Den tílstand af tvivl og indre usíkkerhed, hvormed du så ofte er gået både til din bøn og fra din bøn, den har du kaldt vantro. Men det beror på en begrebsforvirring, som desværre er meget almindelig, men derfor lige skadelig for bønslivet.

Vantro er noget helt andet end tvívl. Vantro er en beskaffenhed ved víljen og består i, at et menneske ikke vil tro, dvs. íkke vil se sin nød, ikke vil indrømme sin hjælpeløhed, ikke vil gå til Jesus, ikke víl tale redeligt. og: fortroligt med ham om sin synd og sin nød.

Tvivlen derimod er en lidelse, en smerte, en svækkelse, som til sine tider lægger sig over troen. Vi kan derfor godt kalde den trosnød, troslídelse, trossmerte, trostrængsel.

Denne trossygdom kan være mere eller mindre smertelig og være mere eller mindre langvarig som al anden sygdom. Men får vi den at se som en lidelse, der lægges på os, da mister den sin ængstende og forvírrende brod.

Al lidelse, som lægges på os, skal tjene os til gode. Således også denne troslidelse. Den er altså ikke farlig, sådan som vi let vil føle den. Den er ikke farlig hverken for vor tro eller for vor bøn. Den tjener jo nemlig til at gøre os hjælpeløse. Og som vi ovenfor har set, er hjælpeløsheden bønnens bærende sjælstilstand og drivende kraft. Intet fremmer derfor vort bønsliv som denne oplevelse af vor hjælpeløshed.

Disse sidste tanker synes imidlertid at komme í strid med de ovenfor citerede skriftudsagn. Disse udtalte jo kategorisk, at den, som beder med tvivl kan ikke vente nogen bønhørelse.

Men disse ord må ikke ríves løs fra deres sammenhæng. Vi må sammenholde dem med andre ord i Skriften om denne sag. Og her må da nævnes den karakterístiske lille beretning i Mark,9,14-29. Mens Jesus og de tolv disciple oplevede forklarelsen paa bjerget, havde en mand bragt sin besatte dreng til de øvrige disciple; men de kunne ikke uddrive den onde ånd. Da Jesus kom, skynder faderen sig at bringe drengen til ham.

På Jesu spørgsmål fortæller faderen så, hvor længe drengen har haft denne sygdom og hvor frygteligt han har lidt derunder, og han tilføjer så i sin nød: »Hvis .du formår!, så forbarm dig over os og hjælp osl« Til dette svarede Jesus: »Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror« Manden forstod det alvorlige i Jesu ord og udbrød i sin nød: »Jeg tror, hjælp min vantro!«

Her har vi et typisk eksempel på den tvivlende tro. Tvivlen går her, som den i reglen plejer at gå, i to retninger: dels gælder den Gud, dels gælder den troen. Manden siger akkurat, som han føler det: »Hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Helt sikker på, at Jesus kan hjæipe, er han altså ikke. Da Jesus nu møder denne tvivl med det skarpe ord om troen: »Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror«, falder manden ganske sammen. Han erkender sandheden i Jesu ord, men han erkender også sin svigtende tro. I dette øjeblik står alt på spil for ham. Og så ved han intet andet råd end at sige akkurat, hvordan der kæmpes i hans hjerte mellem tro og tvivl »Jeg tror, hjælp min vantro!«

Lad os lægge mærke til det karakteristiske, at han bruger udtrykket: vantro. Sådan er det altid med den redelige tro, den bedømmer sig selv strengt og ubarmhjertigt.

Men læg så mærke til, hvordan Jesus bedømte denne hans tvívlende, usikre og skælvende tilstand. I Jesu øjne var det tro. Det fremgår jo deraf, at Jesus helbredte drengen. Thi havde denne tvivl hos faderen virkeiíg været vantro, så havde Jesus ikke kunnet udføre helbredelsen. Særlig klart udtales denne tanke i Mark. 6, 5-6. »Og han kunne ikke gøre nogen undergerning der; ... og han undrede sig over deres vantro.«

Se nu her, hvor svag, usikker og tvivlende troen kan være. Se her, hvor den i bønnens øjeblik fælder dommen over sig selv som vantro. Og dog er troen der.

Ja, der er tro nok til, at Jesus kan gøre en af sine aller kraftigste gerninger. Disciplene havde jo prøvet at udføre denne helbredelse, men havde ikke formået det.

Og hvad er grunden til, at en så svag, usíkker og tvivlende tro kan blive bønhørt og hjulpet? Jo, den havde troens levende art. Den gik til Jesus og klagede al sin nød der. Ja, den klagede også sin tros nød ved at fortælle Jesus, hvor troen var fuld af tvivl.

Det indblik, ví nu har fået i bønnens og troens væsen, vil uden tvivl gøre vort bønsliv både enklere og lettere.

For det første bliver det os klart, at bønhørelsen ikke er afhængíg af vore følelser eller tanker før, under og efter bønnen. Eksernplet med den ulykkelige fader í Mark.9 víser os dette så tydeligt. Hans følelser var vist under nulpunktet både før, under og efter bønnen. Det hele så jo så fortvivlet ud. Disciplene havde prøvet at helbrede, men ikke magtet det. Så kom Jesus. Men han sagde det strenge ord om troen.. Og da den stakkels mand i sin nød havde råbt de nævnte ord: »Jeg tror, hjælp min vantro,« ja, mon han da ikke følte det hele som lukket til?

Og hans tanker var vel næppe mere opløftende end hans følelser. Noget af, hvad han tænkte, får vi at høre: »Hvis du formår noget« - Han var ikke sikker på, at Jesus ville klare det bedre end disciplene. Og da han så forstod af Jesu ord., at det også kom an på ham selv, på hans tro, da blev det endnu mere fortvivlende. Han følte det, som om han i sit sind svingede mellem tro og vantro.

Se, dette er noget for os, vi, som ofte har det præcist sådan, når vi beder. Vi svinger mellem tvivl og tro. Vi er ikke sikre på, om vi beder rigtígt, om vi beder om noget efter Guds vilje. Og selv om vi føler os vis på, at det, vi beder om, er efter Guds viljle, så er der ofte så lídt hjertelag og alvor i vor bøn, at vi af den grund tvivler på bønhørelsen, ja, vi kan næsten føle det som en spot imod Gud at bede med et sådant sind.

Da er det godt at vide, at vi har tro nok, når ví går til Jesus med vor nød og lægger den frem for ham. Og er der nogen tvivl og liden tro i vort hjerte, så kan vi gøre som manden, der kom til Jesus. Vi kan begynde med at fortælle ham om vor tvivl og svage tro. Da bliver det både enklere og tryggere at bede.

Så behøver jeg ikke at stramme rnig op og få mig selv til at tro eller prøve at få tvivlen ud af hjertet. Begge dele er jo lige frugtesløse. Men nu går det op for mig, at jeg kan komme til Jesus i en hvilken som helst sag, hvor vanskelig den end er, og jeg behøver ikke at lade mig skræmme af min tvivl og min ringe tro, men blot fortælle Jesus, hvor svag min tro er. Da har jeg lukket Jesus ind i min nød. Og så tager han fat og opfylder min bøn.

(Afsnit fra kapitlet "Bønnens væsen" i "fra BØMMENS verden" af O. HALLESBY - LOHSE 1967  -   Shafan 04-05-22)