias for at »søge sin styrke hos dødelige« (17,5). I den norske oversættelse hedder det at »holde kød for sin arm«, for til det at være barn svarer nemlig det ikke at møde kød med kød, menneskelig modstand med menneskelige våben, men med Ånd. For at bevare sit folk under sådanne vilkår sørger Herren for, at de bliver så små og så svage, at de er nødt til at søge ham i nøden. For med Guds kraft er det sådan, at den »udøves i mag­tesløshed« (2 Kor 12,9). For Guds børn er der en stor åndelig fare i at ville kæmpe for Guds sag med kødelige våben. Da vil man kæmpe for Gud, men ikke i og med Gud. For det, som er født af kød, er kød. Derfor må vi forstå hvad det vil sige, at »menneskers hjælp er intet værd« (Sl 60,13).

Det er ind i denne sammenhæng, at Skriften taler om at vente på Herren. Den fortrøstningsfulde tro har ikke så travlt, at den løber foran sin Gud. Stille venter den i stedet på ham, på hvad han vil gøre. Og hvis det trækker ud, holder troen ud ligesom Abraham. Men vi er dog klar over, at er der noget, børn finder vanskeligt, så er det netop at vente. Det er noget af det værste, et barn ved. Og det kunne se ud til, at det er vores udfordring: Så snart et pro­blem melder sig, haster vi af sted, nedsætter komitteer, starter kampagner og hvad vi ellers kan finde på. I stedet for at gå til Far med det hele og bede ham tage sig af sagen. Jo, børn er utålmo­dige, og troen må ofte vise, om den holder netop ved at vente.
    Med til at være barn hører også det at blive regnet som betyd­ningsløs, som en der ikke tæller blandt alle dem, som er noget, har indflydelse, positioner, osv. Det er ikke noget, vi bryder os om, for gamle Adam synes ikke om at blive sat udenfor. Men vi kan ikke forvente os andet. Hverken inden for det område, som hidtil har været kaldet verden, eller nu blandt de mægtige inden for kirken. Det er en stor fordel at være i en sådan position. Jesus priser jo sin Far, fordi han »har skjult dette for vise og forstan­dige og åbenbaret det for umyndige« (Matt 11,25). Det er langt bedre at være en sådan umyndig, som ikke forsøger at give sin Skaber og Herre råd eller forsøger at læse korrektur på hans ord, end at blive regnet med i det gode selskab, fordi man er blevet så »klog«, at man ikke længere kan »tage alt i Skriften så bogstave­ligt«.
    Det særlige ved Guds ord er, at det er fra sådanne umyndiges mund, den Almægtige vil have sin pris. Og det er fra disse små, Han lader en sådan åndsmagt udgå, at selv »de store« må beken­de: »Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige« (Sl 8,3). Det er noget af dette, H.C. Andersen griber fat om i eventy­ret om kejserens nye klæder. Det er det lille barn, der siger det, som ingen tør sige, og således afslører løgnen. Altså betyder det at være barn ikke, at man bliver et fnug uden mund og mæle i da­gens brogede kirkebillede. Det betyder tværtimod at have bar­nets frimodighed, som ikke tænker over, hvad der er strategisk rigtigt at sige, eller tager kloge hensyn til menneskelige forhold og ordninger, fordi man er bange for konsekvenserne af hvad man siger. Barnets frimodighed er, i denne brug af ordet, spontan og »hensynsløs«. Derfor må barnet også i dag, i sit møde med den mægtige dårskab, sige: »Han har jo ikke noget tøj på!«.
    Og det må vi blive ved med, i den frimodige vished om at han, som er »Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn« (Ef 3,15), ved, hvad hans børn trænger til. Der­for siger han også: »Kræver I mig til regnskab for mine sønner? Giver I mig besked om mine hænders værk? Det er mig, der har frembragt jorden og skabt menneskene på den« (Es 45,11-12). I dette kan vi finde hvile, for ingen er så bekymringsløse som trygge børn. Det kan i denne sammenhæng være værd at minde om det faktum, at ordene »tryg« og »tro« kommer fra den sam­me rod. At være Guds barn er at hvile i hans skygge, for hvem in­tet er for vanskeligt, hvis omsorg aldrig ender, og som er »rig nok for alle, som påkalder ham«. Velsignet være hans navn! Amen.

---