Advent: at Jesus kommer til vore hjerter!
Det er adventstid. Adventstidens budskab kan sammenfattes i treklangen: Jesus kom, Jesus kommer nu, og Jesus kommer igen!
    Det første led handler om julen, og det sidste om Jesu genkomst. Det midterste led, handler om Jesu indtog i vore hjerter ved troen og Åndens gerning.
    Vi mindes ofte om, at der er en indre sammenhæng mellem jul og påske, og med god grund. Jesus kom til jorden for at dø. Det var hele hensigten med, at Gud blev menneske. Det skete for vor frelses skyld.
    Men der er faktisk også en nær sammenhæng mellem jul og pinse. Den frelser, som kom til jorden i julen, han drager ind i hjerterne til tro og frelsesvished i pinsen.
    Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange af vore adventssange der fremholder dette perspektiv. De er båret af bønnen om, at Jesus, som kom til vores frelse i julen, også vil komme til os nu og skabe tro på hans frelse i vore hjerter:

”Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig! Ja, ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se!” (G.Weissel)

”Hvorledes skal jeg møde Og favne dig, min skat? Du skønne morgenrøde Mod al min jammers nat! Min Jesus sig hvorledes mit arme hjerte skal opsmykkes og beredes dig til en brudesal!” (Poul Gerhardt)

”Vær velkommen du min fred, Dig ske tak i evighed! Drag, o Jesus ind til mig, Vejen selv du bane dig!” Med din trøst min sjæl opfyld for min frygts og armods skyld, at i troen idelig jeg må hænge fast ved dig.” (Heinrich Held)

    Den bøn, som bærer disse adventssange, er i grunden en bøn om, at Gud vil lade sin Ånd gøre den gerning hos os, som tog sin begyndelse pinsedag. I adventstiden vender vi os til Gud i bønnen om, at vi må erfare hans Ånds gerning i vore hjerter – til tro på Jesus og vished om frelse ved ham.
    I denne artikel skal vi se nærmere på dette perspektiv.

Gud kommer til vore hjerter!

    Der er afsnit i Bibelen, som kan få det til at svimle for en i ærefrygt og undren. Det sker ikke, hvis man læser let og hurtigt hen over dem, men hvis man et øjeblik standser op og grunder over deres indhold. Et af disse ord er Galaterne 4,6: ”Fordi I er børn, har Gud sendt sin søns Ånd i vore hjerter...”
    Vi undrer os med god grund i julen over, at den evige, hellige og højt ophøjede Gud bliver menneske og tager bolig i blandt os. Det er et ubegribeligt under, som vi må møde i undren, tilbedelse og tak. Men er det et mindre under, at Gud ved sin Ånd tager bolig i vore hjerter? Det er svært at forestille sig et mere uværdigt sted for Gud at tage bolig end i vore snuskede, fordærvede og forvendte hjerter. Men det gør han.
    Det citerede vers nævner kun Guds Ånd, men Gud er treenig. Han er Fader, Søn og Helligånd. Hvor den ene person i Gud er, der er også de to andre, for Gud er én. At det er den treenige Gud, der tager bolig i vore hjerter, fremgår af Jesu forudsigelser om Talsmanden: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh.14,23 ).
    Gud bor i vore hjerter ved troen! Det er en bibelsk sandhed, hvis indhold vi aldrig vil kunne fatte, og hvis dybde vi aldrig vil kunne lodde. Men vi må tage den til os som en mægtig og herlig bekræftelse af evangeliet om Jesu frelse.
    Jesu frelsergerning, der begyndte julenat og fuldendtes påskemorgen, har skabt fred mellem ham og os. Den synd, som skilte, er sonet og fjernet, og derfor kan Gud allerede nu komme og tage bolig i vore hjerter. Fjendskabet er væk! Vi er forenede med Gud - nu!

Som kristne mærker vi stadig synden i os. Når vi ser indad, finder vi kulde, overfladiskhed, verdslighed og åndelig ligegyldighed, og det kan anfægte os. Men Guds ord står ved magt. Gud kommer til vore hjerter som et herligt og stærkt vidnesbyrd om, at selvom synden er der, så skiller den os ikke længere fra ham!

