Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16
Den eneste frelser, som findes, er Jesus Jesus alene! .,.. Johs. 14,6 ogAp.G. 4,12.
Den eneste frelsesgrund, som holder og bærer i liv, i død og for Guds domstol engang, er Jesu fuldbragte værk - Hans værk alene! - Gal. 3,10-14 og 5,1-4.
Den eneste frelsesvej, som fører frem, er troen på vor Herre Jesus Kristus - troen alene! - Rom. 3,21 ff.
Guds modstander Satan under os ikke at få del i frelsen. Han har svoret os døden og søger af al magt at holde os borte fra Kristus eller at få os skilt fra Ham igen. Han gør, hvad han kan, for at holde os borte fra vejen eller for at få os til at vige af fra den igen, til højre eller,til venstre.
Kristus og Ordet hører uløseligt sammen. Han er selv Ordet. Han er Ordets centrum, indhold og mening. Det er Ham, Gud taler til os om gennem hele Den hellige Skrift. I en bestemt hensigt: at vi skulle komme til troen på Ham og blive frelst.
Ordet er vor eneste kilde til frelsende kendskab til Gud. Ordet er det åbenbaringsmiddel, Herren selv har valgt sig. I Ordet kommer Han os i møde og giver sig til kende for os - taler til os, handler med os og fører os ind i frelsende samfund med sig. Det sker i og gennem Ordet - Ordet alene! - Rom.10,14-17.
Ordet og Ånden hører uløseligt sammen. - Det er så helt ufatteligt og ubegribeligt for os, at Gud er den, Han er. Det er lige så utroligt for os, at det står så galt til med os og alt vort, herunder også alt det, Herren får udrettet i os og gennem os, at Gud aldrig i evighed kan kendes ved og være tilfreds med noget af det, så Han af den grund skulle have velbehag i os og give os del i sin frelse. Ordet om Jesus og Ham som korsfæstet taler til os om, »hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker Ham« (1. Kor. 2,9). Det er så fjernt fra alt, hvad vi finder rimeligt, sandsynligt eller overhovedet muligt, så intet menneske af egen fornuft eller kraft kan tro på vor Herre Jesus eller komme til Ham. Det er Åndens gerning (1. Kor. 2,12-14).
Til det ydre ord, Herren har talt til os gennem sine profeter og apostle i Den hellige Skrift, må komme et indre ord: Helligåndens indre vidnesbyrd, som levendegør Ordet for et menneskes hjerte og samvittighed, så han tager det til sig, gør brug af det og anvender det på sig selv, sit liv og sin færd, sin tjeneste og sine troserfaringer. Da først får et menneske frelsende gavn og glæde af Guds levendegørende og saliggørende ord.
Det er Ånden alene, som levendegør. Han kalder og drager, Han overbeviser og virker anger, omvendelse og tro. Han styrker og opretholder i troen, Han helliggør og udruster med kraft fra det høje. Ordet er det middel, Helligånden bruger, når Han udfører denne sin frelsende gerning med os.
Kristus og Ordet hører uløseligt sammen. Ordet og troen hører uløseligt sammen. Ordet og Anden ligeså.
I sit frelsesråd har Herren knyttet Kristus, Ordet, Ånden og troen uløseligt sammen. Hvad Gud her har sammenføjet, kan vi mennesker bare til vor egen evige ulykke gøre forsøg på at skille ad.
Det er, hvad Satan bestandig forleder os til at forsøge på. Han ved nemlig: får han os skilt fra Ordet, da får Han os skilt fra Kristus; får han os til at tro noget andet end det, Herren har sagt, og som står skrevet, da bedrager vi os selv i denne tro til evig død og undergang. Det samme er tilfældet, om han får os til at slå os til ro med en blot ydre kundskab om, hvad Ordet siger. Tankemæssigt accept og forsandtholden frelser ingen, når hjertet og livet forbliver uberørt deraf.
Troens sande og sunde liv og vækst trues bestandig af to store hovedfarer: sværmeriet og den døde ortodoksi.
Sværmeriet har fulgt Guds folk som en dødelig fristelse og fare gennem alle tider og slægter. Som skyggen, der følger legemet.
Vi finder det omtalt mange gange i både Gammel og Ny Testamente. Således f.eks. i Jer. 14,14: »Profeterne profeterer løgn i mit navn; jeg har ikke sendt dem eller givet dem noget bud eller talt til dem. Løgnesyner og falsk spådom og deres hjertes bedrag er det, de profeterer for jer.«
Det har alle dage været sværrneriets og den falske profetis kendetegn: »Deres eget hjertes syn fremfører de, ikke ord fra Herrens mund«(Jer:23,16).
I Ny Testamente finder vi samme sag omtalt i f.eks. 2.Kor. 11-12, hvor Paulus gør kraftigt op med sin samtids sværrnere. De betragter sig selv som umådelig store »apostle« (11,5 og 12,11) og roser sig af syner og åbenbaringer fra Herren (12,1). De har herigennem søgt at sætte spørgsmålstegn ved Paulus' apostolske myndighed og hans bud- skabs troværdighed. I stedet har de søgt at vinde gehør og indpas for deres egne hjerters tanker syner og meninger. Det stempler Paulus direkte som »en anden Jesus«, »en anden ånd« og »et andet evangelium« (11,4). Imod al denne sværneriske religiøsitet sætter Paulus et eneste: Ordet fra Guds egen mund. Ordet om Jesus og Ham som korsfæstet. Nåden i Kristus er nok og egen magtesløshed er ingen hindring for, at Guds kraft kan komme til og vise sig virksom.Tværtimod (12,9).
Det er sværmeriets kendetegn: Deres eget hjertes syn fremfører de, ikke ord fra Herrens mund. Deres eget hjertes tanker og meninger, deres egne følelser, fornuft, oplevelser og erfaringer stoler de på og holder sig til - ikke Herrens ord. Man stoler med andre ord på sig selv i stedet for på Herren. Når Herrens ord siger ét, vor fornuft og sandsynlighedsberegninger noget andet, så har vi i os en sværmerisk tilbøjelighed til at holde os til det sidste og således forkaste det første. Når Herrens ord siger ét, vore følelser, oplevelser og erfaringr noget andet, mærker vi igen den samme sværmeriske tlbøjelighed i vort svigefulde hjerte. Vi stoler på os selv i stedet for på Herren. Vi holder os til vort eget og lader os bestemme af det - og gør os dermed skyldige i hovmodig selvophøjelse og ringeagt for Herrens ord, ja i forkastelse af Herren selv.
Det er den gamle historie om igen: Først sættes der spørgsmålstegn ved Guds ords troværdighed og myndighed: »Mon Gud virkelig har sagt: .. ?«,
Dernæst sker der en sammenblanding af sandt og falsk. Meget rigtigt og sandt til at begynde med og kun ganske lidt falsk. Så vinder man lettere gehør. Når så først løgnen har vundet indpas, vinder den stadig mere terræn, så ingen til sidst kan skelne klart længere mellem Guds ord og menneskers, Guds tanker og mennesketanker , Guds åbenbaring og menneskehjertets egne syner og påfund.
Endelig sker der så en direkte ombytning af Guds sandhed med løgnen, af sand profeti med falsk profeti, af Guds evangelium med et anderledes evangelium, som ikke er noget evangelium (Rom. 1,21-23; 2.Kor. 11,3-4; Gal. 1,6-9).
Når Jesus advarer os mod de falske profeter, lader Han os samtidig vide, hvorpå vi skal kende dem: af deres frugter (Matt. 7,15 ff). Træet skal kendes på frugten. Det gælder også sværmeriet.
Sværmeriets frugt er kødelighed. Det giver sig udtryk i kødets gerninger. Selvlivet kommer til udfoldelse. Det volder splid i Kristi legeme (Rom. 16,17). Mennesket ophøjer sig selv og sit eget over alt, hvad der hedder Gud og helligdom (2. Thess. 2,4), giver sig til at ære og dyrke skabningen i stedet for Skaberen, ringeagter og forkaster Kristus og udgiver i stedet sig selv for at være Gud. Det er Antikrists væsen. Sværmeriet fører direkte ind i antikristelighed. Hvad ender det med?
Det ender med syndens løn: døden - den evige død.
Hvorfor? - Fordi sværmeriet fører bort fra Ordet og dermed bort fra Kristus og Hans fuldbragte værk. Og der er ikke frelse i noget andet.
Den døde ortodoksi (= rettroenhed) har også fulgt Guds folk som en dødelig fristelse og fare gennem alle tider og slægter. Som skyggen, der følger legemet.
