Forskellig kald i evangelisationsarbejdet
"Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys" (1.Pet.2,9 ).
    Som kristen menighed har vi et grundlæggende kald her i verden­: at forkynde om Guds store og mægtige frelse! I denne opgave er vi alle kaldet til at være med, men på forskellig måde. Nogle udrustes og kaldes til at drive offensiv evangelisation. De er med andre ord kaldede til at gå uden for den sammenhæng, de normalt lever i, for at opsøge og vidne for ikke-kristne, som de ikke kender på forhånd. Det var det, apostlene gjorde. De gik ud af deres hjem, deres menighedshuse og deres vante omgangskreds for at vidne på Jerusalems gader og torve for mennesker, de ikke kendte. Siden forlod de Jerusalem og overskred grænser til nye lande og nye folkegrupper for at bringe evangeliet ud. Denne offensive missionsform ligger i umiddelbar forlængelse af missionsbefalingen:
    "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple ... "(Matt.28,19 ).
    Missionsbefalingen var i første omgang givet til apostlene. I anden omgang er den givet til den kristne menighed til enhver Det er vort fælles kald at bidrage til evangeliets udbredelse til alle folk. Da evangeliet kom til Norden, skyldtes det, at nogle fulgte dette kald. De forlod deres hjemlige sammenhæng og kom til os for at vidne for os om Jesus. Nu er det vores kald at gå videre ­til andre, som ikke kender Jesus som deres frelser - både i vores eget land og andre steder i verden. Vi må alle arbejde med på, at der sendes vidner ud, og støtte dem med forbøn og økonomi. Og vi må alle spørge Gud, om det er os, der skal gå. Men vi må være bevidste om, at det ikke er alle kristne, der får dette kald Nogle skal være offensive evangelister, og vi må bede Gud kalde og sende mange evangelister ud (Matt.9,38 ). Men andre- og vi må regne med, at det er de fleste - får et andet kald. Hvor­dan vi hver især skal tage del i missionsarbejdet, afhænger blandt andet af vores personlige nådegaveudrustning.

Forskellige nådegaver

Alle nådegaver tager i sidste ende sigte på at herliggøre Jesus. Nådegaverne er Åndens gaver, og de tjener Åndens overordnede gerning - at gøre Jesus stor for os (Joh.16,14 )! Men mange nåde­gaver tager sigte på at herliggøre Jesus indadtil i menigheden til fornyelse, opbyggelse og myndiggøreise af de troende. Det er ikke uden betydning for det kristne missionsarbejde, tværtimod! Kun ved selv at være åndeligt friske og myndige kan vi være til åndelig hjælp for andre. Når Paulus i Efeserbrevet skriver om nå­degaverne, har han forinden understreget missionsarbejdet som Guds store hjertesag i tiden frem til Jesu genkomst (Ef.1-3 ). Ikke desto mindre betoner han klart og stærkt nådegavernes trosop­byggende sigte:
     »Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så at Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde« (Ef.4,11-13 ).
    Skal vi være åndskraftige og trosfrimodige vidner i vor tid, har vi først og sidst behov for selv at blive opbygget i en fri og rig tro på Jesus. Derfor er det af afgørende betydning for evangelisa­tionsarbejdet, at vi ikke ringeagter eller forsømmer de nådegaver, der tjener menighedens opbyggelse. Til enhver tid er vi fristede til at idealisere nogle bestemte nådegaver og tjenester og forsømme andre. I Korinth var det tungetalen, der blev løftet højt. Den burde alle have, mente man. Rigtige kristne kunne tale i tunger! Men Paulus beskriver denne tankegang som helt forskruet og me­ningsløs. Det ville svare til, at hele legemet ønskede at være øje. Hvad blev der så af alle de andre funktioner? Så ville der ikke længere være noget levende legeme (1.Kor.12,18-19 ).
    Tankegangen bliver ikke bedre eller mindre forskruet af, at tungetalen skiftes ud med evangelisation. Fremstilles det, som om vi alle burde have denne nådegave, og at vi alle i lige høj grad burde give os hen i evangelisationens arbejde, så er vi på vej til at nedbryde og opløse legemet! Det ville svare til i en krigssituation at sende hele befolkningen til fronten. Man kunne få en stor effekt på kort sigt, men snart ville kampen bryde sam­men af mangel på forsyninger.
    Nådegaverne er forskellige! Hvilken plads evangelisationen bør have i vort liv, må afhænge af, hvilken nådegave vi har. Fæl­les for os alle er, at vi ikke må forsømme den nådegave, vi har fået (Rom.12,6-8 ). Uanset hvilken nådegave, vi har, vil det altid virke skadeligt og svækkende for missionsarbejdet, hvis vi forsømmer den.
    Som der er forskel på vore nådegaver er der også forskel på vores livsvilkår.

