Helvedestalen
Mikkel Vigilius, Hillerød
Få prædikener huskes efter et halvt århundrede. Ole Hallesbys
radioprædiken fra 1953 er en undtagelse. I Nordens nyere kirkehistorie
har ingen prædiken vakt så megen opsigt og skabt så stærke reaktioner
som den. Den rystede Norge og rejste en pressestorm. Ole Hallesby selv
blev udskældt, hånet og frakendt al menneskelig og teologisk
anstændighed.
Det var en ganske kort tale på et kvartér. Den blev transmitteret fra
indremissionens storsal i Oslo og sendt ud over den nationale radio.
Hallesby var klar over, at han sikkert aldrig igen ville få anledning
til at tale til så mange landsmænd.
Det var en omsorgsfuld tale.
Den er blevet kaldt
’helvedestalen’
(Fra Talen, som kan læses på
Nyt-i-natten/Manuskripter
:
Min
viljesvekkede og ubesluttsomme tilhører. Nå har du
tenkt og grublet og lengtet lenge nok etter Gud. Nå må du
handle. Og ta så i morgen oppgjøret med
dine venner.
og med
en vis ret. For Hallesby talte med dyb alvor og umisforståelig klarhed
om helvedes virkelighed. Men tonen var afdæmpet, indtrængende og
omsorgsfuld. Det meste af talen bestod af en stærk tilskyndelse til den
enkelte tilhører om at søge et ret forhold til Gud. Hallesby lagde
hovedvægten på Guds frelsesvilje, hans opsøgende gerning og Jesu
fuldbragte frelse. Det var i denne sammenhæng de vækkende ord om
helvede lød: ”Jeg taler sikkert til mange, som ved, at de er uomvendte.
Du ved, at hvis du faldt om på gulvet i dette øjeblik, så faldt du lige
i helvede. Du ved, at du ikke kan og ikke vil dø, sådan som du er nu.
Du må blive omvendt, inden du dør. Men du vil ikke omvende dig
nu...Hvordan kan du, som er uomvendt lægge dig roligt til at sove om
aftenen; du som ikke ved, om du vågner i din seng om morgenen eller i
helvede?"
Budskabet virkede oprørende på mange, men også vækkende. Mennesker
bankede på hos præsten. De måtte få deres sag med Gud i orden. Der gik
kom alvor ind over folket. Biskop Eivind Berggrav beskrev den åndelige
situation nogle uger efter radioprædikenen: ”At dømme efter den mængde
af spørgsmål, som den nationale radio har fået, går der en bølge af
alvor gennem vort folk for tiden. Det er ganske underligt, for man
skulle jo tro, at det ville være en bølge af irritation. Den bølge er
der også, men en sådan bølge af irritation vil altid følge en
alvorsbølge, som skygger følger solen.”
Berggravs ord er værd at mærke sig også i vor tid. En sand og
åndskraftig forkyndelse til omvendelse vil altid ledsages af en dobbelt
reaktion: irritation og vækkelse. Det skete for Jesus, det skete for
apostlene, og det vil ske for os i dag.
Men kan og skal vi forkynde som Hallesby?
Forudsætningerne i vores folk er anderledes. Det kristne verdensbillede
og gudsbillede er brudt ned hos de fleste. Vor tids religiøsitet er
stærkt individualistisk og synkretistisk. Med andre ord er den meget
lig den religiøsitet, som rådede blandt hedningerne i apostlenes tid og
kontekst. Og hvordan prædikede apostlene så til dem? Det er påfaldende,
at grundstrukturen i deres forkyndelse var den samme som hos Hallesby.
De evangeliserende prædikener Apostlenes Gerninger lægger vægt på disse
tre ting: Guds frelsesvilje, hans opsøgende gerning og hans myndige og
bydende kald til omvendelse – nu!
Apostlene taler til mennesker, som slet ikke tror på himlens Gud. Men
med deres ord opbygger apostlene det sande verdensbillede og
gudsbillede for dem, så de møder den levende Gud og hans kald til
frelse! Og reaktionen? Den samme, som mødte Hallesby for 50 år siden:
irritation og vækkelse!
Hvordan skal vi forkynde til ikke-kristne i dag?
Det centrale budskab er det samme. De vantros situation har ikke ændret
sig – heller ikke de sidste 50 år! De er borte fra Gud og fortabte. Det
må de høre. De har ikke andre til at fortælle dem det end os! Det er
os, som i vores generation må lægge røst til det anstødelige,
omsorgsfulde og myndige kald til omvendelse - nu!
Men kan vi ikke begynde med noget andet? Kan vi ikke give dem noget
andet
først?
Jo, i vores personlige omgang med ikke-kristne må vi give dem vores
tid, vores omsorg, vores forbøn, vores gæstfrihed, vore ører og vort
hjerte. Der må vi række den hjælp, vi kan give, ind i alle de behov,
som vi møder. Og her må vi vente tålmodigt på anledningen til at sige
et ord om Jesus.
Men når vi møder dem i forkyndelsens situation, så står vi over for dem
i Guds sted. Og da har vi én ting at gøre: med ligefremme ord at vise
dem deres sande stilling over for ham! Det er deres altafgørende behov.
Og det må vi ikke tøve med at hjælpe dem med. Det er apostlenes
mønster. Læs efter: de går til hovedsagen med det samme - altid!
Hvordan udrustes vi til at tale ret om Gud i dag? På én måde: ved selv
at leve for hans ansigt i personlig tilegnelse af hans ord i lov og
evangelium. Da ophører Guds dom og helvede at være et teoretisk problem
eller en besværlig lære for os. Da bliver det alvor og virkelighed –
for os selv! Da bliver evangeliet om Jesu stedfortrædende død og hans
rensende blod vores egen dyreste skat og største glæde. Da bliver det
det, vi vil tale om og ikke kan tie med! Da bliver der åndskraft og
troværdighed i vores forkyndelse!
Svækkes derimod vores personlige liv med Gud, og svækkes den ransagende
og vækkende forkyndelse i vore egne forsamlinger, da bliver Guds vrede
og helvede en stadigt mere uforståelig og meningsløs virkelighed for
os. Da finder vi det i stadigt højere grad irrelevant og uanstændigt at
tale om dette til ikke-kristne. Og da vil vi snart finde os selv i
koret af dem, som hånede Ole Hallesby!
Må Gud hjælpe os at leve for hans ansigt, så vi formes af hans Ånd til
at være sande vidner. Og må han give os villige og modige forkyndere af
vækkelsens og frelsens budskab også i vor tid!
Ved det norske menighedsfakultets 40-års jubilæum holdt den da 69-årige
Hallesby en prædiken, som er blevet kaldt hans åndelige testamente. Her
lyder det blandt andet: ”Jeg kommer aldrig i mit liv til at tale for så
mange nuværende og blivende præster som i dag. Jeg skal for øvrigt
snart trække mig tilbage, og derfor vil jeg i dag bede jer om et par
ting: Svigt aldrig korsets teologi....Svigt aldrig omvendelsens hårde
og anstødelige tale. Gud, give jer nåde til at forkynde omvendelse og
syndens tilgivelse med brændende og bedende omsorg for sjælene...Svigt
ikke forsvaret af vor dyrebare tro. Måtte Gud give jer mod og vilje til
at lide og kæmpe for evangeliet!”
(Gengivet med
tilladelse af Mikkel Vigilius)