Troen alene
Hvorfor kommer vi sammen om Guds ords forkyndelse? Der kan gives mange gode svar på det spørgsmål. Men hvis vi skærer helt ind til benet, så er svaret vel, at vi er her, fordi vi ved, at vi skal møde Gud.
I grunden ved vi intet andet om vores fremtid end dette ene, at vi skal møde Gud. For hans domstol skal vi alle træde frem. Bøgerne skal åbnes, og vi skal deles i to flokke. Fårene på Herrens højre side og bukkene på hans venstre.
Skriftens Ord om den sag er og bliver lige klare og utvetydige. For hver enkelt af os gælder det, at vi skal frem for Gud og høre ét af to ord: ’kom du velsignede’ eller ’gå bort du forbandede’. Jeg skal høre et af disse to ord. Og det samme skal du. Det er virkeligheden.

Hvad skal jeg høre? Et af disse to ord!

Vi skal møde Gud! Det er derfor, vi er her. Det er derfor, vi er kommet sammen. Eller rettere: det er derfor Gud har kaldt os sammen.
Dybest set, er der ingen af os, der er her på eget initiativ. Vi er kaldt sammen af Herren selv. Og vi er kaldt sammen af ham, fordi han vil én ting: han vil frelse! Han ønsker ikke nogen synders død, men at han omvender sig og finder frelse! Og mere end det: vished om frelse!
’Deri er Guds kærlighed fuldendt i os’ – siger evangelisten Johannes – ’at vi har frimodighed på dommens dag!’ (1 Joh 4,17)
Det er Guds kærligheds mål: at du må have frimodighed på dommens dag. At du kan træde frem for ham med frimodighed, fordi du ved, at du er frelst.
Det er dette, der er Guds inderste hjertesag. Det er dette, der er hans endelige mål med dig.
Det er Guds hjertesag, og det er tankevækkende, at netop dette også var reformationens hjertesag.
For Luther handlede reformationen om én ting: Hvad holder på den store dag? Hvad kan frelse mig fra den evige ild? Hvordan kan jeg finde en nådig Gud? Jeg vil frelses! Hjælp mig til frelse! Hjælp mig til vished om frelse!
Kirkehistorikerne har gjort sig mange overvejelser om ’tilfældet Martin Luther’. Hvad var årsagen til, at han til tider kunne være på sammenbruddets rand både psykisk og fysisk af anfægtelse og af angst for Guds vrede? Var han psykisk syg? Eller var det et traumatisk forhold til faderen, der blev overført på forholdet til Gud?
Jeg tror, der er en anden forklaring, som er meget mere nærliggende. Luther var bibelteolog. Han læste sin Bibel og navnlig Gamle Testamente. Og han troede på det, han læste dér om Gud, Guds væsen og Guds handlinger. Og det rystede ham.
Han mødte en Gud, der lod hele menneskeslægten lide druknedøden i syndfloden – på otte sjæle nær! Han mødte en Gud, der lod indbyggerne i to hele byer brænde op i ild og svovl – på fire sjæle nær! Han mødte en Gud, som både kan og vil dømme og straffe. Og han blev rystet! For han troede på det, han læste om Gud!
   
Da jeg var barn, læste min mor højt for os af en billedbibel med gamle klassiske malerier. Mange af dem er overordentlig stærke i deres udtryk. Nu har vi selv fået en tilsvarende billedbibel og bruger den til vores drenge. Men de er kun to og fire år, og der er nogle af beretningerne, jeg helt bevidst går uden om. De er ganske enkelt for rystende. Billederne af syndfloden, af familier med små børn, der klamrer sig til bjergtoppene, indtil vandet til sidst når dem og opsluger dem, og billederne af ildregnen over Sodoma og Gomorra.

Hvem har lyst til at fortælle om det? Det, vi ser i disse beretninger, det er en åbenbaring af Gud. Sådan er Gud! Sådan handler han med mennesker som os!
Har vi svært ved at tro det? Det havde de også dengang, da det skete. I 100 år byggede Noa på arken, og i 100 år var han retfærdighedens og frelsens forkynder. Men ikke én troede ham! Ingen udover den lille familie. I Sodoma blev Lot varslet om Guds dom og advarede sine svigersønner. Men de troede ham ikke. Da han talte om dommen, mente de, at han holdt dem for nar!
   
’Mennesker i dag spørger ikke efter en nådig Gud’, hører vi. Nej, men det har de egentlig aldrig gjort. Det spørgsmål har aldrig været aktuelt for det naturlige menneske. Det var det ikke på Noas tid, det var det ikke på Luthers tid, og det er det ikke i dag. Det må forkyndes frem hos ethvert menneske til enhver tid!
Det er netop det, Gud vil! Det er derfor han har åbenbaret sit væsen for os her – i sit Ord. Han vil vække os op af åndelig søvn, af selvbedrag og selvsikkerhed. Han vil vise os, at dommens dag er en virkelighed. Helt konkret og reelt! Han vil vække nøden og længslen hos os efter frelse og vished! Men tror vi ikke hans ord – tror vi ikke Moses og profeterne - så er der intet håb for os. Så ér vi fortabte!
Luther troede Guds Ord. Han troede det, han læste, han rystedes over alvoren i det, og derfor stillede han sig ikke tilfreds med noget mindre end vished om frelse – vished om Guds nåde.
Hvem forstår Luther? Hvem forstår hans glæde og jubel, da han endelig fik lys over evangeliet om Kristi frelsergerning? Det gør kun den, der har mødt Gud og lært ham at kende i hans hellighed og vrede - og er blevet anfægtet!
Vores lutherske missionsforeninger i Norden fødtes ud af glæden over dette evangelium. Men troen går ikke i arv. Den må skabes på ny i hver ny generation i det personlige møde med Gud og i tilegnelsen af hans ord.

Lever troen hos os? Lever glæden over Kristus og hans frelsergering hos os? 

Den første leder af ’Vestlandske Indremission’ i Norge, Andreas Lavik, døde tidligt i 1900-tallet. Kort før sin død havde han en nat en drøm. Han drømte, at han i en ubestemt fremtid kom til indremissionens huse. Men der var helt tomt og mørkt. Den eneste, han mødte, var en gammel vaskedame: ’Hvor er alle menneskene?’ – spurgte han. Og det viste sig, at de stod uden for på en blomstereng. ’Men det er jo fint, at der er så mange her’ – tænkte han. ’Det er en herlig anledning til at forkynde Guds ord.’ Og så stillede han sig op foran dem, og de virkede alle sammen meget lykkelige og stod og vajede frem og tilbage! Og så forkyndte Lavik for dem om Jesu blod, der renser for al synd! Og til at begynde med stod forsamlingen stille og lyttede som om , det var noget nyt og anderledes, de hørte. Men snart blev de fjerne i blikket igen og vajede igen frem og tilbage. Så lagde Lavik mærke til, at de alle sammen havde en blomst i knaphullet. ’Sådan en blomst vil jeg også have’ tænkte han og bøjede sig ned for at plukke én. Men lige da han skulle til at plukke den, så han ved blomsten en slange – parat til at hugge ham i hånden.’
Den kristendom, der viser ringeagt og ligegyldighed over for evangeliet om Jesu frelsergerning, hans kors og hans blod – det er en kristendom, som har mistet enhver forbindelse med Gud, som han virkelig er. Det er en forførende kristendom!

Hvordan frelses vi fra en sådan forførelse?

Det gør vi alene ved at komme ind under Guds Ords tiltale. Ved at møde Gud, som han virkelig er og har åbenbaret sig for os her – i sit Ord.
Gud ønsker at føre os til frelsesvished og til frimodighed på dommens dag. Det er hans mål med os i alt, hvad han siger til os i sit ord. Og et af de steder i Skriften, hvor det kommer klarest til udtryk, er i Romerbrevet. Hele Romerbrevet er én lang vejledning til frelsesvis og frimodig tro! Men det er værd at bemærke, hvordan Paulus i Romerbrevet leder os frem til dette mål. Det skal vi se på nu!

Efter indledningsversene begynder han i kapitel 1 v.18 på sit hovedanliggende, og han begynder præcis dér, hvor Gud også begynder med os, når han vil føre os til tro, vished og glæde. Han begynder med at tale om Guds vrede! Han minder os om, at Gud er præcis den samme nu som på Noas tid og Lots tid! ”Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker.”

