»Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.« Åb. 2,4.

Dette siges til og om en meget fremragende kristen og den menighed, han er leder for.

Jesus siger til ham: »Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt.«

Hvad ville vi i dag sige om dem, der får en sådan anerkendelse af Jesus? Kan der være noget galt med dem?

I virkeligheden var alt galt, og de var på vej bort fra Herren og trængte til omvendelse. De havde forladt deres første kærlighed.

Vi spørger i reglen: Hvad er den første kærlighed? Men vi burde hellere spørge, hvem den første kærlighed er. En persons kærlighed kan egentlig kun være en anden person.

En kristens første kærlighed er Jesus selv! Det er ham, vort hjerte bliver rettet imod, når vi som hjælpeløse og fattige syndere får lov at modtage frelsen.

Midt i al sin kristendom og tjeneste for Herren havde menigheden i Efesus forladt Herren. De var faldet fra ham. Derfor lyder det: »Kom derfor i hu, hvorfra du er faldetl«

Det kan dreje sig om en person, men også om noget andet. Man kan blive så optaget af sin kristelige virksomhed, at man glemmer Herren og ikke længere har sit hjerte rettet mod ham.

Derfor skal vi for Guds ansigt spørge os selv: Hvem er dit hjerte rettet imod? Er Jesus vigtigere for mig end alt det, jeg skal gøre for ham?

(Andagt af Øivind Andersen - "Ved Kilden" - Dansk Luthersk Forlag 1978 - Shafan 30-06-22))