Vi finder denne fare omtalt og skildret mange gange i både Gammel og Ny Testamente. Hos profeten Jeremias f. eks., hvis profetiske budskab er et vældigt opgør med al den udvendige, døde gudsdyrkelse, som mange i folket deltog i, samtidig med, at hjerrterne var fjernt fra Herren, og livet levedes helt efter eget hoved og forgodtbefindende. De havde en i mange henseender rigtig kundskab om Herren i kraft af Hans åbenbaringsord, som var dem skænket og betroet. De praktiserede en i mange henseender »rigtig« tempeltjeneste, og gudstjenesteordning efter Moselovens bud og forskrifter. Men der var ingen sammenhæng mellem gudstjeneste og hverdagsliv. Derfor lyder det også til dem fra Herren gennem profeten: »Stol ikke på den løgnetale: Her er Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel! ... Se, I stoler på løgnetale, som intet båder. Stjæle, slå ihjel, hore, sværge falsk, tænde offerild for Ba'al, holde jer til fremmede guder, som I ikke kender tIl: - og så kommer I og står for mit åsyn i dette hus, som mit navn nævnes over, og siger: »Vi er frelst!« - for at gøre alle disse vederstyggeligheder« (Jer. 7,4 ff.). Det er en falsk fortrøstning og sikkerhed, de lever i. Hvis de ikke vender om fra den, vil Herren uvægerligt komme over dem med tilintetgørende straffedom (Jer. 7;11-15).
I Ny Testamente er der få ting, Jesus advarer os så indtrængende og alvorligt imod som »farisæernes og de skriftkloges surdej - hykleriet«. De er den døde rettroenheds repræsentanter på nytestamentlig grund. Guds ord var dem betroet. De holdt det alt sammen for sandt. De granskede daglig skrifterne, fordi de mente i dem at eje den sande kundskab. Den tog de vældig vare på og vågede nøje over, at ingen veg af fra den. I Rom. 10,2 giver Paulus dem også det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden forståelse. De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger i stedet at opstille deres egen retfærdighed. Det var hvad hele deres stræben gik ud på. Mange af dem »lykkedes« også så godt med det, at de stolede på sig selv, at de var retfærdige for Gud, og ringeagtede de andre (Luk. 18,9).
Det er farisæismens og den døde ortodoksis karakteristiske kendetegn: selvretfærdighed og dømmesyge. Hvad kommer det af? Det skyldes en åndelig blindhed, der er så skæbnesvanger, netop fordi de pågældende selv er uvidende om den. De mener om sig selv, at de er retfærdige for Gud, men er det ikke. De mener om sig selv, at de ser, men gør det ikke. De mener om sig selv, at de lever, og har også ord blandt andre for det, men er dog døde. De mener om sig selv, at netop de har den helt rigtige tro, men de er i virkeligheden vantro og i denne vantro fuldstændig blinde for deres egen virkelige åndelige tilstand og stilling (jvf. Johs.Åb. 3,1 ff. og 14 ff.).
Det er den åndelige blindhed, mæthed og selvtilfredshed, Jesus udtaler sit alvorstunge »ve« over i Matt. 23: »I blinde vejledere, I, som sier myggen af, men sluger kamelen! Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I renser det udvendige af bæger og fad, men det er rov og umættelighed, der har fyldt dem indvendig. Du blinde farisæer! rens først, hvad der er i bægeret, sådan at også det ydre af det kan blive rent. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed. Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er i fulde af hykleri og lovløshed ... I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til helvede?« (v. 24-28 og 33).
Farisæernes skriftkundskab og vilje til skrifttroskab var der intet i vejen med. De var i så henseende uovertrufne, men - med det alt sammen dog fortabte og under Guds vredes dom. Fordi Guds åbenbaringsord i Den hellige Sknft; som de ellers havde et vældigt kendskab til, og som de også flittigt brugte som målestok på andres tro og liv, aldrig gennem anvendelse på deres egne hjerter og skjulte indre først og fremmest havde fået lov at føre dem selv til en sand omvendelse, til genfødelse og nyskabelse og ind i frelsende samfund med Gud.
Det er ortodoksismens, den døde ortodoksis kendetegn. Den døde ortodoksi har det helt rigtige »syn« på Skriften: at den er Guds inspirerede, fuldt troværdige og urokkelige ord, absolut forpligtende for både lære og liv: Men for alvor set sig selv i Skriftens lys og givet Gud ret I Hans dom over os og alt vort, det har man aldrig gjort. Eller hvis man engang har gjort det, så gør man det ikke mere.
Den døde ortodoksi har den helt rigtige kundskab om Gud og Hans hellige vilje, et helt sæt af rigtige meninger om Ham og Hans. De er direkte hentet ud af den hellige Skrift. Den kundskab, de sidder inde med, og de meninger, de har, er »rigtige«. Og dem mestrer man og forføjer over i en sådan grad, at man under udfoldelse af stor skarpsindighed og lærdom kan anvende dem som målestok på hinandens og andres »rettroenhed«. Men Skriftens Herre kender man ikke, og Hans hellige vilje gør man ikke. Den eneste levende og sande Gud er den døde ortodoksis repræsentanter fremmede for. De er uden liv i Gud.
