
Den del af Lukas-evangeliet, som dette afsnit er taget fra,
handler om det rette discipelsind. Det viser os ikke bare, hvordan det
rette discipelsind er, men det virker og skaber et sådant sind i os,
som tror på Jesus, så sandt vi tager ordet til hjerte.
Jesus havde nogle gode venner i Betania. Vi læser om dem i begyndelsen
af Johannes-evangeliets ellevte kapitel. Der står der, at Jesus elskede
Marta og Maria og Lazarus. Alt tyder på, at Jesus ofte er taget ind i
dette hjem.
Den dag, der er tale om her, tager Marta imod ham og går straks i gang
med at tjene ham. Sandsynligvis har Jesus sine disciple med sig, og
både han og disciplene er kærkomne gæster i dette hus. Marta vil gerne
sørge for dem på bedste måde og får derfor meget travlt.
Maria, hendes søster, sætter sig straks ved Jesu fødder for at høre på
hans ord. Og der bliver hun siddende. Dette synes Marta bliver lidt for
meget af det gode. Hun går hen og vil have Jesus til at sige til Maria,
at hun skal hjælpe til med at tjene ham.
Men da er det, at Jesus giver dette underlige svar: »Marta! Marta! du gør dig bekymring og uro med mange ting; men et er nødvendigt. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende« (v. 41-42).
Menneskeligt set kunne man vel have ventet, at Marta havde fået et par anerkendende ord for alt sit besvær. Men i stedet får hun en advarsel. Jesus tager Marta ind i sin sjælesorg på en ganske særlig måde. Og det er tydeligt, at Guds ord her fremstiller disse to kvinder som eksempel for os, den ene til advarsel - Marta, den anden til forbillede Maria.
Hvad er det så egentlig, Jesus advarer mod hos Marta?
Marta bliver undertiden fremstillet som en verdsliggjort kristen. En, som er optaget med denne verdens ting, fordi huslige gøremål spiller en alt for stor rolle for hende. Det bliver så brugt som advarsel over for kristne kvinder, kristne husmødre især, mod at blive alt for optaget med hus og hjem og hvad dertil hører.
For Guds ord er dette imidlertid en fuldstændig fremmed tanke. En kvinde, som passer sit hus godt, bliver rost i Guds ord. Det behøver vi blot at henvise til Ordsprogsbogens sidste kapitel for at se. Intetsteds i Bibelen bliver kvinder rost, som forsømmer deres hus og ikke tager gæstfrit mod, hvem der kommer på besøg.
Der er intet i Guds ord, der tyder på, at huslige gøremål i og
for sig verdsliggør en kristen kvinde. Ej heller er det ret at kalde
Marta en verdsliggjort kristen. Det, Ordet siger om hende, er, at hun
havde meget travlt med at tjene ham. Det tyder ikke på
verdsliggørelse. Det tyder heller ikke på, at det i og for sig er de
huslige gøremål, der optager Marta så stærkt. Det er det at tjene
Jesus, hun ved denne lejlighed er optaget af.
Men netop her er det, at Marta er i en så stor åndelig fare, at Jesus
advarer hende. Hvori denne fare består, kommer tydeligt frem i
grundtekstens ord. I vor bibeloversættelse (den norske) hedder det:
»Marta havde meget travlt med at tjene ham.« Grundteksten siger det
mere præcist og nuanceret: »Martas sind var draget i mange retninger
ved at tjene ham.«
Marta var optaget af at tjene Jesus på en sådan måde, at det drog
hendes sind bort fra Jesus og hans ord. Og det er dette, Jesus advarer
imod.
Med Maria var det helt anderledes. Hun satte sig ved Jesu fødder for at høre på hans ord. Hendes sind er ikke rettet mod det, hun skal gøre for Jesus, men mod ham selv. At være rettet mod Jesu ord og mod Jesu person er et og det samme. Jesus møder os personligt i sit ord. Den, som er åben for Jesu ord, er åben for ham selv. Og omvendt: Den, som drages bort fra hans ord, drages bort fra ham selv.
Her ser vi, hvad Jesu sjælesorg går ud på for os i
dag!
Der er kristne mennesker, hvis hjerte er rettet mod tjenesten i stedet
for mod Jesus. Da de blev frelst, var det Jesus og hans ord, de var
optaget af. Men som tiden er gået, er de blevet så optaget af det, de
skal være og gøre som kristne, at de faktisk ikke længer har tid
tilovers for Bibelen.
Frelst for at tjene! - det er blevet lidt af et slagord i vor
tid. Men det er det modsatte af det rigtige! Vi er ikke frelst for at
tjene, men vi tjener, fordi vi er frelst. Det gør en verden af forskel,
om du tager det på den første eller den sidste måde. En kristen er
udsat for alle slags farer i denne verden. Verdsliggørelse, sløvhed,
fristelser til al slags ondt og meget andet kan nævnes. Men alle farer
af denne art ved han, er farer, og hans samvittighed dømmer og
anklager ham, hvis han giver efter for dem.
Men hvem tænker på, at der er fare forbundet med at gå op i kristeligt
arbejde? Hvem tænker på, at kristen aktivitet kan føre en kristen bort
fra Jesus?
Det er her, Jesu sjælesorg kommer ind i billedet, hvad denne sammenhæng angår. Her gælder det for enhver kristen om at prøve sig selv!
Vil du vide, hvordan dit forhold til Jesus er, så spørg dig selv, hvordan dit forhold til Bibelen er!
Du kan ikke stå i et forhold til Jesus og i et andet forhold
til Bibelen. Jesus betyder ikke mere for dig, end Bibelen betyder for
dig. Du har egentlig ikke mere tid for Jesus, end du har for
Bibelen.
Hvor mange kristne i dag bruger en af dagens timer på Bibelen? Var det
for meget, om vi gjorde det? Men her lyder et kor af røster: Vi har
ikke tid! Det er ikke sandt. Vi har tid til det, som vi tager os tid
til. Her må en kristen vælge.
Maria har valgt den gode del, siger Jesus. Vi skal gøre det samme.
En, som vælger den gode del, bliver ofte kritiseret af andre kristne. Man gør ikke nok, man føler ikke ansvar nok, man er ikke aktiv nok. Der er så mange, der prøver på at tage den gode del fra os, som har valgt den. Men det skal ikke lykkes dem. For Jesus siger: Hun har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende. Og dermed kommer vi til en ny side ved denne sag: Hvad skal vor kristelige aktivitet egentlig gå ud på?
Den skal gå ud på at være redskab for Guds
ord!
Jesus siger om sit ord: »De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er
liv« (
Joh. 6,63). Det gælder først og fremmest i vort eget hjerte. Men
det gælder lige så meget i vor kristelige virksomhed.
Læg mærke til, hvad Jesus siger umiddelbart foran: »Det er Ånden, som
gør levende, kødet gavner intet.«
Ud fra vore naturlige menneskelige forudsætninger kan vi ikke tjene
Herren. Vi kan ikke gøre det, vi gør, for Jesus. Kødet - det, vi er i
os selv af naturen - gavner intet, hverken i vort gudsforhold eller i
arbejdet i Guds rige.
Det er ved Guds Ånd, vi er genfødt. Ved ham er vi kommet til liv i Gud. Og det skete gennem Jesu ord. »Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord« ( Rom. 10,17). Uden ordet om Jesus og hans fuldbragte værk sker ingen genfødelse. Men uden Guds ord sker Guds gerning heller ikke i de mennesker, vi arbejder iblandt. Ingen af os når længere i vor tjeneste for Herren, end vi når med Guds ord. Kun, når vi er redskaber for Guds ord, er det Guds . . gerninger, vi gør.
Derfor er det at være stille for Guds ord ikke bare nødvendigt for vort eget gudsforhold, men også for tjenesten. Maria havde en forståelse af Jesus, som endog var større end disciplenes. Det forstår vi af det, der fortælles om hende i Joh. 12. Og Maria fik stor betydning, langt større betydning end Marta.
Den kristen, som vælger den gode del og går ind for at være stille for Guds ord og få indsigt deri ved at lade det tale til sig, er altid i tjeneste for Herren. Hvor han står og går, hvad han end taler om, udgår der en indflydelse fra Jesus til hans omgivelser. Med en sådan kristen bliver det i dag, som det dengang var med Maria. Ved sin nærværelse og ved det, hun gjorde for Jesus personlig, afslørede hun falskhed og hykleri i kredsen omkring Jesus. Og det gjorde hun uden nogen tanke på, at hun skulle være årsag dertil. (Joh. 12,1-11).
Det er på samme måde i dag. Der lægges store planer og udfoldes omfattende aktivitet, der vælges bestyrelser og udvalg og iværksættes alle slags undersøgelser i kirkelig og i kristne organisationers regi. Men resultatet er åndsfattigdom, stress og overanstrengte kristne.
En ung mand fortalte mig, at han kom bort fra Jesus ved det pres, han kom ind under ved at forberede en større åndelig kampagne. Det førte til, at der gik uger og måneder, uden at han selv fik læst i Bibelen eller blev virkelig stille for Guds ord. Og så gik det galt.
Men når en kristen tager sig tid med Guds ord, så ordet
begynder at leve i ham, da spirer og gror det åndelig talt omkring ham.
Da kommer alt det, som andre kristne forgæves arbejder med.
Det er dette, Jesu sjælesorg over for Marta og Maria går ud på. Nu er
så spørgsmålet det, om du og jeg vil tage det til hjerte og lære af
det, så vi vælger den gode del