Korset - blodet - nåden
Hans Erik Nissen -
"Mellem liv & død"
Tre ord betyder alt
for en kristen. De er den akse, som hele kristenlivet drejer sig om. De
er det centrum, som et Guds barn vender tilbage til igen og igen. De er
kraftkilden, som aldrig tømmes. Korset - blodet - nåden.
Korset
Korset betyder, at du har en forsonet Gud. Uden korset var
du prisgivet Guds vrede, og den er det mest forfærdelige af alt. Det
ser du på Golgata. Guds vrede betyder en lukket himmel, et evigt mørke
og fortvivlelsens råb: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? I
helvede er Gud tavs.
Det er synden, som er ophav til
vreden. Vi fatter ikke syndens alvor og følger, før vi oplyses gennem
Guds ord og Helligånden. Når du ser dig selv i sandhedens klare og
gennemtrængende lys, forfærdes du. Intet er så forfærdeligt som en
anklaget og dømt samvittighed. Da bliver ét spørgsmål brændende:
Hvordan skal jeg få hjælp?
Egne forsøg på grundlæggende at
ændre tingenes tilstand er umulige. Vel kan der pyntes på det ydre. Det
udrydder ikke syndens gift i hjerteroden.
Kun et eneste
sted kan du få hjælp. Det er ved korsets fod hos Jesus. Der søger du
til gengæld heller ikke forgæves. Korset er sejrens og frelsens tegn.
Korset
sejrede over Guds vrede. Vreden fortærede Jesus. Da den gjorde det,
ophørte den. Det betyder ikke, at Gud ikke er vredens Gud. Det er han i
al evighed, men der er et sted, hvor hans vrede ikke er. Det er ved
Jesu kors. Al Guds vredes kraft var der langfredag. Nu er den der
aldrig mere.
Hvorfor er vreden forsvundet? Det er, fordi
synden er borte. Jesus bar vore synder op på korsets træ; men han bar
dem ikke ned igen. Jesus hang på korsets træ som et fastnaglet
gældsbevis. Det forunderlige er, at skyldbrevet forsvandt ved at blive
slået fast. Gud udslettede det. Han tog det bort.
Er det
da underligt, at korsets tegn er dit livs tegn? Du blev mærket med det
for ansigt og bryst i dåben. Gennem hele livet brændes det ind i hjerte
og sind, hver gang Jesus aftegnes som korsfæstet gennem ordets
forkyndelse. Til sidst skal dette tegn lyse dig ind over evighedens
grænse.
Korset betyder, at du har fundet fristedet, hvor
der ikke er nogen synd. Der er noget andet. Det er Jesu blod.
Blodet
Blodet er uløseligt knyttet til livet. Har du modtaget Jesu
blod, da har du taget imod Jesu liv. Dit eget liv gælder ikke mere.
Alene Jesu liv betyder noget. Det største og mest afgørende i Jesu liv
var de timer, han levede for dig på korset. Da sonede han synden. Han
gik vejen helt til ende. Han lagde sig i Guds hånd som offerlammet.
Han lod udgyde sit dyre
blod
og ville sit liv ej
spare,
han led for mig til
synde bod,
thi må jeg tryg nu fare,
han er mit hoved og
høvedsmand,
udi hans død min synd
forsvandt,
der er jeg salig vorden.
Blodet
er livet. Derfor er der liv i et blik på det blødende lam. Jesu Kristi,
Guds søns, blod renser os for al synd. Tænk, at du kan blive renset for
synd.
Der er ikke noget, som det er bedre at blive renset
for. Det tæller ikke så lidt at blive renset for falske beskyldninger
og anklager. Alligevel er det intet i sammenligning med at blive renset
fra arvesyndens dødbringende gift. Den har gennemtrængt sjælens
inderste og efterladt mig død i overtrædelse og synd. Og dens frugter
er utallige. Men en dråbe af forsoningsblodet er nok. Den gør min sjæl
hvid som nyfalden sne.
Nåden
At
vaskes ren i blodet betyder mere end ord kan udtrykke. Alligevel er det
ikke nok for Gud. Hans kærlighed til dig kender ingen grænse. Derfor
svøber han dig i nåde. Nåden er som en klædning. Den dækker dig fra top
til tå. Den gør dig yndig i Guds øjne. Det fylder Guds hjerte med glæde
og velbehag at se på et barn, der er klædt i nåde. Nåden er så stor, at
den strømmer over. Det indebærer, at dér hvor nåden er, er der
ikke plads til noget andet end nåde. Du er dækket, gennemtrængt og
fyldt af nåde. Derfor er du lige så dyrebar for Gud, som nåden er.
Der
var engang, du kom tomhændet til Gud. Du havde intet at bringe andet
end synd og gode gerninger, som var besmittet af synden. Gud tog imod
dig. Så gav han dig den bedste klædning. Du fik sko og ring. Nu kommer
du ikke tomhændet mere. Du kommer med alt det, som Gud har skænket dig.
Du kommer med nåden.
Når Gud ser dig, må han sige: Der
kommer mit nådebarn. Du glæder Guds hjerte. Klædt i nådedragten minder
du bestandigt Gud om Jesus. Intet kan gøre dig så glad som at tænke på
Jesus. Gud har det på samme måde. Den sande lykke er at være et med Gud
i hans glæde over Sønnen. Den glæde kan ingen tage hverken fra dig
eller Gud. Den er evig.
Korset - blodet - nåden. Her har
du fundet livet. Her skal du bygge. Her skal du bo. Her skal du leve.
Her skal du dø. Når du synger om korset, blodet og nåden, synger du
Lammets sang. Den begynder hernede. Den fortsætter i evighed.
("Mellem
liv og død" s.12 - Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening
1998 - med tilladelse fra forfatteren)