Åndens gerning

    Det er pinsens store gave, at Gud selv kommer til os og tager bolig i os. Det var det, som skete for disciplene pinsedag og for dem, som de vidnede for. Men det skete ikke ud af den blå luft. Det skete ved evangeliet om Jesus.
    Det skelsættende ved pinsen var med Grundtvigs ord, at der faldt ’lys over nådestolen’. Helligånden kom og kastede lys ind over hele Jesu frelsergerning, så det blev klart for disciplene, at de ved Jesu død og opstandelse havde fred med Gud. Jesus blev åbenbaret for dem, som deres frelser, forsoner og fred med Gud. Før pinsedag så de det kun glimtvis og dunkelt. Men ved Ånden gerning blev - som Paulus formulerer det - sløret over Skriften fjernet, så lyset fra evangeliet om Jesus kunne stråle klart ind i menneskers hjerter til tro og vished (2.Kor.3,14-4,6 ). Herved blev Jesus troet og modtaget – i hjerterne. Det skete ved Åndens gerning. Han førte Jesus ind i hjerterne ved åbenbare ham som menneskers herlige frelser. Og netop det var det helt centrale i hans gerning. Som Jesus selv forudsagde det: ”Han skal herliggøre mig!” (Joh.16,14 ).
    Hvor Ånden taler og virker, bliver Jesus stor for hjerterne til fred, frihed og frelsesvished. Det er på dette grundlag, Paulus kan sige, at ’hvor Herrens ånd er, dér er der frihed” (2.Kor.4,17 ).
    Som Ånden virkede i den første pinse, virker han også i dag. Han herliggør Jesus for vore hjerter, så vi finder trøst og hvile i ham alene. ”Du kommer Jesus til mig ind, og så er solen tændt!” (N.P.Madsen). Enhver som har gjort denne erfaring, har oplevet Åndens gerning i hjertet.
    Ånden gør sin gerning ved evangeliet om Jesus. Ved dette ord rettes vor opmærksomhed bort fra os selv mod Jesus og hans frelsergerning for os. Vi ser, at vi har fred med Gud og barnekår hos ham ved Jesus alene, og Ånden gør det levende og stærkt for vore hjerter, at vi ved Jesus må kalde Gud for far! Med Paulus´ord: ”...fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!” (Gal.4,6 ).
    Det er ikke altid, vi mærker Åndens indre vidnesbyrd om Jesu frelse lige stærkt. Den følbare frelsesvished kan veksle. Luther taler sågar om, at evangeliets sande frihed og glæde er en ’sjælden gæst’ i hjertet. Det er trøstende at læse for en, der oplever det på samme måde. Vi er forskellige som kristne, og vores trosliv ytrer sig på forskellig vis. En svag frelsesvished behøver ikke at være udtryk for et svagt trosliv. Det afgørende er ikke, hvordan vi oplever frelsesvisheden, men hvad vi bygger den på. Guds Ånds grundlæggende gerning i vore hjerter er at nedbryde vor tro på alle falske frelsegrunde hos os selv og minde os om Jesus som vores eneste, urokkelige og evige frelsesgrund.
     ”Mig til frelse jeg intet ved, uden dig Guds lam!” (Jonas Pettersen) Det er den tro og bekendelse, Ånden skaber i hjertet. Den kan leve i hjertet, også når den følbare frelsesvished er væk! Den kristnes sande og blivende kendetegn er, med Søren Kirkegaards ord, dette ene: At behøve Jesus!

Årsager til svigtende frelsesvished

    Samtidig må det siges, at en svigtende trosvished og frelsesglæde, kan have sin årsag i konkrete misforhold i vores eget åndelige liv. Det er afgørende at være vågen over for dette. Vi står i en stadig fare for at svækkes i troen, føres på afveje og falde fra.
    I adventstiden synger og beder vi om en ny erfaring af, at Jesus kommer til vore hjerter med sin trøst og fred. Men skal sangen og bønnen være ærlig, må vi være villige til at ransage os selv, om vi selv står i vejen for Åndens gerning. Vi skal se på to mulige årsager til svigtende erfaring af evangeliets trøst og glæde.
   
