Et liv uden død
Det er vores store ulykke, at mange i dag sælger kristendom­men for billigt. De tilbyder liv uden død. Resultatet bliver, at det liv, som tilbydes, bruges som hjælp til afstivning af det gamle menneskes naturlige religiøsitet.
    Men vi ser også noget andet. I Danmark har vi gennem de sidste år oplevet noget bemærkelsesværdigt. Vi har enkelte forkyndere, som med stor kraft har forkyndt Gud som lovens Gud. Reaktionen har været dobbelt. Nogle har vendt sig imod dem. De synes, at det er hård tale. Hvem kan holde ud at høre på den?
    Andre er gået i stykker. De har gennem forkyndelsen mødt Gud. De har fået en sønderbrudt ånd og et sønderknust hjerte. Flere af dem har hørt Guds ord forkyndt gennem mange år, men de har aldrig mødt loven som den hammer, der knuser fjelde.
    Vi står over for menighedsmedlemmer, der for første gang virkelig kommer i syndenød. Gennem mange år har vi talt om, at det ikke er anger eller tårer, der frelser. Det er så sandt, så sandt. Men spørgsmålet er: Kan et menneske komme til tro uden syndenød?
    Svaret er nej.
    Et menneske får og modtager, hvad det beder om. Den, som ikke har brug for nåden, beder ikke om nåden og modtager ikke nåden. Måske er der tale om et hyperreligiøst men­neske, der er rigt på religiøse erfaringer - også på kristen mark, men det er fremmed for kristen tro. Jesus siger, at denne gruppe af kristenheden er stor: »Mange skal sige til mig på hin dag: 'Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?' Og da vil jeg sige dem rent ud: 'Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret'« ( Matt.7,22-23).
    Set ind i vores bibelskolesammenhæng er det store spørgs­mål: Hvor mange elever kommer til os og tror, at de er kristne uden virkelig at være det? Hvor mange styrker og hjælper vi på den moralens og religiøsitetens vej, som fører dem ind i det sjælebedrag, hvor de slår øjnene op i Helvede? Hvordan bliver det for dig at aflægge regnskab for de sjæle, som er dig betroet? Tror du, at du kan gøre det med glæde?
    Er sandheden den, at vi - omgivet af stedse mere nyheden­skab - glæder os over en kristelig religiøsitet uden tanke på, at det i den sidste ende kan være lige meget, om man er animist eller kristeligt religiøs? I begge tilfælde skal man tilbringe evigheden i Helvede.
    Vi har et af Gud givet kald til at forkynde lovens Gud. Vi kan ikke føre mennesket ind i syndenød, men Gud kan. Vi kan ikke gøre et menneske strafskyldigt for den levende Gud, men loven kan. Vi kan ikke lade et menneske smage den død, som er en forudsætning for liv, men Ånden kan - den Ånd, som skal overbevise verden om synd, om dom og om retfær­dighed.
    I en tid, hvor vi er få, vil vi være fristet til at flytte grænser­ne for, hvem der kan kaldes kristne. Vi står i fare for at tale om tro, hvor der ingen tro er. Vi viger tilbage for den forfær­dende tanke: Tænk, hvis det er få af de få, der bliver frelst! Vi bliver så let optaget af os selv, vores kirke, vores skole. Herren kalder os til hyrdeomsorg for den hjord, vi er sat til at vogte og lede. Intet er farligere for en synder end en vejleder, som ikke siger sandheden. En sådan vejleder er en vildleder.
    Det er farligt at anerkende religiøsitet som kristendom. At gøre det kan bringe én frem mod indflydelsesrige poster i kirken. Man siger jo det, som mennesker gerne vil høre. Men dommens dag bliver forfærdelig. Ansigt til ansigt med den levende Gud i nærværelse af alle de vildførte vil Herren åbenbare sandheden om din og min tjeneste og afsige den endelige dom.
    Skal vi skære gennem den mur af falsk religiøsitet, som kendetegner store dele af kristenheden i dag, må vi bede Herren oprejse forkyndere, som vil være villige til at låne røst til loven.
    Jeg tænker ikke på dem, som siger, at »vi ikke kan opfylde loven, og det skal vi heller ikke, for det har Jesus gjort«. Den slags forkyndelse har vi haft alt for meget af. Den giver resultatet, men lærer aldrig eleven at regne stykket. Nej, hvad vi behøver er forkyndere og lærere, som lader Ordets lys skinne ind i hjerter og samvittigheder, så det afsløres, hvad der bor derinde.
    Hvordan går det til, at du og jeg bliver bærere af lovens profetiske budskab?
    Det vigtigste er, at vi selv er inde under det ord, vi forkyn­der. Hvis vi ikke selv lever i Guds gennemtrængende og afslørende lys, hvordan skal det så kunne skinne gennem os ud til andre?
    Vores store fare er at blive indfanget af menneskers me­ninger om os. De ser på os som mennesker, hvis kristendom ikke kan drages i tvivl. Måske ser de også på os som kristne forbilleder, som det gælder om at leve op til. Ved mange lejligheder gives der udtryk for, at vi i den ene og anden sammenhæng er til hjælp og velsignelse for andre.
    Alt dette udnytter vores sjælefjende og modstander, Djæ­velen. Han bruger andre menneskers velvilje og taknemlig­hed til at føre os ind i den falske sikkerhed, hvor det altid er de andre, vi er optaget af.
