Tilegnelsen
Når evangeliet om Guds store gerninger til vores frelse blev forkyndt af apostlene, så forkyndte de det i en sum som syndernes forladelse ( Ap.G.10,43 & 13,38).
    Her er vi ved det punkt, hvor mange sidder fast og går uforløste - og det til trods for, at frelsen er så fuldbragt, fri og færdig, som den nu er!
    Vi tænker - Jesus gjorde sit, og det er en ting. Kunne jeg bare få gjort mit.
    Og så er hele ens opmærksomhed straks rettet mod en selv, og da er det umuligt at tilegne sig nåden - for evangeliet bliver derved gjort betinget af alle mine »om« og »hvis« og »når«. Uden vi selv ved, hvad der er sket, så har vi gjort evangeliet lovisk for os selv. Virkningen kender vi så godt fra os selv - for »loven fremkalder Guds vrede« (Rom.4,15). Den skiller os fra Gud, for den taler om »mine mangler« og »mine forsømmelser,« osv. Og vi forbliver uforløste. Sådan virker det betingede evangelium.
    Min uforløste ven! Du må høre evangeliet uden betingel­ser:

Har du mange synder, Jesus dig forkynder: Gælden er betalt! Her er ingen vrede, nåden den er rede, det er rigtigt alt! Jesu død, og at han brød gennem dødens vold og vrede, det for dig jo skete!

(Brorson. DDS 242 v.5.)

Forsoningen har et formål: din og min evige frelse! Forsonin­gens hensigt er, at du og jeg på dette bæredygtige fundament skal leve troens frimodige og frigjorte liv. Forsoningens evan­gelium kræver ikke tro - det skænker tro.
    Guds rige er kommet nær, siger Jesus. Han kom ind i syndens, dødens og dommens verden med dette nye herre­dømme - hvor nåden alene hersker. På denne baggrund lyder det: Omvend jer og tro på evangeliet ( Mark.1,15).
    I en tid som vores, der er gennemsyret af psykologiske problemstillinger og tænkemåder, møder vi også vores egne tanker om det at tilgive. Vi kender jo til både at give og skulle bede om tilgivelse. Men nogle af os har også oplevet, hvor vanskeligt det er, at glemme, og forestiller vi os tilgivelsen som en eftergivelse, hvor vi afstår fra at bruge det mod hinanden mere - da kan det godt give problemer med at tro Guds tilgivelse. Han siger jo, at han ikke kommer dem i hu. Men, når jeg kommer igen og igen med de samme synder - om og om igen. Kan Gud så blive ved ... ?
    Da skal det siges til dig: Gud er ikke et menneske, og han tilgiver ikke på »vores vis«. Han tilgiver i kraft af Jesu blod, der renser fra AL SYND. Et Guds barn har syndernes forlad­else ved Jesu blod  - lige så rig som Guds nåde i ham er. Sådan tilgiver Gud, og det forløser og frigør ( Ef.1, 7).

Forsoningen griber ind i mange ting

Vi har set, at den, der lever sit liv i Jesu forsoning frigøres fra syndens skyld, dom og Guds vrede - og får fred med Gud.
    Forsoningen fratager også Djævelen den syndens lænke, han har på os ( Kol.2,15). I livssamfundet med Kristus er Djævelens og dødens herredømme over os brudt ( Hebr.2,14).
    Vi kan vanskeligt fatte rækkevidden heraf, men det siger noget om, hvor godt det er at høre Jesus til.
    Men endnu en ting skal nævnes, som også har sin grund i Kristi forsoning. Mange af os har sikkert undret os over det der står i Rom.8,28. Hvordan kan Gud lade »alle ting« samvirke til gode for dem, der elsker Gud?
    Det kan han i kraft af Jesu forsoning. Blodet på hans kors har den betydning, at Gud kan tage alt og alle ting i sine hænder og lade dem samvirke til et menneskes sande gode. Dvs. at hans frelsesplaner med os bliver nået. Min tanke har svært ved at fatte det, men i Guds skole ser vi det ofte virkeliggjort midt i blandt os - og det skyldes Jesus.

Golgata-kapitler

Der er to kapitler i Det gamle Testamente, som særligt for­kynder Golgata. Det er Salme 22 og Esajas 53.
    Vi skal se lidt på det sidste af de to steder. Dette kapitel ændrede den etiopiske hofmands liv ( Ap.G.8,26-39). Det har også ændret mit liv, for gennem det, blev forsoningens hem­melighed afsløret for mit hjerte.
    Kapitlet begynder med to spørgsmål. »Hvem tror evangeli­et?« og »Hvem bliver genstand for Guds personlige indgreb til frelse?« Det gør jo ikke alle. Det gør kun de, der lærer Messias at kende (Es.53,11).
    Når vi hører om Jesus, hans fattigdom og ringhed, og især når vi hører om korset, så ser det ud som nederlag og svaghed - ja, dårskab.
    Min ven, du må ikke nøjes med at se »jordsiden«. Du må forstå, at her opfyldes alt det, Gud i sin egen fastsatte plan og forudviden havde bestemt og forudsagt skulle ske ( Ap.G.2,22-24).
    Du må se »himmelsiden« ved Jesus. Du må se hans betyd­ning for Gud. Da begynder det at dæmre. Og dog ... det var vores sygdomme og smerter han bar - og ikke bare følgerne af vores synd, men vores overtrædelser, vores brøde, skyld og straf sårede og knuste ham. Det hændte - os til fred.
    Her er det nemlig Gud, der handler. Han tog den skyld, som lå på os alle - og lod den falde på ham. Frivilligt og lydigt som et offerlam bar han det altsammen, for at hans sjæl skulle fuldbringe et skyldoffer. Det vil sige et offer, som borttager skyld. Når det er sket, skal han leve længe (evigt), og HERRENs vilje lykkes ved hans hånd. Forstår du, ved ham virkeliggøres Guds frelsesvilje.
    Og Guds Ånd siger: Kom, for det er gjort for dig!

Et liv på forsoningens grund

Det er underligt at lægge mærke til, at det, der står helt centralt i et menneskes forhold til Gud, så let kan glide i baggrunden for os. Vi har så let ved at blive optaget af os selv, hvad vi gør og bør, kan og skal. Hvor vidunderligt er det ikke at få lov at leve sit liv i det fuldbragte - et liv i Jesus Kristus, hvor ingen og intet kan fordømme os.
    Jesu soning er gjort uden om os. Her er det Gud, der handler. Her er det, som er »nok,« for det er fuldbragt. Nok til at leve på. Og når den dag kommer, da jeg ligger på mit dødsleje, da ønsker jeg, at nogle vil læse for mig om min frelser og hans blod. Det kan jeg dø på, for det er det, der tæller - også på dommens dag i mit møde med Gud!

---