Vor tids gudsforståelse

Jeg ønsker ikke at give en teoretisk beskrivelse af alle de mange guds­opfattelser, der gør sig gældende i dag. Vi skal i stedet for se på visse tendenser, som gør sig gældende i menneskers gudsopfattelse. Ten­denser med en stor praktisk konsekvens, som har en betydning for mange områder af vort liv og øver indflydelse på os.

I den virkelighedsforståelse, som bestemmer de fleste menneskers liv i dag, er der kun ringe plads til Bibelens Gud. Han spiller ingen rolle for de fleste i vor verden. Deres opfattelse er, at Gud hverken taler eller handler. Det gælder både den materielle gudsforståelse, hvor mennesker sætter deres lid til timelige ting, og det gælder den reli­giøse gudsforståelse. Nyreligiøse mennesker siger jo, at de 'tror på gud'! Og nogle siger det endog meget præcist: Jeg tror på gud, for jeg tror på mig selv! Men den gud, som er inde i os, er lige så harmløs, som vi selv er. Hvem foruroliges over ham! 

Det er ikke noget nyt, at Gud tilsidesættes. Men vi lever i en genera­tion, som langt på vej bevidst har taget afstand fra Bibelens Gud. I vort folk har vi brudt med en sandhed om Gud, som vi har haft. En sådan undertrykkelse af sandheden får altid alvorlige konsekvenser. ( Rom.1,18 ff). Når den sande tro på og erkendelse af Gud kastes over bord, er der ingenting, som virkelig kan modstå syndighedens ødelæggende kræfter. Vi overgives til synden. Det er det store dilemma for os i en efter-kristen tid. 

Gudserstatning 

Hvad er så trådt i stedet? Det er troen på vor egen fornuft, den stoler vi på. Derved sættes noget andet på den plads, der tilkommer Gud. Vi sætter os selv der og dyrker og tjener skabningen frem for Skaberen! I spørgsmålet om, hvad der er sandhed, er det fornuften, der er målestok. Hvad jeg oplever som sandt og rigtigt for mig, det er sandt. Eti­ske spørgsmål debatteres, og det er jo godt nok, men hvad der her er rigtigt eller forkert, afgøres ikke ud fra en overordnet norm, som f.eks. Guds vilje og Guds bud! Nej, det afgøres subjektivt af det enkelte menneske. Målestokken er, om det fungerer og virker, eller hvad vi synes er hensigtsmæssigt og godt. Mennesket er blevet sin egen her­re og sin egen gud. Vi betragter dette som et stort fremskridt! 

Et andet træk i tendensen er, at vi accepterer ingen autoritet ved siden af os selv! Det betyder, at hvis Gud er der, så må han være der på vore vilkår. Det store hoveddogme om Gud er for de fleste i dag, at han er kærlighed og alene det. Det er altid godt at møde Gud. Han forkaster ingen, ingen går fortabt, alle bliver frelst, uanset hvordan de er, og hvad de tror! Det gode budskab til os alle er, at Gud altid accepterer os, som vi er. Hvad skal vi ellers med ham, om han ikke er der på vore betingelser og imødekommer vore ønsker! 

På en mærkelig måde er Gud blevet kammeratlig. Han er blevet vor ligemand. Vi har skabt ham i vort billede, for vi er i centrum, og Gud er blevet vor 'stik-i-rend-dreng'! En Gud, der gør, hvad vi ønsker, og som vi kan tage frem, når vi har brug for ham, ellers har det ingen interesse, så har han bare at blande sig udenom! Det bliver ikke altid sagt højt, men holdningen er der! 
Hvad skal vi sige her? Jo, den Gud, vi tænker sådan om, eksisterer ikke! Han eksisterer nemlig kun i vor egen indbildning, og er lige så betydningsløs som de afguder, der med stor kunst og snilde er blevet formet i træ eller kostbare metaller. Det er og bliver en menneskeskabt gud, der har øjne, men ikke kan se, har ører, men ikke kan høre, har hænder, men intet kan gøre! 