Hvordan reagerer du, når du hører om Guds vredes virkelighed, om dommens dag og fortabelsens virkelighed?
Hvis du gør som de fleste, så reagerer du ved at vende blikket mod sig selv - for at finde noget, der kan forsikre dig om, at du er frelst!
Måske er det din omvendelse. Du har oplevet en konkret omvendelse og et gennembrud til evangelisk tro. Du ved, hvad det vil sige at være evangelisk afklaret og evangelisk frigjort. Det er der ulykkeligvis, mange andre der ikke gør. Men du har fået lys over evangeliet! Jeg ved ikke, om du kender den? Jeg kender den!
Måske er det dit personlige liv med Gud. Du ved, at det er vigtigt at tage tid og ro til at være alene med Gud i bøn og i tilegnelse af hans ord. Og det er ikke altid lige nemt. Ofte hænger andagtslivet i laser. Men til andre tider går det godt. Du mærker, at Gud taler til dig.. Du bliver velsignet og opbygget af Guds Ord. Og du oplever bønnen som en gave og en rigdom. Og når det er sådan, du har det, så er du tryg. Så tør du tro, at du har det godt med Gud.
Måske er det din gode missionske kristendom. Du hører til kernetropperne i missionsforeningen. Du kender alle de gode sange og alle de centrale bibelvers. Du er fortrolig med både Luther og Rosenius. Du ved, at man må skelne mellem lov og evangelium. Du har det rigtige syn på kvindelige præster og homofili og alt det andet, som man skal have det rette syn på. Du følger med i foreningens arbejde og støtter arbejdet økonomisk. Du har din faste plads i missionshuset, og er en af dem, som de andre regner med. En af støtterne. En af de sikre. Hvis du ikke skulle være frelst – hvem skulle så?

Jeg ved ikke, om du genkender dig selv i noget af det her. I så fald kan jeg fortælle dig, at det er falske frelsesgrunde, som ikke hjælper dig det aller fjerneste den dag, du skal ind og møde Gud!
Den dag er de intet værd – absolut intet! Du kan sagtens træde frem for Gud på dommens dag med en radikal evangelisk omvendelse, et perfekt andagtsliv og en gennemført missionsk kristendom - og gå evigt fortabt! Det gavner intet for Guds trone – absolut intet! Træder du frem med disse frelsesgrunde i dine hænder, da slår Gud dem ud af hænderne på dig.
Men Gud ønsker netop ikke at se dig træde frem med disse frelsesgrunde på den store dag. Og derfor søger han at tage dem fra dig nu, mens tid er. Han gør det med sin lov. Han gennemlyser alt dit eget med sin lov og viser dig, at det alt sammen er fordærvet, ødelagt og besmittet af synd.
Det ser du ikke af dig selv, men når Gud træder nær og kaster lovens lys ind over dit liv – ind over dine tanker, dit sind og dit hjerte, så ser du det: ’Alt det bedste, jeg formår, ej til lovens krav forslår.’
Det er dette, Gud vil vise dig – for at tage dit eget fra dig! Det er hans mål. Det er det, han vil. Han vil tømme dine hænder!

Hvis vi vender tilbage til Romerbrevet, så vil vi se, at det er præcis det samme mål, Paulus har for øje i kapitel 1-3.
Efter at han har talt om Guds vrede i kapitel 1v. 17 så går han over til at tale om de frelsesgrunde, som folk på hans egen tid mente at kunne finde hos sig selv. Nærmere bestemt så tager han fat på de frelsesgrunde, som de to store folkegrupper – hedningerne og jøderne - mente at kunne finde hos.
Nogle ville dengang som i dag mene, at hedningerne måtte have en frelsesgrund i deres uvidenhed. De ved jo intet om Guds eksistens eller vilje. Jo, de gør – siger Paulus. Guds eksistens har de fået åbenbaret i skaberværket og hans vilje i deres samvittighed. Guds lov er skrevet i deres hjerte. Så de har ingen undskyldning, når de alligevel er ulydige mod Gud. De har ingen frelsesgrunde hos sig selv!

