Læren
Det nye Testamente holder overalt på den rette lære. Jeg understreger dette, fordi hele tendensen i dag, som vi har set, er at dysse talen om læren ned og at tilskynde til at arbejde sammen, bede sammen og evan­gelisere sammen, fordi »læren skiller«. Læren er blevet ignore­ret i den formodede enheds interesse. Det står imidlertid fast, at der ikke findes nogen enhed skilt fra sandheden og læren, og det er afvigelse herfra, som er årsag til deling, og som bry­der enheden

Overalt i Det nye Testamente er der, som vi har set, en fast­holden ved sand lære i modsætning til falsk lære. Dette er kun muligt, fordi læren kan defineres og fremstilles i bestemte ud­tryk og læresætninger. Vi har en objektiv norm, hvormed vi kan prøve os selv og andre.

Den falske lære fordømmes

Dette bliver endnu tydeligere, når vi lægger mærke til den måde, hvorpå den falske lære bliver fordømt i Det nye Testa­mente, og det sprog, der bruges med henblik på falske lærere. Læg i særdeleshed mærke til den måde, hvorpå Herren selv gør det. For hele stemningen i dag er aldeles modsat dette. I bog­anmeldelserne morer det mig at lægge mærke til, at et punkt, der næsten altid fremhæves, er, om forfatteren har været helt positiv eller ej. Vi må aldrig være negative; vi må aldrig kriti­sere andre synspunkter. Det betragtes som »ukristeligt«. Det er sindelaget, det kommer an på. Så vi må aldrig kritisere, og langt mindre må vi fordømme noget. Synspunkter, som er totalt afvigende, skal betragtes som værdifulde »indsigter«, der peger i retning af sandheden.
    Faktum er naturligvis, at vi i vor misforståelse af Det nye Testamente og dets lære ophøjer en slags »pænhed« og »høflig­hed«, som ikke kan findes der, ikke engang hos vor Herre Jesus Kristus selv. Se f. eks. på, hvad han siger i Matt.7,15-27 . Han siger, at der findes falske lærere, som han kun kan sam­menligne  med »ulve i fåreklæder«. Nogen strengere revselse end den kan man ikke tænke sig. Han hentyder til mennesker, som selv er fornægtere af sandheden, men som giver indtryk af, at de forkynder den. Han advarer os imod dem. De er »falske profeter«, »falske lærere«, mennesker, der hævder, at de tilhører ham og siger: "Herre, Herre, har vi ikke gjort så­dan og sådan ved dit navn?" Han siger, at de er løgnere, og at han på dommens store dag vil sige til dem: "Jeg har aldrig kendt jer"! De har overhovedet aldrig været hans. Man kan ikke forestille sig nogen stærkere lære end den.
    Eller se, hvad han lærer i Matt.24,24-26. Der retter han en særdeles vigtig advarsel til sine efterfølgere og til alle kristne op gennem århundrederne: "Thi falske messias'er og falske pro­feter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild. Se, jeg har sagt jer det forud. Hvis de altså siger til jer: »Se, han er i ørkenen«, så gå ikke derud; »se, han er i kamrene«, så tro det ikke!" Her advarer han os imod falske og svigefulde lærere. Atter er spro­get meget stærkt.
    Vi har allerede set det samme i Ef.4 . Den store apostel, fyldt med kærlighedens ånd, siger her, og lad os huske det, »sandheden i kærlighed«; men ordene, han bruger, er, som vi har set: »Så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt for­leder til vildfarelse!« Dette er at »sige sandheden i kærlighed«. Det inkluderer at fordømme disse falske lærere i kirken og at gøre sig klart, hvilken slags mennesker de er, og hvilke ger­ninger de gør. Han beskriver dem som rovdyr, der ligger på lur for at gøre bytte. At sige sandheden i kærlighed rummer en klar fremstilling af vildfarelse og alt, som kan være skade­ligt for »spæde i Kristus«.
    Endnu stærkere sprog anvendes af apostlen i hans afskeds­tale til de ældste fra menigheden i Efesus (Ap.G.20,28-31 ). »Så giv da agt på jer selv og hele den hjord, i hvilken Hellig­ånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der frem­stå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne og kom i hu, at jeg i tre år, nat og dag, er blevet ved med at påminde hver enkelt med tårer.« Hvilket sprog! »Ulve«! »Glubske ulve«! I 2.Kor.11,13-15 kalder han dem »falske apostle«, der har lighed med djævelen, som jo »selv giver sig skin af at være en lysets engel«. I Gal.1,8 siger han: »Men om så vi selv eller en engel fra himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer - forbandet være han!«

