Bekymring

Frank Jacobsen - "Til tro på Jesus"

15. søndag efter trinitatis Matt 6,24-34.

Bekymringer er en af troens farligste fjender. Der er få ting, som i den grad kan frarøve os troens glæde, som bekymringerne. Den kan berøve os troens fred. Ja, den kan endog gøre alt angående vor evige frelse og salighed til noget næsten ligegyldigt for os, fordi bekymringerne tager hele vort sinds opmærksomhed. Og når vi prøver at lægge det i Guds hænder, angribes vi af den tvivl, om det overhovedet nytter - om Gud kan og vil føre os ud af det, som bekymrer os. For hvordan skal det lade sig gøre? Men samtidig er bekymringerne en prøvens tid, som kan betyde en vækst og styrkelse i troen.

Det er dette dilemma, Jesus berører, når han siger, at ingen kan tjene to herrer. Enten vil han hade den ene - dvs. tage totalt afstand fra den ene - og i stedet elske - dvs. holde sig til den anden - eller elske den ene og ringeagte den anden. Altså: Enten vil han tage afstand fra bekymringernes herredømme og i stedet holde sig til troens herredømme, eller også vil han holde sig til bekymringerne med deres mange realistiske og jordnære problemer og i stedet ringeagte, hvad troen måtte have at sige. Det er valget.

Bekymringer undgår intet menneske, enten det tror eller ikke tror. De hører livet til. Når Jesus siger til sine disciple: »Vær ikke bekymrede for jeres liv,« så er det helt tydeligt, fordi han ved, at de kender sådanne bekymringer. Og når Jesus siger om alt det, vi kan bekymre os for, at »jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette,« så siger det os jo med al tydelighed, at Gud selv »bekymrer sig« for, at vi får disse livsnødvendige ting som mad og drikke, klæder og liv.

Jo, bekymringerne er tæt knyttet til vort jordiske liv. Spørgsmålet er kun: Skal de være herre i vort liv? For da går det ud over troen og troens liv.

Det er dette spørgsmål, Jesus tager op i dag. Først ved at pege på det unyttige i at bekymre sig. De har en Gud, der sørger for dem, som han sørger for himlens fugle. Og hvad kan de udrette med deres bekymringer? De kan ikke forlænge livet med blot en dag. Og frem for alt: De er for Gud mere værd end både himlens fugle og markens liljer, som Gud dog sørger så omsorgsfuldt for. Nej, bekymringerne er i bund og grund overﬂødige.

Det andet, han peger på, er, hvad de skal gøre ved deres bekymringer: »Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift,« siger han. Dette afslører en særdeles vigtigt forskel på bekymringerne og troen. Bekymringerne angår altid dette synlige liv på jorden. Og det er dette synlige, som påvirker troen. Vi har svært ved at tro Guds omsorg og vilje til at hjælpe os der, hvor bekymringerne lægger sig tungt over vort sind og alle vore tanker. Det synlige tager troens fred og troens glæde fra os. Den synlige verden med alle dens problemer fører os bort fra den Gud, som har en faders omsorg for os.

Det er dette synlige og håndgribelige, Jesus vil vende os fra med de ord: »Søg først Guds rige!« For hvor skal vi søge og ﬁnde Guds rige (dvs. Guds herredømme og regering)? Det er der kun ét svar på: ikke i de jordiske begivenheder, men i Ordet. Det er dér og dér alene, vi ser Gud, som han er - også over for os. Dér skal jeg søge, om jeg vil se hans omsorg og magt og underfulde førelse af dem, som er hans folk.

Og først og fremmest leder dette ord mig ind i lyset af den himmelske retfærdighed, han har iklædt dem, som i troen holder sig nær til Jesus. Inde i det lys bliver det malet for mine øjne af Helligånden selv, at jeg for Gud hører en fredens og velsignelsens tidsalder til - en evig fredsspagt, som omslutter hele mit liv. Da kender min tro: Er Gud med mig, hvad kan da være imod mig (Rom 8,31)?

Nej, ikke livets begivenheder skal give mig indtryk af Gud og hans omsorg for mig. Det skal Ordet alene. Med dette lys af Gud og den retfærdighed, vi har i troen, følger et nyt lys over livet og de mange ting, vi så tit bekymrer os over.

Paulus siger det sådan i Rom 5, at »da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi for det første fred med Gud ved vor Herre, Jesus Kristus.« Det vil sige: Vi er som retfærdige ved troen løst fra alle tanker om vrede og dom fra Gud. Og det betyder blandt andet, siger han, at vi kan »rose os af vore trængsler, fordi trængslen virker udholdenhed og udholdenheden fasthed og fastheden håb.« Trængslerne er ikke mere kun mørke skyer på vor livshimmel. De er i lyset af den stilling, vi ifølge Ordet har hos Gud, en tid hvor troen kan øve sig i at give sig over til Herren og den velsignelse, som trængslen rummer, så det fører til håb.

Jesus siger noget af det samme, når han tilføjer: ». .. så skal alt det andet gives jer i tílgift.« Det vil sige: Alt bliver en gave, som lægges til livet. Og så peger han på markens liljer som et forbillede på at leve med alt som gaver, der lægges til livet. Og to ting vil vi lægge mærke til ved dem: Hvor de end vokser, har de en pragt, som end ikke Salomo i al sin rigdom kunne ligne sig med. Liljen udfolder sig, som det er givet den af Gud, om den så står plantet i en mødding. Den tænker ikke på, hvor den står. Den udfolder blot den pragt, som Gud har givet den. Og heller ikke tænker den: »Blot jeg var noget andet - blot jeg var en rose - eller kornblomst - blot ikke en lilje.« Nej, det den er, det lever den som.

Sådan er vort liv med alt, hvad det rummer - en lilje for Himlen. Og Gud vil se dig leve, som du er, uanset hvilken slags liv, du er plantet til at leve i.

Slå selv efter i Ordet og se: Alt i dit liv er en tilgift til den retfærdighed, du har ved tro på Jesus, din genløser. Det er virkeligheden, du lever i som retfærdig ved troen: »Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage.«
Amen.

(Prædiken til 15. søndag efter trinitatis af Frank Jacobsen - "Til tro på Jesus - Prædikener til første tekstrækker" - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening 2012 - Shafan 25-09-17)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet