Hvad er tegnet på dit komme?
Sådan spørger disciplene Jesus, mens de sidder på Oliebjerget og ser ud over Jerusalem - det Jerusalem, Jesus har forudsagt skal lægges i ruiner Matt. 24,1ff . Dette spørgsmål bliver foranledningen til Jesu store tale om de sidste ting, som vi finder i Mattæusevangeliet kapitel 24 og 25. Talen om disse ting indtager ikke en perifer plads i Det Nye Testamente. Jesus og apostlene vier tværtimod dette stor opmærksomhed, og i NT ser vi, at ikke så lidt spalteplads er viet dette tema. Grunden hertil er ikke, at Jesus vil tilfredsstille vores nysgerrighed, når det gælder kendskab til fremtiden. Det, han vil, er at hjælpe os, så vi kan findes parate, når han kommer tilbage.
Enkelte kristne har det med at være meget optaget af alt det, der har med endetiden at gøre. Men taler du med dem om Jesus og retfærdiggørelsen, om frelse og synd og nåde, så er de ikke længere interesserede. Det er, som om det er noget, de kan og udmærket er klar over, og derfor har de ikke længere brug for at høre mere om disse ting. Sådanne kristne er i stor åndelig fare og kan komme til at gå fortabt, hvis de ikke vågner op og ser, at de er kommet på afveje. At »våge« betyder nemlig at leve omvendelsens liv sammen med Jesus, ikke at have styr på alt det, der har med endetiden at gøre!
I tillæg hertil må vi også understrege, at den kristne tro består i at vente på Jesu komme (se f.eks. 1 Thess 1,9f.). Denne længsel er et grundlæggende kendetegn på sand kristendom. Derfor lyder det i Bibelens sidste bog: »Ånden og bruden siger: 'Kom!' Og den, der hører, skal sige: 'Kom!' Den, der tørster, skal komme« (Åb 22,17).
Begge disse hovedsager finder vi i de to kapitler i Mattæus-evangeliet. I det sidste, kapitel 25, finder vi tre lignelser, som hver på sin måde lærer os, hvad det vil sige at våge, og om alvoren i ikke at være ordentligt forberedt. I det første, kapitel 24, taler Jesus først og fremmest om de tegn, som skal gå forud for hans genkomst, og om hvor vanskelig denne tid i historien vil blive for de troende. Netop dette gør den ofte gentagne formaning - våg! - så nødvendig for os. Jesus indleder talen på følgendemåde:

»Mens han sad på Oliebjerget, kom hans disciple, da de var alene, hen til ham og sagde: 'Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?' Jesus sagde til dem: 'Se til, at ingen fører jer vild! For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild. I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne. Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden. Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, der holder ud til enden, skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme« (Matt 24,3-14).

To slags tegn

Jesus omtaler her en række tegn, som går forud for hans komme. De kan inddeles i to hovedtyper:
For det første de ydre, historiske tegn.
For det andet de åndelige tegn.
Når det gælder de første (se særligt vers 5f.), kunne det være relevant at spørge, hvorfor Jesus kalder dem for tegn. Der har jo til alle tider været krig, hungersnød og jordskælv. Årsagen skal findes i, at Jesus kalder disse ting for veer. Det er veerne, der varsler, at fødslen er i opmarch. Jo nærmere fødslen kommer, desto kraftigere bliver veerne, og desto hyppigere kommer de. På samme måde forholder det sig i verdenshistorien: Jesus sammenligner sit komme, hvor han vil skabe nye himle og en ny jord (2 Pet 3; Åb 21,1ff.), med en ny fødsel: »Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer« (Matt 19,28).
Da skal hele skaberværket fødes på ny (if. Rom 8,19ff.) og fremtræde uden den ondskab, som nu behersker det. Men ligesom enhver fødsel sker i smerte og med veer, sådan skal det også være med denne. Det, som altså skal kendetegne tiden forud for Jesu komme, er, at alt det, som mennesker frygter og kender så godt fra historien - krig, hungersnød og jordskælv - skal ske med stadigt stigende styrke. Ja, jorden skal ryste i sin grundvold, og menneskene skal gå til af angst på grund af det, som rammer verden:
»Jorden brækker og slås i stykker, jorden ryster og gennemrystes, jorden rokker og bryder sammen; jorden raver som en beruset, den svajer som et vagtskur. Dens synd hviler tungt på den, den falder og rejser sig ikke igen« (Es 24, 19- 20) - og: »på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen« (Luk 21,25).
Det, som skal ske, hænger dybest set sammen med syndefaldet. Da de to første mennesker faldt i synd, fik det som følge, at døden kom ind i verden (1 Mos 2,17; Rom 5,12ff.), for »syndens løn er død« (Rom 6,23). Dernæst førte det også til, at forbandelse ramte skaberværket (1 Mos 3,17; jf. Rom 8,19ff.). Forbandelsen er årsag til alt det vi kalder ondt i verden: Krig, sygdom, ulykker, osv.

Der er en hemmelighedsfuld sammenhæng mellem synden og forbandelsen. Hvor synden vokser i styrke, vil også forbandelsen vokse. Det er et grundlæggende faktum for et bibelsk historiesyn. Når denne tidsalder derfor nærmer sig sin afslutning, ved vi fra Skriften, at de vældige ulykker og katastrofer, som da skal ramme jorden, netop hænger sammen med, at syndens mål er ved at blive fuldt. For hvad et menneske sår, skal det også høste (Gal6,7f.), og det er en lov, som gælder såvel det enkelte menneskes som hele folkets liv.

De åndelige tegn

Den anden hovedtype af tegn er altså de »åndelige«. Dem nævner Jesus flere gange i talen, og det samme gør apostlene i deres breve. Skulle vi samle disse under en fællesnævner, måtte det være ordet forførelse:
Vers 4f.: »Se til, at ingen fører jer vild! For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild.«
Vers 11: »Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild.«
Vers 24: »Der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.«

Når vi i Jesu tale om de sidste ting støder på formaningen til at våge og advarslen imod at falde i søvn, møder vi dette specielt sammen med talen om forførelsen. Forførelsen vil blive en dominerende faktor i alt menneskeligt åndsliv, en malstrøm som skyller alt og alle med sig, som ikke våger. For når Jesus bruger ordet mange i denne sammenhæng, betyder det, at forførelsen ved verdenshistoriens afslutning bliver reglen snarere end undtagelsen. Jesus taler ikke for at skræmme os. Det, som ligger ham på hjerte, er, at det ikke skal lykkes ham, som »har været en morder fra begyndelsen« (Joh 8,44) at føre Guds menighed bort fra vejen, så vi går fortabt. Derfor vil Jesus, at vi skal være opmærksomme på den fare, som truer, så vi ikke lader os bedrage.

At våge betyder i denne sammenhæng, at Jesus vil, at hans troende skal være opmærksomme på, hvad og hvem de lytter til. Det er ikke ligegyldigt, hvilken slags forkyndelse vi lytter til. Man kan sige det sådan, at et værn om læren har samme betydning for Kristi legeme, som immunforsvaret har det for vores krop. Skades eller svækkes immunforsvaret, vil du blive hjælpeløs i mødet med infektioner, som ellers ville være ganske ufarlige. Af den grund formaner apostlen sin unge ven Timotheus til både at »tage vare på« og »give agt på« læren (1 Tim 4,13.16). Ligeledes hører vi om de første kristne, at de »holdt fast ved apostlenes lære« (ApG 2,42). Det er ikke i overensstemmelse med Guds ord, når vi fra tid til anden hører nogen sige, at »det er livet det kommer an på, ikke læren«. Det er sandt, at lære uden liv - den døde rettroenhed - er noget, Skriften advarer os imod. Men samtidig står det fast, at der gives intet sandt og ret kristent liv uden ret lære. Vranglære og falsk forkyndelse skader uvægerligt både troen og livet. Derfor er det også meget farligt, når troende mennesker forholder sig ligegyldigt over for læren, og når lærebevidstheden forsvinder. Det er netop dette, der mest af alt bereder grunden for den forførelse, som Jesus omtaler i dette kapitel.

Når vi her skal se nærmere på de åndelige tegn, Jesus taler om vedrørende de sidste tider, kan det være nyttigt at inddele dem i to undergrupper:
- For det første den forførelse, som vil finde sted inden for den kristne menighed,
- For det andet den som sker uden for menigheden, men som dog vil komme til at øve stærk indflydelse på de troende.

Forførelse inden for den kristne menighed

Når Jesus taler om dette, siger han ikke meget om, hvordan det konkret vil ske. Derfor må vi gå til andre steder i Det Nye Testamente for at få et mere fuldstændigt billede. Et vigtigt afsnit er her Paulus' afskedstale til de ældste i Efesus (ApG 20). Apostlen ved, at det er sidste gang, han skal se disse venner, som han elsker så højt. Derfor bruger han talen til at gøre status for sin tjeneste i Efesus, samtidig med at han advarer dem mod særlige farer, som truer dem: »Derfor bevidner jeg for jer i dag, at jeg er uden skyld i nogens blod. For jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje. Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod. Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt« (vers 26-31).

I dette afsnit er der særligt to ting, vi skal lægge mærke til:

1) Paulus vidner om, at han er »uden skyld i nogens blod«. Det begrunder han med, at han »ikke har fortiet noget«, men »har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje«. Dermed peger apostlen på, at en prædikant eller underviser med sit eget liv står ansvarlig for dem, han er sat til at forkynde Guds ord for (jf. Ezek 3,17f.; Jak 3,1). Hvis han ikke taler Guds ord, men »fortier noget«, undslår eller fornægter dele af Guds ord, vil han dermed blive ansvarlig for, at mennesker går fortabt. Vi kan kalde det forkyndelsens undladelsessynder. Her er der nemlig ikke tale om personer, som er direkte vranglærere, men personer, som måske subjektivt ønsker at stå inde for det, Guds ord taler. Men de udelader vigtige dele af Guds ord, måske fordi de ved, at det vil være meget upopulært at sige disse ting.
I dag er der blandt mange præster og prædikanter en udbredt opfattelse af, at hvis folk føler sig stødt over noget af det, der bliver forkyndt, så er det, fordi vi ikke har været dygtige nok til at formidle det. Man bilder sig ind, at bare folk rigtig forstår, hvad det er, vi vil sige, så vil de også tage imod det. Når folk reagerer imod det, der forkyndes, anses det som tegn på, at prædikanten har fejlet. Men set ud fra Guds ord er det at tage grueligt fejl, for her er det snarere sådan at »når alle taler godt om« prædikanterne, er det tegn på falske profeter (Luk 6,26).
Endvidere hænger denne misforståelse sammen med, at man ikke har forstået, hvad Skriften lærer om menneskets synd: Det naturlige menneske er slet ikke positivt indstillet over for Gud og kristendom, og det søger heller ikke Gud. Tværtimod er det Guds fjende (se Rom 8,6f.) og vil derfor altid reagere med modstand, når det møder Guds ord (se 1 Kor 1,18ff.). Ja, apostlen kommer med det meget alvorlige vidnesbyrd, at »var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener« (Gal 1,10b).

2) Efter at have talt om sin egen tjeneste i menigheden, peger Paulus så fremad. Han advarer imod en tid, hvor der skal komme vranglærere i menigheden, ja, selv blandt menighedens ledere (tilsynsmænd og hyrder) skal der fremstå »glubske ulve«. Billedet af ulven er hentet fra Jesu advarsel i bjergprædikenen (Matt 7,15ff.), hvor Jesus taler om de falske profeter som kommer »til jer som ulve i fåreklæder«. Når Jesus tilmed siger, at de skal være »mange« (jf. Matt 7,15; 24,11.24), forstår vi altså at den sidste tid bliver en »ulvetid«. Udtrykket ulvetid er hentet fra Norges historie: I 1600- til 1700-tallet var der perioder med så mange ulve i dele af landet, at folk knap turde vove sig udenfor. I store flokke hærgede de landet på jagt efter bytte. Dette var en ond og uhyggelig tid, og sådan vil den sidste tid også blive, åndeligt talt.

---