Vort budskab
Kristus har givet sine venner mange løfter, men bare en opgave. Når man ser på vor aktivitet, skulle man tro, det var omvendt. At der var overflod af opgaver, hvor alting afhang af os, men kun småt med løfter. Den dag, vi for alvor begynder at stole på løfterne, bliver der også kraft til opgaven. Og opgaven er at forkynde budskabet om Jesus, synderes ven, for at alle, alle skal se ham og få mulighed for at komme til at tro på ham. Dette siger os et og andet, som vi gør klogt i at huske vel på. Det vigtigste, vi befatter os med, er vort budskab.
Dette er ingen moderne betragtningsmåde, jeg ved det. Mere moderne er det at sige, at budskabet har mindre at sige - at det ikke kommer an på læren, men på livet - at det ikke kommer an på, hvad man tror, men at man tror - og mere i samme retning.
Menl ikke alt »liv« er en genfødt kristens liv, om også det ligner. Og ikke al »tro« er den sande tro, om også den kan uddrive djævle og flytte bjerge. Ej heller er al »ånd« Jesu Kristi Ånd, fører den end nok så åndelig tale.
Hele Bibelen viser os dette - læs i denne forvirrede tid ikke mindst 1.Johannes-brev. Ånden skal kendes på den tale, den fører. Og en ånd, som ikke idelig bekender Jesus, kommet i kød, er ikke af Gud. 1. Johs. 4,1 flg.
Ja, det vigtigste, vi befatter os med, er vort budskab. Lad os sørge for, at budskabet er rent: »Jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet.« 1. Kor. 2,2.
Lægprædikanten Ole Langeland sagde engang: »Det er Kristus, der gør levende. Jeg vil have min styrke i det bloddryppende evangelium fra Golgata kors. Jeg må gemme mig i sårene. Der er så mange djævle i verden.« Langeland var hundrede år, da han sagde dette - længere var han ikke nået i de mange år. Heller ikke vi kommer videre! For dette evangelium om Jesu død »skal forkyndes, indtil han kommer«
Intet er vigtigere end dette vort budskab. Der vil nok kunne findes et budskab, der kildrer moderne menneskers øren mere end ordet om Guds lam - men der findes i evighed intet andet ord, der kan frelse.
Her glipper det så let. For al verdens moderne og storslåede retninger, slagord og arrangementer har så let ved at kræve førstepladsen i vor bevidsthed. Og får den undertiden. For ved alt dette bliver vi store, interessante og uundværlige. Bliver vi derimod placeret rigtigt i forhold til budskabet, bliver vi små. Da hedder det: »Det er ikke os selv, vi prædiker, men Jesus Kristus som Herre.« 2. Kor. 4,5.
Og da er der håb om, at Herren kan bruge os. En taler sagde det sådan engang: Vi opdrager vore børn, til de bliver store. Gud opdrager sine, til de bliver små!
Troskab mod budskabet betyder i særdeleshed to ting. Det betyder at være på vagt mod forfalskning. Vi har talt derom. Lad os i alvor gå ind derfor! 
Men denne troskab betyder også iver efter at bringe budskabet videre. Enhver, der selv er grebet af budskabet, må med den brændende fakkel i hånden ile af sted, hvorhen Gud måtte sende ham, for at tænde andre i brand! For dette budskab om Jesus formår at sætte hjerter i brand. Gud har vist os det - nu igen. Mange nye er begyndt at synge om navnet Jesus, som har sat hjertet i brand! Videre frem! Flammen er tændt, stafetten er lagt dig i hånden. Du har en ting at gøre - en eneste en - at løbe, som gjaldt det dit liv, for at tænde mange i brand!