Når kristne taber deres gudserkendelse 

Vi lever i en tid, hvor vi er genstand for en enorm mediepåvirkning. Vi møder et hav af informationer, et bombardement af indtryk. I dag siges der, at i vort moderne kommunikationssamfund er den store kunst den, at vi evner at få sorteret alt det fra, vi ikke skal bruge. 
Som kristne er vi kaldet til at leve i Guds ord og af Guds ord:

,,- som nyfødte børn hige efter ordest rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, så sandt I har smagt, at Herren er god." 1.Pet. 2,2-3. 

Guds ord er levende og fuldt af virkning, ja evangeliet er en Guds kraft til frelse. Derfor er det livsvigtigt, at vi med et åbent sind tager Guds ord til os og handler efter det. Da lever vi i det kraftfelt, hvor vi bliver genstand for Guds frelse. 
Modsætningen, som vi ikke så sjældent møder i dag, er mennesker, der bekender sig som kristne, men stort set aldrig læser i deres Bibel eller har brug for at høre Guds ord forkyndt. Vi glæder os over enhver, der bekender sig som kristen, og skal ikke sætte os til doms over det. Alligevel er der grund til at spørge: Hvad sker der, når der ingen higen er efter Guds ord? 

Der sker det, at væksten i deres Guds- og sandhedserkendelse vil stagnere. Troens liv vil komme til at mangle næring, og langsomt, men sikkert vil andre tanker om, hvad der er rimeligt, og hvad vi kan tro og acceptere, overtage styringen! På den måde udhules manges gudsforståelse. Lidt efter lidt bliver den erstattet og fyldt med et nyt, mere tidssvarende og hensigtsmæssigt indhold. Det gælder især i forholdet til synd, etik og moral. Disse farer er reelle. De er blevet en snare for mange blandt Guds folk. 

Død tro 

Sjælefjenden er listig, og han lægger snaren netop der, hvor vi mindst kan mærke faren. Jeg tænker på det, som i Bibelen kaldes "en død tro". En tro, som ikke er levende, har nogle teorier, men den fører ikke ind i et liv med Gud. Vi møder dem, der siger: "Jeg kender det hele, for jeg har hørt om Jesus fra barnsben derhjemme, i søndagsskolen, til juniormøder og i den kristne ungdomsforening. Jeg har det hele her­oppe (i forstanden), men ingenting hernede (i hjertet)!"

Sådanne ord viser en stor indre nød! Adskillige af dem havner meget let i en foragt for kristenlæren, den har jo ikke ført dem til liv! Hvis ikke de vender ryggen til alt, hvad det har med kristendom at gøre, vil deres næste skridt let blive sværmeriet, fordi mennesker dér bliver "forløst" ved noget andet end evangeliet. Forløst ved noget, de selv præsterer! Djævelen er en tusindkunstner i at forføre! 

Vi må tage de mennesker med en død tro alvorligt. Hvor er det, det kikser og kortslutter for dem? Det er i gudserkendelsen. Den døde tro har langt mere med manglende gudserkendelse at gøre, end vi tror. Den har at gøre med en falsk gudserkendelse og en forkert tilegnelse af Guds ord. 

Sand eller klippegrund

Jesus viser det på en uhyre enkel og klargørende måde i bjergprædi­kenen. I slutlignelsen fortæller han os om de to husbyggere, den klo­ge og tåben. ( Mt. 7,24-27). Den kloge, der bygger sit hus på klippe­grund. Det er "enhver, som hører disse ord og handler efter dem". Den, der gør det, tager imod alt Guds ord uden at sortere noget fra!
Den derimod, som kun tager imod så meget af Guds ord, som han synes rimeligt, har en død tro! Han er som tåben, der bygger på sand, han hører uden at handle efter det, han hører! 

Det, vi står over for her, er en meget udbredt måde at høre på. Jeg sor­terer i Guds ord, og så tager jeg det, jeg synes om. Der er også en anden og lige så udbredt måde, hvorved vi undgår det radikale møde med Jesu ord. Det er, når vi enten afsvækker eller ophæver de kræ­vende ord med tilgiveisens nådeord. Den døde tro handler ikke efter Jesu ord. Den er i sit væsen slet ikke nogen tro. Den er det modsatte: ulydighed! Derfor går det så galt for dem på dommens dag! 

Levende tro

Den levende tro tager Jesu ord til sig, når han kræver, at vi skal elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os, ja være fuldkomne som Gud er det! Når vi tager sådanne ord til os, da knuses vi af dem, de bliver os til dom. Vi holder ikke mål. Ad den vej kommer vi til at gøre erfaring af Gud, vi får i mødet med Gud en erfaring, vi aldrig havde drømt om. Da skabes der et sådant frelsesbehov, at vi kaster os ind på den Gud, som netop har knust os! For et sådant menneske bliver Kri­stus en frelsesklippe. Alene i ham finder hjertet trøst, hvile og håb! Det er ikke let at tro det, men alligevel tages også hans frifindelsesord til hjerte. For den levende tro tager imod alt Guds ord og handler efter det! Vi smager det frigørende og forløsende. Da bliver Gud for alvor Gud for os.

Læg mærke til, hvad der blev Peters erfaring, da han ved Genezaret Sø får sin tvivl udfordret af Jesus. Han møder en helt overvældende fiskefangst ved at handle på Jesu ord. Da ser han for alvor sig selv som en syndig mand! ( Luk. 5,8). 

Bibelsk gudserkendelse 

På baggrund af det, der er sagt om den falske gudserkendelse, vil vi nu spørge efter den sande og bibelske. 

Vi vil fremdrage enkelte træk. Måske er det rigtigere at kalde dem glimt. Vi har før været inde på, at Bibelens Guds-åbenbaring er sand, tilstrækkelig og fuldkommen. Men den gives os i glimt, og vi erken­der glimtvis og stykkevis. Salmedigteren Peter Dass har indfanget et væsentlig glimt i sangstroferne:

Gud åbenbarer sig i sit navn 

I Guds navn har vi en vigtig kilde til gudserkendelse. Skriften bruger mange navne om Gud. I dem afslører Gud sig selv og sit væsen for os. Han kaldes: Den Hellige, den Almægtige, Klippen, Hyrden m.fl. Vi lærer meget om Gud ved at studere disse åbenbaringsglimt i hans navne. Men et af navnene står i en særstilling. Det er navnet, navnet over alle navne, Den Eneste, Ene, Sande Guds navn! Vi kender ikke udtalen af dette navn, fordi kun halvdelen af det er bevaret, nemlig konsonanterne, J H V H. (I 1931-oversættelsen gengivet med HER­REN, i 1992-udgaven med Herren).

Herren har selv tolket dette navn, da Moses spørger ham om, hvad han skal sige til israelitterne, når de spørger ham om Guds navn: "Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer." 2. Mos. 3,14. 

Guds navn, J H V H, forklares med ordene JEG ER, det er Guds navn. Hvad der ligger gemt i dette er ikke let at se til bunds i eller finde ord for, om det i det hele taget er muligt! Det er på samme tid noget såre enkelt og tilgængeligt og noget dybt hemmeligt og utilgængeligt. Det er noget guddommeligt og skjult og på samme tid noget meget talen­de og afslørende. 

Navnet JEG ER afslører, at dette JEG er den egentlige og altid værende, Han, som var og altid har været. Han, som er, det vil sige evig nutid. Og Han, som vedbliver at være. Ingen andre kan bruge et sådant navn om sig selv. Men på Ham, som er fra evighed til evighed, som er uden begyndelse og uden afslutning, passer det! Alt andet er skabt. Om det skabte kan vi sige, det har engang ikke været og det skal engang forgå og ophøre med at være. Men den Gud, der bærer nav­net JEG ER, kommer altid til at være. Han er ikke begrænset af tid og sted. Han er i absolut forstand den evige, den uforanderlige, den uen­delige og uden grænser i sin magt, viden og kunnen!