Deres meninger er uangribelige. Deres ydre liv og færd er ulastelig. De er alvorlige, samvittighedsfulde og nidkære i deres »kristendom«. Den er blevet i den grad en »hovedsag« for dem, at hjerterne imens er kommet langt bort fra Herren.
Så lægger man stor nidkærhed for dagen i sin iver for konsekvent og kompromisløs »bibeltroskab« i både lære og liv. Man er i den grad optaget af at tage vare på »den skønne, betroede skat«, så man glemmer, hvad den er givet os til, og hvem vi skulle række den videre til. Af angst for at miste den går man hen og gør med den som manden med den ene talent: graver den ned! - og glemmer at evangelisere og missionere.
Man våger nøje over »de gamles overlevering« og er hård i sin dom over de mindste afvigelser derfra. Men uden kærlighedens smerte og lidelse, uden hjertenød for de vildfarne, uden virkelig hyrdeomsorg for dem. Hvorfor? Fordi ens eget hjerte er af sten, ubodfærdigt og hårdt.
Hvad er det? - Det er kundskab uden kendskab, form uden indhold, kristendom uden Kristus.
Hvad fører det til? - Det fører til kødets gerninger: selvlivets udfoldelse, og - såfremt man forhærder sig deri og ikke vender om derfra - til sidst til syndens løn: døden - den evige død.
Hvorfor? - Fordi det ikke er vor kundskab og vore aldrig så rigtige meninger om Kristus og livet i Ham og med Ham, der frelser os, men alene Kristus selv! I hjerternes hjælpeløse afhængighed af Ham og i det frelsende personlige samfund med Ham selv, bliver hans kærlighed en tvingende og drivende magt i vore egne hjerter og liv, så det ikke længere er os, der lever (selvlivet der kommer tIl udfoldelse), men Kristus, der lever og virker i os. Fører vor ortodoksi os ikke ind i dette frelsens samfund med Kristus - ja, da er ortodoksien død og vi uden liv i Gud. Må Herren se i nåde til os og vogte vore hjerter, så Han får lov at bevare os for eller - hvis vi allerede er hildet deri - fri os ud af ortodoksismens frygtelige selvbedrag.
I modsætning til både sværmeri og død ortodoksi taler Bibelen også om noget helt tredje: den sunde lære. Den tegner for os vejen mellem de to grøfter. Den advarer os i lige måde mod at vige af fra vejen til højre som mod at vige af fra den til venstre. Er vi kommet ind på et sidespor, så kalder den os tilbage. Er vi havnet i grøften, den på højre eller den på venstre side, så lader den os aldrig blive liggende der. Falder vi i søvn undervejs, så vækker den os og hjælper os videre frem. I den sunde lære er det Herren selv, som i Ordet og ved Ånden er nærværende hos os, i os og blandt os og udfører sin frelsende gerning med os: kalder og drager, vogter og værner, løfter og bærer os som en hyrde sit får, som en far sit barn - hele vejen hjem!
Hvad kendetegner den sunde lære, og hvad fører den til?
- Den kendetegnes ved og fører selv til: Kærlighed til Jesus (Johs. 21,15-19 og 1. Kor. 13). - Kærlighed til brødrene (1. Johs. 3,14-17). - Omsorg for de andre, såvel for deres evige frelse som for deres timelige nød og behov (2. Kor. 5,14-15 og Rom. 9,1-3). - Kærlighed til det, Gud elsker, afsky for og forsagelse af alt det, Gud hader. Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen (Rom. 6,1 ff. og Efes. 4,1-6,20).
Sværmeri og død ortodoksi kendetegnes ved og fører til overbevisning om egen fuldkommenhed og tilstrækkelighed.
Den sunde lære derimod kendetegnes ved og fører altid på ny til sand erkendelse af og overbevisning om egen utilstrækkelighed og ufuldkommenhed (FiL. 3,7-16). Den skaber Kristus-behov og driver ind i Kristus-påkaldeIse og Kristus-afhængighed. Den virker Kristus-tillid og Kristus-glæde, Kistus-vidnesbyrd, lovprisning, tilbedelse og tak.
(Fra "Vejen mellem afvejene" af N.O.Vigilius Dansk Bibel-Institut 1981 - Shafan 22-11-10)
Bibeltekster er hentet fra
den autoriserede oversættelse,