Det er alvorlig tale. Og det er en rystende alvorlig ansporing til mission!
Men hvad da med jøderne? De er jo Guds udvalgte folk. De har omskærelsen og pagten og løfterne og loven. Har de ikke nogen frelsesgrunde hos sig selv? Nej, siger Paulus. Det kan godt være, at der er forskel på hedningen og jøden i det ydre, men ikke i det indre. Hedningen falder ned og tilbeder en afgud. Jøden løfter sine hænder mod Israels Gud i Jerusalems tempel. Men i hjertet er der ingen forskel. Der er de begge i oprør mod Gud. Og Gud ser til hjertet!

Hvad bliver da konklusionen?

Kapitel 3, v.9: ”Har vi” – som er jøder - ”så nogen fordel? Overhovet ikke! Vi har jo anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd.”
Det er Paulus´ konklusion: Alle er under synd! Alle er underlagt synden, som den magt, der hersker over dem og i dem! Og derfor er de alle under Guds vrede! Og til støtte for den konklusion anfører Paulus så en række citater fra det Gamle Testamente – som der står skrevet:
”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt – ikke én eneste!”
’Alle er fordærvede’ siger Paulus.! Det er grunden og det er roden. I vores hjerte råder der et syndefordærv – en ondskab, en selviskhed, en ugudelighed og et begær, som præger og mærker og gennemsyrer alt, hvad vi er og gør!
Vi ser det ikke! Vi ser det ikke når vi samles i de troendes menighed om Guds ord. Her ser vi, at vi kommer sammen og opfører os godt og kristeligt og fromt. Vi mærker og konstaterer, at der er en forskel på os og så dem derude - i verden. Ja, der er vel en forskel i det ydre. Men ikke i vores gamle, naturlige, fordærvede hjerte.
Mærker du det ikke? Kender du det ikke? Kulden, ligegyldighed, vantroen, overfladiskheden, verdsligheden, hårdheden og begæret?
Er det blevet bedre med årene? Nej, vel? Hvem skal befri mig fra dette dødens legeme!
Jeg er prædikant og tager rundt for at prædike Guds ord. Men jeg kan prise mig lykkelig for, at mine tilhørere ikke kan se, hvad jeg rummer i mit tankeliv, i mit sind og i mit hjerte. Ville de overhovedet regne mig for en kristen, hvis de så det? Jeg kan prise mig lykkelig over, at de ikke kan se det! Men de kan også prise sig lykkelige over, at jeg ikke kan se, hvad de rummer. For det er det samme!

Nægter du at tro det? Så har Gud endnu ikke nået sit mål med loven i dit liv! For hvad er hans mål! Kapitel 3, v.19-20: ”Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud! For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt; det som kommer ved loven er jo syndserkendelse.”
Det er Guds endelige mål med sin lov: at kaste lyset ind over alt i vort liv – og afsløre sandheden om os! Lovens mål er at pille al vor indbildte fromhed og godhed fra os, slå alle vore falske frelsesgrunde ud af hænderne på os, stoppe vor mund, bøje vor nakke og stille os over for Gud som tomhændede og strafskyldige syndere!
For det er først dér, når vor mund er stoppet og vore hænder er tomme, at vi er villige til at lytte til Guds tale om en anden frelsesgrund. En frelsesgrund uden for os selv – en frelsesgrund, der holder i liv og i død og i evighed. En frelsesgrund der hedder Jesus og hans frelsergering for os!
Det er denne frelsesgrund, Paulus nu udfolder videre frem i Romerbrevet, og som hele NT er én stor velsignet og befriende forkyndelse af!
Jesu frelsergerning har to sider: hans liv for os og hans død for os. Og vi skal se på hver af de to sider ud fra to forskellige skriftsteder.
Gal 4,4-5: ”Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.”
Kan man ønske sig det klarere udtrykt? Da Jesus blev født, så blev han født ind under Guds lov med alle dens bud og krav. Han levede under denne lov og han opfyldte den! Og det gjorde han ikke for sig selv! Det gjorde han for dig og for mig! Han gjorde det i stedet for os! Han var ren i sine tanker, ren i sin mund og ren i sit hjerte – i stedet for mig. Og denne lovopfyldelse får nu lov at gælde som min over for Gud! Og som din!
Loven ér allerede opfyldt for os. Og dermed er vi købt fri for alle lovens bud og krav i forhold til Gud og frelsen!
”I mit forhold til Gud vil jeg hverken vide af ét eller ti bud” siger Luther ”for alle bud er opfyldt for mig af min herre Kristus.”
Hvad kræver Gud af dig på dommens dag? Han kræver én ting: en fuldkommen retfærdighed. Et liv i fuldkommen opfyldelse af Guds lov.
Det kan du godt prøve at arbejde dig frem til, og det er i virkeligheden det, du gør, når du forsøger at stable dine egne frelsesgrunde på benene. Du opbygger din egen retfærdighed. Men hver gang kommer Gud med sin lov og viser, at det ikke holder! ’Alt det bedste, du formår, ej til lovens krav forslår.’ Du bygger op og Gud river ned. Og det bliver han ved med, indtil du vil lytte til dette evangelium: Den retfærdighed, du forgæves søger at kæmpe dig frem til, den ér allerede vundet til dig! Af Kristus!
Du ser på dig selv, og du kredser om dig selv. Og du tror, det er vældig vigtigt for Gud, hvordan det går med din egen retfærdighed. Og Gud venter kun på én ting. At du skal slippe den, opgive den og gribe Kristus!
Troen har kun én hånd, er det blevet sagt. Her må du vælge. Vil du gribe Kristus, så må du slippe dit eget.