Gud åbenbarer sig i dette navn som en personlig Gud. Han siger Jeg om sig selv, og han er en Gud med personlighed, der lever, handler, sty­rer og bærer alle ting. Mange i dag forestiller sig Gud som en del af det skabte og et med det skabte, som en urgrund eller et livsprincip. Nej, Gud er forskellig fra det skabte, et Jeg fuld af liv, før det skabte. Han er alt livs kilde og ophavsmand. Derfor også alle tings retmæssi­ge ejer og Herre! Kun en sådan Gud kan sige til hvert menneske: "Du skal elske mig af hele dit hjerte!" 5. Mos. 6,5. 

Ved Guds navn er der endnu noget, som er helt uforklarligt: Han vil selv være der, hvor hans navn nævnes og er. ( 2. Mos. 20,24, 4. Mos. 6,22-­27 og 1. Kong. 8,29). Sådanne egenskaber har ingen af os, men sådan er Gud! Hvor bliver det rigt at påkalde Guds navn og samles i hans navn, for der vil han selv være! Længere væk er han ikke. 

Glimt fra en missionsprædiken 

I Ap.G. 17 er der fortalt om Paulus's besøg i Athen. Der finder han et alter med indskriften "For en ukendt gud". Det giver ham anledning til at holde den berømte Areopagos-tale. (Ap.G. 17,22-31). Det er tankevækkende at lægge mærke til, hvor stor lighed der er mellem det, der blev afsløret for Moses ved den brændende tornebusk, og det, der siges her. Samme Gud møder os begge steder. 

Han taler om den ene Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer. Han er alt og alles ophav, og som sådan er han Herre over både himmel og jord. Hans herrevælde er uden grænser. Det er ikke sådan, at han eksisterer på vore vilkår, så han kan rummes i et tempel og afgrænses til det. Han er heller ikke afhængig af menneskers tjeneste, som afguderne i athenernes templer. Tværtimod, så er det ham, der giver alle liv, ånde og alle ting. Det er os, der er afhængige af ham. Hvert eneste sekund, vi lever, er vi afhængige af, at han opholder os. 

Paulus føjer noget vidunderligt til. Denne Gud er ikke langt borte. Han ønsker, at vi skal finde ham. Derfor taler han til os og sender os sit budskab og befaler, at alle alle vegne skal omvende sig. 
Helt centralt både i Guds frelse og den kommende dom står Jesus Kri­stus. Gennem ham har Gud åbenbaret sig på en helt enestående måde. Derfor er det først og fremmest gennem ham, vi lærer Gud at kende. Og indholdet af dette kendskab er det evige liv! (Joh.17,3). Dette helt centrale kommer vi tilbage til. 

Mine øjne har set kongen, Hærskarers Herre 

Hvor stor en betydning den personlige gudserkendelse har for at kunne tjene Gud og bruges af ham, får vi et nok så stort glimt af i Es. 6. 

Profeten Esajas ser Herren. Han møder Gud og Guds kald. Meget tyder på, at det ikke er hans første kaldelse, men snarere et fornyet kald. Esajas var profet i en mørk tid, i en åndelig forfaldstid. De første kapitler i Esajas's bog afslører dette. 

Ydre set var der adskilligt at glæde sig over på hans tid, men bag det hele lå det indre forfald. På samme måde kan vi også i dag opleve det positivt med stor deltagelse til møder, gode kollekter og unge, der stiller deres liv til rådighed for Gud. Men hvordan ser Gud på vor halv­hjertethed eller en ydre aktivitet, der dækker over et liv i synd?
Når en vågen Herrens tjenerner ser det, så er det nærliggende at hæve sig selv op og blive dømmende og hård. Det var profetens fristelse. Men sker det, da er et menneske ikke mere skikket til at gå bud for Herren. Da trænger han til at se Herren og være for hans ansigt, der hvor vi lærer os selv og ham at kende påny. Det er det, der sker med Esajas. 

