To træer Matt.7,15-20
D.A.Carson - "Men jeg siger jer"
Jesu disciple er ikke særlig modtagelige for åbenlyse opfordringer til
synd. Det er ikke sandsynligt at de vil lade sig overliste af den
lærer/prædikant som forkynder grel nydelsesfilosofi eller anarki eller
forskellige former for vantro. Problemet opstår med den prædikant der
virker from, der beder, der ved første øjekast synes at have alle den
kristnes kendetegn. Han bruger alle de rigtige religiøse klichéer, og
selve den dogmatisme han udstråler, synes at bevidne hans rettroenhed.
Han ser ud som et af fårene i Kristi flok, og flertallet af de ægte får
opdager ikke at han i virkeligheden er en grisk ulv.
»Tag jer i agt for de falske
profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve« (7,15).
Problemet med de falske profeter har
altid eksisteret. En profet er i grunden et sendebud for en anden, og
disse falske profeter hævder at de taler på Guds vegne. Den egentlige
fare ved dem er at de bliver antaget for det som de giver sig ud for at
være - de optræder inden for menigheden og samler sig en tilhængerskare
i menigheden. Jesus advarer et andet sted om at
»mange falske profeter skal stå
frem og føre mange vild« (
Matt.24,11
). Mod afslutningen af
sin tjeneste advarede Paulus de ældste i menigheden i Efesos:
»Jeg ved, at når jeg er borte,
vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja,
blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få
disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg
gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under
tårer« (
Ap.G.20,29-31
). Eller overvej de alvorlige ord i
2.Pet.2,1-3 og 17-22:
Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer
vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og
tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat
tilintetgørelse over sig selv, men mange vil følge dem i deres
udsvævelser, og
sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem. I
deres griskhed vil de søge at udnytte jer ved hjælp af opdigtede
historier; men dommen over dem er fældet for længe siden, og deres
fortabelse slumrer ikke.
Disse mennesker er udtørrede kilder og tåger, der jages af stormen, og
dystert mørke venter dem. De bruger opblæste og tomme ord, og ved hjælp
af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har
gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen; de lover dem
frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger
under for, er man slave af. Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor
Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed,
men igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre for
dem end det første. For det havde været bedre for dem slet ikke at
have lært retfærdighedens vej at kende end først at lære den at kende
og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget; så
er det gået dem, som ordsproget træffende siger: »Hunden vender tilbage
til sit eget bræk,« og: »Når en so er vasket, vælter den sig i sølet.«
Måske burde det ikke overraske os når vi tænker på hvem der er
arketypen bag disse falske profeter. Om visse mennesker som Paulus
havde haft med at gøre, skriver han:
»De er falske apostle, troløse
arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og det er intet
under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. Så er det
ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være
retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste« (
2.Kor.11,13-15
).
Hvordan skal vi kunne genkende disse
ulve i fåreklæder? Forskellige steder i Skriften findes forslag til
hvordan man kan afsløre dem, men her er der kun to.
Det første er baseret på en iagttagelse
ud fra sammenhængen. Inden for Bjergprædikenens sammenhæng kan den
falske profet kun være en der ikke går ind for den smalle vej som
Jesus taler om. På andre områder er han måske ikke udpræget kættersk;
han ønsker måske oven i købet at fremstå som en djærv forsvarer for den
rette lære. Men den vej han anbefaler, er ikke trang eller
foruroligende, og derfor har han ikke svært ved at få tilhængere. Disse
mennesker minder mig om visse pseudo-politiske profeter på Jeremias'
tid, om hvilke Gud siger:
»Fra den mindste til den største, alle søger uretmæssig vinding; fra
profet til præst, alle handler løgnagtigt. De vil helbrede mit
lemlæstede folk, de siger letsindigt: 'Fred, fred!', skønt der ikke er
fred. De bliver til skamme, fordi de handlede afskyeligt; men skammen
føler de ikke, spotten forstår de ikke« (
Jer.6,13-15
; jf
Jer.8,8-12
). Der er intet i deres forkyndelse der skaber fattigdom i
ånden, intet der ransager samvittigheden og får mennesker til at råbe
til Gud om barmhjertighed, intet der fordømmer religiøst hykleri,
intet der fremkalder en sådan retfærdighed i levemåde at en vis
forfølgelse er uundgåelig. I nogle tilfælde er det endog muligt at alt
hvad disse falske profeter siger, er sandt; men fordi de udelader det
besværlige, fortæller de ikke hele sandheden, og derfor er deres
totale budskab falsk.
