Om bøn

Bøn er sjælens åndedræt - det organ, hvormed vi slipper Kristus ind i vor visne og tørre sjæl.
Vi må føres ind i bønnen gennem Guds Ord - sker det ikke, bliver bønnen en kredsen om os selv - lønkammeret bliver et møde med os selv og alle problemerne.
I vor bøn, må vi benytte Bibelens ord - Guds eget Ord. Det gjorde Jesus - og i synagogerne benyttede man Davids salmer efter bestemte regler.
I Ap.G. 4,24 læser vi, hvordan disciplene bad: "Herre, du, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer"  Det er ikke med egne ord, men med ord fra Slm.146,6: (".. ham som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer,...")
På samme måde må vi benytte Guds eget Ord i vore bønner. Vi møder det mange steder -  Jesus råbte med høj røst: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd" ( Luk.23,46) - ( Slm.31,6 læser vi: "I dine hænder betror jeg min ånd,....") 

Davids salmer - Kristi Ord - kan kaldes Guds børns bønnebog. På Jesu tid kunne man salmerne udenad, og det var naturligt at benytte dem i bønnen. Alt genspejler sig i Salmernes bog -   ikke bare fromme ord, men bønner som har erfaring i vandringen med Gud.

Bøn er at have fortroligt samfund med Gud, og det får man alene gennem Ordet, hvor vi møder Jesus, og Han kommer til os. Vi må læse og høre Guds Ord så vi får se de underfulde ting i Hans lov - får se vor egen magtesløshed - synden - . Der vil vi også bleve ransaget og ledt af evighedsvej. Det kan koste at bede denne bøn: Gud vis mig min synd! Men Gud hører den og vil tale til mit hjerte gennem sit Ord - gribe min hånd og lede mig.

Eksempler på bøn.

"Luk mine øjne op, så jeg kan iagttage underne i din lov." ( Slm.119,18)
"Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!" Slm.139,23
Lad Dine ord være en lygte for min fod, et lys på min sti. ( Slm.119,105)

1) Skriget - råbet - om hjælp. Et lille barn kan skrige - og selv om det ikke kan tale - eller udforme en konkret bøn hører forældrene det og er ofte klar over, hvad det drejer sig om.
Røverens bøn var ikke gennemtænkt, men et stille råb til Jesus "Kom mig ihu - - " Røveren var klar over sin situation - han var en synder - men vidste også hvem Jesus var - troede på Jesus. Luk.23,42  Vi må skrige - råbe vor nød ud - som vi også møder det i salmerne

2) Den tavse bøn - og alligevel lidt aktiv.- lige røre. Barnet, der ved, at forældrene ikke må forstyrres, men det skal lige hen og røre ved en af dem - også denne bøn kender vi. Synderinden ville røre ved en kvast på Jesu kappe - hun vidste, at hun var en synderinde - havde set synden - , men også hvem Jesus var - hun troede på ham. "... For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.«  Matt.9,20

3) Øjnenes bøn. Du kender også barnet, som intet siger, men blot stirrer på dig - i de øjne ligger en bøn, - måske endda meget konkret.
I Mark.2,3 hører vi om den lamme mand, der blev sænket ned gennem taget. Jesus siger til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«
Hvad gjorde den lamme? - han så på Jesus - han var også klar over, at han var en synder, og det vigtigste for ham, var at blive frelst. Jesus kunne læse denne bøn og svarede derfor med: dine synder tilgives dig. Vennerne og andre forstod ikke disse ord af Jesus. Manden havde fortroligt samfund med Jesus.

Disse 3 eksempler fortæller, at det ikke kommer an på vore ord - hvor godt de er formuleret - hvor konkrete de er. Farisæerne kunne bede meget fromt og rigtigt, men det var tolderen Jesus hørte. Tolderen kendte sin egen situation og havde fået åbenbaret sin syndeskyld.
Paulus bad meget, men det var kun ord og regler.  I Apg.9,11 står "Se han ber" - det var efter mødet med Jesus.

At bede er at lukke Jesus ind. Hyklerne gør det ikke, de fortæller Gud om alt det gode de gør, og hvad de venter af Gud. Bønnen er for de hjælpeløse - dem, der går konkurs på deres eget - og deres bøn er meget konkret.
 
Bøn er fortroligt samfund med Gud - dvs. vi må tale med Gud om alt - og ikke mindst lytte!  Jesus hører vore ord, men hører vi også Jesu Ord?

Disciplene spurgte hvordan de skulle bede og får svaret: ”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.” ( Matt. 6,6-8).

Jesus lærte dem Fadervor. Vi må bede Fadervor - indflette vore tanker og ord i denne bøn.
I  Rom.8,26 læser vi: "Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke."
Og i Rom.8,34: "Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os."

Det er behov for bønnemøder, men også det nære forhold - det fortrolige samfund med Jesus inde i lønkammeret bag den lukkede dør. Der hvor jeg er alene med min Herre og Frelser.  (mine hvorfor - min frustration og alt det, som tynger.  Sl.10,1f er et eksempel på en sådan bøn)

Det vi konkret må bede om, er at få nedbrudt vor tro på os selv - få se vor magtesløshed og synd, så vor tro ikke er rettet mod os selv, men at vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet. Hbr.12,1-3

Det fortrolige samfund med Jesus er noget mellem Jesus og mig - I bønnens samliv med Gud ledes vi på de veje, Gud vil, vi skal gå.
Bøn er nemlig at se ind i Guds kærlighed. - Bøn er en fredens stille syssel. - Bøn er barnets inderlighed. Den bedende sejrer i bøn ved, at Gud sejrer. 

Et af de store spørgsmål er, om jeg ser min synd  -  Guds Ord må vise mig min synd, så jeg får brug for Frelsen.

Der går ingen vej ind i Guds rige uden om troen på syndernes forladelse i Jesus. Og der går ingen vej frem til denne tro uden om den smertelige afsløring af syndens alvor og Guds vrede ­ved lovens ord!  -  Det er grundlaget for vækkelse.  

---