Evangeliet

Det første og vigtigste, vi skal lægge mærke til, når Gud i Skriften taler om evangeliet, er, at Gud da taler om noget ganske andet end un­der loven. Medens han under loven talte om os , og hvordan vi skulle handle og være for at leve for ham, så taler han i evangeliet om sin Søn. 

Klart siger apostelen Paulus det i sin indled­ning til Romerbrevet, hvor han så at sige præ­senterer det evangelium, som Gud har kaldt ham til at være apostel for. Her siger han: »Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udkåret til at forkynde Guds evangelium .... , evangeliet om hans Søn ... « ( Rom.1,1-3)

Mange lever i en frygtelig uklarhed angående evangeliet. For det første er det manges tanke, at evangeliet er det, som står fortalt i de fire evangelier. Dette er en misforståelse. I de fire evangelier forkyndes også loven. Jesus selv gjorde meget ud af lovens forkyndelse, simpelthen fordi den er så nødvendig for det menneske, som skal møde den levende Gud og få del i hans frelse. 
Nej, evangeliet findes overalt i Skriften - ikke blot i NT, men også i GT, hvad Paulus for­øvrigt hentyder til her i Romerbrevets første kapitel, hvor han siger, at Gud har forjættet det ved sine profeter i hellige skrifter (Rom.1,2), ligesom vi kan tænke på Jesu ord, at skrifterne handler om ham ( Johs.5,39) - ja, vi kunne nævne en næsten ubegrænset række af vidnesbyrd i NT om, at Gud har talt evan­geliet om sin Søn fra 1. Mosebog og gennem alle Skrifterne.( Luk.24,25-48) Evangeliet fra Gud kendes således ikke på, hvor i Skriften det står, men på sit indhold. Taler Gud om sin Søn, taler han evangelium, hvor i Skriften det så end står. 

En anden ting, vi skal lægge mærke til, er, at det ikke i Bibelen kaldes »evangelium«, fordi det er mildt og godt efter menneskelig målestok. Mange tænker f.eks. således, at evangeliet taler om kærlighed. Dertil må vi sige: »Nej, det gør loven, og ikke evangeliet«. Evangelium er det kun hos Gud, når der tales om hans Søn - også hvor det er den strenghed, som følger med evan­geliet, som forkyndes. Man kan bare tænke på Jesu ord: 
»Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, men ... «( Joh.3,19),   eller Paulus' ord i Romerbrevets 9. kapitel: 
»De (Israel) stødte an mod anstødsstenen (= evangeliet)« Rom. 9,32 . 

Her er Guds Søn blevet til dom. Men det er en del af evangeliet om Guds Søn. Når det er Guds evangelium, som prædikes, prædikes der altså om en ting: Guds Søn, Jesus. Men dermed er ikke alt klart. Endnu har vi ikke fået påvist Guds evangelium så nøje, at ikke også Satan kunne få sine tjenere til at sige det samme. 

Vi vil derfor se, at når Gud taler evangelium, taler han om Korset. Den apostel, som Gud ud­valgte til at forkynde sit evangelium, kalder ligefrem evangeliet for »ordet om Korset« ( 1.Kor.1,17-18) og kan til menigheden i Galatien beskrive sin forkyn­dergerning med disse ord:

 » ... I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje  som korsfæstet«( Gal.3,1). 
At prædike evangelium fra Gud er at male Jesu frelsesværk på korset for øjnene af mennes­ker. Ingen prædiker evangelium fra Gud ved blot at prædike om Guds kærlighed og nåde og barmhjertighed, ja, ingen prædiker evangelium fra Gud bare ved at prædike syndernes forla­delse og Guds nådegave. Guds evangelium præ­diker alt dette som en følge af det værk, som Kristus, Guds Søn, udførte på Golgatas kors. Og først i troen på HAM - ikke: i troen på Guds nåde, Guds barmhjertighed, syndernes forladelse eller lign. - har vi nåde hos Gud, syndernes for­ladelse og evigt liv. Derfor er det ham, som skal prædikes, at synderen kan omvende sig til ham og få, hvad Gud har lovet i evangeliet.

Dette kunne mange af kirkens prædikanter have brug for at betænke. Men ak, den lede Satan, selv dette kan han sende sine tjenere ud at prædike. Selv dette hel­lige skammer han sig ikke ved at bruge i sit falske evangelium. 
Vi må i hvert fald nævne to ting mere, før han er slået af marken. Det ene er, at medens Gud gennem loven kræ­vede af os, så taler evangeliet udelukkende om, hvad Gud giver. Hør et par eksempler: 

    »Således elskede Gud verden, at han gav ... « Johs.3,16 Og
    »Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror«. Rom.10,4    Og Johannes' ord i hans første brev: 
    »Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn«. 1.Joh.5,11  Og endelig en røst fra GT, profeten Esajas: 
    » ... vi fik lægdom ved hans sår«. Es. 53,5

Gud forkynder altså evangeliet om Jesu kors for at vise os, hvad han har givet os i sin Søn, ­et udtryk som går igen atter og atter i NT: i Kristus Jesus. 