    1) Der kan for det første være tale om, at vi trodser Gud ved at leve i strid med hans vilje. Vi ved, hvad Gud vil, men vi går vores egen vej. Vi danner vore egne meninger og holdninger i modstrid med Guds klare ord. Eller vi vælger en livsførsel, som er uforenelig med Guds bud og formaninger – og vil ikke omvende os. I sådan en situation er det umuligt at få sand vished om frelse. Ånden vil ikke tillade det! Og det er i virkeligheden en overordentlig trøstende side af Åndens gerning. Når han bor i vore hjerter, vil han gøre os urolige, når vi trodser Gud. Han vil ikke lade os gå ud ad frafaldets vej, uden at han råber os op.
    I sit første brev skriver Johannes om, at den åndelige salvelse vi har fået ved troen, er et værn imod vildfarelse fra troen, for indefra ved vi, hvad der er sandt (1.Joh.2,26-27 ). Det er på dette grundlag, Johannes kan skrive, at den, som er født af Gud ikke kan synde (1.joh.3,9 ). En kristen kan ikke med ro i sind og hjerte fremture i synd. Når en kristen falder i synd, så falder han med Rosenius’ ord ’som i ild og vand’. Det er et fremmed element for ham. Han kan ikke trives i det. Han må ud af det. Det minder Ånden ham om! Først når synden er bekendt for Gud, kan den troende ånde frit igen og have en indre vished om, at han er Guds barn ved Jesus!
    Øivind Andersen påpeger, at det er denne sag, Paulus taler om i Rom.8,16 : ”Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.” Når vi bevæger os ud i syndens zone, taler Guds Ånd til vor egen ånd i samvittigheden og minder os om, at vi er på vej væk fra Gud. Ånden giver os uro og ufred, og det er godt! For han vil redde os tilbage i barnekåret hos Gud, og der går ingen anden vej tilbage end omvendelsens vej!
    Med Øivind Andersens ord: ”Du kan bede, læse i Bibelen, kæmpe, være med i arbejdet, og hvad der i øvrigt hører med til en kristens liv. Det nytter intet, du ved alligevel, at du står Gud imod. Men fra det øjeblik, du opgiver din modstand mod Gud og uden betingelser bøjer dig for sandheden, sådan som han ved sin Ånd viser dig den, får du en indre vished for, at du har overgivet dig til Gud...Han venter ikke, at du skal løse dig selv fra det, der binder dig, men kun, at du erkender sandheden sådan, som den er. Han tager imod dig og hjælper dig.” På grundlag af det ærlige opgør med Gud, vidner vor egen ånd sammen med Guds Ånd om, at vi er Guds børn for Jesu skyld.

    2) Svigtende frelsesvished kan også have sin årsag i forsømmelse af det middel, som Ånden taler igennem: evangeliet om Jesus. Det er ved dette middel, Ånden vender vores blik bort fra os selv mod Jesus til tro, fred og vished!
    ”Det, som du har din opmærksomhed rettet mod, det får magten over dig!” Sådan lyder ét af de vigtigste grundprincipper for det åndelige liv. Det ligger i vores kødelige natur at bedømme vores tilstand som kristne ud fra det, vi ser og erfarer hos os selv. I samme grad, vi gør det, ender vi enten i mismod eller hovmod, og i begge tilfælde ledes vi bort fra den trosglæde og vished, der er grundet på Jesus alene.
    Ånden vil det modsatte: Han vil vende vores blik fra os selv mod Kristus og vise os, at vi for hans skyld må komme til Gud, som vi er, og at vi i kraft af hans frelsergerning alene bliver modtaget af Gud som hans elskede børn. I samme grad vi ser dette, knyttes vi til Jesus i tro, glæde og lovsang!
    ”Hvornår hører man jer nu prise jer salige?” Det var Paulus´ spørgsmål til galaterne, som det blev gengivet i den tidligere danske oversættelse af Gal.4,15 . Galaterne havde mødt evangeliet gennem Paulus, og det havde skabt en overstrømmende glæde hos dem. Ånden havde vendt deres blik væk fra dem selv mod Jesus og frelsens rigdom i ham, og det havde skabt tro, frimodighed og frelsesvished i hjerterne.
    Men så var der kommet andre forkyndere, som havde betonet, at Jesus var en frelser for dem, som på visse bestemte områder opfyldte Guds lov. Det var en forkyndelse, som den gamle, kødelige natur var meget lydhør overfor. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag. Det virker så umiddelbart rigtigt ifølge vores naturlige tænkning, at noget må være i orden hos os selv, før vi kan komme til Jesus og blive frelst. Vi forestiller os ikke, at vi skal være fuldkomne, men visse minimumsbetingelser må være opfyldt. Om det er trosglæde, et godt bønsliv, helhjertet tjeneste, evangelisation eller noget helt femte er egentlig ganske underordnet. Den grundlæggende virkning er den samme. Blikket flyttes fra Jesus og vendes mod os selv. Vi prøver og vurderer os selv, for at se, om vi i tilstrækkelig høj grad klarer kravene. Og hvad enten vi ender i mismod eller i hovmod, mister vi den tro, glæde og vished, som grunder sig på Jesus alene. Derfor har vi også i dag brug for at høre Paulus’ vækkerråb:
    ”Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. Dette ene vil jeg vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed?” (Gal.3,1-3 ).
    Husk tilbage! Hvordan fik du først troen og Ånden? Hvad var grunden til, at du engang kunne prise dig salig og være vis på din frelse? Hvad var grundlaget for, at du af et helt hjerte og med dyb glæde kunne synge med på ’Salige vished”? Var det ikke af én eneste årsag: Fordi du havde hørt evangeliet om Jesu frelsergerning for dig? Var det ikke, fordi du vidste dette ene: Jesus er min!”