”Jeg regner alt for tab” siger Paulus ”på grund af det langt større at kende Kristus min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud, grundet på troen.” (Fil 3, 8-9)

Og så kan loven og Djævelen komme med alle de anklager, de vil, mod mig og mit liv og mit hjerte. Det er ikke mig de anklager. Det er Kristus! Og her falder alle anklager! Min frelse og mit forhold til Gud beror nu ikke længere på mig selv, men på Kristus alene! Jeg må se, hvordan Jesus har det med Gud og vide, at sådan har jeg det med Gud. For jeg er i ham!
”I ham er jeg nu hvid og ren, hvor sort jeg selv end er. I ham jeg og er god og from – fuldkommen altid her!”

Den anden side af Jesu frelsergerning skal vi se på ud fra 1 Pet 2,24: ”På sit legeme bar han selv vore synder op på korset.”
Også her må jeg sige, at det fryder mig, at Guds Ord taler så enkelt og konkret om vor frelse. Tænk, at vi får lov at se det for os: at da Jesus gik til korset, da bar han på sit legeme alle vore synder. Det står der her! Og så må vi regne med det!
”Vel er det svært at tro det ret, men Ordet lyver ej!”
Alle dine synder fra din første til din sidste dag på denne jord – de er taget fra dig og lagt på ham og så bærer han dem på sit legeme op på korset ind foran Gud.
Ja, du skal møde Gud! Men Jesus har været der først – med al din synd! Og Guds hellige dom og straf ér faldet. Den faldt på ham: Guds offerlam – din frelser. Og nu er synden væk!
Den er fjernet fra dig så langt som østen er fra vesten og Gud ser den aldrig mere!
”Synden er fjernet fra os” siger Luther ” ikke sådan, at vi ikke ser den mere, men sådan at Gud ikke ser den mere.” For han har én gang for alle set den, dømte den og straffet den hos Jesus!
Lige så sandt som Jesus, der var ren i sig selv, var en synder i Guds øjne på korset og blev behandlet af ham som sådan, lige så sandt er det, at du, der er en synder i dig selv, nu får lov at stå ren og retfærdig over for Gud – og blive behandlet af ham som sådan!


Denne frelsergerning – Jesu liv for dig og Jesu død for dig – det er en frelsesgrund, der holder til enhver tid – i livet, i døden og i dommen.
Hvordan mon jeg har det på dommens dag? Jeg ved det ikke. Jeg kan frygte den dag. Men jeg ved én ting – at Kristus også den dag vil være en urokkelig sikker frelsesgrund for en frygtsom og anfægtet synder som mig! Det ved jeg!