Og det andet, vi ikke kan undvære at nævne, er Guds hensigt med sit evangelium - spørgsmålet: »Hvad vil Gud med syndere, når han prædiker sit evangelium om Kristus?« 

Her står vi sikkert over for det allermest af­gørende spørgsmål - det, som endeligt skiller Guds evangelium fra Satans efterligning. Det er, som Luther engang har sagt, først når en synder skal have gavn af evangeliet, at sandheden kom­mer frem: om det, som prædikes, er fra Gud eller Satan, om den Kristus, som prædikes, virkelig er Guds Søn, eller Satans Antikrist. 

Hvad er Guds mål da med evangeliet? 
Det er TROEN - og intet andet. 

Medens Gud i loven krævede at se dig øve ret­færdighed, så ønsker Gud kun et med sit evan­gelium: at synderens hjerte skal gribe om Jesus og tage imod alt, hvad Gud har givet ham af nåde i sin Søn - og det er ikke så helt lidt. Gud har allerede sagt, at det er alt. ( Rom.8,32) 
Et vidunderligt udtryk for den tro, som Gud vil skabe i vore hjerter ved evangeliet, har vi i det vidnesbyrd, Paulus aflægger i Galaterbrevet: 
»Det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors«( Gal.6,14). 

Dette vidnesbyrd, som troen her aflægger, får rigtigt sin værdi, når man betænker baggrunden for det. Denne menighed var under »falske brødres« påvirkning ført bort fra Kristus, som apos­telen udtrykker det, ved at de igen var begyndt at regne det for betydningsfuldt, som de hand­lede og var, - altså igen begyndte at regne det for betydningsfuldt, som loven talte om. ( Gal.2,4 og 5,4)

Det er her overfor, at Paulus siger: »Det skal I vide, galatere, at hvad I end vil rose jer af, så vil jeg for min del ikke rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors«. 
Ja, Paulus kan et sted tale om, at han regner alt andet for skarn og tab i sammenligning med det, Gud har forkyndt ham i evangeliet, at han findes i Kristus og ved troen har del i retfærdigheden fra Gud ( Fil.3,7-9)

Kun en gerning vil den tro vide af, som Gud vækker ved evangeliet: gerningen ude på korset. I den er alle de gerninger gjort, som kan gøre et menneske uden gerninger retfærdigt for Gud.  Det er dette ved troen, som gør den velbehagelig for Gud: at den alene ærer, hvad Gud selv har gjort og givet ( Rom.4,5-8 og 20), som Paulus understreger det i Efeserbrevet: 
» ... til lov og pris for sin nådes herlighed, som han skænkede os i Den Elskede«. ( Ef.1,6, 12,14) 

Men, hvad ligger der nu i, at Gud gør et menneske retfærdigt ved troen? Dette er et uhyre vigtigt spørgsmål at blive klar over, om vi ikke før eller senere skal blive ført bort fra Guds evangelium. 
Mange taler om det på lovens plan, som om evangeliet gør os til det, som loven ikke kunne gøre os til. Således lærer Romerkirken, at et menneske gennem nåden, som alene fås ved tro­en, gøres retfærdigt derved, at det formes af Guds kærlighed. Retfærdigheden er således den ved nåden skabte kærlighed i hjertet.

Hermed er evangeliet ikke mere noget evan­gelium, men, som Luther siger, en ny lov. Man har gjort Kristus til en Moses. Og på linie med Rom lå sværmerne på Luthers tid - og mange sværmere og sekter i vor tid. Alle taler de i hvert deres sprog om det, som Gud gør os til. 
Hvad siger nu Skriften? 
Den slår det uendeligt klart fast, at det liv, som Gud har givet os, er i hans Søn. Og det er i den grad i hans Søn, at Paulus kan sige:
»Jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også I åben­bares sammen med ham i herlighed« ( Kol.3,3-4). 

Og hvornår den åbenbarelse finder sted, frem­går af følgende ord: »Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i himlen, og derfra venter vi også Herren Jesus Kris­tus som frelser, og han skal forvandle vort for­nedreiseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt« ( Fil.3,20). 

Det liv, den retfærdighed, vi får i Kristus, er altså ikke en retfærdighed, som bliver åbenbar hos os, før ved Herrens store komme til sidst. Derfor siger Skriften da også tydeligt, at den retfærdighed, som er vor ved troen på Jesus, er en tilregnet retfærdighed. Når evangeliets store apostel, Paulus, i Romerbrevets fjerde kapitel skal beskrive troens retfærdighed, anvender han da også ordet »tilregnet« ikke mindre end 11 gange. Men lad os bare citere en par vers fra dette vigtige kapitel: 

»Anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham regnes hans tro til retfærdighed. Således priser også David (NB: fra GT) det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: »Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synd er skjult, salig den mand, som Herren ikke tilregner synd«. ( Rom.4,5-8)

Derfor kendes troen ikke på nogen anden frugt end, at den griber om ordet om Jesus, fatter tillid til det, roser sig af det, og ingen mangel kender, sålænge den fatter om Jesus, Guds Søn, som er givet hen for os, som Luther siger i sin fortolkning af Galaterbrevet: 
»Vi regner også med en retfærdighed i hjertet, men det er ikke kærligheden, som papisterne me­ner (papisterne = pavekirken), men troen, dog således, at hjertet ikke fæster øjnene på eller gri­ber om noget andet end Frelseren Kristus«.

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline