Et fornyet kald ( 1.Kong.19,8-18)
Der var cirka 400 kilometer fra Be'ersjeba til Horeb. Her vandrede Elias i 40 dage og 40 nætter igennem den samme ørken, som Israels børn hav­de gennemvandret i 40 år. Elias blev mindet om Herrens trofasthed og Israels troløshed under denne vandring.
Endelig nåede han Guds bjerg, Horeb (v.8). Det var her, Herren havde åbenbaret sig for Moses i en brændende tornebusk ( 2.Mos. 3). Det var her, loven blev givet ( 2.Mos. 19-20). Det var også fra denne hule, Moses skuede Herren bagfra ( 2.Mos. 33,21-23).
Det var den samme hule, Elias nu gik ind i (1.Kong. 19,9). Da kom Herrens ord til ham: »Hvad er du her efter, Elias?« (v.9). Herren nævner Elias ved navn. Så bliver spørgsmålet mere personligt.
Det er muligt, at der ligger en vis bebrejdelse i Herrens ord, som om Herren ville sige: »Hvad skal du her, Elias?« Er det Guds vej, du er på nu? Det var nødvendigt for Herren, at Elias blev på sin plads og fuldfør­te det, som var begyndt.
Elias udøser det, som ligger ham på hjerte, for Herren: »Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren ... fordi israelitterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt ... Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet!« (v.10).
Så var det alligevel »selvets vej«, Elias havde vandret på! Han syntes, at Herren havde lønnet ham dårligt for hans tjeneste. Jeg er alene på det­te sted, fordi jeg ville redde mit liv, min egen person.
»Hvad er du her efter, Elias?« Der danner sig et bønnesuk i hjertet: »Herre - giv mig, at jeg altid må være der, hvor du venter at finde mig og aldrig noget andet sted!«
Det svarer til et ord af Jesus: »Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære« ( Joh. 12,26).
Så taler Herren til Elias: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens åsyn!« (v.11). Alt hvad Elias skulle gøre, det gjorde han for Herrens åsyn.
»Karmel-tider« og»Horeb-tider« er noget alle Guds børn kender. Det ene har som kendetegn fremgang og sejr, det andet tilbagegang og an­fægtelse. Vi synes at »Karmel-tiderne« er de bedste. Men vi må ikke glemme at efter sådanne tider, gælder det om at passe ekstra meget på. Elias glemte at være på vagt efter sejren på Karmel.
Men Herren har noget at lære os i »Horeb-tiderne«, som i det lange løb kan være mere nyttigt for vores åndelige vækst.
Herrens ord til Elias lød: »Gå ud af hulen, kom ud af mismodet, du skal stå på klippen for Herrens åsyn!«
Og nu oplever Elias et mægtigt »naturens« drama: storm - jordskælv - ild (v.11-12).
Det var nærliggende for Elias at spørge: Er Herren i stormen? Er Her­ren i jordskælvet? Er Herren i ilden? Er Herren i alt dette? Men nej, der kom ingen stemme.
Men så »kom der en stille, sagte susen« (v.12), en stille dæmpet stem­me. Alt er nu roligt i naturen. Men profetens åndelige sans er vågen. Han lytter opmærksomt efter Herrens røst. Så taler Herren, og Elias genken­der røsten.
»Og da Elias hørte den, hyllede han sit hoved i sin kappe og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen; og se, en røst lød til ham: Hvad er du her efter, Elias?« (v.l3).
Forstår du, Elias, at stormen, jordskælvet og ilden er billeder på den tilbagelagte del af din profetgerning og billeder på din karakter? Du er jo selv blevet kaldt en ødelægger og en forstyrrer af din konge ( 1.Kong. 18,17). Men nu skal du lære noget nyt: »Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre« ( Zak. 4,6).
Elias' »Horeb-oplevelse« peger på Guds frelsesorden: Loven tordner med storm, jordskælv og ild. Evangeliet toner med den milde, stille og trøstende stemme. »Thi loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus« ( Joh. 1,17).
Jeg tror, at et Guds barn, som lever i samfundet med Herren, gør sam­me erfaringer som Elias. Herren kan til tider prøve os med de samme forfærdende oplevelser som storm, jordskælv og ild .. Men Herren er ikke i dette. Alligevel er det nødvendigt, at det kommer. Ellers kan vi ikke få opladt øret og indstillet hjertet på den stille, sagte susen.
En forfatter skriver:»Det kan være tunge tider, når mismodet bryder frem, det kan være farlige tider, når ulydighed og selvrådighed får drevet os bort fra den plads, Herren har anvist. Men så tager Gud fat på os. Så slår han alle støtterne væk under os, og der er meget, som omstyrtes i stormen, ramler sammen i jordskælvet og brænder op i ilden - meget af det, som vi regner allermest med.«
Nu er hjertets jordbund hos Elias beredt for Guds sæd. Så kommer Herren selv i den stille, sagte susen. Og vi skal, som Elias, ydmygt stå ved hulens indgang og bie på Herren (v.13). For troslivets dybeste væsen er et skjult liv med Kristus i Gud ( Kol. 3,3).
Der er en detalje i denne beretning, som er værd at mærke sig, nemlig at evangeliet er stærkere i sin virkning end loven. For i 1.Kong. 19,11 siger Herren til Elias: »Gå ud«.
Men ud fra sammenhængen i det følgende må Elias være forblevet i hulen under stormen, jordskælvet og ilden. Først efter den »stille, sagte susen«, skete det, at Elias »gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen« (v.12-13).
Set fra den side, var det evangeliet, der satte profeten i bevægelse og førte ham ud af mismodet. I denne sammenhæng vil jeg gerne citere et par linier af Carl Fr. Wisløff:
»Jeg synes jeg hører så lidt evangelium i meget af forkyndelsen. Ofte er det appeller og formaninger og betragtninger og causerier. Men virke­lig forkyndelse af det frigørende evangelium - det, som lægger alt på Kristus og viser os til ham som frelser for de fortabte, det hører man ikke så ofte. Men det er jo så nødvendigt!«
For Elias følger derefter kaldet fra Herren til opbrud: »Vend tilbage ad den vej, du kom .,,« (v.15).
Her skal vi bemærke en detalje i den guddommelige rækkefølge: Først stilhed (v.12) og derefter kald til at bryde op og gå (v.15).
Det samme mønster finder vi i 2.Mos. 14,14-15: Først lyder løftet: »Herren skal stride for eder, men I skal tie (v.l2). Derefter følger kaldet: »Sig til israelitterne, at de skal bryde op!« (v.l5).
I vores fortravlede tid med megen kristen virksomhed har vi let ved at overse sådanne detaljer i Bibelen, men de er værd at lægge mærke til og tage ved lære af.
Nu er Elias klar til at modtage nye opgaver fra Herren. Gudsåbenba­ringen på Horeb blev profetens redning. Han blev fornyet i sit kald.
Det er blevet sagt, at ved Horeb tager Elias et afgørende skridt fremad i sit forhold til Gud. Indtil da havde han været Herrens tjener. Nu bliver han Herrens ven. Tjeneren skal adlyde sin Herre. Vennen bliver indviet i Herrens planer og råd. »Jeg kalder jer ikke længere tjenere; thi tjene­ren ved ikke besked med, hvad hans herre gør; men jer har jeg kaldt venner, thi alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer« ( Joh. 15,15).
Ved Horeb åbenbarede Herren sine planer med Israels folk for Elias.
Her er både kald og opmuntring. Gå! Herren har sin plan, og du er red­skabet for dens gennemførelse. Herren har stadig opgaver til dig, Elias!
Elias skal gå tre steder hen. Tre mænd er udset til at være redskaber i Herrens hånd, men på forskellige måder. Og alle disse tre opgaver inde­holder svar på Elias' klage (v.15-16).
Her skal vi særligt standse ved den tredje opgave Elias får: »og salv Elisa, Sjafats søn, fra Abel-Mehola til profet i dit sted!« (v.16b).
Elias havde klaget til Herren: »Jeg alene er tilbage« (v.10). Her er Guds svar - lidt frit gengivet: »Du er ikke den eneste. Jeg har en bror, en medstrider og en medarbejder til at stå ved din side. Profet-kaldet skal føres videre. Afløseren er klar. Der er en fremtid og et håb.«
Men Elias får endnu en opmuntring: »Jeg vil lade syv tusinde blive til­bage i Israel, hvert knæ, der ikke har bøjet sig for Ba'al« (v.18).
Herren vil vække bevidstheden om de helliges samfund hos Elias, som om Herren ville sige: »Du er aldeles ikke alene. Jeg har ikke alene Elisa klar til dig. Men jeg har ladet syv tusind blive tilbage, en rest, som ikke er veget fra sandheden.«
Det er i denne lille »rest«, Herren skal åbenbare sig ved sin Ånds stille susen. Her ser vi en væsentlig ting i Guds rige. Herren trøster profeten med, at der var en rest i folket, som ikke havde bøjet knæ for Ba'al. Så fik profeten frimodighed til at fortsætte med sit kald.
Her ser vi en fin sammenhæng mellem de helliges samfund og nåde­gaverne, særlig den profetiske gave. Det troende vennesamfund er blevet kaldt »det profetiske miljø« (Hans Sandvoll). Det er blevet sammenlig­net med »bassinet«, som afgiver kraft til nådegaverne.
Det blev til stor trøst for Elias, at der var syv tusind tilbage, som stod fast hos Herren. (Syv-tallet er Herrens åbenbaringstal. Det viser, at den troende menighed er et Herrens under.)
Disse hellige venner er skjulte for Elias' øjne. Men Herren kender dem. Og Herren vil fortsat bevare dem.
Lad os standse endnu engang for dette budskab: »Jeg vil lade syv tusinde blive tilbage i Israel« (1.Kong. 19,18).
Elias troede, at al sand Guds-tro var uddød i Israel. Vi kan tænke på samme måde i dagens situation. Men her skal vi være forsigtige, specielt når vi synes, at der »ikke sker noget« synligt for vore øjne. Der sker gan­ske vist meget, som ikke kan måles eller tælles med vore mål. Måske er der flere, end vi aner, som ikke har forladt deres pagt med Herren. Det ved kun Herren. Han kender de gamle og ensomme, som sidder bøjet over deres Bibel med våde øjne. Han kender de mange, som dagligt be­der for forkyndere og missionærer.
Herren finder dem i deres skjulested. De er blevet tilovers i forhold til den store hob.
Herrens røst lyder altså til den ensomme profet: Du er ikke alene, Elias. Gå tilbage. Jeg har brug for netop din tjeneste.
Lutret gennem storm, jordskælv og ild og fyldt med Herrens trøst gennem lyden af en stille susen stod Elias frimodigt op. Herren havde selv vist ham vejen.

---