Men hvad med troen? Vi skal jo tro!

En amerikansk præst skulle forklare sine konfirmander det her med troen og frelsen, så han stillede et spørgsmål med tre mulige svar. Hvad er det, der frelser os? Er det gerninger? Er det troen? Eller det noget helt tredje?
Og de var jo godt oplært, så da han spurgte om gerninger, var der ingen, der markerede. Da han spurgte om troen, så røg armene i vejret. Og da de først var i luften, så var der ingen vej tilbage. Så kunne præsten prædike for dem om forskellen på at bygge sin frelse på troen og at bygge den på Jesus.
Det er ikke troen, der frelser dig. Træder du frem for Gud på dommens dag og rækker din fine tro frem, da gavner det dig intet. Troen har ingen værdi i sig selv!
Troen er i al sin enkelhed en pegefinger, der peger bort fra dig selv mod Jesus og siger: ”Se ej på mig, se ej på mig, se på din søn, o Gud! Se på hans sår og se mig ren, i hans forsoningsskrud!”
At tro det er at pege bort fra sig selv og se bort fra sig selv mod Jesus og regne med ham alene!
Og hvad så med dig, som sidder her og føler, at du ikke kan tro? For dig gælder præcis det samme. Du må pege bort fra dig selv og alt dit eget og sige det, som det er: ”Gud se ej på mig, for jeg magter og evner ikke at tro! Jeg har det ikke i mig! Men se på Jesus og lad hans frelse – den frelse, som dit Ord taler om – lad den gælde for mig!” Gør du det, da tror du. For: ”At tro, det er ikke at tro, at du tror, men barnligt at klynge dig fast til Guds Ord. Det er i din afmagt at se på Guds lam, og lade sig nøje med ordet om ham.”

Men skal du ikke føle glæde og vished og frimodighed? Nej, det skal du ikke. Du har al mulig grund til det. For Jesu frelsergerning gælder virkeligt for dig fuldt og helt – hvordan du end føler og har det. Men det er netop evangeliet! At han er den samme fuldkomne frelser for dig i går og i dag og til evig tid – helt uanset hvordan det står til med dig! Det er evangeliet!
I troen på ham kan du se både døden og dommen i møde – med frimodighed!
I sidste århundrede var der en af de gamle missionsfolk på Amager, der døde på en meget besynderlig måde, Man taler om ham som ’manden, der døde to gange’. Og man kan faktisk se det i kirkebogen, at der er skrevet to dødsdage. Først er der skrevet én. Og så er den visket ud, og så er der skrevet en anden.
Det var en ældre mand, som blev alvorligt syg. Da det gik mod enden, blev lægen tilkaldt, og da han mente, at manden var udåndet, så skrev han en dødsattest. Men efter at lægen var taget af sted, så skete der noget underligt. Så begyndte manden at synge. Og det var én bestemt sang, han sang: ’Nu er min trældom endt, Jesus er min.’ Han sang den fra ende til anden. Og da han var færdig, så begyndte han forfra.
Det var naturligt nok noget, der vakte bestyrtelse hos missionsfolkene. Der var flere, der kom på besøg for at se det. Og når de kom ud derfra, så fortalte de det videre til andre: ’Han er godt nok død, men han synger endnu!’ Og det blev han altså ved med, så længe, at man måtte ændre dødsdagen!
For min egen del ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om mandens tilstand. Men jeg tror, Gud lod ham få en livsafslutning, der blev et stærkt vidnesbyrd om, på hvilket grundlag, vi kan møde døden og dommedag med fuld frimodighed. Prøv at høre:
”Nu er min trældom endt, Jesus er min! Før jeg ej ro har kendt, Jesus er min! Jeg længe ej forstod at agte Jesus blod, som har min sag gjort god. Nu er han min!”
”Farvel da al min nød! Jesus er min! Velkommen vær, o død, Jesus er min! Snart bor jeg i Guds stad, nåde i største grad. Jeg er af hjertet glad, Jesus er min!”
”Synd, lov ej mer mig plag! Jesus er min! Velkommen dommedag! Jesus er min! Velkommen evighed! Nu har jeg sikkerhed, om evig salighed. Jesus er min!”

---