Den anden test er ikke baseret på
betragtninger ud fra sammenhængen, men på tekstens eksplicitte
argument. Jesus siger
:
»På deres frugter kan I kende dem.
Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert
godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ
kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode
frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes
i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter« (Matt
7,16-20).
Den
semitiske måde at udtrykke sig på (dvs. både positivt og negativt:
ethvert godt træ bærer gode frugter, det dårlige træ bærer dårlige
frugter) gør denne test meget sikker. På Jesu tid vidste enhver at
tjørnebusken havde små sorte bær som kunne forveksles med druer, og at
der var en tidsel hvis blomst på afstand kunne forveksles med en figen.
Men ingen ville forveksle tjørnen og druen når han stod for at skulle
bruge frugten til at lave vin af. Ingen ville blive narret af tidslens
blomster når han skulle spise fignen til aftensmad.
Med andre ord, de
falske profeter kan i et bestemt perspektiv se ud som rigtige
profeter, og deres frugter kan også forekomme ægte. Men i det lange
løb kan det ikke skjules hvordan den falske profet i virkeligheden er.
Ligesom han ikke går ind for Jesu trange vej, således lever han den
heller ikke; denne kendsgerning må en dag blive klar for alle der har
valgt den smalle vej. Matt 7,15-20 tjener på denne måde som en bro
mellem 7,13-14 og 7,21-23. Matt 7,13-14 handler om de to veje, og som
vi skal se, skildrer 7,21-23 et menneske der har alt det der i øvrigt
kendetegner en Jesu discipel - bortset fra lydighed mod Jesus. Broen
(7,15-20) præsenterer falske profeter der hverken lærer den smalle vej
eller praktiserer den. Deres falske lære kommer til udtryk gennem
ulydigheden i deres levemåde.
Jeg må betone at Jesus ikke her
opmuntrer
til en mentalitet der nyder kætterjagten. Det er jo den samme Jesus som
kort forinden har taget afstand fra en dømmende indstilling. Ikke desto
mindre er det vigtigt at identificere falske lærere. Hvis de ikke
umiddelbart kan genkendes ud fra deres lære, så vil de før eller senere
blive genkendt ud fra deres liv; for det som et menneske tror, vil på
et eller andet tidspunkt manifestere sig i det han gør. Jesus fastslår
at der er et uløseligt bånd mellem tro og adfærd. For øvrigt er disse
vers ikke så meget givet for al true de falske profeter selv (selvom de
dårlige træer hugges om og kastes i ilden) som for at opmuntre
almindelige disciple til at kunne udpege dem:
»I kan kende dem på deres
frugter.«
Testen må ikke udføres overfladisk. Det
duer ikke kun at
bruge denne tekst, finde en eller anden socialt nyttig hedning og
betragte ham som en sand profet. Endnu mindre vil det være nok at
vurdere et menneskes frugter ud fra sekulære kriterier: succes,
stil, sikkerhed, popularitet. Adfærdsmønstre som er acceptable for vor tids
evangelikalisme, slår heller ikke til. De frugter Herren Jesus ser
efter,
er et liv i stadig større lighed med Himmerigets normer: retfærdighed,
ydmyghed, renhed, tillidsfuld og vedvarende trofasthed i bønnen,
lydighed mod
Jesu ord, sandfærdighed, kærlighed, gavmildhed, afvisning af alt som er
hyklerisk. Det vil måske tage tid før prøven viser sig at virke; men
hvor
lærermæssig vildfarelse ikke kan opdages øjeblikkeligt og utvetydigt,
er
»frugt-testen« en sikker vejledning.
Pluralismen er populær i vor tid. Men
selvom hvert menneske har ret til sin egen mening, følger ikke heraf at
alle meninger er rigtige. Blot det at tale om »falske« profeter vil
forekomme nogle menneske frygtelig intolerant; og dog er det den
betegnelse
Jesus selv bruger om dem der gerne vil være »Guds talerør«, men som
ikke
lærer hvad Jesus selv lærer »Tag jer i agt for de falske profeter,«
siger
han; »på deres frugter kan I kende dem.« Det er Guds rige der står på
spil.
Hvis man undlader at rette sig efter Jesu advarsel, betyder det at den
trussel
om dom som hænger over hovedet på de falske lærere også bliver en
trussel
for andre. Ikke blot deres liv, men også vores og jeres og mit er i
fare
hvis vi ikke identificerer og undgår de falske profeter.
(Fra "Men jeg
siger jer" s.166-170 af D.A.Carsonl - Creo Forlag 2000 - Shafan 25-11-08
Bibelhenvisningerne kan læses på BibelenOnline
- Det danske
Bibelselskab)