    Men det er et bedrag. Uden lovens afslørende dom sover du ind i den åndelige død. Jeg tror, vi alle er blevet rystet mere end en gang, når det afsløredes, hvad brødre kom ud i af synd og elendighed. Vi har kendt dem som medkristne, vi havde tillid til. De besad indflydelsesrige stillinger i menighederne. På den ene side stod de frem som skattede forkyndere og lærere. Men indersiden af deres liv var forfærdelig. De havde sluttet fred med synden. Du kan ikke holde synden i den ene hånd og Jesus i den anden. Uden at du ved det, har Jesus sluppet din hånd.
    Og hvad skjules der ikke i os af trang til menneskelig ære og anerkendelse?
    »Hjertet er svigefuldt frem for alt, det er sygt, hvo kender det?« ( Jer.17,9). Det erfarer vi først og fremmest gennem os selv.
    Situationen er så alvorlig, at det ikke nytter at gøre noget nyt. Du kan nemlig ikke blive noget nyt ved at gøre noget nyt. Der må en nyskabelse til ( 2.Kor.5,17).
    Denne nye skabelse kan ikke finde sted i et menneskeliv, så længe sjælen er optaget af egne muligheder og bare tror, at jeg behøver mere kraft eller mere åndsfylde for at kunne sejre over det onde i mig.
    Det er selve evnen til at tro og være gudfrygtig, jeg mang­ler. Det ser jeg ikke, så længe jeg alene bevæger mig på moralens plan. Der kan der vindes ydre sejre. Men de ændrer ikke ved hjertet.
    Mit fordærvede, onde hjerte bliver ved at være det samme. Det søger altid sit eget. Vel kan lasternes snavsede klæder skiftes ud med selvretfærdighedens fine dragt. Det betyder ændringer i det ydre, men ikke over for Gud.
    Men hvorfor er syndserkendelsen afgørende vigtig?
    Syndenøden frelser ingen. Men uden syndenød kommer et menneske aldrig ind i en hunger efter Guds nåde. Uden syndserkendelse bliver du aldrig færdig med dig selv. Du fortsætter på selvforbedringens uendelige vej i et stadigt håb om, at det engang skal lykkes dig at blive en sand og sund kristen. Alt for mange er blinde for, at selvforbedringens vej ingen ende har, før den har ført et menneske i Helvedes evige afgrund.
    Som sagt: Syndenøden er vejen til hunger efter nåde, og der bliver ingen syndenød uden forkyndelse af loven.
    Luther siger, at når Djævelen vil tage loven fra os, da er det i og for sig ikke loven, han ønsker at fjerne. Men Djævelen ved, at har han først fjernet loven, da har han også taget evangeliet fra os. Uden prædikenen om loven kan evangeliet ikke fastholdes.
    Det er rigtigt, at en kristen er frikøbt fra loven i sit hjerte. Men loven skal samtidig hvile på vores gamle natur. Guds fordringer ophører ikke. Guds bud er sandhed. Aldrig kan vi vige uden om. Livet igennem er det vores ønske og vores bøn, at vi må blive sådan, som loven siger, vi skal være.
    Og livet igennem kommer vi til kort. Vi kan ikke opfylde Guds lov. Stadig står den som en anklager. Og lovens anklage er sand. Jeg må give den ret. Her er vi ved smerten ved at være et Guds barn.
    »Thi i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov; men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« ( Rom. 7 ,22-24).
    Jeg når aldrig længere som et Guds barn. Det kan synes fortvivlende, men det er det ikke. Det bevarer nemlig længs­len efter Jesus, hungeren og tørsten efter nåden.
    »Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold troligt ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere« ( 1. Tim.4,16).
    Disse ord til Timoteus har vi brug for at høre. Den åndeli­ge, snigende død er en fare for os alle.
    Hvor megen åndelig svaghed og afmagt har sin grund i de åndelige lederes eget liv? Tilstanden på en bibelskole afspej­ler i høj grad den åndelige tilstand hos lærerne.
    Hvor er det nærliggende, og hvor er det farligt at glemme, hvem man selv er. Synden har du og jeg til fælles med alle vore tilhørere. I os selv er vi lige så fortabte, som hver eneste af dem. Ja, i en forstand står det værre til med os forkyndere. For den, som har fået meget givet, af ham skal man kræve des mere.
    Vi skal være vore tilhøreres forbilleder. Det er rigtigt. Men hvor ligger faren snublende nær. Hvad der mangler i forbille­de, erstattes af fortielse eller forstillelse. Og uden at vi selv har gjort os det klart, begynder vi at tro på det billede, vi giver andre af os selv. I egen bevidsthed glider vi lige så stille bort fra en levende erkendelse af, at vi selv er hjælpeløse og fortabte syndere, som er værdige til den evige fordømmelse. Dermed glider vi også bort fra syndernes forladelse som vores daglige livsbehov. Hvordan skal vi kunne forvente et åndeligt behov hos andre, når det er fortrængt hos os selv? Hvordan skal du kunne tale sandt og ret om syndernes forla­delse, hvis dit eget hjerte ikke lever af nåden i Kristus?
    Hvor er det vigtigt, at Herren får taget os til side, så vi møder Ham på samme måde, som Moses gjorde det, Paulus gjorde det, Luther gjorde det og utallige med dem.
    Vi trænger bestandigt til at føres tilbage til udgangspunk­tet, hvor vi står ribbede for alt vort eget som hjælpeløse og fortabte syndere. Da kan vi virkelig blive andre til hjælp. Da kan vi lede andre ind og frem på den nådevej, som vi selv går på hver eneste dag. Og da kan vi også tale om Guds nåde som andet og mere end teori.

---