Forskellige livsvilkår

Som kristne har vi meget forskellige livsvilkår i hverdagen med hensyn til arbejde, familie og andre forpligtelser. De forskellige vilkår har stor betydning for, hvordan vi hver især kan og bør tje­ne Gud i evangelisationsarbejdet.
    Carl Fredrik Wisløff fortæller om en kvinde der kom til præ­sten og undskyldte, at hun ikke kunne gøre noget for Gud, fordi hun havde fem børn. En sådan mor, understreger Wisløff, har brug for at høre, at hun i allerhøjeste grad har anledning til at gøre noget for Gud.
    Historien illustrerer to vigtige bibelske principper om forhol­det mellem livsvilkår og evangelisation. For det første har enhver kristen forælder en enestående mis­sionsmark i sit hjem. Intet kan i betydning sammenlignes med det at lægge Guds ord ind på sine børns hjerter under bøn om, at Ånden vil virke med og skabe tro på Jesus. Et kristent hjem præget af evangeliets trøst, fred og lys er et åndeligt kraftcenter af uvurderlig betydning. Med fem børn vil de fleste mødre have rigeligt af arbejde i hjemmet og tilsvarende begrænset tid til ak­tivt engagement i menigheden og i ikke-kristne kontakter. Sådan må det være, og ingen har ret til at tage frimodigheden fra en sådan moder - eller fader.
    For det andet er det vigtigt at fastholde, at enhver form for ærligt arbejde i denne verden er en tjeneste for Gud, hvad enten det udføres på arbejdspladsen, i hjemmet eller i menigheden. Vi har som kristne fået en missionsbefaling, men før den fik vi en kulturbefaling:
    »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« (1.Mos.1,28 ). Alt det arbejde, vi udfører for at fremme gode forhold i denne verden, er en tjeneste for Gud. Vi tjener ikke kun Gud, når vi gør noget, for at mennesker må blive frelst. Vores ganske alminde­lige borgerlige arbejde er en tjeneste for Gud ligesom også vore pligter i hjemmet og i ægteskabet. Det er ikke sådan, at gudstje­nesten er slut, når vi går ud af kirken. I en vis forstand er det først her, den begynder!
    Dette indebærer, at vi som kristne ikke må tænke småt om vore daglige pligter i arbejdet og i hjemmet eller forsømme dem til for­del for indsatsen i Guds riges arbejde. At gøre noget sådant er ikke udtryk for en særlig ophøjet fromhed og åndelighed, men for en svigtende lydhørhed over for Guds ord. Bibelen advarer os meget stærkt imod at forsømme vort arbejde eller vor familie ud fra selv­lavede og eventuelt 'skinhellige' begrundelser (Mark.7,8-13 ; 2.Thess.3,10 ). Vel kan Gud give os et særligt kald, som fører os bort fra et borgerligt arbejde og har omkostninger for familien, og da må vi lyde (Matt.4,20 ; 8,21-22 ;10,35-37 ). Men i almindelighed kalder Gud os til at tjene ham i menigheden og i misssionsarbej­det, efter at vi har tjent ham i det borgerlige arbejde og i hjemmet. En mors og fars omsorg for sine børn hindrer dem således på ingen måde i at tjene Gud. At tage sig tid til at opdrage sine børn kærligt, omsorgsfuldt og myndigt er en gudvelbehagelig tjeneste fuldt så meget som at være missionær i et fremmed land eller blandt ikke-kristne i vort eget land!
    Når dette er sagt, er der da noget fælles og alment evangelisa­tionskald tilbage? Det er der i allerhøjeste grad! Det skal vi se på i næste afsnit.

---