«Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.« . (Rom 5,1)
Hør nu her - du, som med den ærligste vilje søger og søger: Vist er det udmærket, ja, vigtigere og nødvendigere end alt andet i verden, at du tager det så alvorligt med din kristendom, som du gør. At du ofte og andægtigt beder, flittigt hører og læser Guds ord, kæmper alvorligt mod det onde og higer efter det, som er godt. Men - du har endda ikke fred med Gud! Du mangler vished om hans nåde, og bæven og uro fylder dit sind.Det er heller ikke uden grund, at det er således. Thi med al denne fromhed kan du dog risikere at gå evig fortabt. Skal du bestå for den helligeGud og komme frelst gennem dommens ildprøve, kræves der noget langt højere. Alle frommes fromhed og alle helliges hellighed slår ikke til. Det siger da også din samvittighed dig. Der kræves intet mindre end det, apostelen nævnte: at være retfærdiggjort af tro og have fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Der kræves at du med fuld overbevisning kan sige: Kristus er død for mig, for mig - og derpå trodser jeg. Ikke jeg, men Kristus er hellig og fuldkommen. Kristus har opfyldt loven og lidt den død, der var syndens løn, Det skete for mig, det strækker til for alle mine synder det er nok, evigt nok - det hviler jeg i.
At du endnu ikke har fået fred, skyldes således, at du har villet blive refærdig og salig i dit eget navn. Men havde det været muligt, så var Kristus død til ingen nytte. Du kender ikke af erfaring den rette tro. Thi tro og tro er to vidt forskellige ting. Bibelens lære om Kristus som soning for synd kender du nok, og måske har du ment, at når blot du holdt dette for sandt, du da havde troen. Men inderst inde har du tænkt: Ja, i Kristi fortjeneste mangler der intet. Det er hos mig, det er galt. Det er hos mig, der må ske en forandring. Og så har du gået der med øjnene rettet mod dig selv i stedet for at fæste dem på Kristus. Hvordan skulle du da kunne få fred? Hvordan skulle da din tro kunne være den rette?
Vel er det sandt, at Kristi forsoning er fuldkommen, og at hele fejlen ligger hos dig. Men du forstod ikke, at denne fejl er så alvorlig, at hvor meget du end arbejder på dig selv, kan du dog aldrig ad den vej få den rettet. Den eneste måde, hvorpå det kan ske, er, at du opgiver arbejdet på at forbedre dig selv som fuldstændig håbløst og søger din frelse i Kristus alene.
Når du ikke fandt fred, så var fejlen den, at du troede, at alt hos dig skulle bringes i orden først. Du forstod hverken, hvor håbløst et foretagende dette var, eller at alt er gjort færdigt i Kristus. Nok har du følt dig som en stor synder, men dog aldrig som en, der var redningsløst fortabt. Og nok har du troet, at der for store syndere var frelse at finde i Kristus, men dog ikke for syndere, der har det som du. Eller - hvis du tror, at han frelser svndere som dig, så har du endnu ikke personligt tilegnet dig frelsen. Du har ladet dig nøje uden den trøst, der ligger i visheden om at være et Guds barn. Imens har du ventet på, at det skulle blive bedre med dig ad følelsens vej at få bud om, at nåden var din.
Disse er de almindeligste årsager til, at søgende sjæle ikke får fred. Så er der endvidere dem, som sidder endnu mere fast i kødelig sikkerhed. Der er så meget andet, der er vigtigere for dem, end det at få del i Guds nåde. De har afguder og skødesynder, som de ikke vil skille sig ved. Og da er det kun godt at de ikke får fred.
Vil du eje Guds fred, bliver det således på følgende betingelser:
Intet må være dig mere magtpåliggende end at få del i Guds nåde.
Alle egne anstrengelser må opgives som frugtesløse. Du må, så
fortabt og uværdig du er, søge frelse i Kristus alene.
Visheden om Guds nåde må ikke søges i følelsen. Guds svar på din bøn må søges der, hvor Gud giver det, nemlig i ordet.
Er det blot kommet så vidt med en søgende sjæl, at der er intet, han hellere vil, end at tro ordet - han synes blot ikke, han kan - så er troen allerede tændt i hans hjerte. Og da kan det aldrig fejle, at han jo skal nå frem til fuld vished og virkelig fred. Det skal Gud nok sørge for. »Da han klynger sig til mig,« siger Herren, »frier jeg ham ud, jeg bjerger ham, thi han kender mit navn; kalder han på mig, svarer jeg ham.» Sl. 91,14.
Nu vil måske nogen rejse det spørgsmål: »Kan virkelig et menneske vide bestemt, at det er et Guds barn? Kan og bør en sådan vished overhovedet søges?«
Det er som regel de ubodfærdige - mennesker, der endnu trives bedst i mørke og uvished - der sætter spørgsmålstegn ved dette for derved at skabe sig en undskyldning. Men hvad siger Skriften? »På grund af tro fik jo de gamle godt vidnesbyrd ~ vidnesbyrd om, at de havde Guds velbehag.« Hebr. 11. »Ånden selv - den samme ånd, i hvilken vi råber: Abba, fader! - vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.« Rom. 8,16. »Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv. - I skal vide, at I har evigt liv, I, som tror på Guds Søns navn,« Den derimod, »som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner.« 1. Johs. 5,10,13.
Mærk dig dette sidste! Når Herren udtrykkelig siger: Den, som tørster, skal komme, den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt, den, som tror, har et evigt liv; er hans synder end røde som blod, skal de blive hvide som sne o.s.v. - og jeg dog altid er uvis om mine synders forladelse, hvad er det så andet end at gøre Gud til en løgner? Da kunne jeg lige så godt sige: Jeg ved ikke, om man kan regne med det, Herren siger. Jeg er ikke sikker på, at man helt ud kan stole på Gud. - Og det ville jo lyde kønt i en kristens mund!
»Derfor skal vi,« siger Luther, »fra dag til dag stræbe efter at komme fri af tvivlen og nå frem til vished. Vi skal beflitte os på med rod og samt at oprykke den skadeligste vildfarelse, hvormed verden nogen sinde er blevet forført - den nemlig, at det ikke skulle være muligt for et menneske at vide, om det står i eller uden for nåden.
I sandhed - den, som lader sig nøje uden vished om, at skatten er hans, sætter den ikke særlig højt! Noget andet er, at denne vished må søges i ordet og ikke i følelsen.
Som allerede sagt består en kristens fred og vished ikke deri, at han betragter sig selv som særlig from eller er ovenud tilfreds med sig selv. Nej, tværtimod - ingen finder mere synd hos sig selv end en virkelig levende kristen. Det, han regner med og roser sig af, er, at det netop er for syndere, Kristus er død, og at han er retfærdiggjort af tro, d.v.s. af nåde.
På dette grundlag burde vi jo med rette eje en uafbrudt og urokkelig fred. Thi Gud forligte i Kristus verden med sig selv. Verden - ikke blot de troende. Da ved jeg, at også de gudløses synder er i Kristi blod slettet ud. jeg ved, at det dybest set er på grund af deres vantro og ikke for deres synders skyld, de vantro går fortabt. Hvordan skulle jeg da vove at undlade at tro? Jeg er da i alle tilfælde en del af »verden»«. Jeg er da i alle tilfælde forligt med Gud, købt fri ved hans søns død, hvordan jeg så er - den trøst skal djævelen ikke få lov at tage fra mig.
(Afsnit fra C.O.Rosenius SAMLEDE SKRIFTER IV BIND - Luthersk Missionsforenings Forlag - 1952 - Shafan 30-03-22)