Menigheden og verden Åb. 9-11,14

Verdens fordærvende åndsmagt (9,1-12)

v1 Den femte engel blæste i sin basun, og jeg så en stjerne, der var kastet ned på jorden fra himlen; den fik givet nøglen til afgrundens brønd, v2 og den åbnede afgrundens brønd, og der steg røg op fra brønden som røgen fra en stor ovn. Og solen og luften formørkedes af røgen fra brønden. v3 Ud af røgen kom der græshopper ud over jorden, og de fik givet samme magt, som jordens skorpioner har. v4 Men der blev sagt til dem, at de ikke måtte skade jordens græs eller noget andet grønt eller noget træ, men kun de mennesker, som ikke har Guds segl på deres pande. v5 De fik givet, ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem måneder. Og pinen, de volder, er som pinen efter en skorpion, når den har stukket et menneske. v6 I de dage vil mennesker søge døden og ikke finde den, de vil længes efter at dø, men døden flygter fra dem. v7 Af udseende lignede græshopperne heste, der var udrustet til krig; på hovedet havde de ligesom kroner af guld, og deres ansigter var som menneskeansigter, v8 de havde hår som kvindehår, og deres tænder var som løvers, v9 de havde brynjer som jernbrynjer, og lyden af deres vinger var som lyden af mange vogne med heste, der rykker ud til kamp. v10 De har haler med brod som skorpioner, og i deres haler sidder magten til at skade mennesker i fem måneder. v11 Som konge over sig har de afgrundens engel; hans navn er på hebraisk Abaddon, og på græsk er navnet Apollyon. v12 Det første ve er forbi; men efter det kommer der endnu to.

Med den femte basun får Johannes lov at se ind i det, som her kaldes »Det første Ve« (v. 12). Han ser påny en stjerne, som falder ned fra himlen - d. v. s. den var faldet ned fra himlen. Muligvis er det den samme, som vi så i kapitel 8,10. Billedet må i hvert fald forstås om en »stjerne«, som har hørt himlen til, men nu er faldet fra himlen - altså en frafalden »kristendom«. Og sikkert er det, derom vidner også alt, hvad vi ser med vore øjne i dag, at aldrig udgår der så megen råddenskab til hele jorden, som fra en frafalden kristenhed.
    Nu får denne »kristenhed« ikke bare magt til at forbitre åndskilderne, men den får nøglen til selve afgrunden. Vi mær­ker os udtrykket »blev givet den« i v. 1. Afgrunden er nem­lig den afgrund, hvori Satan sidder bundet (20,1-3), og in­gen andre end Kristus, som bandt Satan (Mt. 12,29, Luk. 10,18-19, Johs. 12,31, Kol. 2,15 og Hebr. 2,14) har magt over denne nøgle. Satan får ingen anden frihed på denne jord end den, som gives ham. Denne adgang til afgrunden, hvor »Øde­læggeren« hersker gives nu til den frafaldne kristenhed. Og nu slippes gennem den disse frygtelige, ødelæggende magter løs over den fortabte slægt.
    Og for den, som vil blive viis på disse frygtelige magters sejrskraft, er det værd at følge dens fremtrængen fra dens første begyndelse.
    Der står, at deres første bid er som en skorpions (v. 3). Et sådant bid er mærkbart, men ubetydeligt lille, næsten usyn­ligt. Men, i dette lille bid er den i stand til at føre en død­bringende gift ind i kroppen.
    Sådan virker disse djævelske åndsmagter. Med et lille, ube­tydeligt stik fører de deres gift ind i menneskesjælen. Lang­somt, men usvigeligt sikkert breder det livssyn sig til tanke og hjerte og hele forestillingsverden, som til sidst fylder men­nesket, der blev bidt deraf, med livslede (v. 6). Ingen kan finde årsagen, for stikket er usynligt. Og ingen kan bekæmpe disse åndsmagter, fordi de er så vel rustet til kampen mod mennesket, medens der i hele verden kun findes en åndsmagt, som kan bevare et menneske imod den: nemlig den Ånd, som besegler Lammets menighed og binder den til ham (v. 4) .
    Hvorledes de er udrustet til denne kamp, ser vi i v. 7-10:
    1: De er rustede til krig mod mennesker, som ikke er rustet til krig mod dem (v. 7). Vi skal lægge mærke til det: åndsmag­terne i himmelrummet sigter helt bevidst mod krig imod mennesket. det er ikke et spørgsmål, hvad mennesker sigter imod, men hvad disse magter sigter imod. Det er åndelige vil­jesmagter, vi kæmper med (jvfr. Ef. 6,12).
    2: De har guldkroner på hovedet (v. 7). Det er magter, som mennesket vil se op til, ære og vise tillid og beundring.
    3: De kommer ikke i djævelsk skikkelse, men i menneske­skikkelse (v. 7). De er som os at se til. Vi føler ikke noget fremmed og fjendsk og overmægtigt ved disse magter. Vi vil ikke mistænke dem for at ville skade mennesket - for de er jo selv »mennesker«.
    4: Deres hår er som kvindehår (v. 8). De har magt til at for­føre og besnære og gøre vore hjerter bløde og åbne.
    5: De forstår at kæmpe med deres mund (v. 8). Med ta­len øver de samme magt over deres ofre, som løven med sine tænder griber sine ofre, holder dem fast og flår dem. Sådan fastholder disse ødelæggende åndskræfter menneskeslægten med sine ord, til den er sønderflået og lidende helt ind i sjæ­lelivets dybeste grunde.
    6: De er usårbare (v. 9). Intet menneske har noget at sætte imod disse åndsmagter - ingen antiparti - ingen argu­menter. Mennesket er med sin fjende, sympatiserer for ham, argumenterer for ham. Sandelig: fjenden er godt pansret.
    7: De overdøver alt (v. 9). Der, hvor slægten havde et levn af lys i samvittigheden fra Herrens Ord, blev det overvundet af disse åndsmagters larmende argumenter. Der, hvor der var en tanke eller følelse, som rejste sig i skepsis, for disse ånds­magter ud til kamp, talte, talte, talte deres sag, indtil al skepsis var bøjet, og menneskehjertet tilbad disse åndelige sy­ner og tjente dem i tro og tillid.
    8: Magten til at skade gemmer de bagest (v. 10). For sent, når alle har glemt det lille stik i begyndelsen, når alle er blevet underlagt disse åndsmagters livssyn, kommer skaden til syne. Når ingen mere ved, hvorfra det kommer, begynder giften at virke.
    Og hvad er virkningen? En livslede og livsangst så gennem­gribende, at menneskehjertet kun har en længsel: »Ah, om jeg kunne dø« (v. 6).
    At disse åndsmagter, skabt af den frafaldne kristenhed, er over vor verden, skal man være slået af Helvedes egen blind­hed for ikke at se.

Men mod de åndsmagter, Gud har sendt over verden, nyt­ter ingen kampe, ingen protester, men kun et eneste: at høre med blandt de beseglede (v. 4). Og når de alene har mulighed for at blive reddet fra disse stærke kræfter, er grunden blot en: at de i forvejen drages af en anden magt: Lammet. In­gen protester frelser dem - den, der kæmper imod disse ånds­magter ved at protestere imod dem, er allerede selv bidt, og det er altid kun et spørgsmål om tid, inden de er overvun­det helt. Gid vor protesterende tid ville forstå det. Nej, kun et giver virkelig sejr over disse åndsmagter, og lader menne­sket uberørt deraf, og det er, at intet drager hjertet som ta­len og sangen om Lammet. Vidnesbyrdet giver sejr. Troen giver sejr. Lammet giver sejr. Ikke vor moralske overbevis­ning. Ikke vor bundethed til traditioner. Men Åndens magt til at drage vore hjerter til Lammet. Her står vi over for ånds­magter, vi kun kan frelses fra ved at gå efter Åndens tale. Skriften har kun dette ene at sige til mennesket i denne strid - ikke: »Protester« - ikke: »Kæmp« - men: »Lad jer frelse fra denne vanartede slægt« (Ap. Gern 2,40). Den, som vil noget andet, må gå til grunde med denne slægt. Vi er ikke sat til at forbedre afgrundens åndsmagter eller få dem til at adlyde Kristus, men vi er sat til at skinne som himmellys i en van­artet og forvildet slægt, idet vi fastholder Livets Ord (Fil. 2,15-16). Måtte mange blinde kristne høre disse ord og om­vende sig derefter.
Herre, giv dog igen ordet om det slagtede Lam kraft i din menigheds hjerte. Verdens kræfter er virksomme. Vi kender det, Herre. Mange fordærves allerede deraf.

---