Det skete i kong Uzzijas dødsår. Han var kun 16 år, da han blev kon­ge i Juda, den 10. i rækken af Judas konger, og én af de stærkeste i Juda-rigets tid. Han var konge i lang tid, i 52 år. På mange måder var han en god konge. "Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne!" (2. Krøn.26,4), og i v. 5 tilføjes noget meget tankevækkende: "Så læn­ge Zekarja levede, som havde lært ham gudsfrygt, søgte han Gud, og så længe han søgte Herren, lod Gud ham have lykken med sig." Det betød ganske meget for de krige, hans soldater var involveret i, og for landets velstand. Men der kommer et alvorligt 'men' i kong Uzzijas liv. 

"Men da han havde fået magt, blev han så hovmodig, at det førte til for­dærv. Han blev troløs mod Herren sin Gud og gik ind i Herrens tempel for at bringe røgelsesofre på røgelsesofferalteret!" 2.Krøn. 26,16. 

Præsten Azarja forsøger at stoppe kongen, men han vil derind og kommer derind. Men da han så står foran alteret, springer spe­dalskhed frem på hans pande, og "Kong Uzzija var spedalsk indtil sin dødsdag. Han levede tilbagetrukket i sit hus som spedalsk, men han var udelukket fra Herrens tempel. Hans søn Jotam herskede som hofchef over folket." ( 2. Krøn. 26, 21). 

Indtil sin dødsdag gik denne konge som en levende prædiken om Gud og Guds hellighed. Gad vide, hvor mange der forstod den. 
Men i kongens dødsår, da hans døde krop svøbt i ligklæder fyldte kisten, da så Esajas Herren. Han så den levende, uforkrænkelige, uforgængelige og evige Gud. Han så ham i hans ophøjede herre­vælde. Hvilken kontrast! Og han så ind i en helligdom med en trone og et slæb. Han så englenes gudsljeneste og hørte deres tilbedelses­råb:

"Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!" Es. 6,3. 

Da oplevede profeten en ny kontrast. I kontrasten mellem den him­melske helligdom og den, han kendte fra tempelhelligdommen i Jeru­salem, så han sit eget liv, sit legemes tempel, han så, hvad det skulle være for Herren. Da råber han: 

"Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærska­rers Herre." Es. 6,5. 

Når et menneske møder den sande og levende Gud, ser det sin egent­lige nød, synden. Når det sker, da bliver synden konkret. Profeten taler om "urene læber" og tænker på mundens mange synder. Mun­dens store ord, sårende ord, bagtalende ord og usande ord afslører vort hjertes fordærv. Da står et menneske ind for Gud og indser: "det er ude med mig!" Profeten tager imod sandhedens dom, og derved bliver han selv af sandhed! 

Det underlige er, at derved bliver han også i stand til virkelig at høre et helt andet ord. En af de højtstående engle, kaldet en seraf, tager et stykke gloende kul fra alteret og lader det røre Esajas' mund. Alteret er udtryk for offerstedet, hvor soningen af synd tilvejebringes. Det er kraftkilden bag det, der nu tilsiges Esajas: 
"Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet." Es. 6,7. 

Kun på denne måde kan en synder møde Gud og bestå! Og kun på denne grund, på forsoningens og tilgivelsens grund kan et menneske gå bud for Herren og tjene ham. 

Sådan var det dengang - sådan er det i dag!

Det underlige er, at når den rette gudserkendelse indtager et menne­skes hjerte, da vendes der op og ned også på vort forhold til os selv og de mennesker, vi lever iblandt.

(Uddrag fra kap.5," Gudfrygten og Gudserkendelsen" i "Frygt Gud" af Karl Riis - Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1999 - Shafan 23-02-11)

---