Når vi vil hjælpe Gud at opfylde bønnen

Det har aldrig været Guds mening. Vi skal blot bede. Gud skal klare bønhørelsen og opfyldelsen alene. Han behøver ingen hjælp af os til det. 

Ja, siger nu en eller anden læser, det ved jeg da godt. Å, vær ikke for sikker. 

Det er mærkeligt, hvor den stikker dybt i os denne tankegang, at vi i vor bøn må yde Gud nogen hjælp med at opfylde vor bøn. Om ikke andet, så synes vi dog, at vi må give Gud et godt forslag om, hvorledes han skal bære sig ad. Om vi ikke netop siger det, så tænker vi omtrent noget lignende som dette: »Kære Gud, det er dette, jeg nu beder dig så inderlig om. Jeg ved, at det er vanskeligt, men du kan blot gøre det så­dan og sådan, så klarer du det nok.«

Når jeg har sat sagen på spidsen således, er der nok nogle, som studser og siger: »Nej, sådan tænker dog intet bedende menneske, når han taler med Gud!« Men de, som er vant til at ransage sig selv, de vil vist uden forbehold indrømme, at dette ikke er nogen overdrivelse. Det er just denne tankegang, som gør vor bøn så an­strengende og frembringer en stadig træthed ved bønnen. 

Lad mig tage et eksempel fra det daglige bønsliv. 
Vi beder for to mennesker, at de må blive vakt og omvendt. Den ene er det så let at bede for, den anden er det derimod så tungt at bede for. Hvorfor er det sådan? 

Jo, den ene er både af natur og opdragelse og af ka­rakter således, at vi synes, det er forholdsvis let og ligetil, at et sådant menneske bliver sindsforandret. Alt­så, når vi i bønnens øjeblik ser en udvej for Gud til at opfylde vor bøn, da er det let for os at bede. 
Den anden derimod er både af natur, af opdragelse og karakter sådan, at vi slet ikke kan forestille os, hvor­dan et sådant menneske skulle blive ydmyget, så at han vil bøje sig for Gud i et redeligt opgør og et helhjertet brud med syndelivet og gå ind under Kristi forsmæ­delse i de troendes lille foragtede flok.

Og fordi vi i bønnens øjeblik ikke kan begribe, hvor­ledes Gud kan opfylde vor bøn, er det så tungt for os at bede for dette menneske. Nu ønsker bønnens ånd at vise os, at vi skal se bort fra dette spørgsmål, om opfyldelsen af vor bøn er meget eller lidt vanskelig for Gud. Hvad vi synes eller ikke synes om den ting, har ingen betydning for bønhørelsen og virker hæmmende og skadelig for vor bøn, idet vi spilder vore kræfter på noget, som vi alligevel ikke magter, og som Vorherre derfor aldrig har tænkt sig med os. 

Denne bønnens hemmelighed blev særlig tydelig for mig, da jeg en gang for mange år siden læste den lille yndige beretning om brylluppet i Kana Johs. 2,1-11. 
Til dette bryllup var Jesus, hans moder og hans di­sciple indbudt. Rimeligvis stod denne familie i nært slægtskabs- eller venskabsforhold til Jesu familie. I alt fald ser vi, at værtsfolkene havde indviet Jesu moder i den pinlige situation, som indtrådte, da vinen slap op. 
Jesu moder viser sig så som en rigtig og øvet bøn­nens kvinde.    

For det første går hun den rigtige vej med den nød, hun er blevet indviet i. Hun går til Jesus og fortæller ham det hele. 

For det andet skal vi lægge mærke til, hvad hun siger til Jesus. Blot disse få og enkle ord: »De har ikke mere vin.« Se her, hvad bøn er. At bede er at fortælle Jesus, hvad vi mangler. Og forbøn er at fortælle Jesus, hvad vi ser, at andre mangler. 

For det tredje skal vi lægge mærke til, at hun ikke gjorde mere. Da hun havde fortalt Jesus om sine ven­ners nød, vidste hun, at hun ikke behøvede at gøre noget mere i den anledning. Hun vidste, at hun ikke behøvede at hjælpe ham hverken med forslag eller noget andet. Hun kendte ham og vidste derfor, at nu var denne nød lagt i de rette hænder. Hun kendte ham. »Selv vid­ste han, hvad han ville gøre.« Hun vidste også, at hun ikke behøvede at påvirke ham eller skynde på ham for at få ham til at yde disse ven­ner en håndsrækning. Nej, ingen var så villig til at hjælpe som han! 