Åndens vidnesbyrd om Jesus

    Hvad er det, Ånden siger om Jesus? Jesus sammenfatter det selv i en af sine forudsigelser om Talsmanden: ”Når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom” (Joh.16,8 ).
    Ved første øjekast virker det ikke just som trøstende og trosstyrkende ord: synd, retfærdighed og dom. Men det er det i højeste grad, når vi ser nærmere på, hvad Ånden siger om disse ord.

”Om synd: at de ikke tror på mig” (Joh.16,10a ).

    Helligånden overbeviser om mange synder. Som nævnt vækker han os og gør os urolige, når vi bevæger os ud i syndens zone. Og på hjerteplanet vil han livet igennem afsløre stadigt mere af syndens fordærv. Hvor Ånden kommer ind, der kommer lyset ind, og der afsløres synden. At blive fyldt af Guds Ånd er en ydmygende erfaring. ”Åndens fylde opleves som syndens fylde”, siger Ole Hallesby. Men når Ånden gør denne gerning, har han et velsignet godt mål for øje: Han vil drive os til Jesus i en stadigt fornyet og uddybet glæde over frelsen i ham. Herved holdes troen levende. For hvad vil det sige at tro? De gamle gav et godt svar: At tro er at komme til Jesus med sin synd! Det er dette Ånden holder levende hos os. Enhver synd, som vi bringer til Jesus, er tilgivet. Men dermed bliver det også klart, at der i sidste ende kun er én synd, der kan fordømme os: At vi ikke vil komme til Jesus - at vi ikke vil tro på ham! Det er dette, Ånden først og sidst vil lære os om synd: at vi ikke må blive borte fra Jesus! Han vil råbe det i vore hjerter: Kom med synden til Jesus! Da tror du, og da er du under det blod, der renser dig for al synd! (1.Joh.1,7 )

”Om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere” (Joh 16,10b)

    Helligånden har meget at sige os om retfærdighed. Det er Ånden, der taler i loven og minder os om alt det vi skal gøre og være og sige og mene rigtigt. Men endemålet med loven er ikke, at vi skal blive retfærdige ved at opfylde loven. Endemålet er, at vi skal se sandhedens om os selv som fortabte, fordærvede og grundlæggende uforbederlige syndere over for Gud. Loven vil stille os strafskyldige over for Guds domstol med lukket mund (Rom.3,19 ). For først når vores mund er lukket og vi ikke har mere at sige til vores forsvar, er vi i stand til at høre, hvad Ånden har at sige om en helt anden retfærdighed, en retfærdighed uden for os selv – den fuldkomne og frelsende retfærdighed i Jesus. Det er denne retfærdighed, Ånden vil vende vores opmærksomhed imod. Denne retfærdighed har Jesus vundet til enhver synder på denne jord! Lige så sandt det er, at alle mennesker blev syndere og udstødt af paradis ved Adams fald. Lige så sandt er det, at alle mennesker har adgang ind til Guds himmel og det nye paradis ved Jesu lydighed mod loven: ”Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved ét menneskes lydighed” (Rom.5,18-19 ). Vi synger det, og det er sandt: ’Én er for alle retfærdig og ren!’ Ved Jesu retfærdighed er der adgang ind i Guds himmel for hver eneste synder på denne jord. Denne retfærdighed ser vi ikke. Men det er heller ikke så vigtigt. Det afgørende er, at Gud ser den! Og det gør han: ”Ja, min retfærdighed deroppe sidder ved Herrens højre hånd på tronen hist, og fjenden selv om han er grum og bitter, ej den kan skade med sin argelist” (C.O.Rosenius). Og så er det aller bedste alligevel, at jeg heller ikke selv kan skade min retfærdighed. Jeg kan ikke nå den, ødelægge den, besmitte den. Den er i himlen og er lige så urørlig og uforanderlig som min frelser. Han er den samme i går og i dag og til evig tid! (Hebr.13,8 ). Det fortæller Ånden mig, og det er grundlaget for en sand vished om frelse i går, i dag og til evig tid!