Alt dette kommer ind under overskriften at »sige sandheden i kærlighed«. Hvorfor bliver sådan tale afskyet i dag og anset for »ukristelig«? Fordi sandhedsbegrebet som noget definerbart er borte, og vi er ved at erstatte det med en slap, sentimental forestilling om enhed og fællesskab. I Fil.3,18-19 skriver apostlen: »Thi, som jeg ofte har sagt jer og nu igen siger med tårer: mange vandrer som fjender af Kristi kors, de ender i fortabelse, bugen er deres gud, og de sætter en ære i deres skam, jordbundne som de er af sind.« Sådanne mennesker var i kir­ken og præsenterede sig selv som lærere i evangeliets sandhed. Men apostlen tøver ikke med at fordømme dem som »fjender af Kristi kors«. Hvorfor? Fordi de fornægtede den sande lære på et eller andet punkt.
    Vi må sige sandheden i kærlighed om sådanne mennesker, for at »børnene« i troen må blive beskyttet for deres afskye­lige indflydelse. De udtryk, der anvendes om dem, er usædvan­lige i deres styrke og variation. Han taler om »verdslig visdom og tomt bedrag«; »menneskers overlevering«; »den vanhellige, tomme snak«; »deres ord vil æde om sig som kræft«. Apostlen Peter taler i tilsvarende stærke vendinger om »vandløse kilder«. De ser ud til at indeholde noget, men har i virkeligheden intet. Hvad er der i deres evangelium, hvad er dets indhold? De står og taler med stor tungefærdighed om kærlighed; men hvad er det for en kærlighed, de taler om? Hvor er deres frelse? Hvad er betydningen af de vendinger, de bruger?
    Se også på det sprog, der bruges af Judas! Se på det sprog, der bruges i brevene til menighederne i Åb.2 og 3 ! Det nye Testamente taler om mennesker, som føres bort af »en vild­førende magt«, og mennesker, der »tror løgnen«. De falske profeter omtales som »hundene«, som nogle, der lærer og taler om »tåbelige stridsspørgsmål«, hvis veje er ødelæggende, og som er »løgnere«. Det omtaler falsk lære som en kræft, der æder livets inderste kerne. Det er nytestamentlig lære. Men alt det fordømmes i dag og betragtes som en fuldstændig for­nægtelse af »kærlighedens og fællesskabets ånd«, ja, af Kristi And.

    Denne moderne lære om enhed har med andre ord fjernet sig så langt fra Det nye Testamente, at den nærer uvilje mod et hvilket som helst polemisk element overhovedet så vel i for­kyndelsen af som i læren om sandheden. Som jeg før har sagt, beder man os om aldrig at være negative, men altid at være positive. Den, der beundres, er ham, der siger: »jeg er ingen polemiker, jeg er simpelthen en forkynder af evangeliet.« Nogle evangelister og andre, som anser sig selv for at være evange­liske, bliver rost af dem, der er meget liberale i deres teologi på grundlag af, at de ikke »angriber« liberalisme og modernis­me. Det beundrer man. Ethvert polemisk element betragtes som en benægtelse af den kristne Ånd. Vi må aldrig kritisere; vi skal altid være søde og elskværdige. Jeg er enig i, at vi altid skal være rare og venlige; vi må altid »sige sandheden i kær­lighed«. Men vi må altid »sige sandheden i kærlighed«. Vi må, som Det nye Testamente selv gør, »kæmpe for troen«. Vi må afsløre vildfarelse, fordømme den og ikke blot søge at være mennesker til behag. Det nye Testamente er fyldt af dette, hvilket jeg lige har bevist. Dette er, hvad man gjorde på den protestantiske reformations tid. Det bliver altid gjort i væk­kelses- og fornyelsestider, fordi der i sådanne tider er en til­bagevenden til Det nye Testamente. Vildfarelse bliver dema­skeret, afsløret og fordømt. Det blev ligeledes gjort på purita­nernes tid. Lad os huske her i vor tid, hvor »pænhed«, »venlighed« og »fællesskab« bliver ophøjet til det højeste stade og det på bekostning af sandheden, at den formaning, som blev rettet til de nytestamentlige lærere og troende, ikke var den, at de skulle være parate til at være enige i noget som helst for enhedens og fællesskabets skyld. Den formaning, der rettes til dem i 1.Kor.16,13-14 , lyder: »Vær årvågne, stå fast i troen, vær mandige, vær stærke! Lad alt hos jer ske i kærlighed!« Vi skal være mænd, vi skal være stærke, vi skal stå fast i den tro, vi har fået. Vi skal vide, at vi har grund under fødderne, og vi må vide, hvad den er. Vi skal ikke svæve på skyer, vi skal ikke være i luften,/vi skal »stå fast« på en solid, genken­delig, definerbar grund. Vi formanes til »at stride for den tro«. I 2.Joh. bliver vi bedt om ikke at give nogen falsk lærer husly eller at »byde ham velkommen«, og han siger, at man ved at handle således »gør sig medansvarlig i hans onde ger­ninger« (versene 10 og 11). I 2.Thess.2,15 bruger apostlen disse ord: »5å stå da fast, brødre! og hold fast ved de overleverin­ger, hvori I blev oplært af os, hvad enten det var i tale eller brev.« Overleveringer givet i tale og i skrift! Noget definer­bart, noget konkret, noget klart, noget, som man ikke kan tage fejl af. Det blev skrevet til mennesker som tessalonikerne, til unge kristne i troen. Og vi skal kæmpe for det alvorligt, med al vor magt og kraft.
    I Titus 3,10-11 sammenfatter apostlen det igen i et særdeles vigtigt ord: »En mand, der volder splittelser, skal du vise bort, efter at du en eller to gange har advaret ham; du ved jo, at et sådant menneske er på vildspor og synder, dømt af sig selv.« Vi skal ikke være »rare og venlige« imod ham. Hvis han bliver ved med at volde splittelse efter den første og anden advarsel, skal vi vise ham bort. Han er en fare for kirken, og vi må udelukke ham. Det er alle vegne Det nye Testamentes lige­fremme og klare lære. Alt dette er naturligvis, når det drejer sig om frelse, ganske uundgåeligt ifølge sandhedens natur og arten af den enhed, der består i kirken. Men det er meget fjernt fra dagens populære fremstilling, som ikke alene tolererer lære­sætninger af mennesker, der fornægter den klare, nytestament­lige lære om vor Herres person og gerning, men endog ophøjer og roser dem som fremragende kristne, værdige til at efter­lignes af unge troende.

---