For det fjerde skal vi lægge mærke til, at da Jesu moder havde fremført denne sin bøn, så havde hun gjort sin indsats. Da havde hun lagt den sag fra sig over på ham. Hun havde så at sige ikke mere noget ansvar for denne pinlige situation. Nu var ansvaret lagt over på Jesus. Nu var det ham, som måtte finde en udvej til at hjælpe de kære værtsfolk. 

Hun havde jo aldrig før set, at Jesus gjorde vand til vin og tænkte vel derfor ikke på denne udvej. Ja, mon hun i det hele taget ofrede den side af sagen en eneste tanke. Hun kendte ham godt og vidste, at han aldrig kørte fast. Og som regel kom den udvej, han valgte, som en overraskelse. Det var i alt fald noget, som hun intet havde med at gøre, og som hun derfor ikke behøvede at spilde tid og kræfter på.

Ja, i sandhed, her møder vi en, der forstår at bede rigtigt! Vi aner vist alle, hvorledes vor bøn ville blive forandret, om vi havde lært denne side ved bønnens hellige kunst, som Jesu moder var så fortrolig med. 
For de fleste af os er bønnen så tung, fordi vi ikke har lært, at bøn består i at fortælle Jesus, det, som vi eller andre mangler. Vi synes ikke, at vi kan nøjes med det. Vi mener rent instinktivt, at så enkelt kan det at bede ikke være. Derfor går vi ud fra bønnen med mange tunge tanker: »Kan Gud høre min bøn? Vil Gud tage hensyn til min fattige begæring? Og hvordan skal det ske? Det ser jo så umuligt ud.« 

Så går vi i spænding og spejder efter bønhørelsen. Når den ikke kommer, tænker vi: Det er vist noget mere, som skal til, hvis vi skal kunne opnå Guds bøn­hørelse. Hvad dette mere er, står ikke klart forr os. Men netop denne uklarhed fylder os med en indre pinefuld uro, som gør vor bøn så smertelig. Og særlig hvis vi eller vore kære er i stor nød, gælder det for os om at blive bønhørt. 
Dette forandrer sig, når vi ligesom Jesu moder lærer Jesus så godt at kende, at vi føler os trygge ved at få ham fortalt den vanskelighed, som vi befinder os i. Dette kendskab til Jesus er en væsentlig forudsætning for al bøn. Og derfor er det dette, bønnens ånd søger at give os. Hans opgave er jo i det hele taget at forklare og her­liggøre os Jesus. Johs. 16, 14. 

Efterhånden som dette kendskab til Jesus befæstes i vor sjæl, vil vor bøn blive en stille, fortrolig samtale med ham, vor bedste ven, om de ting, som ligger os på hjerte, enten det er vor egen eller de andres nød. Vi vil opleve en underfuld tryghed og ro ved at måtte lægge vore store og små vanskeligheder på hans hjerte, som ikke blot vil vort vel, men også forstår vort vel. 
Men særlig vil der falde ro over vor bøn, når det vir­kelig går op forr os, at vi har fået fjernet det, som hvi­lede på os, når vi har talt med Jesus om sagen. Fra det øjeblik er sagen lagt på ham. Så er det ham, som har ansvaret, om vi tør bruge et, så barnligt udtryk. Og det tør vi! 
Når Guds And har fået lært os denne hemmelighed ved bønnen, da vil vor bøn blive friet fra meget af den bæven og uro, som før fyldte os under bønnen. Også efter bønnen vil vi føle en ny fred. Vi har lagt sagen i Jesu hænder, og ligesom Jesu moder går vi trygge og glade tilbage til vort arbejde.  Han har taget sagen i sine hænder og er nu ved at opfylde vor bøn. 
I stedet for den gamle bæven og uro vil vi nu ofte føle en barnlig nysgerrighed, når vi har lagt en van­skelig sag i Jesu hænder. Vi siger til os selv: Nu skal det blive interessant at se, hvordan han løser denne van­skelighed.

---