”Om dom: at denne verdens fyrste er dømt” (Joh.16,11 ).

    Helligånden taler meget om dom i Bibelen, og her er det altid lovens ord, der lyder – undtagen når der tales om Jesus. For den dom, som ramte ham, var vor dom. Det var vor synd, som bragte ham til korset. Det var vort oprør mod Gud, som fik himlen til at lukke sig over ham. Det var for vor skyld, han måtte råbe mod en lukket himmel: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt.27,46 ). Det var forfærdelige ord, men samtidig gælder det, at der ganske enkelt ikke findes mere trøstende og befriende ord i hele Bibelen. For det var ikke for sin egen synd og skyld, Jesus hang der og blev dømt og forladt af Gud. Det var det ikke. Det var for vor skyld - for min skyld! ”For min skyld blev du så forladt og af Guds vrede taget fat, at aldrig jeg forlades skal, i dødens grumme dybe dal” (Thomas Kingo). Det er virkeligheden! Dommen er faldet, synden er sonet fuldt og helt, og vejen er banet for syndere ind i Guds himmel! ”Nu står mig åben himlens port, for mig har Jesus fyldestgjort!” (Thomas Kingo). Der er kun én, Gud nu ønsker at dømme – denne verdens fyrste. Helvede er beredt for ham og hans engle (Mt 25,41). Men for os har Gud noget andet for øje: ”Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus!” (1.Thess.5,9 ). Det er dette, Ånden vil minde os om og indprente i vore hjerter ved evangeliet ord: at vi ved Jesus er frikøbt fra lovens forbandelse til evigt barnekår hos Gud! At vi hører dette og tager det til os i tro, det er endemålet Guds frelsesgerning!

Fra jul til pinse

    Der går en lige linie fra julenat frem til Åndens vidnesbyrd i hjertet om frelsen i Jesus! Gud kommer til verden julenat for i vort sted at bære syndebyrden ind under sin egen dom, og han gør det med henblik på ved Ånden at komme til os og forkynde det i vore hjerter: I har fred med mig ved min egen frelsergerning for jer!
    Der er et dybtgående fællestræk i Guds frelsesgerninger fra jul gennem påske til pinse: Vor hellige, højt ophøjede og almægtige Gud ydmyger og fornedrer sig på en måde, som vi aldrig vil begribe, men som vi evigt må takke og prise ham for, af kærlighed til os og for vor frelses skyld.
I julen lader han sig føde som et hjælpeløst, skrigende spædbarn – vor Gud!
I påsken lader han sig nagle til et kors som en synder og en forbandelse – i vort sted!
I pinsen kommer han til os og tager bolig i vore fordærvede hjerter - for at forvisse os om vort frie barnekår i evighed!
    Hvilken mægtig, ubegribelig og forunderligt god Gud, vi har! Ham være ære, tak og pris i evighed!

    Den dybe indre sammenhæng i Guds frelseshandlinger fra julenat til pinsedag kommer meget klart til udtryk i det, som med god grund er blevet kaldt Paulus’ juleevangelium. Han taler om julen, men han fører linien videre over påsken til pinsen, fordi det i Guds perspektiv dybest set er én samlet frelsesgerning, hvis samlede mål er give os fred med Gud og vished herom i troen på Jesus:

    ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven,

”Ak, kom jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom Jesus, kom her ind!
Det er ej fremmed bolig,
Du har den dyre købt,
Her skal du blive trolig
I kærligheden svøbt.”

Brorson

for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, Fader!”
(Gal.4,4-6 ).


    Julenat peger frem mod både påske og pinse. Hjertets tilegnelse af Jesus til tro på og vished om det frie barnekår i ham var Guds endelige mål for det, som skete julenat. Det er også Guds mål med os i denne juletid! Lad os derfor gå julen i møde med den bøn, som Brorson lægger ord til i en af sine dejlige julesalmer:

---